Er du EN AF OS?

Er du

?

En undersøgelse af Facebook som platform for aftabuisering af psykisk sygdom

Specialeafhandling Medievidenskab Aarhus Universitet Ida Ahlmann Ă˜stergaard Vejleder: Stine Liv Johansen August 2016

Er du EN AF OS? En undersøgelse af Facebook som platform for aftabuisering af psykisk sygdom Af Ida Ahlmann Østergaard Årskortnummer: 20115070 Vejleder: Stine Liv Johansen Specialeafhandling Medievidenskab Institut for Kommunikation og Kultur ARTS, Aarhus Universitet Opgaven omfatter 180.512 tegn svarende til 75,2 normalsider 1. august 2016

Abstract At least half a million Danes suffer from mental illness and yet mental illness is still a tabooed and stigmatised matter. The nationwide campaign ONE OF US aims to detaboo and destigmatise mental illness in Denmark. In relation to this Facebook is used as the primary communication channel for the campaign. Therefore, the purpose of this thesis is to examine Facebook as a platform for raising awareness, creating a dialogue and breaking taboos related to mental illnesses. In order to examine this I have studied how the ONE OF US’ Facebook-page is understood and used by people who like the page.

The theoretical framework is based on both the most recent and updated research, and on classical theory by main theoreticians within the subjects: Social media, Facebook, self-representation and identity and online community. Here the theories Context Collapse and The Spiral of Silence are introduced.

The empirical groundwork for the thesis’ analysis is five qualitative interviews with eight people who have liked ONE OF US’ Facebook-page. Four of the informants suffer from a mental illness and four of the informants are relatives of people suffering from mental illness. The recruitment of these informants was a difficult process, because mental illness turned out to be an even bigger taboo than I imagined.

Therefore, I have been methodically challenged and have been forced to compromise on certain methodical ideals.

In the thesis, it is found that Facebook is not the optimal platform for breaking the taboos of mental illness. The analysis shows that the informants, who are relatives of people suffering from mental illness, do not want to be involved with content concerning mental illness on Facebook. This means that they do not want to share or comment on content from ONE OF US’ Facebook-page, and therefore their involvement in the campaign is very low. There are several reasons for this. One of the main reasons is that the informants do not want to engage in content concerning mental illness, because they do not want mental illness to be a part of their online selfrepresentation and identity. Furthermore, the informants do not wish to engage in political content online because they do not want to risk disagreeing and starting a debate with their Facebook-friends, which points to views that others are unfamiliar with. Even though the content of ONE OF US is not directly political, the informants consider it to express strong opinions that some of their Facebook-friends might disagree with. The analysis shows that the informants in general rarely read, share and comment on content on Facebook and if they do so, it is often associated with big and

2

happy events in their life or their Facebook-friends lives. Furthermore, the informants’ engagements in the campaign are low because they are not finding the ONE OF UScampaign personally important and relevant enough.

The findings above are yet not all unequivocal, since the informants who suffer from a mental illness are much more inclined to engage in the content on ONE OF US’ Facebook-page. They find the content interesting and they use ONE OF US’ Facebookpage in a much more active way by reading, sharing and liking the content. These informants are not afraid of showing their engagement in ONE OF US, and their engagement is by choice a part of their online self-presentation and identity. The informants also feel that they are part of an important online community that provides support for people who are in contact with mental illness. In general, the campaign’s purpose is much more important to them, because their mental disorders have a huge impact on their lives.

It is ONE OF US’ purpose to make all people feel like part of the ONE OF UScommunity – they want all to be and feel like one of us, but the informants who are relatives of those with mental illnesses misinterpret the name. They do not feel like a part of the community, because they cannot identify themselves with the community on ONE OF US’ Facebook-page. Instead, a feeling of us and them emerges.

The findings above are discussed and put into perspective in the final section of the thesis. Here it is questioned whether or not the ONE OF US’ Facebook-page will have an effect on the Danish people or if it will solely stay relevant for those directly affected by mental illness. The final conclusion of this study shows that it is a challenge to plan a campaign that will embrace both the people who are in contact with mental illness in their daily life, but also the people who are not. It is clear that Facebook is a tricky platform to figure out, with it constantly changing, and therefore it is important with updated insights into the people’s use of Facebook in general if you want them to engage in a campaign on Facebook – especially when the campaign concerns a tabooed subject like mental illness.

3

Indholdsfortegnelse 1.0 Indledning ............................................................................................ 6 1.1 Problemformulering ................................................................................................. 7 1.2 Specialets case – EN AF OS ..................................................................................... 8 1.2.1 EN AF OS på Facebook ...................................................................................... 9 1.2.2 Afgrænsning ...................................................................................................... 9 1.3 Specialets opbygning ................................................................................................ 9 1.4 Eksisterende forskning på området ....................................................................... 10 2.0 Teoretisk forståelsesramme ................................................................ 11 2.1 Sociale medier og sociale netværkssider ................................................................ 11 2.1.1 Facebook ...........................................................................................................13 2.2 Identitet og selvfremstilling på de sociale medier .................................................14 2.2.1 Like – støtte eller selvfremstilling?.................................................................. 17 2.3 Facebook og kontekstkollaps .................................................................................. 17 2.4 Online fællesskaber og sociale formationer .......................................................... 18 2.4.1 Hvornår er man et fællesskab? ....................................................................... 20 2.5 Debat på Facebook – tavshedsspiralen ................................................................. 22 2.6 Opsamling på teoretisk forståelsesramme ............................................................ 23 3.0 Metodiske overvejelser ...................................................................... 24 3.1 Metodisk udfordring .............................................................................................. 24 3.2 Rekruttering af informanter .................................................................................. 24 3.3 Informanterne ........................................................................................................ 27 3.4 Interviews............................................................................................................... 28 3.5 Fokusgruppeinterview – adgang til tavs viden ..................................................... 29 3.5.1 Fokusgrupper og tabubelagte emner .............................................................. 29 3.5.2 Antal fokusgrupper ......................................................................................... 30 3.5.3 Fokusgruppens sammensætning og antal informanter ..................................31 3.5.4 Min rolle som moderator ................................................................................ 32 3.6 Individuelle interviews – fokus på den enkeltes livsverden ................................. 33 3.6.1 Individuelle telefoninterviews ........................................................................ 33 3.6.2 Ansigt til ansigt-interviews ............................................................................. 34 3.7 Interviewguides ...................................................................................................... 34 3.8 Efter interviewene ................................................................................................. 35 3.9 Etiske spørgsmål i forbindelse med interview ...................................................... 35 3.10 Behandling af empiri............................................................................................ 36

4

3.10.1 Transskribering ............................................................................................. 36 3.10.2 Meningskondensering .................................................................................. 37 3.10.3 Kodning og kategorisering ............................................................................ 37 4.0 Analyse .............................................................................................. 38 4.1 Brugen af sociale medier ........................................................................................ 38 4.1.1 Brugen af Facebook ......................................................................................... 39 4.1.2 Brugen af Instagram og Twitter ...................................................................... 42 4.2 Motivationen bag liket af EN AF OS’ Facebook-side ............................................ 43 4.3 Informanternes brug af EN AF OS’ Facebook-side ............................................... 45 4.3.1 “Når det bliver alt for tungt, så orker jeg ikke rigtig at læse det” ................... 46 4.3.2 Likes, delinger og kommentarer .................................................................... 49 4.4 Facebook som medskaber af online identitet ....................................................... 53 4.5 Tavshedsspiralen og kontekstkollaps – psykisk sygdom på Facebook ................ 56 4.6 Psykisk sygdom – online eller offline? .................................................................. 59 4.7 Miljøet på EN AF OS’ Facebook-side..................................................................... 62 4.8 EN AF OS? ............................................................................................................. 64 4.9 Hvem kæmper kampen og hvor? .......................................................................... 67 4.10 Sammenfatning .................................................................................................... 70 5.0 Metodiske refleksioner efter afsluttet analyse .....................................73 6.0 Diskussion og perspektivering ........................................................... 76 7.0 Konklusion ......................................................................................... 79 8.0 Litteraturliste .....................................................................................81

Bilagsoversigt Bilag 1: Rekrutteringsopslag Bilag 2: Interviewguide A Bilag 3: Interviewguide B Bilag 4: Interviewguide C Bilag 5: Interviewguide D Bilag 6: Interview 1 Bilag 7: Interview 2 Bilag 8: Interview 3 Bilag 9: Interview 4 Bilag 10: Interview 5 Bilag 11: Interview 6

5

1.0 Indledning I hverdagssproget betegner udtrykket tabu noget, der ikke må tales om, gøres eller berøres. Tabubelagte emner er emner, man i en kultur ikke beskæftiger sig med, fordi det vækker stærke følelser som for eksempel skam eller blufærdighed (Andersen et al., 2012). Et af de helt store tabuer i Danmark er psykisk sygdom. Det er på trods af, at det er noget, de fleste danskere stifter bekendtskab i løbet af deres liv. Enten som den der bliver ramt eller som pårørende. Undersøgelser viser, at i løbet af et år vil 20% af den danske befolkning have psykiske symptomer svarende til kriterierne for en eller flere psykiske

sygdomme.

Dette

svarer

til

700.000-800.000

voksne

danskere

(Psykiatrifonden, 2016, s. 7). Det kan derfor undre, at psykisk sygdom er så tabubelagt, som det er. For hvordan undgår man at tale om et så alvorligt emne, der fylder i så mange danskeres liv?

Et sted hvor man umiddelbart vil formode, at mange mennesker især ikke ønsker at tale om psykisk sygdom er på de sociale medier. Her er Facebook i dansk kontekst mastodonten, og det sociale medie har siden sit indtog ofte har været beskyldt for at være et overfladisk socialt medie, hvor iscenesættelse gennem en glansbilledfremstilling af ens tilværelse er en central brugsfunktion. Ifølge den danske internetforsker Lisbeth Klastrup er Facebook dog meget mere end det. Facebook har at gøre med den nære hverdag med de aktiviteter og udfordringer, den indeholder, og som de fleste mennesker er fælles om (Klastrup, 2016, s. 9).

Med håbet om at Facebook netop kan mere end at være overfladisk og tilmed har en social relevans med rummelighed over for hverdagslivets reelle udfordringer ønsker kampagnen EN AF OS gennem deling og diskussion af indhold omhandlende psykisk sygdom at nedbryde tabuet om psykisk sygdom. EN AF OS anvender Facebook som primær kommunikationskanal for deres kampagnearbejde og ønsker derigennem at ramme den brede befolkning (EN AF OS, 2016). EN AF OS’ tilstedeværelse på Facebook har gjort, at psykisk sygdom føres ind på en platform, der er blevet en integreret del af danskernes hverdagskommunikation. Dette finder jeg interessant, eftersom psykisk sygdom jo ikke er noget, vi ønsker at tale om, men måske kan Facebook ændre på det? Lektor i medievidenskab ved Aarhus Universitet Jesper Tække beskriver, hvordan Facebook er et godt eksempel på, hvordan de digitale medier i disse år ryster samfundet med sine nye (u)muligheder for ageren, interaktion og deling af information:

6

De mange muligheder, de digitale medier giver, synes umiddelbart at hænge som lavthængende frugter, men ved nærmere iagttagelse udfordrer de samtidig det normgrundlag, som vores samfund hviler på. (Tække, 2013, s. 71) Overført til specialets sammenhæng kan den lavthængende frugt ses som en metafor for Facebook, der for EN AF OS synes let og oplagt at “plukke” og anvende som redskab til at komme i kontakt med den brede befolkning og få nedbrudt tabuet om psykisk sygdom. Men som det problematiseres i citatet, så udfordres der nogle helt grundlæggende sociale mekanikker, og måske er det derfor sværere end som så at anvende Facebook til at nedbryde tabu.

1.1 Problemformulering På baggrund af ovenstående tanker vil jeg i dette speciale undersøge, hvordan Facebook fungerer som platform for aftabuisering af psykisk sygdom ud fra følgende problemformulering: Hvordan opfattes og bruges EN AF OS’ Facebook-side af de mennesker, som har liket siden?

Med afsæt i ovenstående problemformulering vil jeg undersøge motivationen bag brugernes likes af EN AF OS’ Facebook-side. Jeg vil undersøge, hvordan de bruger EN AF OS’ Facebook-side og hvilke tanker de gør sig om deres brug. Jeg vil undersøge, hvordan brugerne opfatter det sociale miljø på siden og om de føler sig som en del af et fællesskab ved at have liket siden. Det overordnede formål med opgaven er derfor at undersøge, hvordan Facebook fungerer som platform for aftabuisering af psykisk sygdom – kan man tale om tabubelagte emner på Facebook?

Med undersøgelsen ønsker jeg gennem mit fokus på EN AF OS-kampagnens Faceook-side at klarlægge de nuancer der opstår, når man vil have danskerne til at tale om tabubelagte emner på en platform som Facebook. Jeg har valgt EN AF OS’ Facebook-side som case for undersøgelsen, idet jeg finder kampagnen særlig illustrativ set i forhold til nogle mere generelle pointer i forbindelse med danskernes brug af Facebook. Derudover er EN AF OS en national indsats, der har en vis volumen, hvilket gør den særlig relevant.

På grund af mit fokus på et svært tabubelagt emne kan jeg indledningsvist afsløre, at undersøgelsen ikke vil resultere i en entydig diskussion eller konklusion.

Undersøgelsen vil til gengæld komme med nogle nuanceringer af danskernes brug af

7

Facebook – både set i forhold til et tabubelagt emne som psykisk sygdom men også helt generelt.

1.2 Specialets case – EN AF OS EN AF OS er en landsdækkende kampagne, der har til formål at afstigmatisere og aftabuisere psykisk sygdom i Danmark. EN AF OS arbejder for at imødegå stigmatisering og fremme tolerance og åbenhed over for mennesker med psykisk sygdom. Det gør kampagnen ved at arbejde på at øge danskernes viden om psykisk sygdom. Den ønsker at mindske den afstand, der fører til stigmatisering, fordomme og social udelukkelse samt at skabe større forståelse for psykisk sygdom i skoler, på arbejdspladser og alle andre steder, hvor hverdagslivet udfolder sig (EN AF OS, 2016).

EN AF OS ønsker med indsatsen at gøre det lettere for den enkelte med psykisk sygdom at leve et liv som en ligeværdig del af samfundet. EN AF OS beskriver på deres hjemmeside at: “Alle er og skal føle sig som ‘EN AF OS’” – deraf navnet på kampagnen.

Foruden navnet på kampagnen hører også sloganet: “Væk med tavshed, tvivl og tabu om psykisk sygdom!” (ibid.).

EN AF OS-kampagnen blev lanceret den 10. oktober 2011 og er af flere omgange blevet forlænget – på nuværende tidspunkt er den forlænget indtil 2020. Bag kampagnen står Den Fælles Indsats, som er et netværk, der blev nedsat i 2010 af PsykiatriNetværket, Psykiatrifonden, TrygFonden, Danske Regioner, Kommunernes Landsforening, Social- og Indenrigsministeriet og Sundhedsstyrelsen. EN AF OS ledes nationalt af et sekretariat i København. Derudover er der nedsat regionale koordinationsgrupper rundt omkring i landet.

En stor del af EN AF OS udgøres af frivillige. Herunder personer der har eller har haft en psykisk sygdom og pårørende, som vælger at blive uddannet til ambassadører for EN AF OS. Disse ambassadører fungerer som lokale repræsentanter, der videreformidler deres erfaringer med psykisk sygdom i forbindelse med forskellige arrangementer.

EN AF OS har fokus på fem overordnede indsatsområder, hvor målgrupperne er brugere og pårørende, unge, arbejdsmarkedet, personale på sundhedsområdet og det sociale område, medierne og den brede befolkning (ibid.). Som sagt ønsker EN AF OS at skabe større forståelse for psykisk sygdom de steder, hvor hverdagslivet udfolder sig samtidig med, at de ønsker at ramme den brede befolkning. Dette ønske gør, at de sociale medier er et næsten selvskrevet værktøj i kampagnen.

8

1.2.1 EN AF OS på Facebook EN AF OS er da også tilstede på de sociale medier – nemlig på Facebook, Instagram og Twitter. Kampagnen har størst tilslutning på Facebook. I skrivende stund er der 36.320 personer, der har liket EN AF OS’ Facebook-side, og herved danner Facebook rammerne for Danmarks største digitale fællesskab for personer, der enten har eller har haft en psykisk sygdom (Primetime Kommunikation, 2016). På Instagram følges EN AF OS af 1.930 personer, mens kampagnen har 900 følgere på Twitter.

EN AF OS poster mellem et og tre opslag på deres Facebook-side om dagen.

Opslagene varierer i form og indhold. De er typisk links til artikler fra landsdækkende aviser, links til indlæg på blogs, links til arrangementer, links til tv-udsendelser og radioprogrammer. Der postes dog også ofte digte, billeder og tegninger som folk, der har liket siden, har indsendt til EN AF OS. Indholdet er derfor en blanding af personligt og fagligt indhold, der omhandler psykisk sygdom. Indholdet bliver ofte delt og liket.

Desuden bliver der ofte debatteret og skrevet støttende kommentarer i kommentarsporene.

EN AF OS har i samarbejde med kommunikationsbureauet PrimeTime Kommunikation udviklet kampagnen fra idé til eksekvering. Den daglige drift af EN AF OS’ Facebook-side står EN AF OS-sekretariatet selv for.

1.2.2 Afgrænsning Jeg har valgt at begrænse min undersøgelses fokus til at være på EN AF OS’ indsats på Facebook – kampagnens primære ansigt udadtil. Jeg forholder mig derfor ikke til hele den samlede kampagne, idet det ikke er relevant for min undersøgelses fokus, der er på, hvordan Facebook fungerer som platform for aftabuisering af psykisk sygdom.

Undervejs i min undersøgelse har jeg dog hele tiden in mente, at Facebook-indsatsen bør ses i sammenhæng med de øvrige indsatser, som EN AF OS står bag. Jeg er mig derfor også bevidst om, at min undersøgelse ikke vil komme til at kunne konkludere på den samlede indsats, og om hvorvidt den samlede kampagne er en succes eller ej.

1.3 Specialets opbygning Specialet består overordnet af tre dele: En teoretisk del, en metodisk del og en empirisk del. I den teoretiske del vil jeg redegøre for den teori, der etablerer rammerne for specialet og den senere analyse. Her vil jeg redegøre for relevant teori om sociale medier, teori om selvfremstilling og identitet på sociale medier, teori om onlinefællesskaber samt introducere begreberne kontekstkollaps og tavshedsspiral.

9

Dernæst vil jeg i den metodiske del redegøre for og begrunde de valg, jeg har truffet undervejs i udformningen af specialet. De metodiske overvejelser er især blevet påvirket af, at emnet er tabubelagt, hvorfor udfordringerne i den forbindelse vil være særligt i fokus. I den empiriske del af specialet analyserer jeg med afsæt i min teoretiske rammeforståelse de data, jeg har indsamlet gennem interviews. Herefter vil jeg beskrive de metodiske refleksioner, jeg gjorde mig, efter jeg afsluttede analysen, diskutere og perspektivere analysens resultater og afslutningsvis konkludere på min undersøgelses resultater.

1.4 Eksisterende forskning på området Der er lavet mange undersøgelser af, hvordan Facebook præger forskellige områder af menneskets sociale liv, og hvordan der skabes ændrede omgangsformer inden for Facebooks funktionelle arkitektur. Et eksempel er antologien Facebook – fra socialt netværk til metamedie (2016), der er det første dansksprogede værk specifikt om Facebook. Antologien og andre vidensproducerende undersøgelser af Facebook beskæftiger sig imidlertid ikke med, hvordan Facebook fungerer som platform for aftabuisering af tabubelagte emner. Sådanne undersøgelser synes dog presserende at foretage, da der findes mange eksempler på kampagner, der ved hjælp af Facebook forsøger at nedbryde tabuer. Her er EN AF OS selvsagt et godt eksempel, men også den internationale kampagne #GetYourBellyOut er et eksempel på en af de kampagner, der ved hjælp af Facebook og andre sociale medier forsøger at gøre op med et tabu – i dette tilfælde med tabuet om livet med stomi.

Jeg finder derfor, at der er en mangel på videnskabelig forståelse af, hvordan Facebook fungerer som platform for aftabuisering af tabubelagte emner. Eftersom EN AF OS-kampagnen er et godt eksempel på en aftabuiseringskampagne i dansk kontekst, har jeg valgt at fokusere på den og derved på tabuet om psykisk sygdom. For at kunne opnå en videnskabelig forståelse af, hvordan Facebook fungerer som platform for aftabuisering af psykisk sygdom, har jeg sammensat et teoriapparat, som jeg vil redegøre for i den følgende teoretiske del af specialet.

10

2.0 Teoretisk forståelsesramme I denne del af specialet vil jeg præsentere det teoretiske fundament, som specialet hviler på. Jeg vil i dette afsnit redegøre for teori om sociale netværkssider, herunder Facebook, teori om identitet og selvfremstilling, teori om onlinefællesskaber samt introducere begreberne kontekstkollaps og tavshedsspiralen. Jeg har udvalgt teori om netop disse emner, da de tilsammen har vist sig relevante og yderst anvendelige i analysen af mine interviews.

Jeg tager især afsæt i teori af Lisbeth Klastrup, der i bogen Sociale netværksmedier (2016) behandler flere af de emneområder, hvor også min undersøgelse har sit fokus. Jeg gør brug af teori fra Klastrups Sociale netværksmedier, da bogen er udkommet i 2016 og som derfor er noget af det nyeste litteratur inden for feltet. Et felt som hele tiden er i udvikling, hvorfor opdateret litteratur er særligt relevant. Desuden er bogen udformet i en dansk kontekst, hvilket gør den yderligere relevant for min undersøgelse.

Klastrup introducerer i sin bog en række teorier af velkendte teoretikere. I sådanne tilfælde er jeg gået via Klastrups tekst og videre til primærkilderne. Derudover anvender jeg teori af Jesper Tække, Jakob Linaa Jensen, Erving Goffman, Joshua Meyrowitz, Nancy Baym og danah boyd m.fl. Jeg vil i teksterne løbende introducere de forskellige teoretikere.

Med udgangspunkt i teori af ovenstående teoretikere m.fl. vil jeg sammensætte et teoriapparat, som jeg senere vil bringe i anvendelse i analysen af mine interviews.

Derfor vil jeg i dette afsnit løbende beskrive teoriernes relevans i forhold til mine senere interviewanalyser.

2.1 Sociale medier og sociale netværkssider Ifølge medieforskerne Jakob Linaa Jensen og Jesper Tække bruges sociale medier i dag som en samlebetegnelse for platforme og teknologier, der muliggør social interaktion medieret gennem internettet og en eller flere terminaler (Jensen & Tække, 2013, s. 9).

Jensen og Tække henviser i deres teori til medieforskerne Andreas Kaplan og Michael Haenleins inddeling af sociale medier i seks forskellige kategorier. Disser kategorier er: Kollaborative projekter - fx Wikipedia, blogs - fx mode- og livsstilsblogs, indholdsfællesskaber - fx YouTube, spilverdener - fx World of Warcraft, virtuelle verdener - fx Second Life og sociale netværkssider - fx Facebook, Twitter og LinkedIn (Kaplan & Haenlein, 2010, s. 60). Begrebet sociale medier dækker altså over en bred vifte af forskellige sociale mediegenrer, der ofte ændrer sig over tid, sådan at nye genrer

11

opstår (Klastrup, 2016, s. 21). Kaplan og Haenleins kategoriseringer er fra 2009, og er derfor ikke opdaterede – det digitalt sociale medie Snapchat, der i genre kan sammenlignes med sms’en, er eksempelvis siden hen kommet til (ibid., s. 39). Jeg anvender alligevel fremadrettet Kaplan og Haenleins kategorisering af Facebook som værende en social netværksside. Jeg vurderer, at denne kategorisering stadigvæk er gældende.

Klastrup anfører, at det i Danmark er de sociale netværkssider, som er de mest udbredte og brugte. Sociale netværkssider er ifølge Klastrup: […] en genre af onlinekommunikationsplatforme, der kan tilgås fra mange forskellige terminaler, som f.eks. computere, tablets eller smartphones. De gør det muligt for deres brugere at forbinde sig til – og dele indhold med – et netværk af andre brugere via deres profil på tjenesten. Indholdet tilgås fysisk via en nyhedsstrøm (“news feed”). (Klastrup, 2016, s. 10) Sociale netværkssider er ifølge Klastrup blevet en integreret del af mange danskeres hverdagskommunikation med familie, venner og bekendte. Klastrup anfører, at personlige opdateringer, interpersonel kommunikation og simultan tilstedeværelse i multiple fælleskaber er de væsentligste nøgleord for den måde, hvorpå man er tilstede på de sociale netværkstjenester (ibid., s. 11).

Ifølge tal fra Kulturstyrelsen er 2,8 mio. danskere tilknyttet mindst én social netværksside. Facebook er den mest dominerende sociale netværksside på tværs af alder og køn, eftersom 2,5 mio. danskere tilgår Facebook mindst én gang om ugen.

Instagram tilgås mindst én gang om ugen af 600.000 danskere, mens 200.000 danskere tilgår Twitter mindst én gang om ugen (Kulturstyrelsen, 2015, ss. 22-26).

De sociale netværkssider er dog langt fra kun interpersonelle medier, hvor brugere kommunikerer med andre brugere. Professionelle aktører og organisationer bruger platformene til strategisk og målrettet kommunikation – et eksempel herpå er EN AF OS. Ifølge Klastrup er sociale netværkssider derfor i dag blevet en integreret del af medieøkosystemet, hvor både almindelige brugere, organisationer, brands og nyhedsmedier bruger sociale netværkssider til at kommunikere til og med andre brugere (Klastrup, 2016, s. 36).

Som det fremgår af tallene fra Kulturstyrelsen er Facebook den sociale netværksside, der er mest udbredt i Danmark. Som tidligere beskrevet er Facebook tilmed den platform, som EN AF OS har valgt at anvende som primær

12

kommunikationskanal for deres kampagne, hvorfor jeg i det følgende afsnit vil fokusere på Facebook og redegøre for udvalgt teori om netop Facebook.

2.1.1 Facebook Facebook hører til den type tjeneste, hvor relationsarbejde gennem samtale og likes udgør et centralt omdrejningspunkt. På dansk hedder det at tilkendegive positiv respons til et opslag på Facebook, at man “synes godt om”. Jeg har dog valgt at anvende den mere mundrette og engelske betegnelse (at) “like”. På Facebook handler det primært om vedligeholdelse af relationer til personer, man allerede kender og som allerede er en del af ens netværk (Klastrup, 2016, s. 22). Omdrejningspunktet er altså et andet end det eksempelvis er på LinkedIn, hvor tjenesten fokuserer på brugerens professionelle identitet og lægger op til, at man skaber sig nye, professionelle relationer gennem de personer, som man allerede har i sit netværk, hvorfor der her er tale om networking (ibid.).

På Facebook anvendes termen venner om profilejerens forbindelser. Ifølge medieforskerne danah boyd og Nicole Ellison kan termen dog være misvisende, eftersom det ofte er langt fra alle ens forbindelser på Facebook, der kan karakteriseres som værende venskaber i klassisk forstand. På Facebook forbindes man ofte med mennesker, man blot vil betegne som sine bekendte (boyd & Ellison, 2008, s. 213).

Når man opretter en profil på Facebook skal man som minimum angive sit for- og efternavn samt sin e-mailadresse. På Facebook er det altså ikke hensigten, at man skal have en anonym profil, da en Facebook-profil netop skal fortælle noget om, hvem vedkommende bag er (Klastrup, 2016, s. 38). Alligevel forhindrer det ikke Facebookbrugere i at have “falske” profiler, hvor man opretter en profil under et pseudonym.

Man fremstår derved ikke med eget navn, og kan på den måde være anonym. Årsagen til ønsket om anonymitet på Facebook vil blive behandlet i den senere interviewanalyse, hvor en af informanterne fortæller, hvorfor han foretrækker at være delvis anonym på Facebook.

Adjunkt i dansk ved Læreruddannelsen i Aarhus Raffaele Brahe-Orlandi fremhæver i antologien Sociale netværkssider – som tekst og kontekst (2012) Facebook som værende en platform, hvor man kan konstruere selvidentitet og pleje og udvikle den selvfortælling, man ønsker at fortælle omverdenen om sig selv (Brahe-Orlandi, 2012, s. 116). Et af værktøjerne til dette er profilbeskrivelsen. I sin profilbeskrivelse opfordres man til at dele demografisk information – det vil sige alder, køn, bosted osv.

– men også personlige interesser og hobbyer (Klastrup, 2016, s. 77). Disse

13

selvfremstillingselementer er alle med til at sige noget om, hvem man er. Samtidig understøtter Facebook ifølge Brahe-Orlandi individers behov for at være forbundet i sociale netværk, hvor selve det at være forbundet spiller en central rolle (BraheOrlandi, 2012, s. 116-117).

En social netværksside som Facebook understøtter derved to centrale behov hos det senmoderne menneske – nemlig behovet for at udvikle og vedligeholde sin identitet og behovet for at være en del af et fællesskab. Som jeg vil beskrive i analysen længere fremme i specialet, så er begge disse behov nogle, der bliver italesat af informanterne i interviewene. Derfor vil jeg i det følgende afsnit redegøre for teori om identitet og selvfremstilling, mens jeg i afsnittet EN AF OS? vil redegøre for teori om onlinefællesskaber.

2.2 Identitet og selvfremstilling på de sociale medier Som netop beskrevet understøtter Facebook menneskets behov for at udvikle og vedligeholde sin identitet (ibid.). Ifølge Klastrup har de sociale medier haft stor betydning for måden hvorpå, man forvalter sin onlineidentitet. Ens onlineidentitet skal gerne fremstå så autentisk og samtidig så kontrolleret som muligt – det er altså ikke tilfældigt, hvilke oplysninger man afgiver og hvilket indhold man poster og dermed bliver forbundet med på Facebook (Klastrup, 2016, s. 61).

De sociale medier understøtter en kobling mellem vores online tilstedeværelse og offline liv. Denne kobling medfører, at man online i højere grad forpligtes til at præsentere et billede af sig selv, som folk genkender på tværs af medieplatforme (ibid.).

Dette kan dog være en udfordring, da man efterhånden indgår i mange forskellige sociale relationer og sammenhænge online. På de sociale netværkssider indgår man både i interesse-, uddannelses-, venne- og familienetværk, hvilket betyder, at man på én og samme sociale netværksside, som for eksempel Facebook, kan opleve at møde mange forskellige forventninger til, hvem man er, og hvordan man agerer (ibid., s. 62).

Dette er en udfordring, som jeg kommer til at behandle i analysen, og som jeg derfor vil gå i dybden med i afsnittet Facebook og kontekstkollaps.

Klastrup angiver endvidere, at de sociale medier understøtter en dynamisk identitetsforståelse, idet man på disse platforme konstant opdaterer, nuancerer og formidler, hvem man er, gennem hvad man gør, hvad man ser og hvad man taler med andre om (ibid., s. 63). Brahe-Orlandi anfører, at man på Facebook giver sig selv tilkende gennem sine politiske holdninger, livsstilsmæssige præferencer og kulturelle tilhørsforhold. Den bevidste bruger af Facebook sørger konstant for at afstemme sine

14

tilkendegivelser i forhold til den identitet, brugeren ønsker sig. På den måde kan man sige, at man derved prøver at være den, man gerne vil være (Brahe-Orlandi, 2012, s.

117).

Klastrup anfører, at man teoretisk har anlagt to perspektiver på den sociale identitet: et gruppeperspektiv og et rolleperspektiv. Klastrup skriver følgende om gruppeperspektivet: I gruppeperspektivet forstås social identitet som noget, der tager udgangspunkt i klassifikationsmekanismer, og i at identitetsfølelse opstår med udgangspunkt i identifikation med en bestemt gruppe og status og bestemte holdninger og værdier.

(Klastrup, 2016, s. 66) Ovenstående vil sige, at man som person kan etablere en identitetsfølelse, hvis man kan identificere sig med en gruppes karakteristika. Ifølge Klastrup er gruppeidentifikation både internt og eksternt rettet, hvilket vil sige, at man forstår sig selv som medlem af en bestemt gruppe og samtidig forskellig fra de andre grupper. Denne forståelse har derfor også indflydelse på, hvilke sociale fællesskaber man indgår i. Teori om online sociale fællesskaber vil, som tidligere nævnt, blive behandlet længere fremme i dette teoriafsnit, eftersom det i analysen viser sig, at EN AF OS’ Facebook-side etablerer en følelse af fællesskab hos nogle af informanterne.

Med rolleperspektivet tager Klastrup afsæt i teori af Erving Goffman. Goffman beskriver i sin teori, hvordan mennesket i alle sociale situationer forsøger at spille en rolle og udvise en adfærd, som passer til den givne situation. Ved forskellige sociale situationer hører der derfor forskellige former for roller og adfærd til (Goffman, 2014, s. 25). I forbindelse med rollespilsperspektivet er det særligt relevant at fremhæve Goffmans begreb indtryksstyring. Med dette begreb sigter Goffman mod den grundlæggende opfattelse, at mennesker vedvarende er optaget af at styre og kontrollere de indtryk, de efterlader hos andre. Goffman sondrer mellem det at give og det at afgive indtryk (ibid., s. 24).

At give indtryk dækker over de signaler, som man bevidst giver ens omgivelser for at danne et bestemt og ikke mindst velovervejet indtryk af sig selv. Det kan eksempelvis være at fortælle vittigheder til folk i ens omgivelser, hvis man ønsker, at de skal have indtryk af, at man er en sjov og munter person. Disse indtryk har man altså styring over (ibid.).

At afgive indtryk dækker derimod over de signaler, som man ikke har styring over. Det er eksempelvis rødmen, rystende hænder eller rystende stemme, som er

15

signaler, man kan risikere at afgive i situationer, hvor man ellers gerne vil give indtryk af, at hverken er flov eller nervøs. Disse signaler afslører de sider af os selv, som vi helst vil holde skjult (Goffman, 2014, s. 24).

Ved brug af sociale netværkssider til selvfremstilling har man mulighed for at præsentere sig selv som den person, man ønsker at være, da man i høj grad har kontrol over sin selvfremstilling. Her har man langt bedre mulighed for og kontrol over at give sine Facebook-venner de indtryk, som man ønsker. Det har man fordi, de indtryk som man afgiver og ikke kan kontrollere, ikke er synlige for andre, eftersom man sidder bag en computer- eller smartphoneskærm og ikke er fysisk tilstede i samme rum. Derfor kan det altså være lettere at konstruere et idealiseret selv på de sociale medier, hvor man fremhæver sine bedste personlige egenskaber (Klastrup, 2016, s. 68). Jeg har valgt at medtage begrebet indtryksstyring, eftersom det i analysen vil komme frem, at netop indtryksstyring er noget, informanterne er sig meget bevidste om, og som derfor har indflydelse på deres adfærd på Facebook.

Der er dog et stort og udfordrende stykke arbejde forbundet med at opbygge sin identitet på de sociale medier, idet der som tidligere beskrevet kan være mange forskellige forventninger til, hvem man er, og hvordan man skal agere. Klastrup refererer i den forbindelse til begrebet profile work, som er et begreb, der anvendes til at beskrive det vedvarende arbejde, der er i arbejdet med ens profil og strategiske selvfremstilling. Dette kan eksempelvis være overvejelser om, hvilket indhold man bør dele og hvilket indhold, man bør undlade at dele. Klastrup beskriver, hvordan profile work er baseret på profilindehaverens erfaring med, hvad det er, der giver god og dårlig respons fra vennerne på Facebook (ibid.). Begrebet profile work inddrager jeg i analysen, idet begrebet viste sig anvendeligt til beskrivelse af flere af informanternes adfærd på Facebook.

Foruden Goffmans teori om begrebet indtryksstyring er det i forbindelse med selvfremstilling på sociale medier også yderst relevant at inddrage Goffmans teori om begreberne facadeområde og bagsideområde (Goffmann, 2014, ss. 141-145).

Facadeområdet er det område, hvor man performer sin identitet og fremviser den person, man gerne vil være. Bagsideområdet er derimod det område, hvor man viser sit sande ansigt. Det er privat og det er her, hvor man eksempelvis diskuterer sine personlige problemer med venner eller familie (ibid., s. 142).

På Facebook befinder man sig ifølge medieforsker Jakob Linaa Jensen et sted mellem facadeområdet og bagsideområdet, idet Facebook hverken er et fuldstændigt offentligt forum, men heller ikke et fuldstændigt privat forum. Jensen angiver, at Facebook nok nærmere er det som medieforskeren Joshua Meyrowitz kalder for et

16

mellemområde. Et område der afspejler den særegne blanding mellem offentligt og privat rum, som Facebook netop er et eksempel på (Jensen, 2013, s. 93). Som jeg vil demonstrere i analysen, kan det være svært at agere i mellemområdet på Facebook, når emnet er psykisk sydom, som for mange er et emne, der hører bagsideområdet til.

2.2.1 Like – støtte eller selvfremstilling?

Ifølge Brahe-Orlandi skal det at like noget på Facebook mere ses som et led i folks egen optagethed af selvidentitet end en egentlig støtte til eksempelvis den organisation, som man gennem sit like har støttet op om eller sympatiseret med (Brahe-Orlandi, 2012, s.

121). Når en person eksempelvis trykker like til en politikers statusopdatering er det Brahe-Orlandis påstand, at det primært handler om dannelse af selvidentitet frem for politisk engagement (ibid.). Jeg fremhæver dette kritiske perspektiv på det at like, idet jeg i analysen undersøger informanternes motivation for at like indehold fra EN AF OS’ Facebook-side.

2.3 Facebook og kontekstkollaps Selvom sociale netværkssider som Facebook på nogle områder har gjort det lettere for personer at kontrollere deres selvfremstilling, er det på andre fronter blevet sværere (Klastrup, 2016, s. 69). Som tidligere beskrevet er det eksempelvis blevet langt mere komplekst at skulle fremstille sig selv i overensstemmelse med egne og andres forventninger til ens adfærd, eftersom man online dagligt indgår i mange forskellige sociale sammenhænge og sociale relationer – der ideelt set hver og en burde målrettes forskelligt. Dette er et dilemma, som har vist sig at have indflydelse på mine informanters adfærd på Facebook, hvilket jeg senere vil fremhæve i analysen, og som jeg derfor vil danne et teoretisk grundlag for i det følgende.

Meyrowitz beskriver, hvordan nye medier bevirker, at tidligere adskilte situationer flyder sammen og gør det svært at udtrykke sig, fordi man bliver set fra flere forskellige perspektiver samtidigt (Meyrowitz, 1986, s. 51). Inspireret af Meyrowitz har danah boyd og Alice Marwick udviklet begrebet kontekstkollaps for at beskrive netop denne udfordring på de sociale medier. Kontekstkollaps sker, når forskellige roller og sammenhænge blandes sammen. Dette sker eksempelvis, når man poster en statusopdatering eller et billede på sin Facebook-profil og derved kommunikerer til samtlige af sine Facebook-venner, som man kender fra mange forskellige sociale sammenhænge, på én og samme tid. Ifølge boyd og Marwick er det svært at finde en selvfremstillingsform, der kan passe til alle relationer på én gang (Marwick & boyd,

17

2010, s. 2). Dette medfører, at man, for ikke at afvige for meget fra sine venners forventninger til ens adfærd, må tænke på modtagerne af statusopdateringen eller billedet som et “usynligt publikum” (Marwick & boyd, 2010, s. 2). Dette kan ifølge Klastrup resultere i, at folk bevidst vælger en kommunikationsstrategi, der sikrer, at de ikke taber ansigt, uanset hvem der læser deres opdatering eller ser deres billede (Klastrup, 2016, p. 70). Som det senere vil vise sig i analysen er det netop, hvad informanterne gør – de nøjes med at engagere sig i holdningsneutralt indhold på Facebook for ikke at tabe ansigt.

Klastrup anfører, at forskeren Bernie Hogan pointerer, at man bør supplere performanceperspektivet, det vil sige Goffmans teori om forside- og bagsideområde, med et udstillingsperspektiv for at forstå, hvad det virkelig er, der er på spil (ibid.).

Ifølge Hogan er der i forbindelse med eksempelvis statusopdateringer og billeder i højere grad tale om udstillingsgenstande end skuespil for et levende publikum. Det er der fordi al den information, som vores venner og bekendte får om os, gennem eksempelvis Facebook, bliver set og læst i forskudt tid og altså ikke oplevet live i en social situation (ibid.). Genstandene – statusopdateringerne, billederne med mere – bliver udstillingsgenstande, som man poster ud fra en laveste fællesnævnertankegang, som betyder, at man sørger for at tilpasse indholdet sådan, at alle ens Facebook-venner kan “tåle” at se elle læse det, man har postet (ibid.).

Klastrup anfører, at teorier om social identitetsdannelse er særligt brugbare, når man skal forstå, hvad der ligger bag folks adfærd i forbindelse med selvfremstilling på de sociale medier. Nyere forskning tyder på, at selvfremstilling på sociale medier ikke kun er et individuelt projekt. I stedet er de mennesker og grupper man interagerer med medskabere af ens identitet og en del af ens selvfremstilling (ibid., s. 71). I analysen vil jeg derfor beskrive, hvordan nogle af informanterne ser det at være tilknyttet EN AF OS som en form for medskaber af deres identitet, der bliver en del af deres selvfremstilling.

For at kunne gå i dybden med dette i analysen, vil jeg i det følgende afsnit redegøre for teori om onlinefællesskaber og sociale formationer og deres indflydelse på menneskets selvfremstilling og identitet.

2.4 Online fællesskaber og sociale formationer Som beskrevet ovenfor angiver Klastrup, at menneskets sociale identitet er koblet til deltagelsen i sociale grupper og fællesskaber. Det er den både på baggrund af de roller vi indgår i i en given gruppe samt den identitet, vi får på baggrund af vores medlemskab af en gruppe eller et fællesskab (ibid., s. 84).

18

Online fællesskaber beriger folk på forskellig vis, og der ligger forskellige bevæggrunde bag folks motivation for at indgå i netværk og fællesskaber med andre. Nogle ønsker at komme i kontakt med folk i samme situation som dem selv, andre ønsker at opsøge folk med samme interesser som dem selv, eller måske ønsker man at støtte op om en sag, få adgang til information eller noget helt femte (Klastrup, 2016, s. 84.). Sociale forbindelser etableres altså af mange forskellige årsager, og graden af tilknytning til andre medlemmer i en gruppe kan være stærkt varierende (ibid.).

En særlig fordel ved onlinefællesskaber opstår især for befolkningsgrupper, der er geografisk spredt. Dette kan eksempelvis være minoriteter, som har svært ved at etablere kontakt til ligesindede i nærområdet. For andre grupper af personer kan det at være en del af en onlinegruppe give nye muligheder for social interaktion og modvirke social isolation offline (ibid., s. 92). Som jeg vil beskrive i analysen, er dette eksempelvis tilfældet hos en af informanterne, der i sin tid opsøgte EN AF OS’ Facebook-side, idet han savnede at være i kontakt med personer, som han kunne dele tanker om sin psykiske sygdom med. Klastrup påpeger, at der findes et utal af sociale grupper og netværk på Facebook, som man kan vælge at indgå i, og derfor har man også mange alternativer, hvis man er utilfreds med, hvordan en gruppe fungerer (ibid., s. 93).

Tække beskriver, hvordan deltagelse i online fællesskaber giver en følelse af fællesskab. Tække anfører i sin artikel Facebook - et netværk i fællesskabet fra 2010, at det i onlinefællesskaber kun er 1%, der bidrager dagligt, 9% bidrager indimellem, mens 90% aldrig eller kun yderst sjældent bidrager. Alligevel er der selv blandt de 90%, der blot “lurer”, mange, som har følelsen af at være en del af et fællesskab (Tække, 2010, s.

132).

Ulemperne ved onlinefællesskaber kan opstå i forbindelse med personers mulighed for at oprette profiler, hvor de optræder anonymt eller under pseudonym.

Facebook er som tidligere beskrevet ikke en social netværksside, der understøtter muligheden for at være anonym, men det forhindrer alligevel ikke enkelte i at fremstå med så tilpas lidt – eller ukorrekt – information om sig selv, at de fremstår uidentificerbare. Ifølge Klastrup risikerer man på de sociale netværkssider ikke på samme måde som i offlinelivet at blive stillet til ansvar for sin adfærd. Derfor er der ikke nogle umiddelbare sociale sanktioner forbundet med det at optræde anonymt eller under pseudonym. Det kan resultere i, at nogle personer i onlinefællesskaber har en mere grænseoverskridende adfærd end de ville have, hvis de sad ansigt til ansigt over for folk (Klastrup, 2016, s. 93). Dette er et forhold, som nogle af informanterne

19

fremhæver i interviewene, og det er derfor et aspekt, som jeg finder relevant at fremhæve her i teoriafsnittet og senere i analysen.

På mange sociale netværkssider, herunder Facebook, er der mulighed for at etablere grupper. Grupperne er ofte offentligt tilgængelige, men der findes også mange private grupper. I de grupper der er offentligt tilgængelige, kan alle med en profil på Facebook gå ind og læse, hvad folk skriver med hinanden om. Dette er ifølge Klastrup noget, der kan gøre folk mere forbeholdende i deres brug af de åbne grupper af angst for social stigmatisering (Klastrup, 2016, s. 93). Dette aspekt er relevant i forhold til min analyse eftersom EN AF OS’ Facebook-siden er en offentligt tilgængelig side, hvor alle kan læse alles kommunikation. Det vil sige, at alle ens Facebook-venner i princippet kan følge ens aktivitet på siden. I min analyse beskriver jeg, hvad det har af betydning for informanternes adfærd på siden.

2.4.1 Hvornår er man et fællesskab?

Ifølge medieforskeren Nancy Baym er der blandt forskere langt fra enighed om, hvad der skal til førend man kan betegne en gruppe af mennesker, der taler sammen på en online platform, et fællesskab: Whether you are willing to consider any digitally based group a “community” depends first and foremost on which of many definitions of “community” you choose. No one has ever been able to agree what exactly “community” means. (Baym, 2015, s.

83) Klastrup anfører dog, at der synes at være en generel enighed om, at et fællesskab er kendetegnet ved at have et fælles (for)mål og fælles normer (Klastrup, 2016, s. 95).

Tække anfører i sin føromtalte artikel, at “i onlinefællesskaber deler man et meningsfyldt fællesskab, der som primær funktion har at diskutere et emne, der føles som vigtigt for dem, der vælger at være medlem” (Tække, 2010, s. 133). Klastrup pointerer dog, at “[…] det kan være problematisk at anvende ordet “fælleskab” […] om de vidt forskellige former for sociale interaktioner, man kan se opstå og forsvinde i regi af de sociale netværkstjenester” (Klastrup, 2016, s. 87). For at nuancere det brede fællesskabsbegreb introducerer Klastrup tre typer af sociale formationer på sociale netværkstjenester: interessefællesskaber, affektive alliancer og ad hoc-offentligheder.

Interessefællesskaber som livsstils-, hobby- og politisk aktivistiske typisk udviser klassiske fællesskabstræk. Et interessefællesskab kan eksempelvis være en gruppe af

20

mennesker på Facebook, som diskuterer brugen af medicinsk cannabis (Klastrup, 2016, s. 98).

Affektive alliancer er flygtige sociale bevægelser, som dannes som reaktion på oprivende historier i massemedierne. I affekt over disse historier samles folk på en Facebook-side eller omkring et hashtag. Grupperne har ofte forholdsvis kort levetid (ibid., s. 100). Et eksempel på en affektiv alliance opstod i forbindelse med en navnestrid mellem det kendte Jensens Bøfhus og den ukendte Jensens Fiskerestaurant.

Her fik Jensens Bøfhus retten på sin side, hvilket fik flere tusinde danskere til at like Facebook-siden “Boykot Jensens Bøfhus” for at vise deres utilfredshed med den store restaurantkæde.

Ad hoc-offentligheder minder til dels om affektive alliancer ved også at være midlertidige og løst koblede sociale formationer, som etableres i forbindelse med en aktuel begivenhed. I ad hoc-offentligheder er der dog mange samtaler og megen videndeling mellem deltagerne, der ofte ønsker at debattere sagen og søge mere viden om den (ibid., ss. 102-103). Et eksempel på en ad hoc-offentlighed opstod i 2014 i forbindelse med bortførelsen af 276 nigerianske skolepiger. Her samlede hashtagget #BringBackOurGirls folk og debatten på de sociale medier.

Ifølge Klastrup kan det være svært at skelne mellem interessefællesskaber og ad hoc-offentligheder, eftersom nogle sociale formationer kan have elementer af begge. En gruppe kan eksempelvis opstå spontant i forbindelse med et forestående tidsbegrænset projekt, men stadig fortsætte med at eksistere efter projektets udløb og dermed måske over tid få karakter af at være et interessefællesskab (ibid., s. 104).

Fælles for de tre kategorier er, at de ikke er baseret på eksisterende venskabsrelationer eller netværk, men i stedet består af mennesker, der ikke kender hinanden (ibid., s. 87). I min analyse vil jeg dog argumentere for, at man ofte bliver opmærksom på de online fællesskaber gennem sit eksisterende netværk. På Facebook kan man eksempelvis ofte se i sin nyhedsstrøm, hvis en Facebook-ven er blevet medlem af en gruppe eller har liket en side. I online fællesskaberne vil der derfor nødvendigvis ikke udelukkende være mennesker, som man ikke kender på forhånd, men muligvis også mennesker, som man kender på forhånd.

Klastrup har med sine tre typer af sociale formationer ønsket at nuancere fællesskabsbegrebet. Hendes nuanceringer kan, ifølge Klastrup selv, i nogle tilfælde være svære at skelne fra hinanden, hvilket netop siger noget om, hvor svært det kan være at definere, hvad et fællesskab er, og hvornår noget er et fællesskab. I min analyse viser det sig desuden, at der ofte er en meget individuel oplevelse af, hvornår man er en del af et fællesskab.

21

2.5 Debat på Facebook – tavshedsspiralen Ifølge en rapport udarbejdet af Kulturstyrelsen undlader størstedelen af danskerne at engagere sig i debatter på de sociale medier (Kulturstyrelsen, 2015). Med afsæt i denne rapport skriver professor Stig Hjarvad i en artikel på den kommunikationsfaglige portal kommunikationsforum.dk, at dette har at gøre med den såkaldte tavshedsspiral (Hjarvad, 11. december 2015, Politik er farlig på Facebook).

Tavshedsspiralen er et begreb som medieforskeren Elisabeth Noelle Neumann har introduceret. Det er et begreb, der grundlæggende bygger på en antagelse om, at menneskers vilje til at ytre sig er afhængig af, hvorvidt man tror, at omverdenen deler ens synspunkter. I artiklen The Spiral of Silence anfører Neumann, at “[…] public opinion is the opinion which can be voiced in the public without fear of sanctions and upon which action in public can be based” (Neumann, 1974, s. 44). Det vil sige, at har man en opfattelse af, at ens egne opfattelser er i modstrid med flertallets, så vil man være mindre tilbøjelig til at give udtryk for sine opfattelser. Man undlader altså at komme med udsagn om egne opfattelser, som vil bringe en på tværs af dominerende holdninger (ibid., s. 43).

Oprindeligt er begrebet, som Neumann introducerede tilbage i 1974, ikke møntet på de sociale medier. Ifølge Hjarvad er tavshedsspiralen en generel mekanisme både offline og online. Tække skriver dog i en artikel på kommunikationsforum.dk, at amerikanske forskere har fundet ud af, at tavshedsspiralen er stærkere på de sociale medier end offline. Det skyldes blandt andet, at man på sociale netværkssider som Facebook ikke har noget overblik over spredningen af ens statusopdateringer og kommentarer. Desuden kan man ikke vide hvilke af ens Facebook-venner, der ser ens statusopdateringer. Man kan altså ikke vide, hvem der kigger med (Tække, 3. september 2014, Selvcensurens sørgelige sejr). Om dette fænomen har jeg tidligere brugt begrebet kontekstkollaps.

En anden vigtig forklaring på tavshedsspiralens styrke på de sociale medier skal ifølge Hjarvad søges i de sociale mediers særlige karakter. Som tidligere beskrevet er Facebook et eksempel på et forum, hvor man prøver at balancere mellem det offentlige og det private. Facebook er, jævnfør Meyrowitz, en mellemscene, hvor det oftest er de pænere sider af privatlivet, som vises frem for at invitere til anerkendelse i form af likes (Hjarvad, 11. december 2015, Politik er farlig på Facebook).

En tredje væsentlig faktor er ifølge Hjarvad, at mange ikke ved, hvorvidt vennerne på Facebook er enige eller uenige med dem. Han tilføjer således også, at jo mindre man ved om vennernes synspunkter, desto mindre er man tilbøjelig til at ytre

22

sig. Jo større klarhed der er om følgernes synspunkter, desto mere har man lyst til at komme med sit syn på sagen. Man finder altså større tryghed i at diskutere med personer, som man deler holdninger med (Hjarvad, 11. december 2015, Politik er farlig på Facebook). Hjarvad skriver, at man til et vis punkt kan forklare denne sammenhæng med et grundlæggende socialt hensyn: Ønsket om ikke at tabe ansigt over for andre (ibid.).

I min analyse vil jeg i kombination med den tidligere beskrevne teori om kontekstkollaps bringe teorien om tavshedsspiralen i spil, eftersom der i min analyse kommer til at tegne sig et billede af, at disse to ting hænger sammen.

2.6 Opsamling på teoretisk forståelsesramme Som jeg beskrev indledningsvist i dette afsnit, vil det sammensatte teoriapparat, jeg netop har redegjort for, udgøre det teoretiske grundlag for specialets analyse. Teori om sociale netværkssider og Facebook vil jeg anvende i en analyse af informanternes brug af Facebook og EN AF OS’ Facebook-side. Teori om identitet og selvfremstilling vil jeg bringe i spil i en analyse af informanternes ageren i forhold til selvfremstilling på Facebook. Teori om onlinefællesskaber vil jeg anvende til at undersøge informanternes oplevelse

af

onlinefællesskabet

på

EN

AF

OS’

Facebook-side.

Begreberne

kontekstkollaps og tavshedsspiralen vil jeg bruge i en analyse af informanternes adfærd på Facebook samt adfærd i forhold til EN AF OS’ Facebook-side.

Jeg vil dog forud for analysen beskrive, hvordan jeg har fremskaffet og behandlet det datamateriale, som ligger til grund for analysen. Det følgende afsnit vil derfor omhandle de metodiske overvejelser, som er opstået før og undervejs i min undersøgelse.

23

3.0 Metodiske overvejelser I dette afsnit vil jeg redegøre for de metodiske overvejelser, jeg har gjort mig samt præsentere de metoder, jeg har gjort brug af undervejs i udformningen af min undersøgelse. Jeg vil i det følgende blandt andet komme ind på, hvordan jeg har indsamlet empiri gennem fokusgruppeinterview og individuelle interview, hvordan jeg har arbejdet med empirien samt hvordan min analyse er blevet til. Til en start vil jeg dog beskrive, hvad det har haft af betydning, at jeg har fokus på et tabubelagt emne, da dette har haft særlig indflydelse på hele min metodiske fremgangsmåde.

3.1 Metodisk udfordring Som beskrevet i indledningen er psykisk sygdom et tabu. Psykisk sygdom kan derfor være en udfordring at tale om, men hvilken indflydelse det ville få på min undersøgelse, blev jeg først for alvor bevidst om, da jeg begyndte min empiriindsamlingsproces. Til at indsamle empiri har jeg anvendt fokusgruppeinterview samt individuelle interview som metoder – disse metoder vil blive uddybet længere fremme i afsnittet – hvilket vil sige, at jeg har skulle hverve informanter, som ville fortælle mig om deres brug og oplevelse af EN AF OS’ Facebook-side. Jeg ønskede at hverve informanter, der enten selv havde eller havde haft en psykisk sygdom eller var pårørende til en psykisk syg. Derudover skulle de have liket EN AF OS’ Facebook-side. Jeg var klar over, at jeg på grund af mit fokus og krav til informanterne søgte nogle mennesker, som højst sandsynligt er i en psykisk sårbar situation. Dette viste sig da også at være en stor metodisk udfordring, og i forbindelse med min empiriindsamling er jeg derfor havnet i nogle situationer, der krævede, at jeg gav køb på nogle metodiske idealer. Disse vil løbende blive beskrevet i de følgende afsnit.

3.2 Rekruttering af informanter For at danne et empirisk grundlag for mit speciales undersøgelse forestillede jeg mig i første omgang udelukkende at gøre brug af fokusgruppeinterview. Det var min plan at hverve informanter gennem et rekrutteringsopslag på EN AF OS’ Facebook-side, sådan at jeg fik fat i informanter, der havde liket Facebook-siden i forvejen (bilag 1). Dette kunne både være personer, som selv havde eller havde haft en psykisk sygdom, men også pårørende. Jeg var et par uger forinden mødtes med projektlederen og projektkoordinatoren af EN AF OS for at tale om kampagnen og den dertilhørende Facebookside. Jeg fortalte dem, at jeg ville få brug for informanter, der havde liket EN AF OS’

24

Facebook-side, men at jeg var i tvivl om, om jeg ville kunne få folk i tale. Folkene bag EN AF OS forsikrede mig dog om, at det ikke ville blive et problem, eftersom de havde indtryk og oplevelse af, at folk meget gerne ville dele deres tanker og erfaringer om emnet for netop at komme tabuet til livs. Folkene bag EN AF OS tilbød at dele mit rekrutteringsopslag på EN AF OS’ Facebook-side. Dette så jeg som en stor fordel, da forestillede jeg mig, at folk på forhånd havde tillid til EN AF OS og derfor også tillid til, at mit forehavende var troværdigt og derfor “sikkert” at melde sig til.

Mit rekrutteringsopslag blev lagt op en søndag. Det fik 30 likes og blev delt seks gange. Det affødte én kommentar, hvor vedkommende blandt andet skrev: “Held og lykke med projektet, men personligt ville jeg aldrig udlevere mig selv blandt en masse fremmede mennesker” (bilag 1). Derudover blev det kun til en enkelt tilmelding til fokusgruppeinterview og en mail fra en bruger af siden, der gerne ville lade sig interviewe over telefonen.

Rekrutteringsprocessen skulle altså vise sig at være en mere vanskelig proces, end jeg havde regnet med. Folk der havde liket EN AF OS’ Facebook-side havde ikke lyst til at deltage i fokusgruppeinterviews. Om det var fordi, de ligesom ham der kommenterede på mit rekrutteringsopslag fik indtryk af, at de skulle udlevere sig selv, eller om det blot passede dårligt ind i deres kalendere, var jeg til en start i tvivl om.

Jeg har efterfølgende også overvejet om selve stedet, hvor jeg havde forestillet mig at afholde fokusgruppeinterviewene kan have afskrækket nogle fra at ville deltage.

Jeg havde med hjælp fra EN AF OS booket et lokale hos Landsforeningen mod Selvskade og Spiseforstyrrelse. Dette havde jeg dog gjort for at undgå at skulle afholde det på Aarhus Universitet, der for nogen måske kan virke afskrækkende. Jeg forestillede mig, at det at skulle mødes et sted med tilknytning til emnet ville skabe tryghed og “verificering” af mig på trods af, at jeg er udefrakommende. En af mine informanter fortalte mig dog senere, da hun hørte om stedet, at hun syntes, at det lød som et meget trist sted, der rummer en masse psykisk sygdom. Hun ville ikke have haft lyst til at møde op sådan et sted. Dette kan jeg efterfølgende godt følge hende i, og derfor har jeg fået mistanke om, at netop interviewstedet også kan have været en udslagsgivende faktor for min rekrutteringsproces.

Min jagt på informanter fortsatte, og jeg forsøgte at rekruttere informanter ved at tage kontakt til forskellige væresteder for psykisk sårbare samt en lukket gruppe for EN AF OS’ ambassadører. Jeg forsøgte mig også via Twitter, men det lykkedes ikke at få nogle fokusgrupper i hus, da ingen personer responderede på opslagene.

Jeg valgte derfor at lægge min strategi om. Jeg valgte at droppe idéen om udelukkende at gøre brug af fokusgruppeinterview, eftersom jeg tænkte, at det måske var lettere at få

25

folk til at indvillige i at deltage i et interview, hvis det var individuelt. I stedet for at rekruttere informanter ved hjælp af selvtilmelding, begyndte jeg at kontakte personer, som jeg kunne se, havde interageret med indhold på EN AF OS’ Facebook-side.

Ved hjælp af denne strategi lykkedes det mig at lave tre aftaler om telefoninterviews med personer, som selv led af en psykisk sygdom. I det ene af de tre tilfælde havde jeg håbet på, at vi kunne mødes fysisk, da informanten boede i Aarhus, men jeg kunne fornemme på hende, at det ville være mere overskueligt for hende at få foretaget interviewet over telefonen. Et par dage efter interviewet kunne jeg læse på informantens blog, at hun på dagen for interviewet ikke havde haft det godt psykisk, og derfor havde en dårlig dag. Dette var dog ikke noget, som jeg fornemmede undervejs i interviewet, men det var altså formentlig årsagen til, at hun ikke havde lyst til at mødes fysisk. Dette eksempel vil jeg vende tilbage til i afsnittet om etiske overvejelser.

For at hverve informanter, som jeg kunne mødes med ansigt til ansigt, valgte jeg hernæst at gå ind på EN AF OS’ Facebook-side via min egen Facebook-profil. Således kunne jeg se, at flere af mine egne Facebook-venner havde liket siden. Jeg tog kontakt til i alt fem af disse. To af dem besluttede jeg mig for at invitere til individuelle interviews,

ansigt

til

ansigt,

mens

jeg

inviterede

de

øvrige

tre

til

et

fokusgruppeinterview.

Jeg valgte at invitere de tre til fokusgruppeinterview, eftersom de kendte hinanden i forvejen, hvilket jeg på baggrund af den erfaring som jeg hidtil havde gjort mig, fornemmede var en klar fordel. Folk havde i hvert fald ikke virket til at være trygge ved at lade sig interviewe om EN AF OS i selskab med fremmede mennesker. De tre indvilligede i at deltage i fokusgruppeinterviewet.

Det er ikke optimalt at hverve informanter, som jeg i en eller anden udstrækning kender i forvejen, men det at personerne havde kendskab til mig i forvejen, og hinanden i tilfældet med fokusgruppen, synes at give dem en vis tryghed og velvillighed i forhold til at deltage.

Selvom jeg undervejs i interviewene ikke spørger direkte ind til informanternes erfaring med psykisk sygdom, er det uundgåeligt ikke at komme ind på, hvad deres erfaring med psykisk sygdom er. Jeg erfarede, at det især var det samtaleemne, som kunne gøre interviewpersonerne utilpasse i situationen. Dette vil jeg vende tilbage til længere fremme i metodeafsnittet.

Generelt har jeg altså kunne mærke en utryghed og modvilje i forhold til at lade sig interviewe om brugen af EN AF OS’ Facebook-side. At folk ikke meldte sig til de fokusgrupper, jeg annoncerede på EN AF OS’ Facebook-side og andre steder, er jeg nu overbevist om, havde noget med at gøre, at psykisk sygdom er noget, som man ikke har

26

lyst til at tale med fremmede om. Heller ikke selvom det er hele EN AF OS-kampagnens formål at nedbryde tabu om psykisk sygdom.

Generelt har rekrutteringsprocessen altså været vanskelig, og som tidligere nævnt har jeg derfor været nødt til at give køb på nogle metodiske idealer såsom at hverve informanter, jeg kendte på forhånd og undgå at interviewe over telefonen. Til gengæld resulterede det dog i, at jeg fik interviewet nogle mennesker, som gerne ville fortælle mig om deres brug af EN AF OS’ Facebook-side. I følgende afsnit vil jeg beskrive de informanter som det lykkedes mig at rekruttere.

3.3 Informanterne Som beskrevet udgør fokusgruppeinterviewet og de fem individuelle interviews specialets empiriske grundlag. Samlet set var der rekrutteret i alt otte personer.

Telefoninterviews

Ansigt til ansigt-interviews

Fokusgruppeinterview

Anders, 49 år, diagnose

Anja, 26 år, diagnose

Andrea, 26 år, pårørende

Helle, 28 år, diagnose, EN AF OS-ambassadør

Esben, 28 år, pårørende

Freja, 26 år, pårørende Iben, 28 år, pårørende

Kamilla, 21 år, diagnose, EN AF OS-ambassadør

Som det fremgår af figuren ovenfor er syv af de i alt otte informanter et sted i 20’erne.

En enkelt, Anders, er 49 år. Som bekendt har jeg ikke kunne stille krav til informanternes alder og køn, eftersom jeg ikke kunne vælge og vrage mellem informanterne. Det er derfor rent tilfældigt, at de alle (på nær én) befinder sig i 20’erne.

Netop denne aldersgruppe, personer mellem 21 og 28 år, er dog særlig interessant for min

undersøgelse.

Evalueringsinstituttet

KORA

foretog

i

oktober

2014

en

brugerundersøgelse af EN AF OS’ Facebook-side, der viste, at størstedelen af brugerne er personer i alderen 20-29 år (35%) (KORA, 2015, s. 29). Jeg har altså været heldig at få fat i netop den aldersgruppe, som er bedst repræsenteret blandt de personer, der har liket EN AF OS’ Facebook-side.

I denne sammenhæng skal det også nævnes, at seks af de i alt otte informanter er kvinder. Ifølge den førnævnte brugerundersøgelse er 87% af dem der har deltaget i undersøgelsen kvinder, mens kun 13% er mænd (ibid.). At jeg i min undersøgelse har

27

interviewet et flertal af kvinder afspejler derfor det forhold, som også gør sig gældende på EN AF OS’ Facebook-side.

Uddannelsesmæssigt

er

der

tale

om

informanter

på

forskellige

uddannelsesniveauer. To er netop færdiguddannet i psykologi, en for nylig færdiguddannet socialrådgiver, to universitetsstuderende, en HF-studerende, en folkeskoleuddannet og en med en videregående uddannelse inden for marketing.

I forhold til informanternes erfaring med psykisk sygdom har to af informanterne psykisk sygdom i familien, to af informanterne har psykisk sygdom i den nære familie, tre af informanterne har en diagnose, der fylder meget i deres hverdag og en af informanterne har en diagnose, som fylder forholdsvis lidt i hendes hverdag. Der er således repræsenteret halvt af hver – fire pårørende og fire med en diagnose. I brugerundersøgelsen, som jeg tidligere har refereret til, fremgår det, at 0,9% ingen erfaring havde med psykisk sygdom. Derimod havde 63,7% en aktuel psykisk sygdom, 40,9% var pårørende til et familiemedlem, 31,7% var pårørende til en ven eller veninde, 14,7% var fagpersoner, der arbejder med psykisk sygdom – det vil altså sige, at næsten alle dem som har liket EN AF OS’ Facebook-side, er i berøring med psykisk sygdom i en eller anden grad. Meget få er helt udenforstående, og derfor var det altså ikke denne type informanter, jeg ønskede at tale med. Jeg ønskede derimod at tale med dem, der udgør langt størstedelen af brugerne, nemlig folk der har eller har haft en psykisk sygdom samt pårørende.

Et muligt bias som skal nævnes er, at to af interviewpersonerne er ambassadører for EN AF OS, hvilket vil sige, at de er lokale repræsentanter for kampagnen. I deres virke som frivillige ambassadører kan de blandt andet have til opgave at holde foredrag, bidrage

med

deres

personlige

beretning

til

hjemmesiden

og

deltage

i

undervisningsforløb på ungdomsuddannelser. Deres engagement i kampagnen er derfor formentlig større end den almene brugers engagement.

3.4 Interviews I dette afsnit vil jeg beskrive udvalgt teori om metoderne fokusgruppeinterview og individuelt interview. Jeg vil til en start gennemgå mine overvejelser i forbindelse med mit valg af fokusgruppe som metode samt mine refleksioner i forbindelse med det fokusgruppeinterview, jeg har afholdt. Herefter vil jeg gennemgå mine overvejelser i forbindelse med mit valg af det individuelle interview som metode samt mine refleksioner i forbindelse med de individuelle interviews, jeg har afholdt.

28

Eftersom de kvalitative data for opgaven vil blive udledt fra individuelle interviews og et

fokusgruppeinterview

socialkonstruktivismen

tager

(Jacobsen,

mit

videnskabsteoretiske

2010,

s.

488)

grundlag

afsæt

Socialkonstruktivismen

i ser

virkeligheden som en social konstruktion, som individer skaber i samspil med hinanden og det omkringliggende samfund (ibid.). I interviewsituationer produceres viden gennem sociale relationer (Kvale & Brinkmann, 2009, s. 34). Denne forskningstradition fungerer således som en overordnet teoretisk ramme for specialet.

3.5 Fokusgruppeinterview – adgang til tavs viden Fokusgrupper

er

en

forskningsmetode,

hvor

data

produceres

gennem

gruppeinteraktion om et emne, som forskeren har bestemt (Halkier, 212, s. 9). Ved et fokusgruppeinterview er det ikke meningen, at informanterne skal nå til enighed om eller præsentere løsninger på de spørgsmål, der diskuteres. Formålet er derimod at få mange forskellige synspunkter frem vedrørende det emne, der er i fokus for gruppen (Kvale & Brinkmann, 2009, s. 170).

En fokusgruppe kan fungere særdeles godt som værktøj til at få adgang til informanternes tavse viden. Tavs viden er den viden, som vi mennesker forstår som mere eller mindre selvfølgelig viden, og som vi derfor sjældent italesætter direkte (Halkier, 2012, p. 10). Gennem gruppeinteraktion opstår der dog mulighed for, at informanterne i deres interaktion med hinanden får italesat denne tavse viden, da de undervejs tvinges til at være “eksplicitte i deres forhandlinger med hinanden” (ibid.).

Det skal forstås på den måde, at hvis en informant nævner et bestemt forhold, kan det aktivere de andre informanters tavse viden, og dermed åbnes der op for yderligere kommunikation om emnet.

I forbindelse med mit speciale kan anvendelse af fokusgrupper altså bidrage til at give mig adgang til den tavse viden, der omgiver adfærd på de sociale medier i forbindelse med et tabubelagt emne som psykisk sygdom. Jeg finder derfor denne forskningsmetode særlig relevant for min undersøgelse, og har derfor valgt at anvende metoden i det omfang, det viste sig muligt.

3.5.1 Fokusgrupper og tabubelagte emner Foruden fokusgruppers funktion som værktøj til at tilgå tavs viden, valgte jeg også at anvende fokusgrupper til indsamling af empiri, eftersom gruppesamspillet, som udspiller sig i forbindelse med fokusgrupper, kan gøre det lettere for informanterne at udtrykke synspunkter, der som regel ikke er tilgængelige, når det drejer sig om

29

følsomme, tabubelagte emner (Kvale & Brinkmann, 2009, s. 170). Dette er også et argument, som Uwe Flick i sin teori om kvalitativ metode fremfører: Particularly when studying opinions and attitudes about taboo subjects, it was repeatedly suggested that the dynamics of a group discussing such topics should be used, because this is more appropriate than a clear and well-ordered single interview situation. (Flick, 2009, s. 195) I forlængelse heraf anfører Flick, at det gennem tiden er blevet argumenteret, at man under det individuelle interview fjerner den interviewede fra alle hverdagsrelationer, hvilket kan få interviewformen til at virke kunstig, idet den ikke er sammenlignelig med hverdagsinteraktion (ibid.). Et fokusgruppeinterview har altså den fordel at der undervejs

i

interviewet

opstår

et

gruppesamspil,

hvor

der

etableres

en

interaktionssituation, som i højere grad minder om de situationer, der foregår i det daglige (ibid.).

Et

fokusgruppeinterview

rummer

dog

også

en

række

metodemæssige

vanskeligheder og udfordringer – især når det emne, der er i fokus, er tabubelagt. En af udfordringerne

opstår

i

forbindelse

med

at

hverve

informanter

til

et

fokusgruppeinterview, hvor der skal tales om et tabubelagt emne. Som jeg selv erfarede, kan folk allerede på forhånd være modvillige over for at tale om et tabubelagt emne i en gruppe, fordi det netop er et tabu og ikke noget, som man har lyst til at italesætte i en situation, der minder om en hverdagssituation. Tabu er netop noget, der ikke italesættes i hverdagen.

En anden udfordring der kan opstå i forbindelse med et fokusgruppeinterview, hvor emnet er tabubelagt, er at få folk i tale. Man kan risikere, at informanterne vælger at holde information tilbage, da der er mange følelser på spil. At skulle italesætte tabuet over for hinanden, kan virke grænseoverskridende og derved hæmmende. Desuden risikerer man, at der opstår konflikter informanterne imellem, fordi det er et følsomt emne (Halkier, 2012, s. 14).

Disse ulemper kan man dog delvist komme omkring ved at hverve informanter, som kender hinanden godt og som har tillid til hinanden, da de derved kan have lettere ved at italesætte private og tabubelagte emner over for hinanden (ibid., s. 30).

3.5.2 Antal fokusgrupper Jeg har i min indsamling af empiri blot gennemført ét fokusgruppeinterview. Som tidligere

beskrevet

var

det

oprindeligt

min

hensigt

at

afholde

flere

30

fokusgruppeinterview, men rekrutteringen af informanter viste sig at være mere vanskelig end forventet.

På grund af mine indskrænkede muligheder for indsamling af empiri ved hjælp af fokusgruppeinterview, valgte jeg derfor at kombinere mit ene fokusgruppeinterview med en række individuelle interviews. Metodiske overvejelser i forbindelse med disse, vil jeg uddybe længere fremme i metodeafsnittet.

3.5.3 Fokusgruppens sammensætning og antal informanter Som tidligere beskrevet forsøgte jeg i første omgang at hverve informanter til fokusgruppeinterviewet, som jeg ikke kendte på forhånd, men som heller ikke nødvendigvis kendte hinanden på forhånd. Som bekendt lykkedes det mig ikke, og det viste sig langt mere frugtbart at hverve informanter, der kendte hinanden på forhånd og som også kendte mig på forhånd. Således kunne jeg sikre mig de bedst mulige forudsætninger for en afslappet interviewsituation, hvor informanterne følte sig trygge og tilpasse i hinandens og mit selskab. På den måde kunne de ærligt bidrage med deres oplevelser og holdninger – også selvom de skulle være forskellige fra hinandens.

Desuden valgte jeg blot at invitere tre informanter. Det anbefalede antal deltagere i fokusgrupper varierer i litteraturen meget, men alle er enige om, at man skal vælge sit antal deltagere ud fra, hvad der passer bedst til emnet, til deltagerne og til de former for interaktion, der giver bedst mening for ens undersøgelse (Halkier, 2012, s. 33).

For min undersøgelse gav det bedst mening at samle en mindre gruppe, idet fokusset for samtalen var særligt sensitivt og tabubelagt. Det lave antal informanter var igen med til at sørge for at interviewsituationen var så tryg som mulig. Eftersom gruppen kun bestod af tre informanter sørgede jeg ligeledes for, at de hver især fik god tid til at nuancere deres tanker, fortællinger og tavse viden.

De tre informanter kendte som sagt hinanden, og mig, på forhånd. Derfor kendte de i overordnede træk til hinandens pårørendes sygdomsfortælling. På den måde var den første barriere brudt. Men vi kendte ikke alle hinanden lige godt, hvilket gjorde, at der syntes at opstå en situation, hvor informanterne var lidt i tvivl om, hvem af de tre, fire med mig, der vidste hvad om hvem. Der var én informant i gruppen, som var bindeleddet til de andre informanter, hvorfor hun har været den, som har vidst mest om alle og formentlig fundet sig bedst tilpas i situationen. Hvad det ellers har haft af betydning, kan jeg ikke vide, men jeg kan blot konstatere, at der formentlig har været mere på spil, end hvad jeg lige umiddelbart havde forudset. Måske kan det have haft

31

indflydelse på informanternes åbenhed i interviewsituationen, men jeg kan ikke vide det med sikkerhed.

3.5.4 Min rolle som moderator I forbindelse med gennemførelsen af en fokusgruppe er det moderatorens primære opgave at sørge for, at alle informanter kommer til orde, således at det ikke blot er enkelte informanter, der dominerer interviewet (Flick, 2009, s. 195). Opgaven som moderator var forholdsvis let for mig, da fokusgruppen kun bestod af tre informanter, hvilket gjorde, at informanterne selv sørgede for at fordele taletiden forholdsvis ligeligt.

I forbindelse med gennemførsel af et fokusgruppeinterview er det som moderator vigtigt at sørge for en forholdsvis uformel stemning, således at informanterne føler, at de åbent kan bidrage med deres oplevelser og holdninger (ibid., s. 204). Dette sørgede jeg for at efterleve ved at afholde fokusgruppen i mit eget hjem, hvor jeg serverede kaffe og kage. Inden vi startede fokusgruppeinterviewet sørgede jeg for at tale med informanterne om emner, der ikke relaterede sig til mit speciales emne, sådan at de følte sig afslappede og tilpasse inden interviewets start. Eftersom vi alle kendte hinanden på forhånd, var det ikke en udfordring at finde på emner at tale om.

Jeg sørgede i min introduktion for at gøre det klart for informanterne, at jeg havde inviteret dem til at deltage, fordi jeg ønskede at lære noget af dem, og at der hverken var rigtige eller forkerte svar. Jeg fortalte dem, at jeg var interesseret i alles holdninger og erfaringer, sådan at jeg ikke risikerede, at informanterne ville sidde og tænker over, hvilke svar jeg mon var interesseret i at høre (Halkier, 2012, s. 53).

Til trods for at jeg som moderator gjorde, hvad jeg kunne for at skabe en tryg interviewsituation, hvor informanterne skulle føle sig trygge ved at tale sammen og dele deres oplevelser og erfaringer med hinanden (og mig), så fandt jeg efterfølgende ud af, at der var information, som de havde tilbageholdt, fordi vi netop befandt os i en interviewsituation. Dette er et dilemma, som jeg vil vende tilbage til længere fremme i underafsnittet Efter interviewene.

Under selve fokusgruppeinterviewet sørgede jeg for at inddrage hjælpemidler i form af screenshots af indhold fra EN AF OS’ Facebook-side. Dette hjalp på informanternes hukommelse, og fik dem til at være mere nuancerede i deres samtale om indholdet, der ellers godt kunne være svært at kalde frem fra hukommelsen.

I dette afsnit bør det også nævnes, at det at jeg kendte informanterne i fokusgruppen på forhånd også har haft indflydelse på min rolle som moderator. Jeg har haft en relation til informanterne, hvilket har gjort min rolle som moderator en smule sløret, idet jeg

32

både har ageret forsker og Ida. Dette kan jeg ikke sætte mig ud over, men i stedet kan jeg gøre mig bevidst om det, hvilket jeg vil gøre yderligere i afsnittet Metodisk refleksion efter afsluttet analyse, som findes efter analyseafsnittet.

3.6 Individuelle interviews – fokus på den enkeltes livsverden Ifølge Kvale og Brinkmann forsøger det kvalitative forskningsinterview at forstå verden ud fra interviewpersonernes synspunkter, udfolde den mening, der knytter sig til deres oplevelser og afdække deres livsverden forud for videnskabelige forklaringer (Kvale & Brinkmann, 2009, s. 17).

Jeg valgte at gøre brug af individuelle interviews, eftersom det, som tidligere beskrevet, viste sig ikke at være muligt at samle folk til mere end ét fokusgruppeinterview. Dog giver det individuelle interview som grundlag til dataproduktion god mening i forhold til min undersøgelse, eftersom jeg netop ønsker at indhente beskrivelser af den interviewedes livsverden med henblik på at fortolke den interviewedes synspunkter, meninger og oplevelser i dybden i relation til EN AF OS’ Facebook-side. Ved det individuelle interview som metode har jeg nemlig den fordel, at jeg ved at sidde med informanten på tomandshånd har kunnet indgå i en tillidsvækkende relation, hvilket var vigtigt på grund af det tabuiserede emnefokus. Jeg har i højere grad end ved fokusgruppeinterviewet kunnet spørge ind til de ting, som den interviewede har svaret på mine spørgsmål og derved i nogle situationer fået nogle mere nuancerede svar på mine spørgsmål.

3.6.1 Individuelle telefoninterviews Som tidligere beskrevet er jeg i forbindelse med afholdelsen af mine individuelle interviews blevet udfordret en smule, eftersom tre af de i alt fem individuelle interviews er blev afholdt over telefonen. Det skyldes som tidligere beskrevet, at informanterne ikke havde overskud til at mødes samt den geografiske afstand mellem mig og dem. Det har betydet, at jeg i nogle af interviewsituationerne til tider savnede at kunne aflæse kropssprog, da det kunne være svært at fornemme informantens reaktion på mine spørgsmål. Jeg havde svært ved at bonde med interviewpersonen, hvilket var lettere ved ansigt til ansigt-interviewene, hvor det ikke blev lige så formel og spørgsmål-svarpræget-kommunikation. Dette resulterede derfor også i, at telefoninterviewene i nogle situationer blev en smule for struktureret ved næsten udelukkende at tage afsæt i de spørgsmål, jeg havde udformet i min interviewguide.

33

Forud for telefoninterviewene fremsendte jeg spørgsmålene i min interviewguide til informanterne. Det gjorde jeg, eftersom et par af dem spurgte, om de kunne få

spørgsmålene tilsendt på forhånd, sådan at de kunne forberede deres svar. Det er der formentlig både fordele og ulemper ved, men jeg valgte at fremsende dem, idet jeg kunne mærke på informanterne, at det gjorde dem mere trygge i forhold til det forestående telefoninterview. Igen har det formentlig noget at gøre med, at fokus er på et tabuiseret emne.

Ulempen ved at jeg fremsendte spørgsmålene på forhånd var, at i hvert fald én af informanterne havde svaret på spørgsmålene skriftligt i forvejen, hvilket gjorde vedkommendes svar meget bundet til mine spørgsmål. Telefoninterviewene blev tidsmæssigt kortere end ansigt til ansigt-interviewene, hvilket indikerer, at det er sværere at få informanterne til at tale frit over telefonen.

3.6.2 Ansigt til ansigt-interviews To af de individuelle interviews blev afholdt ansigt til ansigt, hvilket gav mig mulighed for netop at aflæse kropssprog og andre synlige signaler. Det var derfor lettere for mig at fornemme, hvornår det var passende at komme med opfølgende og lidt mere nærgående spørgsmål, idet det var lettere af aflæse, hvornår sådan en adfærd var passende. Desuden var det lettere for mig at etablere en situation, der mindede om hverdagsinteraktion, og som derfor ikke føltes kunstig. Jeg følte ved ingen af de to ansigt til ansigt-interviews, at informanterne var utilpasse i situationen.

3.7 Interviewguides I mine interviews har jeg gjort brug af forskellige spørgeteknikker. Både i forhold til interviewform, hvorvidt der var tale om fokusgruppeinterview eller individuelt interview, men også i forhold til om de interviewede selv havde eller havde haft en psykisk sygdom, eller om vedkommende var pårørende til en person, som havde eller havde haft en psykisk sygdom. Det betyder, at jeg har udformet forskellige interviewguides (bilag 2, 3, 4 & 5).

Fælles for mine interviewguides har det været, at de alle er blevet udformet som semistrukturerede interviewguides, hvilket vil sige, at der i interviewsituationen hverken blev lagt op til en åben hverdagssamtale eller en lukket spørgeskemaundersøgelse (Kvale & Brinkmann, 2009, s. 45). På den måde sikrede jeg mig, at jeg forholdte mig relativt åbent til de interviewedes udsagn, men samtidig fik jeg svar på spørgsmålene i min interviewguide.

34

3.8 Efter interviewene Jeg oplevede, at flere af mine informanter i vores uformelle snak efter interviewet, debriefingen, bragte nogle emner på banen, som de ikke følte sig trygge ved at komme ind

på,

mens

optageren

kørte.

Eksempelvis

fortalte

to

informanter

efter

fokusgruppeinterviewet, at de i interviewsituationen udlod at fortælle om dele af deres motivation bag hvorfor de havde liket EN AF OS’ Facebook-side. Det havde nemlig at gøre med deres pårørendes psykiske sygdom, og de var bange for at komme til at blive for følelsesmæssigt påvirkede under interviewet, hvis de skulle fortælle om det dér. Det var altså ikke fordi, de ønskede at holde det hemmeligt, men fordi de var bange for, hvordan det ville påvirke dem i interviewsituationen, og de havde ikke lyst til at sidde og græde med diktafonen kørende. Det har formentlig også været af hensyn til mig, fordi de ikke ville risikere at ødelægge interviewet. Et andet eksempel var, at flere af informanterne uddybede deres svar på mere kritisk vis efter jeg havde stoppet diktafonen. Det gjorde de, fordi de har forsøgt at være mere høflige i selve interviewsituationen, eftersom de vidste, at jeg skulle bruge det, som de udtalte, til mit speciale.

Det vil altså sige, at der i forbindelse med ansigt til ansigt-interviewene og især mit fokusgruppeinterview kom nogle ting frem, der ikke kan læses eller direkte analyseres ud fra transskriberingerne af interviewene. Disse ting er derfor viden, som jeg vil have in mente i mit analysearbejde af interviewene. Dette er en refleksion, som jeg vil vende tilbage til i afsnittet Metodiske refleksioner efter afsluttet analyse.

3.9 Etiske spørgsmål i forbindelse med interview Interviewforskning er fyldt med moralske og etiske spørgsmål. Etiske spørgsmål præger hele forløbet i en interviewundersøgelse, og derfor bør man som forsker tage hensyn til mulige etiske problemer lige fra begyndelsen af en undersøgelse til den endelige rapport (Kvale & Brinkmann, 2009, s. 80).

Ovenstående har jeg været opmærksom på både i forbindelse med mit fokusgruppeinterview og mine individuelle interviews. Især fordi samtalerne har centreret sig om et tabuiseret emne, hvor informanterne enten selv har eller har haft en psykisk sygdom eller er pårørende til personer, som har eller har haft en psykisk sygdom.

Først og fremmest har jeg derfor anonymiseret mine informanter i transskriptionerne.

Dette var et forhold, som syntes vigtigt for flere af informanterne. Eksempelvis skrev en

35

af informanterne følgende, da hun svarede tilbage på min invitation til interview: “[…] og så gætter jeg på, at anonymitet ikke bliver et problem?”.

Desuden har jeg i forbindelse med rekruttering af informanter været opmærksom på ikke at agere påtrængende eller udvise stødende adfærd. Et eksempel på det er situationen, hvor jeg oprindelig havde en aftale om at mødes med en informant ansigt til ansigt, men hvor hun senere spurgte, om det kunne lade sig gøre at klare interviewet over telefonen i stedet. I denne situation kunne jeg have forsøgt at presse et fysisk møde igennem, men jeg har ikke ønsket at presse folk til at deltage. Jeg har ikke kunnet vide, hvor sårbare de er, og har derfor været meget opmærksom på, om folk virkede til at være ved godt mod i forhold til at lade sig interviewe.

3.10 Behandling af empiri Jeg har ved hjælp af hermeneutikken som metode analyseret mine interviews med fokus på mening, hvor jeg har bevæget mig frem og tilbage mellem en forståelse af de enkelte dele og en forståelse af teksten i sin helhed (Kjørup. 2010, s. 196). Formålet med en hermeneutisk fortolkning er at opnå en gyldig og almen forståelse af en teksts mening (Kvale & Brinkmann, 2009, s. 69). Jeg har gennem transskribering, meningskondensering, kodning og kategorisering af interviewene skabt en struktur i den store mængde data, jeg har indsamlet gennem det ene fokusgruppeinterview og de fem individuelle interviews. Disse analytiske processer vil jeg beskrive i det følgende.

3.10.1 Transskribering For at kunne lave en systematisk analyse af sine data, er man ifølge Halkier nødt til at have dem på skrift (Halkier, 2012, s. 70). I den forbindelse er det dog vigtig at være opmærksom på, at man i sin transskribering foretager en reduktion af data, eftersom udskriften er en tekstlig repræsentation, der ikke vil være hundrede procent repræsentativ for den oprindelige samtale (ibid.). Det vil derfor allerede være i transskriberingsprocessen, at man begynder sin fortolkning af materialet, idet man træffer nogle valg om, hvordan man vil transskribere (ibid.). Jeg har forsøgt at mindske denne reduktion af data ved at være så præcis og detaljeret som mulig i min transskription af interviewet. Det vil sige, at jeg på intet tidspunkt har ændret ordstilling eller på anden måde gjorte talesproget mere korrekt, sådan at det ligner skriftsprog mere. Jeg har tilmed tilføjet, hvis der undervejs i interviewet er blevet grint ([latter]) eller holdt kortere pauser ( … ). Transskriberingerne af interviewene findes i bilag 6, 7, 8, 9, 10 og 11.

36

3.10.2 Meningskondensering Efter at have transskriberet valgte jeg at meningskondensere interviewene, hvilket vil sige, at jeg har sammenfattet nogle kortere formuleringer af de meninger, som informanterne har udtrykt i interviewene (Kvale & Brinkmann, 2009, s. 227). Herved har jeg skabt mig et bedre overblik over meningsindholdet, hvilket også gjorde transskriptionen mere tilgængelig i forbindelse med den efterfølgende kodning og kategorisering.

3.10.3 Kodning og kategorisering For at skabe yderligere overblik over meningsindholdet valgte jeg både at kode og kategorisere indholdet. Det vil sige, at jeg efter at have meningskondenseret kodede indholdet ved at knytte forskellige nøgleord til forskellige tekstafsnit for senere at kunne identificere de temaer, der kom i fokus undervejs (ibid., ss. 223-224). Herefter valgte jeg at kondensere yderligere ved at kategorisere koderne, hvilket vil sige, at jeg samlede flere koder under én kategori – i nogle tilfælde flere. Disse kategorier er dem, som udgør hovedpunkterne i specialets analyse. Kategorierne er delvist dannet på baggrund af, hvad jeg ønskede at undersøge i analysen, men også på baggrund af interviewenes indhold. Således er kategorierne både induktive og deduktive.

Kategorierne er således: •

Brug af Facebook og EN AF OS’ Facebook-side

•

Selvfremstilling og identitet

•

Onlinefællesskab

•

Kontekstkollaps og tavshedsspiralen

Meningskondensering, koder og kategorier findes i transskriberingerne af interviewene (bilag 6-11). I det følgende afsnit vil jeg med afsæt i kategorierne præsentere specialets analyse.

37

4.0 Analyse I

denne

del

af

specialet

vil

jeg

præsentere

mine

analyser

af

data

fra

fokusgruppeinterviewet og de individuelle interviews. Jeg bringer i dette afsnit den udvalgte teori, som jeg redegjorde for i teoriafsnittet, i anvendelse overfor mine empiriske data fra fokusgruppeinterviewet og de individuelle interviews.

I udformningen af min analyse gør jeg brug af analysetilgangen bricolage (Kvale & Brinkmann, 2009, s. 259). Det vil sige, at analysen bygger på en generel læsning af interviewene, og jeg følger ikke en bestemt systematisk analyseform. I stedet anvender jeg forskellige teknikker, som jeg finder nyttige. På den måde har jeg sigtet mod at få fat i sammenhænge og strukturer, som har særlig betydning for opgavens fokus.

Jeg henviser i analysen løbende til interviewene, som findes i bilagene. I analysen henviser jeg først til nummeret på interviewet og derefter til nummeret på punktet. Det vil sige: (interview: punkt). Henviser jeg eksempelvis til punkt 3 i interview 4, vil det se således ud: (4: 3).

Med udgangspunkt i min teoretiske forståelsesramme vil analysen, som beskrevet i metodeafsnittet, centrere sig om de kategorier, jeg har udledt af interviewene. Disse er: •

Brug af Facebook og EN AF OS’ Facebook-side

•

Selvfremstilling og identitet

•

Onlinefællesskab

•

Kontekstkollaps og tavshedsspiralen

4.1 Brugen af sociale medier Som tidligere beskrevet indledte jeg samtlige fem interviews med at spørge ind til informanternes generelle brug af sociale medier. Det vil sige: hvilke sociale medier de bruger, hvordan de bruger dem samt hvornår. Jeg vil i dette afsnit præsentere deres svar.

Samtlige informanter har selvsagt en profil på Facebook, eftersom det var et krav i forbindelse med min rekruttering, at de havde liket EN AF OS’ Facebook-side. Fire ud af de otte informanter tilkendegav, at de også har en Instagram-profil. To af informanterne tilkendegav, at de tilmed har en profil på Twitter. Et par af informanterne fortalte, at de også har en profil på LinkedIn. På trods af dette er Facebook dog den sociale netværksside, der ligesom blandt den øvrige danske befolkning, er mest udbredt blandt informanterne.

38

4.1.1 Brugen af Facebook I overensstemmelse med Klastrups teori om Facebook bruger flere af informanterne primært Facebook til relationsarbejde, som udføres gennem samtale og likes. Flere af informanterne beskrev nemlig, at de især bruger Facebook til at holde kontakten til venner og bekendte ved lige. De fremhævede, at de bruger Facebooks Messenger-app til at lave aftaler og planlægge arrangementer med vennerne (1: 29). Begivenhedsfunktionen på Facebook er også en af de funktioner, som informanterne fremhævede.

Herigennem bliver de opmærksomme på begivenheder, de kan tilmelde sig og holde sig opdaterede på helt frem til begivenhedens start (3:8). Gruppefunktionen blev også fremhævet. Her fortalte informanterne, at de er tilmeldt grupper i forbindelse med deres studie, arbejde, fritidsinteresser osv. Eksempelvis fortalte Freja, at hun er tilmeldt sin håndboldklubs Facebook-gruppe, hvorigennem al kommunikation foregår, når de ikke er samlet til træning. Hun beskrev det som værende en hæmsko, hvis man som spiller i klubben ikke er en del af gruppen, da det vil være svært at få kommunikeret vigtig information ud til de spillere, der ikke er på Facebook (1: 34).

Iben er enig med Freja og hun fortæller, hvordan Facebook eksempelvis spiller en vigtig rolle i forbindelse med aflysning af fodboldtræning: Iben: Jamen også med vores fodboldhold den anden dag. Alle banerne havde været lukket i Aarhus Kommune, og det var jo sådan noget med to timer før træningen, så fik vi besked – på Facebook – om, at vi ikke skulle træne på græs. Hvor det sådan, jamen hvis man ikke havde Facebook, så var man blevet glemt i den forbindelse, det er jeg helt sikker på. (1: 37) Ifølge informanters udsagn er det altså svært at være en del af håndbold- og fodboldholdet, hvis ikke man har en Facebook-profil og dermed ikke er en del af fritidsinteressernes Facebook-grupper.

En anden af informanterne, Anja, fortalte i interviewet, at hun var i gang med at afvikle sin Facebook-profil. Det var hun, fordi hun føler, at Facebook er støj i hendes hverdag (5: 6). Anja synes dog, at det er en udfordring at slette sin Facebook-profil, fordi det gør det sværere for hende at komme i kontakt med folk; hun har ikke længere alle sine venners telefonnumre, da kommunikationen er foregået via Facebook de senere år. Desuden fortalte hun, at hun er nødt til at oprette en ny Facebook-profil for stadig at kunne være en del af sit frivillige arbejde, hvor al koordinering foregår via Facebook. Profilen vil hun dog oprette i et opdigtet navn, sådan at hun undgår at få venneanmodninger fra personer, hun kender. Hun vil nemlig kun anvende sin profil i

39

forbindelse med sit frivillige arbejde og ikke som redskab til relationsarbejde jævnfør Klastrup (5: 16).

Ovenstående er altså endnu et eksempel på, hvor nødvendigt det er for informanterne at have en Facebook-profil, hvis de vil være en del af deres respektive fritidsinteressegrupper online såvel som offline. Selvom gruppens egentlige og primære sociale aktivitet er den som foregår offline – håndboldtræning, fodboldtræning og frivilligt arbejde – så er det næsten umuligt at være en del af det, der foregår offline, hvis ikke man også er en del af det online.

Endnu

en

brugsfunktion

som

Facebook

tjener

for

informanterne

er

nyhedsopdatering. Flere af informanterne holder sig nemlig opdaterede på nyheder via deres Facebook-profil, hvor nyhederne popper op i deres nyhedsfeed, fordi de følger flere af de store nyhedsmedier på Facebook (1: 20).

Informanterne nævner i interviewene, at små videoer med eksempelvis hunde eller børn også er noget, som fanger deres opmærksomhed på Facebook. Videoerne popper ofte op i informanternes nyhedsfeed, fordi en ven har liket videoen. Et par af informanterne udtrykker en vis irritation over disse videoer, men kan på trods af irritationen alligevel ikke lade være med at se dem til ende (1: 15).

Flere af informanterne udtrykker i interviewene, at Facebook tilmed tjener som en form for underholdning og tidsfordriv. Flere beskriver Facebook som værende et medie, de tjekker, hvis de småkeder sig lidt og ikke lige ved, hvad de ellers skal tage sig til. Ofte foregår brugen af Facebook på smartphone. Informanterne beskriver, hvordan de tjekker Facebook rigtig ofte, fordi deres smartphone – og derved Facebook – altid er lige ved hånden. Helle fortæller, at hun ofte tjekker Facebook, når hun står og venter på bussen og lige har fem minutter, hvor hun ellers ikke lige ved, hvad hun skal lave (3: 4).

Informanterne fortæller, at de ofte blot ganske flygtigt scroller ned gennem deres nyhedsfeed for at se, om der er sket noget spændende. Det vil sige, at der i disse brugssituationer ikke er megen tid til fordybelse i det indhold, som de præsenteres for, men at det i stedet blot flygtigt registreres og derefter glemmes.

Endnu et aspekt, der er særligt værd at bemærke, er, at flere af informanterne sjældent selv producerer og deler indhold på Facebook. Iben beskriver, hvordan det ofte kun er i forbindelse med særlige livsbegivenheder, at hun vælger at dele indhold: Iben: Men det er jo også det der med at bruge det, det er også to forskellige ting – i forhold til at tjekke det og så i forhold til, hvor meget man selv poster og sådan noget, ikke? Fordi altså Facebook der poster jeg af og til, det er som regel kun store ting,

40

men jeg tjekker det jo i døgndrift nærmest eller sådan … alt for meget. (1: 10)

Iben nuancerer i ovenstående, at hun bruger Facebook meget i den forstand, at hun logger på Facebook rigtig ofte, men at hun bruger Facebook meget lidt set i forhold til selv at producere og dele indhold. Kamilla fortæller ligesom Iben, at det er ved særlige og store livsbegivenheder, at hun vælger at poste indhold fra sin Facebook-profil. Hun fortæller også, at det for det meste er de positive begivenheder i hendes liv, som hun poster opslag om: Kamilla: Altså nogle gange deler jeg ting, som handler om min psykiske sygdom, altså for eksempel da jeg afsluttede terapi, der var det en rigtig stor ting for mig, for jeg havde det rigtig svært ved … sådan at gennemføre ting. Og jeg tror, at det er det første som jeg nogensinde har gennemført i mit liv ud over en folkeskole. Så det var en ret stor ting for mig, og så skrev jeg også et opslag om […] Så jeg deler sådan de ting, men sådan dårlige perioder og sådan meget dybe tanker, dem deler jeg ikke rigtig. (4: 16) Kamilla holder altså derimod igen med at dele indhold, der afspejler de mere svære og negative begivenheder, som sker i hendes liv. Sådant indhold føler hun er for privat at dele fra sin private profil, og disse bliver derfor ikke en del af de udstillingsgenstande, jævnfør teorien om udstillingsperspektivet, hun poster (4:14). Kamilla har både en blog og en side på Facebook, hvorfra hun fortæller om livet med borderline. Det er derfor på bloggen samt på Facebook-siden, at hun vælger at dele indhold om svære og negative begivenheder. Hun beskriver, at der bliver skabt en form for afstand mellem hende og indholdet på en anden måde, end hvis hun delte det fra sin private Facebook-profil.

Desuden uddyber hun, at hun ikke vil tvinge sine Facebook-venner til at læse om de ting, hun går igennem (4: 16).

Informanterne er altså tydeligvis bevidste om deres profile work på Facebook og det lader til, at når informanterne en sjælden gang imellem vælger at dele indhold, så er det indhold, som de ved vil give god respons fra vennerne på Facebook: Freja: […] man er jo nærmest ikke i tvivl om, at de fleste vil jo like, at du deler billeder fra din fødselsdag og nu er du blevet færdiguddannet eller hvad det nu kan være […]. (1: 121)

41

Det er store og positive begivenheder, såsom fødselsdag og afslutning af uddannelse, som informanterne deler, fordi de ikke er i tvivl om, at det vil resultere i positive tilkendegivelser fra vennerne. Indholdet opfattes som risikofrit at dele, det er “likeable”, og derfor er det den type indhold, som informanterne vælger at dele, når de en sjælden gang i mellem bidrager med egenproduceret indhold. Længere fremme i analysen, i afsnittet om tavshedsspiralen, vil jeg vende tilbage til, hvilket indhold informanterne ikke mener er risikofrit at dele og gå mere i dybden med, hvorfor de ikke ønsker at dele dette indhold.

Ud fra informanternes udtalelser tegner der sig et tydeligt billede af deres brug af Facebook. Den sociale netværksside er for informanterne en side, de primært anvender til relationsarbejde og koordinering og arrangering af sociale arrangementer offline, og derfor er Facebook en integreret del af informanternes hverdagskommunikation.

Derudover bruger informanterne ofte Facebook på flygtig vis som en form for tidsfordriv, hvor de bliver præsenteret for nyheder og korte videoer af eksempelvis dyr og børn. Informanterne deler sjældent indhold på Facebook, og hvis de gør, så er det indhold, de ved vil give god respons fra Facebook-vennerne. Dette er en pointe, jeg vil vende tilbage til længere fremme i analysen i forbindelse med emnerne identitet og selvfremstilling samt kontekstkollaps.

4.1.2 Brugen af Instagram og Twitter Jeg vil ganske kort beskrive informanternes brug af øvrige sociale medier, da det bør nævnes, at flere af informanterne bruger Instagram og Twitter i lige så høj grad, som de bruger Facebook.

Fem af de otte informanter bruger Instagram aktivt. Her poster de ligesom på Facebook billeder fra særlige lejligheder, men også billeder fra hverdagssituationer, hvilket ikke i lige så høj grad forekommer i deres anvendelse af Facebook.

Særligt Kamilla anvender Instagram ofte. Her følger hun mange der, ligesom hende selv, har en psykisk sygdom. Kamilla forklarer, at man ved at skrive opmuntrende kommentarer til hinandens billeder støtter hinanden (4: 10).

En anden af informanterne, Esben, bruger ofte Twitter. Esben beskriver, hvordan han bruger Twitter til at holde sig orienteret om, hvad der sker rundt omkring i verden samt til underholdning. Esben fortæller, at han er mere aktiv på Twitter end på Facebook i forhold til at bidrage med indhold. På Twitter bidrager han ofte med indhold og responderer på andre brugeres indhold. Selvom Twitter i bund og grund er et mere offentligt medie end Facebook, fordi alle, uanset om man følger hinanden eller

42

ej, kan se og læse hinandens tweets, så føler Esben, at han er mere anonym på Twitter, end han er på Facebook. (6: 8). Derfor har han mere lyst til at dele indhold på Twitter end på Facebook. Årsagen hertil beskriver Esben således: Esben: Jeg tror bare, at jeg har ikke noget behov for, at alle skal se alt, hvad jeg mener om en eller anden given sag. Eller hvad jeg beskæftiger mig med […]. (6: 10) Esben tyer altså til Twitter, når han ikke ønsker, at alle hans Facebook-venner skal informeres om, hvad han foretager sig, hvilket han har opfattelsen af, at de gør, hvis han kommenterer på et opslag på Facebook (6: 8). På Twitter kan han i højere grad forsvinde lidt i vrimlen. Esben beskriver desuden, at mange af hans følgere på Twitter har valgt at følge ham på grund af det indhold, han deler, og ikke – som tilfældet er på Facebook – på grund af en allerede eksisterende offline relation. Derfor mener han, at der er andre krav til en statusopdatering på Facebook end et tweet på Twitter. På Twitter kan følgerne blot stoppe med at følge ham, hvis de ikke synes, at det indhold han lægger op er interessant. På Facebook virker det ifølge Esben derimod hårdere at blive slettet som ven, hvis en ven skulle finde indholdet, han poster, irriterende (6: 8).

På Twitter og Instagram tyder det altså på, at der (endnu) ikke er sket et kontekstkollaps på sammen måde, som der er på Facebook. Opsummerende kan det beskrives, at deling af billeder og statusopdatering i højere grad foregår på Instagram og Twitter end på Facebook, hvor informanterne langt oftere blot er tilstede og jævnfør Tække “lurer” på andres indhold.

4.2 Motivationen bag liket af EN AF OS’ Facebook-side I interviewene spurgte jeg informanterne, hvordan de var blevet opmærksomme på EN AF OS og EN AF OS’ Facebook-side samt deres motivation for at have liket siden.

Tre af informanterne, Esben, Freja og Iben, har alle arbejdet som frivillige i et værested for psykisk sårbare. De tre mener derfor, at det blandt andet har været i forbindelse med deres arbejde der, at de er blevet opmærksomme på EN AF OS (6: 1416, 1: 46). Helle og Kamilla er begge ambassadører for EN AF OS, og Kamilla beskriver, at hun blev opmærksom på EN AF OS, da hun søgte efter psykiatriorganisationer på Facebook. Det samme er gældende for Anders, der ikke havde nogen viden om psykisk sygdom, førend han selv blev ramt. I sin søgning efter information om psykisk sygdom stødte han på EN AF OS (2: 4).

43

De øvrige informanter er ikke helt sikre på, hvordan de er blevet opmærksomme på EN AF OS og EN AF OS’ Facebook-side, men de mener, at det er gennem deres studie og frivillige arbejde. Motivationen bag informanternes like af siden er for de fleste af informanternes vedkommende, at de enten selv har en psykisk sygdom eller er pårørende til en psykisk syg. Derfor har de interesse i at forsøge at nedbryde tabuet om psykisk sygdom ved at være åbne om deres egne oplevelser med psykisk sygdom. Anja og Iben fortæller eksempelvis: Anja: Men det er fordi, jeg selv har døjet med psykiske problemer gennem min studietid. Startede med stress og … mundende ud i angstanfald og depression og så siden da, der har jeg døjet med … […] Og så … vil jeg gerne være bedre til at sige højt, at jeg ikke er så stærk, som jeg kunne fremstå […]. (5: 32) Iben: […] det kan også have været i forbindelse med, da min far var syg og var indlagt ude på psyk. At det også på en eller anden måde stemte enormt godt overens med det. (1: 46) Fælles for informanterne er det endvidere, at de har liket siden, fordi de sympatiserer med sagen og ønsker at nedbryde tabuet. Esben fortæller eksempelvis: Esben: Men ja, det er ligesom for at nedbryde tabuet, sådan at folk med psykiske lidelser og pårørende … det bliver nemmere at tale om det for alle. (6: 18) Som beskrevet i metode-afsnittet er ingen af de otte informanter fuldstændig udenforstående. De har alle erfaring med psykisk sygdom i en eller anden grad, og deri ligger der en naturlig interesse i og incitament til at ønske, at psykisk sygdom ikke skal være tabubelagt. Det lader derfor ikke til, at informanterne har liket EN AF OS’ Facebook-side som et led i deres egen optagethed af selvidentitet, som det jævnfør Brahe-Orlandi blev beskrevet i teoriafsnittet, at folk ofte gør. Som det vil vise sig senere i analysen, er EN AF OS’ Facebook-side nemlig en side, som flere af informanterne helst ikke vil inddrage i deres selvfremstilling online. Deres likes signalerer derfor hovedsageligt støtte.

44

4.3 Informanternes brug af EN AF OS’ Facebook-side Der er en væsentlig forskel på, hvordan informanterne bruger – hvor meget indhold, de læser, hvilket indhold, de læser, om de liker, deler og kommenterer – EN AF OS’ Facebook-side. Informanterne der har en psykisk sygdom, som har stor indflydelse på deres daglige liv, bruger generelt EN AF OS’ Facebook-side i langt højere grad end de øvrige informanter. De læser rigtig meget af det indhold, som EN AF OS poster og linker til på deres Facebook-side. Til spørgsmålet om hvor ofte de læser de opslag, EN AF OS poster på deres Facebook-side, svarede Kamilla, Helle og Anders: Kamilla: Det gør jeg hver gang. Jeg har sat det til sådan en notifikation, så jeg får en notifikation, når de lægger noget op.

(4: 24) Helle: Det gør jeg hele tiden. Jeg følger med, ja. Det er noget af det, der kommer først i mit … Jeg følger med i, hvad der sker rundt omkring. (3: 18) Anders: Altså jeg læser dem alle sammen. Det gør jeg. Altså skimmelæser. Nogle af dem læser jeg. Alt efter indhold, så vurderer jeg, om det er noget, som jeg gider at gå videre med, ikke? (2: 20) Disse tre informanter læser altså rigtig meget af det indhold, EN AF OS poster og linker til på deres Facebook-side. Den primære årsag er, at de finder indholdet interessant og relevant at læse. De øvrige fem informanter, hvoraf fire er pårørende og en enkelt selv har en psykisk sygdom, der dog ikke har indflydelse på hendes hverdag, bruger siden langt mindre. Til spørgsmålet om hvor ofte de læser det indhold, som EN AF OS poster eller linker til på deres Facebook-side, svarede de hver især: Freja: Jeg tror faktisk ikke, at jeg har læst dem, fordi jeg synes, at de var lidt for lange. (1: 64) Iben: Jeg tror heller aldrig, at jeg sådan har … hvad skal man sige … fulgt det videre. […] Eller jo, det har jeg måske nogle få gange faktisk. (1: 65) Andrea: Jeg tror, at jeg sagde sjældent. Jeg er faktisk ikke sikker. Jeg har måske læst en eller to artikler, så det er ikke noget, som jeg gør ret tit, nej. (1: 69)

45

Esben: Jeg læser dem sjældent fra ende til anden. […] Men jeg ser tit lige, hvad de handler om og så … hvis jeg synes, at det er interessant, så læser jeg lidt videre, men tit scroller jeg nok bare videre. (6: 20) Anja: Jeg tror måske, at jeg har læst … fem. Altså fem hvor jeg har klikket ind. Og resten registrerer jeg bare. (5: 42) De tre informanter i fokusgruppen, Freja, Iben og Andrea, og de to informanter fra de individuelle interviews, Esben og Anja, læser altså sjældent de opslag og det indhold, EN AF OS poster og linker til. Det er derfor tydeligt, at informanterne ikke har liket EN AF OS’ Facebook-side på grund af indholdet, men som flere af dem nævner undervejs i interviewene, fordi de sympatiserer med sagen og gerne vil vise deres støtte.

Desuden fremgår det i de ovenstående citater, at Facebook er en platform, hvorpå informanternes brug er for flygtig og indholdet for omfattende til, at de dykker ned i alvorligt og tidskrævende indhold. I det følgende afsnit vil jeg se nærmere på, hvorfor nogle af informanterne vælger at læse indholdet, og hvorfor nogle af informanterne underlader at læse det. Jeg vil tilmed se nærmere på, hvilket indhold informanterne er mest tilbøjelige til at læse, når de læser eller hvis de skulle læse.

4.3.1 “Når det bliver alt for tungt, så orker jeg ikke rigtig at læse det” Som informanten Freja nævner i citatet i forrige afsnit, er årsagen til, at hun ikke læser indholdet, EN AF OS poster og linker til på deres Facebook-side, at hun finder det for langt. Indholdsmæssigt fænger opslagene hende ikke, og på en platform som Facebook, synes hun, at der er så meget andet indhold, som tiltrækker hendes opmærksomhed.

Derfor prioriterer hun ikke at læse indholdet. Esben kommer med en lignende forklaring på, hvorfor han kun sjældent læser indholdet: Esben: […] Ligesom alle andre ting på internettet, så går det lidt stærkt, og hvis jeg ikke er fanget af det rimelig hurtigt, så er jeg nok tilbøjelig til at lukke fanen igen end at like og vende tilbage til den. (6: 26) Iben forklarer, at hun ikke længere har samme interesse i at læse om psykisk sygdom, da psykisk sygdom ikke længere fylder så meget i hendes liv, som det har gjort; hendes far er ikke længere lige så plaget af sin psykiske sygdom, som han har været, og hun er ikke længere frivillig i værestedet for psykisk sårbare (1: 67). Hun beskriver det som værende mere present for hende dengang og derfor mere relevant. Hvis Iben endelig

46

skal læse indholdet, vil hun dog vælge at læse det indhold, hvori der er en personlig historie. Hun mener, at man gennem de personlige historier bedre kan forstå psykisk sygdom (1: 74). Iben fremhæver digtene som værende rigtig fine til at beskrive sindet.

Heri er flere af de andre informanter dog ikke enige. Esben, Freja, Anja, Anders og Andrea føler, at de personlige fortællinger, især digtene, bliver for personlige og tunge: Andrea: Altså jeg tror … jeg gider faktisk ikke ting, når det bliver alt for tungt, så orker jeg ikke rigtig at læse det. Når det er sådan noget, altså for eksempel de der digte, hvor det er sådan meget … (1: 87) Da jeg spørger Andrea yderligere ind til, hvorfor det er, at hun ikke gider at læse dem, præciserer hun: Andrea: Jamen det er fordi, jeg synes, at de er for tunge. Det er virkelig … ja, jeg synes bare, at det er for tungt. Det er ikke særlig … men altså psykisk sygdom er ikke særlig muntert, men … det er måske ikke lige det, jeg søger på Facebook. (1: 98) Andrea finder altså indholdet for trist og tungt, og det er generelt ikke trist og tungt indhold, hun opsøger på Facebook.

Anja finder også det personlige indhold for tungt. Det er den primære årsag til, at hun ikke har interesse i at læse det personlige indhold (5: 54). Anja har derfor større interesse i de opslag, der rummer en mere faglig vinkel, men samtidig skal hun kunne forholde sig til indholdet: Anja: […] For eksempel her er der en der lider af skizofreni, den ville jeg nok ikke trykke ind på, fordi det kan jeg ikke lige helt forholde mig til. (5: 58) Det er dog ikke kun i forbindelse med opslagene fra EN AF OS, at Anja opponerer mod personligt indhold: Anja: Jeg tror generelt ikke, at jeg kan lide, når det bliver for personligt på sociale medier. (5: 62) I modsætningen til Andrea og Anja vil Kamilla meget gerne læse digte og personlige beretninger fra eksempelvis blogs, eftersom hun finder det subjektive indhold mest interessant:

47

Kamilla: Jeg interesserer mig mest for, hvordan folk selv oplever psykisk sygdom […] Så … men jeg interesserer mig generelt mest for den der subjektive side. Og det er jo nok fordi, jeg selv har noget med blogs og har oplevet, hvor stort det egentlig er, hvor meget det hjælper. (4: 48) Helle fortæller, at hun, ligesom Iben og Kamilla, også finder det indhold, der rummer en personlig vinkel mest interessant. Skal hun læse indhold med en faglig vinkel, skal det helst omhandle den diagnose, hun selv har. Modsat behøver afsender af det personlige indhold, ifølge Helle, ikke at have samme diagnose, da hun alligevel godt kan sætte sig ind i andres problemstillinger i forbindelse med sygdommen: Helle: Men generelt så er det jo netop de personlige historier, der er det altid nogle, som man kan spejle sig i. Når man har en diagnose, så kan man næsten altid spejle sig i alle de andre uanset hvilken diagnose, de har. Man har nogle af de samme problemstillinger alle sammen. (3: 44) Esben fremhæver, at det for ham er mest relevant at læse indhold, som har en faglig og forskningsmæssig vinkel. Han læser tilmed helst det indhold, hvor afsender er et anerkendt og troværdigt medie, hvor fakta oftest er i orden. Blogs er han ikke interesseret i at læse, fordi han mener, at det på blogs i højere grad handler om den enkeltes oplevelser og erfaringer. Esben er ikke så interesseret i de personlige fortællinger, fordi han hellere vil oplyses mere alment om psyken og psykiske lidelser.

Esben fremhæver, ligesom Iben, at eftersom han ikke længere arbejder som frivillig i værestedet for psykisk sårbare, så har hans interessefokus flyttet sig fra at være på den enkeltes oplevelse af psykisk sygdom og hen på mere generel viden (6: 48). Det som Esben opponerer imod i forhold til digtene er, at han ikke mener, at de kommer til deres ret på Facebook. Han mener ikke at Facebook er et passende medie til et digt. Der kommer ifølge ham for meget støj omkring det, fordi der på Facebook er 100.000 andre ting, man skal forhold sig til. Esben mener ikke, at Facebook er et sted, hvor man fordyber sig (6: 54).

Som tidligere nævnt læser Anders alt det indhold, EN AF OS poster. For ham er det dog det indhold, der sætter fokus på dilemmaer i forhold til, hvordan psykisk syge bliver behandlet, som er mest interessant. Han bryder sig ikke om det indhold, der direkte viser, at personen bag har det skidt: Anders: […] nogle af de artikler, som jeg godt kan lide, det er dem der … der sætter dilemmaer op om måden hvorpå vi

48

behandler psykisk syge. Altså dem der er lidt mere kritiske end bare en pige, der sætter sig op og siger: “Jeg har det dårligt” […]

For eksempel noget med … hvad hedder det … posttraumatisk stress og soldater og sådan noget der, der siger, nu er de kommet i klemme i systemet, og kan det være rigtigt og er det ikke usympatisk? Altså dem kan jeg godt lide, ikke? For de sætter jo en finger på et problem eller folk, der bliver fejlbehandlet, får en fejldiagnose eller sådan noget, ikke? Det er sådan nogle ting, jeg godt kan lide at læse. (2: 36) Anders har altså interesse i det mere kritiske stof, som lægger op til debat, hvilket også afspejler sig i Anders’ aktivitet i EN AF OS’ kommentarspor, hvor han ofte er aktiv.

Opsummerende kan det konkluderes, at de fire informanter, der er pårørende, og den ene informant, der har en psykisk sygdom, som dog ikke har indvirkning på hendes dagligdag, læser langt mindre indhold end de tre informanter, der har en psykisk sygdom. Informanterne har ikke alle ens præferencer i forhold til, om de helst vil læse den ene eller den anden slags indhold. Der tegner sig dog et billede af, at de af informanterne, som har oplevet psykisk sygdom på egen krop eller i den nære familie i højere grad end de af informanterne, der ikke har, er interesseret i det personlige indhold, da de kan identificere sig med det. Modsat ønsker de informanter, der ikke har haft psykisk sygdom helt tæt ind på livet, i højere grad at læse noget mere fagligt præget stof, for eksempel en artikel om aktuel forskning i psykisk sygdom, da de ikke kan identificere sig med de personlige fortællinger. Det personlige indhold får en afskrækkende effekt på dem, og de oplever, at det bliver for personligt.

Det bør bemærkes, at informanternes brug af EN AF OS’ Facebook-side i høj grad skal ses i sammenhæng med deres generelle brug af Facebook. Dette forstået på den måde, at deres brug af Facebook generelt har stor indflydelse på, hvordan de bruger EN AF OS’ Facebook-side. Dette er dog tydeligst i forbindelse med informanternes tildelinger af likes, delinger af indhold og tilføjelser af kommentarer, hvilket jeg derfor vil komme ind på i det følgende afsnit.

4.3.2 Likes, delinger og kommentarer Ser man på informanternes tildelinger af likes og delinger af indholdet fra EN AF OS’ Facebook-side, skal det som netop beskrevet ses i forhold til informanternes generelle brug af og adfærd på Facebook. Hvorvidt de liker, deler og kommenterer på indholdet på EN AF OS’ Facebook-side har nemlig i høj grad noget at gøre med, om det er noget, som de normalt gør. Informanterne liker ofte opslag på Facebook. Iben udtaler eksempelvis:

49

Iben: Jeg er sådan en, der kaster om mig med likes. Alle mulige ting … katte-videoer like, like, like rundt over det hele. (1: 101) Flere af informanterne giver udtryk for, at de godt kan finde på at like det indhold, EN AF OS poster. Til gengæld deler og kommenterer informanterne sjældent indhold. Både helt generelt, men også i forhold til EN AF OS’ Facebook-side.

Kamilla og Helle adskiller sig dog fra de øvrige informanter, idet de beskriver, at de ud over at læse og like opslagene ofte også deler dem. De kan også godt finde på at kommentere på opslagene. Deres kommentarer har oftest karakter af at være støttende kommentarer. Kommentarerne er sjældent negative, da ingen af dem ønsker at indgå i diskussion med andre brugere på siden. Kamilla beskriver, at hun ønsker at forholde sig neutral i kommentarsporene, fordi hun har en blog, der har 600 følgere. Hun ønsker derfor ikke at rage uklar med nogen (4: 32). Helle fortæller, at hun helt bevidst liker og deler opslagene for at sprede indholdet, sådan at hendes venner også bliver eksponerede for opslagene. Hun fortæller, at det er en del af hendes ambassadør-rolle at gøre sådan. Esben beskrev i interviewet, at han også ofte liker strategisk, forstået på den måde, at han generelt godt kan finde på at like indhold med det primære formål at få indholdet til at sprede sig i vennernes nyhedsfeed. Det samme gør Andrea: Andrea: […] Samtidig med at jeg tit sørger for at like ting fra EN AF OS, fordi jeg tænker, at det er sådan noget, som godt må komme ud til andre også. (1: 98) Esben fortæller, at han kan finde på at like et opslag med en personlig historie, selvom han egentlig ikke læser opslaget. Her planter han et like for at vise sin støtte til personen bag. I den forbindelse handler det altså mere om støtte til personen end om spredning af indhold.

I interviewene spurgte jeg respondenterne, om de kunne finde på at afholde sig fra at like, fordi de ikke ville være interesserede i, at deres Facebook-venner kunne se, at de viste interesse for indholdet. Til det spørgsmål svarede Kamilla, at hun ikke gør sig nogle tanker om, hvad det kan have af betydning, at hun liker indholdet fra EN AF OS – ud over den betydning, at hun viser sin støtte og samtidig spreder indholdet. Hun liker derfor ofte indhold fra EN AF OS’ Facebook-side. Skulle det indhold, som hun liker, poppe op i hendes venners nyhedsfeed, hvor der samtidig står, at hun har liket det, så ville det ikke undre dem eller give anledning til tanker om, hvorfor hun mon

50

liker det. Alle i hendes netværk ved godt, at hun har en psykisk sygdom, der har stor indflydelse på hendes liv (4: 36.).

Kamilla fortalte endvidere, at alle i hendes netværk godt ved, at hun er ambassadør for EN AF OS, da det står i hendes profilbeskrivelse. Med afsæt i Klastrups teori om, at man bruger sin profilbeskrivelse som selvfremstillingsform samt det at Kamilla gladelig liker indhold fra EN AF OS’ Facebook-side, er der ikke tvivl om, at Kamilla bruger sin tilknytning til EN AF OS som en del af sin selvfremstilling. Kamillas diagnose hører ikke til på hendes bagsideområde, men er i høj grad tilstede på hendes facadeområde eller den såkaldte mellemscene, som Facebook er. Det at Kamilla liker indhold fra EN AF OS’ Facebook-side er udover en oprigtig støtte også en del af hendes profile work og dannelse af selvidentitet jævnfør teoriafsnittet om identitet og selvfremstilling på de sociale medier. Netop dette vil jeg vende tilbage til længere fremme i analysen i afsnittet Facebook som medskaber af online identitet.

Anderledes står det til med de informanter, hvor det er deres pårørende, der har en psykisk lidelse og Anja, der selv har en psykisk lidelse, som dog ikke påvirker hende i højere grad end hun er i stand til at “skjule” sin diagnose i hverdagen (5: 32). Der er ingen af dem, der har noget i mod at like indholdet på EN AF OS’ Facebook-side. Flere af dem fortæller, som tidligere beskrevet, at de gerne gør det for at sprede indholdet og vise deres støtte til kampagnen. Dog stopper deres aktivitet på EN AF OS’ Facebookside her. Ingen af dem deler indholdet og ingen af den kommenterer på indholdet. Det at skulle dele indholdet synes at være grænseoverskridende for dem, og flere af dem betegner det som værende spam, at man på den måde pusher indhold, og især indhold med holdninger, ud til vennerne i Facebook-netværket. Freja vil ikke pådutte andre at læse indholdet: Freja: […] Altså jeg tror bare, det ved jeg sgu ikke, det er min holdning og jeg støtter op om det, men jeg vil heller ikke pådutte andre, at de skal læse det i deres … ja, det ved jeg sgu ikke, jeg synes også bare … nok fordi, når folk deler – har jeg opfattelse af – at jeg bliver irriteret af, hvis folk deler meget af det samme eller fylder mit news feed med alt muligt. Så det ved jeg ikke … det er også bare sådan at pådutte andre … […]. (1: 112) Freja giver i citatet udtryk for, at selvom hun er enig i indholdet, så ønsker hun ikke at dele det, fordi hun selv oplever at blive irriteret, når hendes Facebook-venner deler indhold.

51

Jo mere de taler om det i de forskellige interviews kommer det frem, at det i høj også grad hænger sammen med et ønske om en bestemt selvfremstilling og identitet, hvilket jeg som tidligere nævnt vil vende tilbage til i det følgende afsnit. Først vil jeg dog lige vende en sidste relevant pointe som omhandler informanternes modvillighed i forhold til at gøre deres Facebook-venner opmærksomme på EN AF OS. Foruden at like, dele og kommentere på EN AF OS’ indhold, kan man på Facebok nemlig anvende en funktion, hvor man kan invitere sine Facebook-venner til at like udvalgte Facebooksider. Dette er en funktion, EN AF OS håber, at brugerne vil anvende til at gøre deres Facebook-venner opmærksomme på EN AF OS. På deres Facebook-side skriver EN AF OS: “Vi håber, at du vil invitere dine venner til at blive en del af Facebook-gruppen, så vi sammen kan arbejde for at komme tavsheden, tvivlen og tabuet om psykisk sygdom til livs.” Jeg spurgte derfor informanterne, om de kunne finde på at invitere deres venner til at like EN AF OS’ Facebook-side. Til dette svarede de blandt andet: Esben: Ikke sådan bredt. Så skulle det være fordi, jeg kendte nogle specifikt, som jeg syntes, skulle gøre det. Men jeg kan ikke lige forestille mig en situation, hvor jeg ville invitere folk til at like dem [… ] Men jeg ville nok ikke invitere dem gennem Facebook, jeg ville nok snakke med dem om det, ansigt til ansigt, for det andet synes jeg er lidt upersonligt (6: 102-104).

Esben tilføjede desuden, at han generelt ikke inviterer folk til at like sider på Facebook (6: 106). De andre informanter er enige med Esben: Anja: Jah, men nok kun hvis jeg vidste, at det havde en relevans for dem (5: 108).

Freja: Jeg inviterer generelt ikke folk til at synes om sider, fordi jeg selv ikke bryder mig om at blive inviteret til side, fordi … ja, det ved jeg ikke, men på en eller anden måde form for spam […] Så jeg tror bare, at det også er min generelle holdning og brug af det, der gør, at jeg ikke ville invitere folk til at gøre det. (1: 207) Iben: […] Hvis jeg skulle gøre det, så skulle det i hvert fald være nogle, hvor jeg havde en fornemmelse af, at de havde interesse i området […] men jeg tror jo, at jeg i højere grad ville gøre opmærksom på det offline. (1: 208) Andrea er enig med Iben og tilføjer:

52

Andrea: Det tror jeg egentlig også, hvis det endelig var, hvis det ligesom var naturligt i en samtale. Men det er jo heller ikke sådan, at jeg inviterer folk til at like fordi … ja, at det nok bliver sådan lidt … ja, sådan lidt spamagtigt. (1: 209) Informanterne kunne altså godt finde på at invitere enkelte Facebook-venner, hvis de vel og mærke på forhånd vidste, at Facebook-vennerne kunne have en interesse i kampagnen gennem en form for erfaring med psykisk sygdom. Dog ville flere af dem hellere invitere gennem en samtale ansigt til ansigt. Flere af informanterne nævnte, at de opfatter det at invitere andre til at like en side som en form for spam, og at det er en funktion, de helt generelt fravælger at anvende. Esben uddyber: Esben: Jeg synes også, at folk har lov til at have en privatsfære, hvor jeg ikke skal invadere dem med alle mulige ting, de hele tiden skal tage stilling til. Hvis de vælger at læse det i news feedet, så er det fordi, de har valgt at kigge i feedet. Der ved man ligesom, hvad kontrakten er. Altså hvis jeg læser her, så kan jeg komme til at se alt muligt. Men de behøver ikke at få alle mulige henvendelser om alt muligt. (6: 108) Det lader altså ikke til, at det at invitere andre til at like siden gennem Facebook er en strategi, der vil kunne udbrede kendskabet om EN AF OS. Desuden kan det synes problematisk, at informanterne kun ønsker at invitere personer, de har en idé om, kan have interesse i emnet, fordi de er i berøring med psykisk sygdom – for hvad så med alle de andre, hvad med de udenforstående? Dette er et spørgsmål, som jeg vil vende tilbage til i specialets diskussion og perspektivering.

Som tidligere beskrevet har flere af ovenstående pointer at gøre med informanternes profile work og deres konstante til- og fravalg af, hvad de ønsker skal være med til at beskrive dem som personer online. Dette vil jeg derfor komme ind på i det følgende afsnit.

4.4 Facebook som medskaber af online identitet I det følgende beskrives det, hvordan informanternes adfærd på EN AF OS’ Facebookside er tæt knyttet til ønsket om en bestemt selvfremstilling og online identitet.

Undervejs i interviewene tegnede der sig et billede af, at flere af informanterne – de som er pårørende samt den enkelte, der har en psykisk lidelse, som ikke har indflydelse på hverdagen – ikke ønsker at blive sat i direkte forbindelse med indhold, hvor

53

afsender er EN AF OS, hvilket de mener, de ville blive, hvis de valgte at dele indholdet.

En af årsagerne til dette kommer Iben med et bud på: Iben: […] jeg sidder også og tænker på, om alt det man deler, det føler man vel også på en eller anden måde, skal repræsentere en, som … altså hvis man ser Facebook som ens digitale person eller et eller andet, ikke, jamen så er det også noget der repræsenterer en eller er med til at være sådan identitetsskabende på ens Facebook på en måde. (1: 113) Iben føler, at det som hun foretager sig på Facebook er med til at skabe hendes online identitet. Jævnfør Brahe-Orlandi søger den bevidste bruger af Facebook konstant for at afstemme sine tilkendegivelser, det vil sige politiske holdninger, livsstilsmæssige præferencer og kulturelle tilhørsforhold osv., i forhold til den identitet, brugeren ønsker. Iben føler ikke, at psykisk sygdom udgør en særlig stor del af, hvem hun er, og derfor har hun ikke lyst til, at det er noget, som skal fylde på hendes Facebook profil – det skal ikke være en del af hendes online identitet. I stedet nævner hun, at sport er en langt større del af, hvem hun er som person, og derfor er det opslag om hendes sportsaktiviteter, der fylder på hendes profil (1: 113). Freja og Andrea er enige med Iben. Andrea nuancerer det dog yderligere ved, at hun ved nærmere eftertanke synes, at det er for privat, altså tilhørende bagsideområdet, at skulle dele indhold fra EN AF OS. Hun er derfor ikke er interesseret i, at hendes Facebook-side er fuldstændig klistret til med opslag fra EN AF OS (1: 103). Det ville sige for meget om hende som person, hvis hun delte opslag fra EN AF OS. Det ville nemlig sige noget om, at hun har en interesse i psykisk sygdom, det ville måske endda sige noget om, at hun erfaring med psykisk sygdom, hvilket hun ikke er interesseret i, at hele hendes Facebook-netværk skal gøre sig tanker om. Iben kommer i løbet af interviewet med en betragtning, der stemmer godt overens med denne tolkning: Iben: […] jeg har da rigtig mange folk på Facebook, som jeg egentlig ikke ser ret meget eller ikke nødvendigvis behøver at have et indblik i mit liv som sådan. Men hvor det på en eller anden måde er mindre … udstillet eller mere harmløst at dele sådan noget med, at nu er man blevet færdig på studiet eller man holder fødselsdag eller […]. (1: 122) Også Freja gør sig i interviewet lignende tanker om, hvorfor hun mon ikke har lyst til at dele indholdet fra EN AF OS’ Facebook-side:

54

Freja: Men er det fordi, man er bange for, at folk tror, at man har … altså en psykisk sygdom, hvis man deler det? Fordi man alligevel ikke kan forsvare sig. Altså det er jo også det, at hvis du deler noget, som det her med anoreksi uden at skrive noget, og så dem, som er yderkredsen for eksempel, hvis det nu var dem, som jeg har gået i gymnasium med og de måske altid har tænkt, at jeg var da tynd, eller et eller andet, så kan de godt tænke: “Hold da kæft, så har hun været det igennem” eller et eller andet. Altså det er også lidt den der med, at jeg ved ikke, om folk kommer til at overfortolke det, der bliver delt […]. (1: 131) Freja beskriver altså dilemmaet om gerne at ville dele noget indhold, der fortæller noget om psykisk sygdom, for at nedbryde tabuet, men at hun nok afholder sig fra det, fordi hun ikke er interesseret i at hendes perifere Facebook-venner skal overtolke og tro, at det er hende, der har en psykisk sygdom. Det er interessant at hun i citatet bruger ordet “forsvare”, for hvad er det hun gerne vil forsvare? At det ikke er hende, som er psykisk syg? I så fald er det en betragtning, som peger i retningen af, at psykisk sygdom er så tabubelagt, at man ikke ønsker at ofre sig selv i kampen for at nedbryde tabuet. Dette er en betragtningen, som jeg vil vende tilbage til i opgavens diskussion og perspektivering.

Som beskrevet i teoriafsnittet, så overvejer man på sociale netværkssider konstant, hvilke informationer, man vil give, og hvordan man derigennem fremstiller sig selv. Det er tydeligt, at informanterne i de ovenstående citater nøje overvejer, hvilke udstillingsgenstande de ønsker skal vises frem. Det er tilmed også et tydelige eksempel på, hvordan det man deler på Facebook, kun er et redigeret udsnit af ens identitet: Informanterne har jo netop erfaring med psykisk sygdom, hvilket dog ikke er noget, de ønsker, skal være med til definere, hvem de er som personer udadtil. Det er derimod noget, de ønsker at holde på bagsideområdet og ikke, jævnfør Meyrowitz, på mellemscenen Facebook.

Indtil nu har jeg ud fra perspektivet om selvfremstilling og identitet kun beskrevet, hvordan de informanter, der er pårørende og informanten, som til dagligt ikke påvirkes af sin psykiske lidelse, ikke ønsker at dele indhold og ej heller at kommentere på indhold fra EN AF OS’ Facebook-side. Informanterne, der til dagligt er påvirket af deres psykiske sygdomme, har et helt andet forhold til det at dele indhold fra EN AF OS. Her er det selvfølgelig værd at bemærke at to af disse informanter er ambassadører for EN AF OS, og derfor er det en del af deres job som ambassadører.

Dog lader det derudover til at være helt andre faktorer som afgør, om de har lyst til at dele indholdet eller ej:

55

Helle: Altså der er jo den personlige vinkel i, at det er mange af mine venner, der er med i nogle af de ting der, og så det jo noget, jeg deler. Når det er nogle jeg kender, som jeg synes har gjort et godt stykke arbejde. (3: 26) Som ambassadører har Helle og Kamilla til opgave at være åbne om deres psykiske lidelser, der har så stor indflydelse på deres liv og hverdag, at det ikke er noget, som de alligevel kan (og vil) skjule. Deres Facebook-venner er godt klar over, at de har en psykisk lidelse, og derfor er der ikke det samme på spil for dem, som der er for informanterne, der blot er pårørende samt informanten, som godt kan skjule sin psykiske lidelse. Helle og Kamilla har valgt at gøre deres psykiske lidelser til en del af deres facadeområde, og er derfor trygge ved at dele indhold om psykisk sygdom. De er trygge ved at “ofre” sig selv og bruge sig selv i kampen mod tabuet. Derimod lader det til, at de øvrige informanter holder deres berøring med psykisk sygdom på deres bagsideområde, og derfor er det ikke noget, som de ønsker skal være en del af deres selvfremstilling. Disse informanters manglende lyst til at dele indhold fra EN AF OS’ Facebook-side lader dog også til at hænge sammen med en form for utryghed og uvillighed over for at dele holdningspræget stof om et tabubelagte emne som psykisk sygdom. Her vil jeg argumentere for, at der er tale om, at tavshedsspiralens effekt forstærkes af det kontekstkollaps, der sker på Facebook. Dette vil jeg uddybe i det følgende afsnit.

4.5 Tavshedsspiralen og kontekstkollaps – psykisk sygdom på Facebook I dette afsnit vil jeg beskrive, hvordan flere af informanternes modvillighed over for at dele indhold fra EN AF OS hænger sammen med en generel modvillighed over for at dele indhold af politisk karakter på sociale medier jævnfør teoriafsnittet om tavshedsspiralen. Derfor vil jeg i det følgende komme ind på, hvordan tavshedsspiralen har indflydelse på informanternes adfærd på Facebook – både i forhold til EN AF OS’ Facebook-side, men også helt generelt. En adfærd som jeg vil argumentere for forstærkes af kontekstkollapset på Facebook.

Undervejs i flere af interviewene viste det sig, at flere af informanterne var af den opfattelse, at det at dele indhold fra EN AF OS er en form for stillingstagen, som signalerer en politisk holdning. Jeg spurgte eksempelvis informanterne, om deres manglende lyst til at dele opslag fra EN AF OS’ Facebook-side skyldes, at psykisk sygdom er tabubelagt. Til det svarede Iben:

56

Iben: Det kunne man umiddelbart godt tænke, men så alligevel nej. For mig er det i hvert fald nøjagtig det samme, når det er noget rent politisk. Og det tænker jeg ikke er et tabu. (1: 128) Iben mener altså ikke, at det er fordi, emnet er tabubelagt. Derimod fortæller hun, at hun tror, at der meget hurtig ville gå politik i den, hvis hun delte indholdet fra EN AF OS’ Facebook-side. Iben fortæller, at selvom indholdet fra EN AF OS ikke er direkte politisk, så oplever hun, at det ofte er stof, som lægger op til, at folk skal danne sig en holdning (1: 118, 1: 126). Hun mener ikke, at det er udtryk for en konkret politisk holdning, men det er noget, der agerer parallelt med en politisk holdning (1: 253). Og holdninger og politik er ikke noget, som hun ønsker at debattere på Facebook: Iben: […] jeg kommenterer aldrig og jeg deler aldrig. Og det tror jeg er fordi, der meget hurtig kommer noget politik ind over, og jeg orker ikke politik på Facebook, det gider jeg ikke.

Jeg gider ikke at skulle gå ind i en eller anden diskussion eller en eller anden debat og jeg synes også selv, at hvis man går ind og begynder at kommentere, så er man en del af en debat og det orker jeg ikke, fordi hvis man skal være en del af debatten på Facebook, jamen så skal man dedikere al sin tid til det […]. (1: 101) Iben ønsker altså ikke at debattere på Facebook. Det ønsker Andrea heller ikke og beskriver, hvordan hun finder det for privat at dele indhold fra EN AF OS, som også hun sidestiller med det at ytre sig politisk: Andrea: […] jeg skulle til at sige, at egentlig synes jeg, at det bliver for personligt også, hvis jeg sådan begynder at dele EN AF OS og politiske budskaber og … altså sådan nogle ting. På den anden side, så har jeg også altså privatbilleder liggende af mine fødselsdage og min familie … hele min familie ligger der, og … ja, hvad jeg laver, hvornår jeg er født og hvor jeg bor og sådan noget, så det er også sådan lidt ambivalent, at så … sådan ens holdninger og politiske overbevisning og sådan noget … der synes jeg ikke, det har jeg ikke lyst til at putte på Facebook.

Altså … det synes jeg mere er en privatsag end … end min familie og det er jo egentlig … det er jo lidt mærkeligt på en eller anden måde. (1: 117) Andrea har altså ikke lyst til at oplyse sine Facebook-venner om sine politiske holdninger, da hun finder det for privat. Derimod finder Andrea det ikke for for privat

57

at dele ellers typisk privat indhold, såsom billeder af familien og personlige oplysninger, med sine Facebook-venner.

Freja har svært ved helt at gennemskue, hvorfor hun mon ikke har lyst til at dele indhold fra EN AF OS: Freja: Jamen jeg synes også, at det er lidt svært, fordi vi er jo enige om, at man skal … ja, altså støtter jo op om, og synes at alle skulle bare få øje for … altså dem der har en depression eller dem der har en angstsygdom, de er lige så gode som os andre – og det synes jeg jo, når man møder dem. Men det er bare noget helt andet, når det sådan lige pludselig … hvis man snakker om at dele på Facebook og sådan, det ved jeg ikke. Det er bare lidt sjovt, fordi jeg har jo sådan, at jeg ikke synes, at det burde være et tabu og jeg synes heller ikke, at det er et tabu, men … så er der jo alligevel et eller andet, som forhindrer én i, at man gør det. (1: 129) Freja har svært ved at sætte ord på, hvorfor hun ikke har lyst til at dele indhold fra EN AF OS’ Facebook-side, eftersom hun er enig i budskabet og sympatiserer med sagen.

Det at dele indhold, der udtrykker en (politisk) holdning og lægger op til en form for debat, er altså ikke noget, som flere af informanterne ønsker at gøre. Iben beskriver, hvordan hun langt hellere nøjes med at like end dele: Iben: Jeg føler også, at man på en eller anden måde stadigvæk holder det på udebane, når man liker noget. Hvis man deler, så er det sådan mit budskab. (1: 104) Ved blot at like mener Iben altså ikke, at man på samme måde binder sig til og tager ejerskab over indholdet. Ved blot at like fra tid til anden slipper informanterne altså for at skulle “stå på mål” for indholdet, hvilket de ikke har lyst til: Iben: […] du skal på en eller anden måde stå på mål for det. Og hvis man netop synes, selvfølgelig er der ting, hvor at jamen man kan ikke se, hvad folk skulle kritisere ved, at man delte det eller kunne være uenig i, at man delte det. Men det er heller ikke så meget det, det er lige så meget det der med, at man i princippet … altså skal være den, der står bag det og står inde for det og så videre, ikke? (1: 120) Informanterne ikke har lyst til at dele indholdet fra EN AF OS’ Facebook-side, da det er indhold, hvor der er noget på spil, og hvor informanterne risikerer at tabe ansigt, hvis

58

de ikke har sat sig godt nok ind i sagerne. Jævnfør teoriafsnittet om tavshedsspiralen tyder noget på, at informanterne er tilbageholdende i forhold til at dele indhold fra EN AF OS’ Facebook-side, fordi de ikke kan vide, hvad deres Facebook-venner har af holdninger til indholdet. Informanterne undlader altså at komme med udsagn om egne opfattelser – som deling af indhold vil være – idet de ikke vil risikere at bringe sig selv på tværs af andres holdninger og ende i en debat.

Som beskrevet i teoriafsnittet har tavshedsspiralen en særlig kraftfuld effekt på Facebook, hvilket også er tilfældet her. Iben fortæller, hvordan hun i langt højere grad ville være tilbøjelig til at tage en diskussion om psykisk sygdom med folk offline end online. Hun fortalte i interviewet, hvordan hun godt kunne finde på at blande sig i en samtale, rette på folk og modargumentere, hvis hun eksempelvis oplever, at folk taler nedsættende om personer med skizofreni (1: 134). Også Freja gav udtryk for, at der er et eller andet, som forhindrer hende i at tale åbent og frit om psykisk sygdom på især Facebook (1: 129). Flere af informanterne har, som tidligere beskrevet, mere lyst til at tale om psykisk sygdom offline end online. Jeg vil vove at påstå, at dette, udover ønsket om en bestemt selvfremstilling, også hænger sammen med det kontekstkollaps, som er tilstede på Facebook, men som ikke finder sted offline. Som beskrevet i teoriafsnittet sker der et kontekstkollaps, når forskellige roller og sammenhænge blandes sammen, hvilket får indflydelse på den enkeltes kommunikationsstrategi. Fordi informanterne på Facebook efterhånden skal tilpasse deres kommunikation til flere hundrede Facebook-venner, vælger informanterne en strategi der sikrer, at de ikke risikerer at komme i “stormvejr”. Det vil sige, at informanterne ganske enkelt fravælger at dele indhold, hvor der er holdninger på spil, fordi de ikke har overblik over, hvem der kigger, og hvad det kan få af konsekvenser, hvis de ikke tilpasser deres kommunikation til deres venners forventninger.

4.6 Psykisk sygdom – online eller offline?

Som netop beskrevet taler flere af informanterne hellere om psykisk sygdom offline end online. Årsagen synes at være, at man offline har bedre kontrol over, hvem man taler til: Offline vil man ofte sidde og diskutere emnet med én, man har en nær relation til, og hvor man derfor ved, hvordan man skal kommunikere. Formentlig er man også bekendt med vedkommendes holdning til emnet, og man ved tilmed også, at det man siger, ikke bliver hørt af andre – det vil ikke pludselig blive delt i en helt anden kontekst. Dette må siges at være modsat på de sociale netværkssider som eksempelvis Facebook. Situationen er ifølge Kamilla dog en anden, når hun skal tale med sin familie

59

eller kæreste ansigt til ansigt om sin psykiske sygdom, fordi hun ved, at de bliver kede af det: Kamilla: […] jeg vil jo gerne være den der person, som er fuldstændig åben omkring psykisk sygdom, men alligevel er det sgu lidt svært at snakke om, når der står folk, man holder af, ikke, som spørger ind til nogle rigtige dybe ting og nogle rigtige negative ting om en. Men altså jeg skriver jo på min egen Facebook-side og der har jeg … altså der har jeg ingen problemer i at dele alle mine tanker med mine læsere. (4: 64) På sin blog eller Facebook-side – som altså ikke er Kamillas personlige profil – kender hun ikke sine læsere, hvilket gør det lettere for hende at fortælle frit om sine tanker.

Hun ved dog, at familien følger med, hvilket derfor godt kan være en faktor som gør, at hun holder lidt igen med at dele ud af sine inderste tanker: Kamilla: Jeg kan huske, at jeg havde … jeg havde for ikke særlig lang tid siden, der havde jeg faktisk rigtig mange selvmordstanker. Og det ville jeg gerne skrive om på min blog, men det gjorde jeg så ikke, fordi jeg vidste, at hvis jeg skrev om … om selvmordstanker, så vidste jeg, at hele min familie ville gå i alarmberedskab, så vil de bare ikke lade mig være alene nogensinde. Nu skal det jo også nævnes, at jeg har forsøgt at begå selvmord en gang, så de er jo selvfølgelig meget bekymret, når der kommer et eller andet. (4: 66) På den måde er de sociale medier både et frirum for Kamillas tanker, men samtidig begrænset af, at hun ved, at familien følger med. Anders beskriver, hvordan han finder det lettere at tale om psykisk sygdom på sociale medier: Anders: [...] Altså det er lettere at snakke med andre folk om psykisk sygdom på de sociale medier […] Jeg mener, det … det er svært for mig at snakke om det, men reaktionerne har været sværere. Måske også fordi, jeg uddannelsesmæssigt … og jeg er mand. Jeg tror, at der er forskel på mænd. Det er lidt lettere at være en 18-årig pige … sympati for hende end en familiefar på snart 50 med gode papirer og så videre, ikke? Hvorfor er han ikke i arbejde? Hvorfor har han et psykisk problem? (2: 83)

60

Anders beskriver i ovenstående, at han finder det lettere at tale om sin psykiske sygdom på de sociale medier, fordi han ikke møder de samme reaktioner og fordomme fra folk online, som han møder fra folk, der kender ham offline. Online kan folk ikke se, at han er en mand på næsten 50 år, hvilket hænger sammen med at Anders på sin Facebookprofil fremstår delvis anonym: Anders: Man er jo anonym på sociale medier, der er ingen der kan se, at jeg er 50, vel? De kan bare se, at jeg hedder Anders og jeg er mand. Jeg kunne jo lige så godt være 18 år, ikke? […] Så der er jo den anonymitet på sociale medier. Og så er der det der med, at man altid kan finde nogle at skrive til, ikke? (2: 85) For Anders er det en fordel at kunne skjule sin identitet delvist bag en Facebook-profil, der kun angiver hans navn og køn. Jævnfør teoriafsnittet om indtryksstyring har Anders altså her kontrol over de indtryk, som han giver, nemlig at han er mand og han hedder Anders. Samtidig kan han skjule de indtryk, som han normalt ville afgive i en offlinesituation, nemlig at han er en mand på næsten 50 år. På sociale netværkssider som Facebook kan Anders skjule sider af sig selv, som han helst vil holde skjult, idet han oplever mindre forståelse for sin psykiske sygdom, hvis han fortæller, at han er en veluddannet mand på 50 år. Derudover beskriver Anders, hvordan det er en fordel altid at kunne finde nogle at skrive sammen med på de sociale medier (2: 85).

Helle beskriver, at hun altid har været åben omkring sin psykiske sygdom, og at det derfor er lige vidt for hende, om hun fortæller det online eller offline. Dog fortæller hun, at hun ved, at det for nogle kan hjælpe at kunne gemme sig bag skærmen, men at det også har visse ulemper: Helle: Selvfølgelig på sociale medier der er der en … der sidder du foran en skærm og ikke foran et andet menneske, men det er jo stadigvæk en … man bliver lidt sårbar lige så snart man fortæller, at man har en psykisk sygdom […] Og der … kan man sige ude i virkeligheden, der er det nogle gange nemmere, for der sidder du over for én person og der er det ikke alle dine Facebook-venner og alle dine Facebook-venners venner der lige pludselig ved, at du har noget med det at gøre. Så det kan nogle gange være lidt for offentligt og stort at gøre det inde på Facebook for nogle mennesker. (3: 50) Helle oplever altså, at det kan være lettere at betro sig til en person ansigt til ansigt. På Facebook risikerer man derimod at betro sig til alle sine Facebook-venner og Facebook-

61

venners venner. Fælles for Kamilla, Anders og Helle er det, at de enten har en blog eller Facebook-side, hvor de fortæller om deres liv med psykisk sygdom. Det varierer derfor, alt afhængig af situationen, om det er lettest at tale om psykisk sygdom online eller offline, men overordnet set foretrækker informanterne at tage snakken offline. Skal den tages online, så er det ikke den personlige Facebook-profil der anvendes, men derimod blogs eller offentlige Facebook-sider.

4.7 Miljøet på EN AF OS’ Facebook-side I dette afsnit undersøges det med fokus på det sociale miljø, hvordan informanterne opfatter det sociale miljø på EN AF OS’ Facebook-side, og hvad det har af betydning for deres lyst til at engagere sig i kampagnen.

Informanterne beskriver alle, at de generelt oplever, at der er en rar og positiv stemning på EN AF OS’ Facebook-side: Helle: Altså jeg synes generelt, at man er enormt positiv og det er rigtig rart. Altså der er jo selvfølgelig også nogle, der stiller spørgsmålstegn ved tingene. Men det synes jeg også er en rigtig god ting. At det ikke bare er: “Nej, hvor er alting fantastisk”, fordi det er jo et svært emne, og der er mange forskellige holdninger til det. (3: 6) Helle beskriver videre, at hvis hun oplever nogle negative kommentarer, så afskrækker det hende ikke fra at kommentere på indhold. I stedet får hun lyst til at gå ind og argumentere imod den holdning, som hun er uenig i. Hun bliver dog påvirket af negative kommentarer: Helle: […] det påvirker mig personligt, fordi jeg selv har en lidelse og det er mit hjertebarn, min hjertesag, at … det her med at få nedbrudt de her tabuer og sådan noget, når der er nogle, der ligesom skriver, at … hvor det virker lidt tabuagtigt: “Det må du altså ikke snakke om” og “Kan du ikke bare pakke det væk”, så bliver det personligt for mig også. Hvor jeg siger: “Nej, det vil jeg ikke, fordi det er en sygdom, og jeg har ret til at have min sygdom, og jeg har ret til at fortælle om min sygdom lige så meget, jeg vil”. (3: 36) Kamilla beretter om en episode, hvor en delvis anonymiseret bruger jævnligt skrev nogle meget negativ kommentarer på opslagene på EN AF OS’ Facebook-side (4: 38).

Jævnfør Klastrup er dette er et eksempel på, hvordan man online kan opleve en mere

62

grænseoverskridende adfærd hos personer, der ikke sidder ansigt til ansigt over for hinanden. Ifølge Kamilla går andre brugere af EN AF OS’ Facebook-side i sådanne tilfælde ind og går i dialog med den grænseoverskridende person og forsøger at modargumentere og opretholde en sober tone.

Informanterne som aldrig kommenterer eller tager del i debatter eller kommenterer har også indtryk af at der på EN AF OS’ Facebook-side er tale om et trygt miljø. Andrea beskriver sin oplevelse af miljøet således: Andrea: […] min oplevelse af det er, at det er sådan en meget blød side, hvor de ligesom får skabt den der stemning om, at der er plads til alle og også fordi der er alle de personlige historier, som jo egentlig er sådan nogle ret følsomme … sådanne ting, så der er egentlig, det er okay at dele personlige ting her. (1: 168) Freja: […] der bliver skabt sådan en støtte til hinanden og det at kunne dele selv også. (1: 169) Iben: Jeg tænker det også, som meget, altså ja, støttende miljø og et sted, hvor der er mulighed for at finde ligesindede. (1: 171) Ifølge informanterne hersker der altså på EN AF OS’ Facebook-side et trygt miljø, hvor det lader til, at der er plads til alle. Dog er det bemærkelsesværdigt, at Iben under fokusgruppeinterviewet alligevel udtaler, at hun oplever, at der findes nogle herskende, generelle holdninger og meninger på EN AF OS’ Facebook-side, som går på en kritik af det psykiatriske system. Derfor tror hun ikke, at man vil blive populær, hvis man går ind og roser systemet på Facebook-siden: Iben: […] Og så tror jeg altså også, at der hersker en eller anden fortælling blandt nogle af de her, som har det rigtig skidt, omkring at de ikke bliver behandlet ordentligt i systemet […] det bliver sådan en udbredt … lidt offermentalitet nogle gange, som kan komme til udtryk her. Og jeg tror faktisk, igen der står helt for egen regning, men jeg tror, at det ville være sværere at lave et opslag derinde, hvor man roser sin behandling i systemet eller ude på psykiatrisk til skyerne, fordi at så ville der være en masse, der siger, at: “Sådan var de slet ikke ved mig, og forstår ikke, hvordan du kan sige sådan og sådan, for de har bare så tit fejlet”. Så jeg tænker faktisk, at den mening og holdning, tror jeg ville være sværere at komme igennem med i det her forum end, den der hedder: “Jeg er dårligt behandlet”. (1: 175)

63

Iben oplever altså nogle klare holdninger og værdier, som synes at være karakteriserende for fællesskabet og miljøet på siden. Freja er enig og fortæller, at hun tror, at det hænger sammen med, at der skabes en form for gruppedynamik på EN AF OS’ Facebook-side: Freja: Men det er jo også nogle af de dynamikker, der opstår, hvis man skaber et fællesskab, ikke? På den måde at vi får samlet dem, som har haft psykisk sygdom eller været pårørende, så kan der også godt blive et dem, som så er systemet eller dem, der ikke har behandlet os ordentligt. Det er gruppedynamikker, ikke? (1: 176) Ovenstående er ifølge informanterne med til at skabe et os og et dem, hvilket må siges ikke at være hensigtsmæssigt, da kampagnens sigte er at samle alle i én gruppe – hvor alle skal føle sig som en af os. Dette aspekt vil jeg vende tilbage til det følgende afsnit samt i specialets diskussion og perspektivering. I det følgende afsnit vil jeg beskrive, hvorvidt informanterne føler sig som en del af et fællesskab ved at have liket EN AF OS’ Facebook-side.

4.8 EN AF OS? I det følgende undersøges det – med fokus på online fællesskaber – om informanterne føler, at de er en del af et fællesskab ved at have liket EN AF OS’ Facebook-side. Jeg vil dog lægge ud med at placere EN AF OS’ Facebook-side i en af Klastrups tre typer af sociale formationer. Selvom EN AF OS’ Facebook-side er en side, der er oprettet i forbindelse med en tidsbegrænset kampagne og derfor ikke er en egentlig Facebookgruppe, vil jeg alligevel karakterisere EN AF OS’ Facebook-side som værende en side, hvor der etableres et fællesskab. Der diskuteres nemlig et specifikt emne – aftabuisering og afstigmatisering af psykisk sygdom – som føles vigtig for dem, der vælger at være “medlem”. Jeg vil derfor karakterisere fællesskabet på EN AF OS’ Facebook-side som værende et interessefællesskab. Kampagnen har nu kørt over en periode på fem år og skal fortsat køre i fire år, hvilket gør, at der ikke er tale om en ad hoc-offentlighed. Fællesskabet på EN AF OS’ Facebook-side er ikke et fællesskab, der udelukkende udgøres af mennesker, som ikke kender hinanden på forhånd. Flere af informanterne havde Facebook-venner, der også havde liket EN AF OS’ Facebook-side.

Fællesskabet på EN AF OS’ Facebook-side udgøres derfor også af eksisterende venskabsrelationer eller netværk. Med det på plads vil jeg nu fortsætte videre til

64

informanternes oplevelse af, om de er en del af fællesskabet på EN AF OS’ Facebookside.

Jævnfør Klastrup er der en tæt kobling mellem fællesskabsfølelse og identitet, da menneskets sociale identitet er koblet til deltagelsen i sociale grupper og fællesskaber.

Netop dette viste sig tydeligt blandt informanterne eftersom de informanter, der føler sig som en del af EN AF OS, er dem som kan identificere sig med fællesskabet på EN AF OS’ Facebook-side. Kamilla og Helle føler i høj grad, at de er en del af et fællesskab.

Kamilla beskriver, hvordan hun føler, at kampagnen og dens formål er en del af hende, idet det der karakteriserer EN AF OS også karakteriserer hende: Kamilla: Altså jeg kan mærke … men du skal jo også huske, at EN AF OS er den her interesse for psykiatri og for virkelig at … ligesom afstigmatisere … komme til livs. Og det føler jeg jo er en del af mig (4: 80).

Kamilla og Helles følelse af at være en del af et fællesskab er tydeligvis forstærket af, at de er ambassadører for EN AF OS, og derfor er EN AF OS som tidligere beskrevet en del af deres identitet og en del af deres selvfremstilling.

Anders føler derimod ikke, at han en del af EN AF OS. Han er grundlæggende meget uenig med folkene bag kampagnen og den strategi, de lægger for kampagnen.

Han mener blandt andet, at deres strategi på de sociale medier er forkert, hvilket har skabt uoverensstemmelse mellem ham og folkene bag EN AF OS. Han ønsker derfor ikke at være en del af EN AF OS-fællesskabet (2: 91). Som beskrevet i teoriafsnittet findes der dog et utal af online fællesskaber på Facebook, hvilket gør, at Anders har kunnet søge fællesskab i andre online grupper på Facebook, der passer bedre til ham.

Anders har endda oprettet sin egen gruppe, da han blev træt af EN AF OS, og på den måde har Anders kunnet skabe social interaktion med andre i samme situation som ham selv, hvilket har modvirket social isolation offline (2: 50-54).

De øvrige informanter ser heller ikke sig selv som værende en del af EN AF OSfællesskabet,

men

det

er

af

andre

grunde

end

Anders’.

Informanterne

i

fokusgruppeinterviewet samt Esben forklarer: Iben: Jeg føler mig udenforstående […] Og sådan tror jeg altid at jeg har haft det, da vi var frivillige og sådan noget, at jeg har altid set det lidt som om, at … jamen det er deres fortællinger, som jeg gerne vil høre, men jeg er ikke en del af det. (1: 179)

65

Andrea: Sådan tror jeg også, at jeg har det. Det er sådan meget … det bliver delt sådan fra kernen af, ligesom altså sådan så, ja, jeg føler nok også, at jeg står uden for det. (1: 180) Freja: Jeg tror også bare, fordi den måde at bruge Facebook på eller sådan … det gør jeg bare ikke. (1: 185) Esben: Jeg føler mig nok lidt stadigvæk som en outsider. Jeg føler mig ikke som en aktiv … altså jeg er ikke en aktiv del af det, og jeg tror også, at dem der føler sig som en del af det, det er dem, som har det tættere inde på livet (6: 88) […] Mit indtryk er, at dem som er mest med i fællesskabet er nogle, som måske selv har en diagnose […] Eller folk som har haft det, som deres nærmeste pårørende, altså et barn eller mand eller forælder. (6: 92) På trods af at flere af disse informanter er tætte pårørende til personer med psykisk sygdom, føler de sig ikke som en del af fællesskabet. Det lader ikke til, at informanterne helt kan identificere sig med den gruppe af mennesker, der efter deres opfattelse, udgør fællesskabet på EN AF OS’ Facebook-side.

Jævnfør Klastrup er gruppeidentifikation både internt og eksternt rettet, hvilket vil sige, at man forstår sig selv som medlem af en bestemt gruppe og samtidig forskellig fra de andre grupper. Med afsæt i dette vil jeg argumentere, at de øvrige informanter ikke føler sig som en del af fællesskabet, fordi de føler, at de er en del af den udenforstående gruppe, og derved bliver gruppeidentifikationen eksternt rettet, forstået på den måde at de føler sig forskellig fra dem, der i deres øjne udgør fællesskabet på EN AF OS’ Facebook-side. Derudover lader det til, at deres manglende aktivitet og engagement i kampagnen er med til at styrke følelsen af, at de ikke er del af fællesskabet. Det er altså tydeligt, at EN AF OS er et interessefællesskab, hvor man skal have en vis interesse i fællesskabets emne for at føle sig som et “medlem”.

Navnet på kampagnen, EN AF OS, synes også at have en indflydelse på, hvorvidt informanterne føler sig som en del af onlinefællesskabet. I flere af informanternes ører har navnet nærmere en ekskluderende end inkluderende klang: Anja: Jeg opfatter det som meget, meget ekskluderende. Os er dem der liker og følger gruppen. (5: 140) Iben: […] jeg tror, altså os der tænker jeg, at der menes psykisk syge eller folk med en diagnose eller som på eller anden måde har været, altså inde i systemet eller … ja … det er det, som jeg tænker, at os referer til. (1: 191)

66

Informanterne i både fokusgruppen og de individuelle interviews er dog lidt i tvivl om, hvordan de skal tolke navnet og skifter undervejs i interviewene mening. Iben når dog frem til følgende: Iben: […] jamen det her med EN AF OS, det henviser til, at vi ligesom alle sammen er i samme båd, men der tror jeg bare, som vi lige snakkede om lidt tidligere, at jeg egentlig mere og mere tænker, at jamen det er egentlig ikke det, som det bliver til i praksis. (1: 196) Iben mener, at det har været meningen at os skulle referere til hele den danske befolkning, men at det i stedet kommer til at være et os som dækker over den del af befolkningen, der ved hvad det vil sige at have en psykisk sygdom og som forstår hinanden (1: 196). Som tidligere beskrevet etableres der derved et os og et dem, hvilket ikke er hensigten med kampagnens navn, der som beskrevet i indledningen er valgt eftersom “Alle er og skal føle sig som ‘EN AF OS’”.

Det er værd at bemærke, at det lader til, at de af informanterne, som har en psykisk lidelse, der har indvirkning på deres hverdag, i højere grad føler sig som en del af EN AF OS-fællesskabet, fordi de kan identificere sig med gruppens karakteristika og det indhold, der lægges op på siden. Dette dog med undtagelse af Anders, der ikke har lyst til at være en del af fællesskabet, og derfor aktivt fravælger det (2: 91). De øvrige informanter ser ikke sig selv som værende en del EN AF OS. Som beskrevet i teorien er der meget uklare definitioner af, hvornår noget er et fællesskab, men jeg hæfter mig ved, at informanterne ikke synes at være i tvivl om, hvad jeg mente, da jeg spurgte dem, om de oplevede, at de var en del af et fællesskab – de var lynhurtige til at vurdere det ud fra, om de følte, at de kunne identificere sig med EN AF OS. Jeg oplever derfor, at oplevelsen af hvornår man er en del af fællesskabet på EN AF OS’ Facebook-side er meget individuel.

4.9 Hvem kæmper kampen og hvor?

Det er tydeligt, at det for flere af informanterne er en vigtig sag, EN AF OS står i spidsen for. Iben pointerer dog, at der er forskel på, om en sag er ens hjertebarn og mærkesag eller om det blot er en sag, man ønsker at støtte op om. Det lader til, at for informanterne, hvis psykiske lidelse påvirker deres hverdag, er EN AF OS-kampagnen en hjertesag og mærkesag, hvorimod de øvrige informanter ikke ser det som deres hverken hjerte- eller mærkesag. For disse informanter er det som tidligere beskrevet en sag, som de blot ønsker at støtte op om gennem likes (1: 107). Dette smitter i høj grad af

67

på informanternes engagement i EN AF OS. Engagementet er derfor givetvis størst hos de to informanter, Helle og Kamilla, som er ambassadører for EN AF OS. De er som ambassadører ude og holde oplæg, deltager i forskellige arrangementer og lader sig interviewe til pressen. Som tidligere beskrevet i analysen er de tilmed aktive i forhold til deling af indhold fra EN AF OS’ Facebook-side. Som ambassadører engagerer de sig aktivt for kampagnen.

Som tidligere beskrevet er Anders meget kritisk overfor kampagnen, idet han mener, at de har valgt en forkert kommunikationsstrategi for kampagnen (2: 26). Han kæmper derfor kampen på egen hånd ved at have oprettet sin egen Facebook-side, han kalder EN AF DEM, der også har fokus på psykisk sygdom. Anders er altså meget aktiv inden for emnet på forskellige sociale medier, men er ikke en del af EN AF OS. Da jeg spørger de øvrige informanter, om de føler, at de er med til at komme tavsheden, tvivlen og tabuet om psykisk sygdom til livs svarer de: Andrea: Altså sådan efter at vi har siddet og snakket, altså så synes jeg måske ikke i særlig høj grad egentlig, at jeg er med til at nedbryde tabuet ved bare at have liket den og like opslag fra EN AF OS (1: 218).

I den forbindelse påpeger Iben, at det er svært at vide, hvad ens like har af betydning.

Hun mener, at hvis det indhold, man har liket, popper op ved den rette person, kan det måske godt have betydning, men at man jo aldrig finder ud af det (1: 220). Esben og Freja mener dog ikke, at et like er nok: Esben: Igen vil jeg ikke tage æren for, at jeg er med til at aftabuisere noget, for det synes jeg ikke, at jeg er med til (6: 116).

Freja: […] Altså jeg vil sige nej, det gør min aktivitet ikke.

Desværre. Jeg håber, at mine holdninger som person udenfor kan gøre det, men ikke sådan socialt medieagtigt. Det gør jeg sgu ikke. Desværre (1: 222).

Andrea: Jeg tror, at med at arbejde for det, så tænker jeg måske ikke, at jeg gør den store forskel på Facebook, men at jeg vil altid, tror jeg, taler om det og på den måde føler jeg, at jeg er med til at arbejde for det, at man ligesom italesætter det der tabu, der er eller … i det hele taget taler om psykisk sygdom og sådan noget. Det er nok mere den vej, at jeg føler, at jeg kan gøre en forskel. Og i forhold til Facebook, der tænker jeg nok mere, at det drukner i alt mulig andet … nyhedsstrøm (1: 227).

68

Freja og Andrea lægger her vægt på, at der er større sandsynlighed for, at de er med til at nedbryde tabuet offline end online. Igen hænger det sammen med deres generelle brug af Facebook: Freja: Men der tror jeg igen … altså nok også en opfølgning af det der, men det er også hvordan jeg bruger Facebook, og det er ikke til at poste alle mine holdninger (1: 249).

Kampagne aktiverer altså ikke informanterne online. Esben fortæller, at EN AF OS er med til at nuancere hans syn på psykisk sygdom. Kampagnen bevirker dog ikke, at han vil gå hen til en gruppe kammerater og sætte en samtale om aftabuisering af psykisk sygdom i gang (6: 118): Esben: Der er det igen nok lidt for langt væk for mig. Det er ikke et nærværende problem og … det er jo nok, hvis det ikke er nærværende for én i ens hverdag, så er det også … så prioriterer man nogle andre ting. Det tror jeg, er et meget menneskeligt valg og fravalg. (6: 118) Kampagnen aktiverer altså heller ikke Esben offline. Anja italesætter i interviewet lidt af det samme, som Esben fortæller i ovenstående: Anja: Altså der hvor jeg ser problemet det er jo nok, at folk der ikke har nogen som helst interesse eller hvad kan man sige … har noget med det at gøre, psykisk sygdom, de kan være fløjtende ligeglade og så ikke like siden og så ikke følge det, og så ikke vide, hvad der sker. (5: 126) Ifølge Kamilla og Helle er EN AF OS’ Facebook-sides positive virkning dog ikke til at tage fejl af. Både helt generelt i befolkningen, men også på det personlige plan: Kamilla: Altså jeg har jo mærket en udvikling i mig selv i hvert fald. (4: 80) Helle: EN AF OS som helhed gør en forskel. Helt klart. Altså nu har jeg jo været med fra starten af og jeg kan jo mærke forskel bare fra de fire år siden, hvor jeg startede i det […] Og der tror jeg da helt klart også, at Facebook-siden er med til […].

(3: 56) Anders: Det tror jeg, altså fordi, hvis det kan åbne op for, at folk de fortæller om deres psykiske sygdom, de sidder lukker og

69

inde med noget, og så får de en platform til at … så kan det. Det kan ikke diskuteres. Her der har de et trygt forum, hvor de kan gå ind og det er slet ikke det, jeg opponerer mod. Det er det efterfølgende, ikke? Hvad så, ikke? (2: 77) Anders mener trods sin skepsis over for kampagnen, at Facebook-siden har sin berettigelse, idet den kan få folk til at åbne op og dele deres oplevelser med psykisk sygdom. Han er dog mere tvivlende over for, hvad der så sker efterfølgende, og om det resulterer i nedbrydning af tabuet (2: 81). Netop denne betragtning vil jeg vende tilbage til i min senere diskussion af Facebook som platform for aftabuisering af psykisk sygdom.

4.10 Sammenfatning I dette afsnit vil jeg sammenfatte den række af delkonklusioner, jeg er nået frem til i analysen.

Jeg startede med at undersøge informanternes generelle brug af Facebook. Her viste det sig, at informanterne primært anvender Facebook til relationsarbejde, koordinering og arrangering samt underholdning og tidsfordriv. Facebook er ikke et sted, hvor informanterne fordyber sig i indhold, da tiden ofte er knap og indholdet talrigt. Derfor vinder korte og let fordøjelige videoer af børn og dyr over indhold, der i form og indhold er længere og svært fordøjeligt – for nogle af informanternes vedkommende gælder det eksempelvis indhold fra EN AF OS. Facebook er en integreret del af informanternes hverdagskommunikation. Informanterne liker ofte indhold på Facebook, men producerer og deler sjældent indhold. Det indhold der bliver delt, er indhold som informanterne ved afføder positive tilkendegivelser. Facebook er ikke den eneste sociale netværksside, informanterne anvender – flere af informanterne bruger Instagram og Twitter, hvor de i højere grad end på Facebook deler egenproduceret indhold. De af informanterne der deler deres oplevelser med psykisk sygdom online vælger at dele dem på deres blogs eller officielle Facebook-side i stedet for via deres private Facebook-profil.

Efter at have analyseret informanternes generelle brug af Facebook, undersøgte jeg deres motivation bag liket af EN AF OS’ Facebook-side samt deres brug af EN AF OS’ Facebook-side. Det viste sig, at alle informanterne har liket EN AF OS’ Facebookside, fordi de sympatiserer med sagen, ønsker at støtte op om den og enten selv har en psykisk sygdom eller er pårørende. Informanterne der har en psykisk sygdom, der har indflydelse på deres hverdag, har yderligere liket, fordi de er meget engageret i sagen.

70

I forhold til brugen af EN AF OS’ Facebook-side tegnede der sig et billede af, at informanterne der har en psykisk sygdom, som har stor indflydelse på deres hverdag, læser, deler, kommenterer og liker i langt højere grad end informanterne, der er pårørende og informanten, der kun i let grad er påvirket af sin psykiske sygdom.

Engagementet er altså langt større hos informanterne, der føler sig som en del af kampagnen. Årsagen til at nogle af informanterne ikke engagerer sig i kampagnen viste sig i høj grad at hænge sammen med deres opfattelse af deres identitet og selvfremstilling.

De betegner ikke psykisk sygdom som værende en særlig stor del af deres offline identitet og derfor ikke noget, der skal fylde i forhold til deres onlineidentitet.

Derudover bliver indhold om psykisk sygdom anset for værende for privat til at blive delt på Facebook – psykisk sygdom hører til flere af informanternes bagsideområde.

Informanterne er bange for at skulle forsvare sig og ende i en tidskrævende debat, hvis de deler indhold fra EN AF OS’ Facebook-side. I den forbindelse argumenterede jeg for, at både kontekstkollaps og tavshedsspiralens effekt også har indflydelse på det manglende

engagement,

idet

informanterne

ikke

kan

overskue,

hvem

det

holdningsprægede indhold rammer. Derudover er det dog meget sigende og afgørende for informanternes engagement, at når alt kommer til alt, så ser de det ikke som deres hjerte- eller mærkesag at nedbryde tabuet om psykisk sygdom. Interessen i emnet er ikke stor nok.

Anderledes er dette selvfølgelig for de informanter, der i høj grad mærker tabuet på egen krop i hverdagen. Kampagnen er for dem både identitetsskabende og fællesskabsskabende. Psykisk sygdom er en del af deres identitet offline og derfor også en del af deres identitet online. De er stolte af at stå frem og bruger deres tilknytning til EN AF OS som en del af deres selvfremstilling.

Miljøet på EN AF OS’ Facebook-side beskrives af alle informanterne som værende et trygt miljø, hvor folk er gode til at støtte hinanden. Der opleves sjældent dårlig stemning på siden, selvom emnet kan være trist og tungt. Negative holdninger til det psykiatriske system opfattedes at være mere velkommende end positive.

På EN AF OS ’ Facebook-side føler de af informanterne, der har en psykisk sygdom, som har stor indflydelse på deres hverdag, sig som en del af et fællesskab – et interessefællesskab som de øvrige informanter ikke føler sig som en del af, hvilket skyldes, at de ikke kan identificere sig med menneskerne i det og ikke har stor nok interesse for emnet. Desuden oplever de af informanterne, som ikke føler sig som en del af fællesskabet, at der på siden bliver skabt en form for os og dem.

71

I analysen fandt jeg ud af, at flere af informanterne er mere trygge ved at tale om psykisk sygdom offline end online. Offline interaktion bliver betegnet som værende mere personlig end online kommunikation, der betegnes som mere upersonlig, når der skal tales om psykisk sygdom. Offline har man bedre kontrol over, hvem man deler hvad med.

I det sidste afsnit i analysen beskrev jeg, hvordan flere af informanterne ikke føler, at de er med til at nedbryde tabuet om psykisk sygdom. Ambassadørerne føler dog, at de kæmper kampen mod tabu om psykisk sygdom aktivt og kan mærke, hvordan EN AF OS-kampagnen samlet set har gjort en forskel.

Analysen og de ovenstående delkonklusioner er tilvejebragt på baggrund af en række valg, jeg har truffet forinden og undervejs i analyseprocessen. Disse har jeg redegjort for i specialets metodeafsnit. I det følgende afsnit vil jeg beskrive de metodiske refleksioner, jeg har gjort mig efter, at jeg har afsluttet analysearbejdet.

72

5.0 Metodiske refleksioner efter afsluttet analyse I dette afsnit vil jeg beskrive de metodiske refleksioner, jeg har gjort mig efter at have afsluttet mit analysearbejde.

Først og fremmest finder jeg det relevant at fremhæve min rolle som medproducent af og medforfatter til de data, der ligger til grund for min analyse.

Interviewet er en intersubjektiv praksis udført af to eller flere personer, der taler om et emne af fælles interesse (Kvale & Brinkmann, 2009, ss. 214-215). Det vil sige, at den viden, jeg anvender i specialet er konstrueret i interaktionen mellem mig og mine informanter (ibid., s. 18). Det er de spørgsmål, jeg har valgt at stille i interviewsituationen, der har været bestemmende for, hvilke aspekter af emnet samtalen har omhandlet. Mine opfølgende spørgsmål har yderligere været med til at bestemme samtaleforløbet og derfor har jeg været medproducent af og medforfatter til interviewet og data herfra (ibid., s. 215).

I den forbindelse er det tilmed relevant at fremhæve, at interview er en videnproducerende aktivitet, men samtidig også en social praksis, og derfor har mine på forhånd eksisterende sociale relationer til flere af informanterne formentlig også haft indflydelse på de data, der er blevet produceret (ibid., s. 33). Jeg kan ikke vide, hvilken indflydelse det har haft, men som beskrevet i metodeafsnittet fik jeg eksempelvis i forbindelse med fokusgruppeinterviewet først efterfølgende vigtig information at vide, fordi informanterne ikke havde fundet det passende at dele det i interviewsituationen. I interviewsituationen agerede jeg forsker, hvorimod jeg efter interviewet igen var Ida, hvilket jeg tror har haft indflydelse på, hvorfor informationen ikke blev delt i interviewsituationen. Informationen var dog vigtig for min forståelse af informantens motivation for at like af EN AF OS’ Facebook-side, og er et eksempel på den viden, der ikke er tilgængelig i transskriptionerne, men som jeg har haft in mente i analysen af mine data.

I løbet af min undersøgelse har det vist sig, at psykisk sygdom er et ekstremt svært emne at tale åbent om. Også selvom man har besluttet sig for gerne at ville dele ud af sine erfaringer og oplevelser på området. Jeg har derfor ikke kunnet lade være med at sidde tilbage med en følelse af, at nogle af informanterne har siddet og holdt informationer tilbage, fordi de ikke har haft lyst til at dele dem i interviewsituationen.

Det er ikke noget, jeg kan gøre noget ved. Jeg kunne ikke have gjort noget anderledes, eftersom jeg ikke kan tvinge folk til at blotlægge ting, de ikke har lyst til at blotlægge.

Som jeg beskrev i metodeafsnittet, har jeg netop været meget opmærksom på ikke at bringe mine informanter i situationer, der kunne få dem til at føle sig utilpasse. Måske

73

har denne påpasselighed gjort, at der er viden, jeg ikke har fået adgang til, men etisk set ville sådan en fremgangsmåde ikke være acceptabel.

For at vende tilbage til min egen rolle i denne undersøgelse, skal det påpeges, at det ikke kun har været i selve interviewsituationen, men også i forbindelse med den efterfølgende transskribering, databearbejdning og tilslut analyse, at jeg har haft indflydelse på den viden, jeg har produceret: Analysen af et interview er indflettet mellem den oprindelige historie, den interviewede fortæller forskeren, og den endelige historie, som forskeren fortæller publikum. (Kvale & Brinkmann, 2009, s. 215) I analysen har jeg ved hjælp af bricolage uddraget sammenhænge og strukturer, som har haft særlig relevans for opgavens fokus. Der vil altså være oprindelige historier, som jeg ikke vælger at fortælle i den endelige historie. Både på grund af pladshensyn, men også af hensyn til relevans for mit fokus. Mine forskningsresultater vil derfor heller ikke være fuldkomment beskrivende, men i stedet præsentere et udsnit af virkeligheden.

Endnu en refleksion som jeg finder særlig relevant at inddrage er min oplevelse af, at interviewet som metode har sine begrænsninger i forhold til at forstå praksis.

Mennesket kan nemlig ikke sprogliggøre sin praksis fuldstændig. Jeg blev opmærksom på dette, eftersom flere af informanterne undervejs i interviewene ikke kunne sætte ord på, hvad, hvordan og hvorfor de gjorde, som de gjorde i forskellige sammenhænge. I andre sammenhænge kunne de godt sætte ord på, men endte med at modsige sig selv senere i interviewet. Dette siger blot noget om, at interviewet som metode har sine begrænsninger i forhold til at beskrive menneskets praksis. Interviewet holder af den grund ikke op med at være yderst relevant, når man vil undersøge menneskets livsverden, men det vil aldrig kunne afdække og beskrive, så virkeligheden afspejles med 100 procents nøjagtighed. Ifølge Kvale og Brinkmann er der dog ikke noget mystisk ved at bruge interviewet som forskningsmetode, da interview er en samtale, der har en struktur og et formål. På denne måde rækker interviewet ud over den spontane udveksling af synspunkter, vi kender fra dagligdagens samtale, og bliver til en opmærksomt udspørgende og lyttende metode, der har til formål at tilvejebringe en grundigt efterprøvet viden (ibid., 19).

I en afsluttende refleksion vil jeg behandle min undersøgelses generaliserbarhed.

Mine analyseresultater er blevet til på baggrund af interviews med personer i alderen 21-29 år (samt én på 49), hvilket som tidligere beskrevet, er den målgruppe, som er

74

bedst repræsenteret på EN AF OS’ Facebook-side. Min analyse er derved baseret på unge voksnes brug af Facebook og EN AF OS’ Facebook-side. Min analyses resultater kan derfor ikke nødvendigvis overføres til at være gældende for ældre aldersgrupper, da der er forskel på, hvordan de unge og de ældre aldersgrupper bruger Facebook.

Undersøgelser viser, at de ældre aldersgrupper er mere aktive end de yngre, når det kommer til at producere indhold til de sociale medier (Klastrup, 2016, s. 45). Det er derfor ikke utænkeligt, at ældre aldersgrupper ville være mere tilbøjelige til at dele indhold fra EN AF OS’ Facebook-side. Desuden er menneskets behov for at arbejde med identitet afhængig af, hvilken fase i dets liv det befinder sig i (ibid., s. 63). Som teenager og ung voksen har man i højere grad behov for at eksperimentere med sin identitet og reflektere over den, end man har som voksen (ibid.). Det kan derfor ikke udelukkes, at ældre aldersgrupper ville være mere tilbøjelige til at engagere sig i indhold fra EN AF OS’ Facebook-side, fordi de ikke gør sig så mange tanker om, hvilken indflydelse sådan adfærd vil have på deres selvfremstilling. Analysens resultater kan derfor ikke generaliseres til alle brugere i alle sammenhænge. Det forhindrer dog ikke den viden, der er blevet produceret i at blive overført til andre lignende situationer, hvor det er de unge voksens adfærd på Facebook, der er i fokus.

Den viden jeg har produceret er særlig anvendelig i forhold EN AF OS-kampagnen, da den netop er baseret på data fra interviews med den bedst repræsenterede gruppe af brugere på kampagnens Facebook-side. Dette er både i forhold til alder, kønsfordeling og erfaring med psykisk sygdom. Derfor mener jeg at kunne udlede en række konklusioner, der kan generaliseres i forhold til den gruppe af brugere, der er bedst repræsenteret på EN AF OS’ Facebook-side. Disse konklusioner vil jeg vende tilbage til efter specialets diskussion og perspektivering.

75

6.0 Diskussion og perspektivering Som beskrevet i indledningen ønsker EN AF OS gennem deres landsdækkende kampagne at øge danskernes viden om psykisk sygdom, skabe større forståelse for psykisk sygdom og derigennem nedbryde tabuet psykisk sygdom. “Psykisk sygdom kureres ikke med tavshed” står der på EN AF OS’ coverbillede på Facebook, hvilket refererer til kampagnens opfordring til, at vi taler med hinanden om psykiske problemer. Et af redskaberne i kampen mod tabuet er som bekendt deres Facebookside.

Men hvad nu hvis Facebook er blevet et sted, hvor man forholder sig tavs, fordi man efterhånden indgår i så mange forskellige sociale kontekster, at man ikke har lyst til at ytre sig, fordi der er for meget på spil? Hvad nu hvis Facebook er et sted, hvor man ikke engagerer sig i indhold, fordi man ikke giver sig tid til det? Og hvad nu hvis Facebook er et sted, der er fyldt med velmenende slacktivister, der støtter op om diverse sociale problemer i samfundet med likes, men som intet videre foretager sig for at afhjælpe problemerne? Er Facebook så den rette platform for en kampagne som EN AF OS? Som beskrevet flere steder i specialet er Facebook det mest dominerende sociale netværksmedie i Danmark. Stort set alt og alle er på Facebook (Jensen & Tække, 2013, s. 11). Derfor kan det være svært at argumentere for, at en kampagne som EN AF OS ikke bør være tilstede på Facebook. Men som jeg har skitseret ovenfor i de retoriske spørgsmål, som er afledt af min analyse, er der indsigter, som bør resultere i overvejelser om, hvordan Facebook egentlig fungerer, når man vælger at anvende den sociale netværksside i en sådan sammenhæng. For én ting er, hvad EN AF OS selv gerne vil med Facebook-siden, en anden ting er, hvordan den rent faktisk kommer til at fungere og blive modtaget i praksis. For hvad nu hvis den type indhold, der postes på siden i højere grad får udenforstående personer til at vælge det fra end til? Hvad nu hvis fællesskabet på siden bliver betragtet som værende ekskluderende af de udenforstående? Hvad nu hvis dette skaber en større kløft mellem os og dem?

Nedbrydes tabuet om psykisk sygdom så?

Til ovenstående kan man modargumentere og sige: Jamen, hvad nu hvis der rent faktisk er nogen, der får noget rigtig godt ud af den her Facebook-side? Hvad nu hvis siden giver dem, som oplever tabu og stigmatisering på egen krop et håb om, at der rent faktisk er en interesse for at komme tavsheden, tvivlen og tabuet om psykisk sygdom til livs? Hvad nu hvis de oplever, at det indhold der postes er spændende, at det fællesskab, der er på siden er inkluderende og trygt? Er det ikke en prisværdig

76

virkning? Jo, bestemt, det er en meget værdifuld virkning, men nedbryder den tabuet om psykisk sygdom?

I min analyse tegnede der sig et billede af, at flere af informanterne ikke var villige til at ofre sig selv i kampen for at nedbryde tabuet om psykisk sygdom. De var ikke villige til at dele budskaber om psykisk sygdom – både fordi de ganske enkelt ikke bruger Facebook til deling af holdningspræget og debatskabende indhold, men lige så meget fordi, det ganske enkelt ikke er en sag, der betyder nok for dem. Det er på trods af, at disse informanter alle er pårørende til mennesker med psykisk sygdom. Alene på baggrund af disse årsager må det jo siges at være en særlig vanskelig opgave at få folk til at engagere sig i en kampagne som EN AF OS. For når ikke engang de vil, hvem vil så?

Kampagnen er selvsagt langt mere omfattende end indsatsen på Facebook-siden.

Størstedelen af arbejdet sker endda offline, men det ændrer ikke på, at strategien for indsatsen på Facebook bør overvejes nøje. Det kræver et indgående – og opdateret – kendskab til, hvordan folk bruger Facebook, og hvordan folk forholder sig til tabubelagte emner online, hvis man vil lykkes med at udbrede kendskabet til en kampagne om aftabuisering af psykisk sygdom ved hjælp af Facebook.

En kampagne der ligesom EN AF OS har fokus på oplysning og aftabuisering er den populære Støt Brysterne-kampagne fra Kræftens Bekæmpelse, der har kørt over en lang årrække og som kører endnu. Brystkræftskampagnen har dog tilmed det centrale formål at samle penge ind til bekæmpelse af brystkræft, og er derfor ikke en kampagne i helt samme boldgade som EN AF OS. De to kampagner er dog alligevel sammenlignelige på det punkt, at de begge har fokus på et tungt og trist emne, der er nødt til at blive gjort en smule lettere og mere indbydende, hvis den brede befolkning skal have lyst til at engagere sig i emnerne og tage kampagnernes budskaber til sig.

Dette må i høj grad siges at være lykkedes folkene bag Støt Brysterne-kampagnen, eftersom kampagnen er en af de mest succesfulde danske fundraising-bevægelser (Ingemann, 9. september 2013, Ny bryst-kampagne i luften). Støt Brysternekampagnen er lykkedes med at gøre brysterne i kampagnen lyserøde og sexede frem for kræftramte og syge, hvilket har resulteret i, at kampagnen har fået en tiltrækkende effekt på den brede befolkning. Men hvordan mon de brystkræftramte kvinder har det med, at de syge bryster er blevet til lyserøde, seksualiserede bryster? I artiklen “Hvor smarte kan sygdomskampagner tillade sig at være?” udtaler den tidligere formand for Landsforeningen mod Brystkræft, Karsten Skawbo-Jensen, at mange brystkræftramte kvinder føler sig fornedret af kampagnen, fordi den synes at glemme, at der med brystkræft følger kemokvalme og strålehelvede – brystkræft er langt fra en lyserød

77

virkelighed (Gehlert, 23. november 2012, Hvor smarte kan sygdomskampagner tillade sig at være?). Den tidligere marketingschef for Kræftens Bekæmpelse, Poul Møller, mener dog, at det er nødvendigt at tilrettelægge kampagnen sådan, at den når bredt ud, og det lyserøde univers er medvirkende til at fastholde den brede befolkning i kommunikationen. Han påpeger desuden i artiklen, at sygdomsspecifikke kampagner ikke er rettet alene mod patienterne, for som han udtaler: “Hvis vi kun taler til dem, der i forvejen sidder i kirken, får vi ikke nye proselytter ind” (ibid.). Dette er en interessant diskussion, der på flere punkter kan overføres til EN AF OS-kampagnen, idet min analyse viser, at kampagnen er mest interessant for dem, der er i tæt berøring med psykisk sygdom. Så hvordan gør man psykisk sygdom indbydende og lækkert, sådan at det ikke kun er dem, der i forvejen er ramt af psykisk sygdom, som viser interesse for kampagnen? Og kan man overhovedet tillade sig at forsøge? Der sidder jo netop nogle mennesker, der er ramt af psykisk sygdom, som ikke føler, at de har det særlig lækkert.

Psykisk sygdom er ligeså vel som alvorlig fysisk sygdom omgivet af nogle etiske forhold som gør, at der er grænser for, hvor smarte sådanne kampagner kan tillade sig at være – og netop derfor er de så svære at gøre folkelige. Kommunikationen bør målrettes med respekt for emnets tyngde og samfundsmæssige alvor.

Ovenstående vidner om, at det er svært at tilrettelægge en sygdomskampagne, der skal ramme så bredt, at den både er relevant og interessant for de syge samtidig med, at den er relevant og interessant for dem, der ikke er syge. Netop dette er efter min mening tydeligvis en af de store udfordringer for EN AF OS og deres Facebookside, der i stedet for at samle den danske befolkning, får os delt i et os og et dem – og derved får de ikke nye proselytter ind og indsatsen på Facebook bidrager ikke til at nedbryde tabuet om psykisk sygdom.

78

7.0 Konklusion Med EN AF OS’ Facebook-side som case har jeg i dette speciale undersøgt, hvordan Facebook fungerer som platform for aftabuisering af psykisk sygdom. Med afsæt i min problemformulering, hvori jeg ønskede at undersøge, hvordan EN AF OS’ Facebookside opfattes og bruges af de mennesker, der har liket siden, har denne specialeafhandling frembragt en række indsigter om brugen af sociale netværkssider i forbindelse med et tabubelagt emne som psykisk sygdom. Disse indsigter gør mig i stand til at kunne konkludere, at Facebook i forbindelse med EN AF OS-kampagnen ikke fungerer optimalt som platform for aftabuisering af psykisk sygdom. Tabuet består, endda i forstærket grad, ligeså vel på Facebook, som det gør i den offline verden.

Bag denne konklusionen ligger der flere delkonklusioner. Først og fremmest har det i min analyse vist sig, at Facebook ikke uberettiget er blevet karakteriseret som en platform, hvorpå det handler om at skabe en poleret afbildning af ens tilværelse. I analysen viste det sig, at informanterne er meget reflekterede over, hvordan de fremstiller sig selv og skaber deres ønskede online identitet. Psykisk sygdom får ikke lov til at blive en del af onlineidentiteten medmindre man tør og ønsker at ofre sig, hvilket min undersøgelse har vist, at flertallet af informanterne ikke ønskede.

En anden væsentlig grund er, at Facebook ganske enkelt ikke er en platform, hvorpå man ønsker at dele og diskutere tabubelagt indhold, hvilket er det, som EN AF OS gerne vil have folk til. Dette skyldes det faktum, at mange mennesker generelt ikke ønsker at diskutere, debattere og tilkendegive synspunkter på Facebook, og tavshedsspiralens effekt forstærkes yderligere af det kontekstkollaps, der sker på Facebook. Kommunikationssituationen er blevet for kompliceret til, at man ønsker at poste andet end store livsbegivenheder, hvis positive modtagelse man ikke er i tvivl om.

Derudover viser min analyse, at Facebook ikke er et sted, hvor der afsættes tid til at fordybe sig i indhold. Det vil sige, at det indhold som gennem oplysning og nuancering skal være med til at aftabuisere psykisk sygdom ikke bliver læst. Flere af informanterne havde liket siden, fordi de sympatiserer med sagen, ikke fordi de ønsker at engagere sig i indholdet og være med til aktivt at kæmpe for kampagnen. Kampen mod tabuet overlades til de personer, der ser det som deres hjertesag, heriblandt ambassadørerne.

I min analyse konkluderes det endvidere, at det ikke er lykkedes EN AF OS at skabe et samlet os, eftersom deres onlinefællesskab er et interessefællesskab, der primært udgøres af folk, der har erfaring med og interesse i psykisk sygdom. I analysen viste det sig, at EN AF OS derfor i stedet har etableret et onlinefællesskab, der opfattes

79

som ekskluderende af dem, der ikke kan identificere sig med indholdet på siden.

Herved appellerer kampagnens Facebook-side ikke til udenforstående. Dette mener jeg, er et meget uheldig forhold set i forhold til kampagnens overordnede formål.

På baggrund af ovenstående mener jeg derfor, at hvis Facebook skal anvendes succesfuldt som værktøj i kampen mod tabu, skal der udformes en strategi, der i højere grad harmonerer med de rytmer og rutiner, der er forbundet med danskernes brug af Facebook. Det vil sige, at der skal udvikles en strategi, som ikke konflikter med danskernes generelle brug af Facebook. Derudover finder jeg det vigtigt, at der lægges en Facebook-strategi for kampagnen, som i højere grad også appellerer til dem, der ikke selv har en psykisk sygdom, de er påvirkede af i hverdagen. Jeg mener nemlig ikke, at Facebook er uanvendelig som platform for aftabuisering af psykisk sygdom.

Facebook har en unik folkelig appel, og derfor er der potentiale for at nå ud med det vigtige budskab til rigtig mange danskere, men det kræver, at man gør kampagnen mere folkelig, sådan at de udenforstående også føler sig som EN AF OS.

80

8.0 Litteraturliste Andersen, P. Ø. et al. (Red.). (2012). Psykologisk-pædagogisk ordbog. København: Hans Reitzels Forlag.

Baym, N. K. (2015). Personal Connections in the Digital Age. Cambridge: Polity Press. boyd, d. m. & Ellison, N. B (2008). Social Network Sites: Definition, History and Scholarship. Journal of Computer Mediated Communication (13), 210-230.

Brahe-Orlandi, R. (2012). Sociale netværkssider i kritisk perspektiv. In H. Stouby (Red.), Sociale netværkssider (ss. 115-136). Aarhus: ViaSystime.

EN AF OS (2016). Om kampagnen EN AF OS [Online indlæg].

Hentet d. 25. juli 2016 fra: http://www.en-af-os.dk/da/Om%20kampagnen.aspx Flick, U. (2009). An Introduction to Qualitative Research. London: SAGE Publications.

Gehlert, J. (2012). Hvor smarte kan sygdomskampagner tillade sig at være? [Online artikel].

Hentet d. 6. juli 2016 fra: http://www.etik.dk/reklamer-og-etik/hvor-smarte-kan-sygdomskampagnertillade-sig-være Goffman, E. (2014) [1959]. Hverdagslivets rollespil. Frederiksberg: Samfundslitteratur.

Halkier, B. (2012). Fokusgrupper. Frederiksberg: Samfundslitteratur.

Hjarvad, S. (2015, 11. december). Politik er farlig på Facebook [Online artikel].

Hentet d. 22. juni 2016 fra: http://www.kommunikationsforum.dk/artikler/Sociale-medier-er-ikkedanskernes-politiske-forsamlingshus Ingemann, S. (2013). Ny bryst-kampagne i luften [Online artikel].

Hentet d. 6. juli 2016 fra: http://markedsforing.dk/artikler/kampagner/ny-bryst-kampagne-i-luften Jacobsen, M. H. (2010). Socialkonstruktivisme. In S. Kolstrup, G. Agger, P. Jauert & K. Schrøder (Red.) Medie- og kommunikationsleksikon (ss. 488-490).

Frederiksberg: Samfundslitteratur.

Jensen, J. L. (2013). Fra onlinefællesskaber til onlinenetværk. Facebook som augmentering af den sociale virkelighed. Mediekultur (46), 86-99.

Jensen, J. L. & Tække, J. (2013). Indledning: Facebook i den danske hverdag – fra socialt netværk til metamedie. In J. L. Jensen & J. Tække (Red.), Facebook. Fra socialt netværk til metamedie (ss. 9-14). Frederiksberg: Samfundslitteratur.

81

Kaplan, A. M. & Haenlein, M. (2010). Users of the World, Unite! The Challenges and Opportunities of Social Media. Business Horizons (53), 59-68.

Kjørup, S. (2010). Hermeneutik. In S. Kolstrup, G. Agger, P. Jauert & K. Schrøder (Red.) Medie- og kommunikationsleksikon (ss. 196-197). Frederiksberg: Samfundslitteratur.

Klastrup, L. (2016). Sociale netværksmedier. Frederiksberg: Samfundslitteratur.

KORA (2015). Status på afstigmatiseringsindsatsen EN AF OS [Online rapport].

Hentet d. 26. juli 2016 fra: http://www.en-afos.dk/~/media/Files/Endelig%20statusevaluering%20rapport%20KORA%20jan uar%202015.ashx Kulturstyrelsen (2015). Sociale medier. Brug, interesseområder og debatlyst.

[Online rapport].

Hentet d. 7. juli 2016 fra: http://slks.dk/fileadmin/user_upload/dokumenter/medier/Mediernes_udviklin g/2015/Specialrapporter/Sociale_medier/PDFfiler_dokumenter/SPECIALRAPPORT_2015_SOCIALE_MEDIER_ENDELIG.p df Kvale, S. & Brinkmann, S. (2009). Interview. Introduktion til et håndværk.

København: Hans Reitzels Forlag.

Marwick, A. E. & boyd, d. (2010). I tweet honestly, I tweet passionately: Twitter users, context collapse, and the imagined audience. New Media & Society Online First, 1-20.

Meyrowitz, J. (1986). No Sense of Place. Oxford: Oxford University Press.

Neumann, E. N. (1974). The Spiral of Silence. A Theory of Public Opinion. Journal of Communication (2), 43-51.

Primetime (2016). Psykisk sygdom smitter ikke, det gør tabu [Online indlæg].

Hentet d. 25. juli 2016 fra: http://www.primetime.dk/portfolio-item/en-af-os/ Psykiatrifonden (2016). Tal til psyken. Fakta om psykisk sundhed og psykisk sygdom 2015.

[Online rapport] Hentet d. 8. juli 2016 fra: http://www.psykiatrifonden.dk/media/640184/tal-til-psykenfebruar2016.pdf Tække, J. (2010). Facebook – et netværk i fællesskabet. Mediekultur (49), 123-136.

Tække, J. (2013). Facebook og social ambivalens. In J. L. Jensen & J. Tække (Red.), Facebook. Fra socialt netværk til metamedie (ss. 9-14). Frederiksberg: Samfundslitteratur.

82

TÌkke, J. (2014, 3. september). Selvcensurens sørgelige sejr [Online artikel].

Hentet d. 22. juni 2016 fra: http://www.kommunikationsforum.dk/artikler/vi-debatterer-ikke-paa-desociale-medier

83