#Twitterspecialet

#Twitterspecialet -­‐ en undersøgelse af den retoriske situation på Twitter

Speciale i nordisk sprog og litteratur ved Aarhus Universitet august 2012 Skrevet af Iben Christiane Hansen årskort 20053529 i henhold til studieordningen for kandidatuddannelse i nordisk sprog og litteratur 2009 Specialet indeholder 151796 tegn inklusive noter og abstract, eksklusive indholdsfortegnelse og litteraturliste Vejleder på specialet er Stefan Iversen

Tak. Jeg vil gerne benytte muligheden for at sige tak for al den hjælp og støtte, jeg har fået i forbindelse med tilblivelsen af dette speciale.

En stor tak skal lyde til de tweeps, som har læst megen ængstelse og mange spørgsmål, og som altid har været klar med støtte, tips og forsøg på opmuntring.

Mine venner og veninder skal have stor tak for moralsk opbakning og for konkret hjælp og uvurderlige tips omkring problemer og spørgsmål samt korrekturlæsning og sproglige tips.

Ligeledes skal min kæreste have en stor tak for at give mig fred og arbejdsro og alligevel være tæt på mig, når jeg troede, at det hele ikke gik.

Sidst, men så absolut ikke mindst, skal min vejleder, Stefan Iversen, have en enorm tak for at være klar med svar og gode råd, når jeg endnu en gang sendte en mail med tvivl og usikkerhed.

Uden jer var jeg aldrig kommet hertil. Tak til jer! #IbberWIN

2

Abstract: This master thesis focuses on the rhetorical situation as defined by Bitzer, Vatz and Hauser and on the problems of these definitions when compared to the use of rhetoric in new media. I have chosen to focus on Twitter, as this is a popular and growing new media in Denmark, and because politicians, charity organizations and commercial companies alike are using Twitter to pass on their messages to a wider audience.

The rhetorical situation is defined as having an exigence that can be solved by the use of discourse, an audience that has the ability of being mediators of change and some constraints concerning the situation that the rhetor must take into account.

Bitzer holds that the rhetoric stems from the situation whereas Vatz holds that rhetoric creates the situation. Hauser does not disagree with either of these theories, but focuses his theory on the matter of life cycles of the situations, the idea that a situation has an origin and develops to maturity and then deterioration and finally disintegrates altogether.

However new media offers communication that is much different to that of the time when the rhetorical situations were defined and that poses a problem in regards to the modernity of the theories of the rhetorical situation and the following appliance of these in analysing and judging utterances made in new media.

According to Lister et al.1 some of the most important features in new media that I find are of importance in the matter of having an effect on or changing the rhetorical situation are interactivity and the use of hypertextual links in digital media. danah boyd2 tells us that one of the key changes in digital media is the concept of audience, since the rhetor can no longer see his audience when addressing them via Twitter or other Internet based media. This means that the rhetor has to imagine his audience and enunciate the utterance with this imagined audience in mind3.

There are also features inherent to only Twitter such as the limitation of characters in an utterance meaning that you can only send a message, a tweet, of up to 140 characters, the use of @-replies letting you write to a specific other user and hashtags

1 Lister, 2009, 13.

2 http://www.danah.org/name.html 3 boyd, 2011, 3.

3

that let you show by using a # and a keyword what the tweet is about. A key in understanding communication on Twitter is the inventors’s intention to have all the users answer the same question when tweeting: “What are you doing?” which might affect the utterances in the media compared to those of old media.

I have carried out language and situational analyses of tweets from three different cases of profiles on Twitter chosen because of their different qualities as communicators in old media where you would most often expect a certain kind of approach to rhetoric from each one given their backgrounds. The three cases are @amnestydk, the Danish branch of Amnesty International, @gyldendal, the book publishing company Gyldendal, and @vestager, the Danish Minister for Economic Affairs and the Interior.

The analyses showed how a single tweet could not only be analysed by using one of the theories of rhetorical situation but could actually adhere to both Bitzer’s and Vatz’s theories as well as the fact that tweets occur in each of the four life cycles of Hauser’s as I will now show.

The analyses showed that the audience is approached in various ways. @amnestydk asked their audience direct questions and used the imperative to make the audience react, and @gyldendal is using questions as well when trying to reach their audience, whereas @vestager does not address the audience at all, but merely makes a statement. We do see, however, that @vestager makes good use of the media’s possibility of linking to a photograph, and she does this in almost every one of the examined tweets, which is also a way of approaching an audience and making them feel less of a distance between the rhetor and themselves. @amnestydk also uses links in their tweets, but these are generally links to news sites or papers giving the audience an option of getting further information that will not fit into the 140 character tweet. @gyldendal does not use links but they often add a hashtag to their tweet giving the audience a quick means of seeing what the tweet is about as well as via the hypertextual action of the tag also to easily see all tweets with this particular tag.

In the analyses I found that tweets are being sent that do not intend for any audience to mediate change since no change is needed because the tweet addresses a situation that is either in the deterioration phase or has succumbed and disintegrated

4

already. These tweets do not adhere to either of the theories of rhetorical situation but merely seem to answer the “What are you doing”-question perhaps a bit more broadly than might have been intended by Twitter’s inventors.

In conclusion the study in this thesis shows us that the three case studies are using the opportunities given by the Twitter media and that the rhetorical situation might need rethinking if it is to stay relevant as seemingly more and more rhetoric finds its form in new media. We need to take into account that new media encourages rhetoric for the sole sake of rhetoric itself which results in utterances that have no exigence and an audience that cannot and need not mediate change and that the constraints, then, will be primarily defined by the media more so than by the situation or the rhetor himself.

5

Indhold i #Twitterspecialet: Indledning side 8 Retorisk situation fra tre vinkler side 11 Introduktion side 11 Bitzers retoriske situation side 11 Vatz’ retoriske situation side 14 Hausers retoriske situation side 16 Opsamling side 20 Nye medier side 21 Introduktion side 21 Nye medier side 21 Social network sites side 24 Twitter side 29 Retorisk situation og nye medier side 32 Introduktion side 32 Genre side 32 Digitalitet og hypertekst side 34 Afsender og modtager side 35 Case - @amnestydk side 39 Introduktion side 39 Tweetanalyse side 40 Case - @gyldendal side 48 Introduktion side 48 Tweetanalyse side 48

6

Case - @vestager side 57 Introduktion side 57 Tweetanalyse side 58 Opsamling af analyse side 65 Konklusion side 69 Litteratur side 73

7

Indledning og problemstilling: Twitter har inden for det seneste års tid markeret sig som et af de store, sociale medier herhjemme. Det kan endnu ikke konkurrere med eksempelvis facebook, der har mere end 2 millioner brugere i Danmark4 alene, hvor Twitter blot tegner sig for op mod 100.0005 aktive, danske profiler. Men Twitter omtales oftere og oftere i andre medier som fjernsynets nyhedsudsendelser og debatprogrammer samt avisernes spalter, hvilket viser os, at interessen for mediet og dets brug eksisterer og kun er for opadgående.

Det vil sige, at der er rigtig mange, som dagligt anvender Twitter til personlig og professionel kommunikation, og derfor er det interessant at se nærmere på, hvordan mediet fungerer kommunikativt. Vi ser flere og flere profiler fra professionelle kommunikatører, der er vant til at begå sig i andre medier, men vi ved endnu ikke, hvordan den praktisk kommunikative anvendelse af Twitter udformer sig, eller hvorvidt - og i så fald hvordan – denne anvendelse virker.

Det er oplagt at undersøge denne mediebrug med udgangspunkt i retorikken, idet vi ved, at retorik er base for megen professionel kommunikation i gamle medier som for eksempel pressemeddelelser, informationspjecer, annoncetekst og så videre.

Derfor har jeg valgt at tage udgangspunkt i sproglig og situationel analyse af tweets, ytringerne på Twitter, for at undersøge, hvilke vilkår mediet indeholder og hvordan de, som til dagligt kommunikerer på professionel basis, forholder sig til disse vilkår.

Det vil sige, at jeg med dette konkrete spørgsmål: ”Hvordan er forholdet mellem ytring og retorisk situation på Twitter?” undersøger, om den retoriske situation, som den udlægges af henholdsvis Bitzer, Vatz og Hauser, kan bruges som basis for kommunikation på et medie som Twitter, eller om teorierne har brug for en nytænkning for at kunne følge med den hastige udvikling af mediebilledet, vi har set de seneste år.

4 http://thomasbigum.dk/2012/02/nye-danske-facebook-tal/ 5 Tal fået på mail fra Stefan Bøgh-Andersen på overskrift.dk (Bilag)

8

Jeg har valgt denne metode, fordi retorikken som fag er grundlæggende i forhold til en stor mængde professionel kommunikation, der lader sig undersøge via eksempelvis

situationsanalyse,

som

fortæller

os,

hvordan

afsenders

kommunikationssituation er, og hvordan kommunikationen følgelig fungerer. En analyse med afsæt i sprogbrug og retorisk situation kan belyse for os, hvordan en given ytring virker eller i hvert fald bør virke, hvilket er gavnligt i en undersøgelse af et medie, som mange bruger, men hvis funktionelle indhold endnu ikke er undersøgt grundigt.

En undersøgelse som min kan altså fortælle os, hvordan tre valgte afsendere forholder sig til Twitter som medie, og via en sådan analyse burde vi kunne se ytringernes forhold til den retoriske situation, som er basen for dette speciale, og dermed kan undersøgelsen bruges til at finde ud af, hvordan kommunikation via dette medie forholder sig til de tre versioner af retorisk situation, som de beskrives af Bitzer, Vatz og Hauser, og som jeg har valgt at anvende som fundament for specialet.

Min undersøgelse fokuserer på praktisk anvendelse af Twitter, og derfor har jeg valgt at undersøge eksisterende afsendere og deres tweets, som kan give mig et indblik i tre forskellige, professionelle anvendelser af det nye medie. Jeg har i den forbindelse udvalgt tre cases, som har hver sin baggrund både organisations- og kommunikationsmæssigt, idet de på hver deres måde og med hver deres udgangspunkt og målsætning har anvendt gamle medier professionelt i deres øvrige kommunikation og derfor må formodes også at anvende Twitter ud fra visse professionelle krav og ønsker til kommunikationen og resultatet af denne.

Først har jeg valgt menneskerettighedsorganisationen Amnesty, som er vant til at kontakte deres medlemmer skriftligt, idet de udsender magasiner og breve til medlemmerne, mens potentielle medlemmer hverves på gaden via mundtlig kommunikation. Det vil sige, at Amnesty som kommunikativ afsender er vant til at træffe en række valg i forhold til eksempelvis medievalg, publikum og sprogbrug i arbejdet med at skabe målrettet kommunikation, som kan skabe opmærksomhed omkring deres mærkesager. Amnesty er derfor interessant at undersøge i netop denne forbindelse, fordi brugen af et medie som Twitter ved første øjekast ligger langt fra deres hidtidige brug af medier som breve, blade og telefonopkald.

9

Forlaget Gyldendal er en virksomhed, der lever af at producere og sælge bøger, og derfor har de hidtil brugt megen energi på kommunikation i form af traditionel markedsføring via annoncer og pressemeddelelser samt tilstedeværelse ved bogmesser, prisuddelinger og lignende. Gyldendal er blandt andet interessant i forhold til denne undersøgelse, fordi Twitter indeholder nogle særlige vilkår i forhold til professionel markedsføring, som udfordrer den kommercielle anvendelse af mediet.

Retorik som teoretisk og praktisk fag hænger næsten uløseligt sammen med politisk kommunikation, og derfor er økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager med som case, idet det her er interessant at undersøge, hvordan netop en politiker anvender et nyt medie som Twitter, fordi det adskiller sig fra de traditionelle kommunikationsmetoder

som

deltagelse

i

paneler

på

tv,

medvirken

i

nyhedsudsendelser og avisartikler eller valgmateriale, som hidtil har været de mest almindeligt forekommende kommunikationsmidler for politikere.

Specialet er opbygget sådan, at jeg lægger ud med en gennemgang af den retoriske situation set fra de tre teoretikere Bitzer, Vatz og Hauser, idet disse tre ligger til grund for mange videre teorier omkring retorisk situation og dens udvikling og dermed er helt basale teorier i arbejdet med retorisk analyse og videnskab.

Herefter vil jeg gennemgå teori omkring nye medier, idet der er både lighedspunkter og forskelle i forhold til gamle medier, som vi er nødt til at forstå og tage højde for i det videre arbejde med undersøgelse af praktisk anvendelse af Twitter.

Gennemgangen af disse to samles i et tredje teoriafsnit, der undersøger, hvordan nye medier og retorisk situation forholder sig indbyrdes til hinanden. Og dette fører mig endelig til gennemgangen af de tre cases, der analyseres via sprogbrug og situation, og følges af en opsamling af de i analysen fundne oplysninger, der fortæller om de valgte tweets’ indhold og retoriske funktion samt deres forhold til specialets grundproblem omkring den retoriske situation på Twitter.

Herefter afsluttes specialet med en konklusion, hvori jeg gennemgår, hvad jeg har undersøgt, hvad jeg er kommet frem til, og hvor jeg endvidere vil give mit svar på det indledende spørgsmål samt mit bud på, om, og i så fald hvordan, den retoriske

10

situation bør revideres for at være tidssvarende og for at kunne anvendes i forbindelse med kommunikation på et nyt medie som Twitter.

Retorisk situation fra tre vinkler Introduktion: I følgende afsnit vil jeg gennemgå tre tekster, som er grundlæggende og har dannet skole inden for retorisk analyse og praksis. De tre tekster behandler emnet retorisk situation fra hver sin synsvinkel og med hvert sit udfald, og jeg vil i det følgende gennemgå teksterne én efter én og fremdrage de vigtigste pointer i forhold til retorisk situation i almindelighed og mit undersøgelsesfelt i særdeleshed. Efterfølgende vil jeg bringe en kort opsamling og en diskussion af nogle af de vigtigste pointer for dette speciale.

Bitzers retoriske situation Lloyd Bitzer udgav i 1968 teksten The Rhetorical Situation, hvori han argumenterer for, at diskurs opstår som følge af en situation og ikke det omvendte.

Bitzer siger, at det er situationen, der danner grundlaget for en given diskurs. Men ikke en hvilken som helst situation. Det er kun de situationer, der indeholder bestemte egenskaber eller forhold, som kan kaldes retoriske situationer. Bitzer forklarer det med, at den fremsatte diskurs må kunne: “...fremtvinge menneskelig beslutning eller handling i en sådan grad at det påtrængende problem afhjælpes væsentligt,” hvis det ikke er tilfældet, er der stadig tale om en situation, den er blot ikke en retorisk situation6.

Bitzer mener, at retorik helt indlysende er situationelt dikteret7, og han forklarer, at det ikke blot drejer sig om, at man er nødt til at forstå en større situationel kontekst for at kunne forstå en given tale. Han forklarer videre, at retoriske produkter får deres

6 Bitzer, 1997, 12.

7 Ibid., 10.

11

egenskaber fra de omgivende historiske sammenhænge8. Retorik opstår altså ikke for retorikkens egen skyld, men fordi noget omkring den kræver dens eksistens. Det vil sige, at retorisk diskurs opstår for at ændre på virkeligheden ved at engagere et givent publikum til at være formidlere af forandring, når helt bestemte forhold eller en bestemt situation indbyder til en ytring9.

Den bestemte del af situationen, der indbyder til eller direkte kræver en ytring, kalder Bitzer for det påtrængende problem eller exigence, og han definerer et påtrængende problem som “en ufuldkommenhed som presser sig på” [sic]10 Bitzer forklarer videre, at enhver retorisk situation indeholder et påtrængende problem af en sådan grad, at problemet i sig selv definerer det publikum, som retor må henvende sig til, i fald en forandring skal skabes og problemet dermed løses11.

Netop publikum eller audience er den anden del af den formelt definerede retoriske situation, fastslår Bitzer12. Publikum er dem, som retor skal nå og ramme, det er dem, der kan handle og være mediators of change eller formidlere af forandring. Bitzer indskærper, at udelukkende dem, som er formidlere af forandring, er det retoriske publikum, andre eventuelle tilhørere eller tilskuere er netop blot tilhørere eller tilskuere, men ikke et retorisk publikum.

Tredje og sidste del af den retoriske situations grundtræk, forklarer Bitzer, er constraints eller tvingende omstændigheder, som udgøres af de mennesker, ting, relationer og så videre, som har mulighed for at påvirke den situation, retor skal fungere i, og som dermed er dele af den overordnede retoriske situation13. Tvingende omstændigheder er ikke udelukkende negative, men Bitzer fastholder, at de oftest medfører en eller flere former for begrænsning, som retor må forholde sig til. Og når retor stiller sig op med en diskursiv ytring, bliver vedkommende selv en del af de tvingende omstændigheder, fordi han eller hun kommer som et helt menneske med

8 Ibid., 10.

9 Ibid., 10.

10 Ibid., 12.

11 Ibid., 13.

12 Ibid., 13.

13 Ibid., 13.

12

tro, holdninger, fysisk fremtoning og så videre, hvilket påvirker publikum og hele den grundlæggende retoriske situation14.

Bitzer sondrer mellem to typer af tvingende omstændigheder, og han forklarer dem med hjælp fra Aristoteles’ definitioner af bevismidler. Bitzer forklarer således, at de to typer opdeles i dem, der stammer fra retor eller hans metode og dem, der nok er situationsbundne, men ikke har med retor selv at gøre. Førstnævnte svarer til Aristoteles’ fagmæssige bevismidler, entechnoi, og sidstnævnte svarer til de ikkefaglige bevismidler, som Aristoteles kaldte atechnoi, og begge dele må altså tages i betragtning som vilkår og dele af constraints, når den retoriske situation defineres15.

Bitzer slår fast, at enhver retorisk situation kalder på respons, men ikke af en hvilken som helst karakter, responsen må passe til den retoriske situation, ellers er diskursen bare poesi eller deklamation uden nogen retorisk betydning 16 . Og definitionen og afklaringen af den retoriske situation er basen for at kunne tilvejebringe den passende respons, understreger Bitzer. Det betyder, at man ikke har en chance for at komme med en passende respons, hvis man ikke først har undersøgt situationen, fundet de basale elementer og vurderet deres samlede betydning for hele situationen. Bitzer argumenterer for sin påstand om, at situationen skaber diskursen, når han siger: “Situationens magt må da være indlysende når man kan forudsige arten af de diskurser som vil opstå.”[sic]17 Med andre ord mener Bitzer altså, at siden man kan forudsige de diskurser, der vil opstå efter en given hændelse, underbygges hans teori om, at det er situationen, der foreskriver en given respons, som vil være passende, fordi den opfylder de krav, situationen i første omgang har stillet18.

Nu kan det lyde, som om Bitzer anser retoriske situationer som en statisk størrelse, men Bitzer understreger, at alle situationer er dynamiske; en retorisk situation vil ofte

14 Ibid., 13.

15 Ibid., 13.

16 Ibid., 14.

17 Ibid., 14.

18 Ibid., 15.

13

udvikle sig og på et tidspunkt måske forfalde19. Det betyder, at der er et tidspunkt for den passende respons, ligesom chancen for passende respons vil være forpasset, hvis man venter for længe med sin diskursive reaktion. Bitzer forklarer, at visse situationer vil leve længe uden at forfalde, men stadig være dynamiske, idet samtiden bestandigt ændrer sig og på ny forholder sig til diskursen20.

Endvidere forklarer Bitzer, at der gang på gang vil opstå retoriske situationer, der ligner tidligere situationer, og han eksemplificerer med spørgsmålet om retslige tvister, der fra tid til anden vil indeholde samme eller lignende karakteristika som tidligere situationer, hvorfor man i disse tilfælde kan forlade sig på tidligere erfaringer med retoriske situationer og deres passende respons og følgelig gøre noget lignende21.

Vatz’ retoriske situation: Få år efter udgivelsen af The Rhetorical Situation kom retoriker og sociolog Richard Vatz med et modspil til Bitzers teori om, at diskurs udspringer af en retorisk situation. Vatz mente ikke, at Bitzers argumenter holdt vand, og han erklærede sig ganske uenig i Bitzers opfattelse af sammenhængen mellem retorik, diskurs og situationer.

I teksten The Myth of the Rhetorical Situation, der udkom i 1973, lægger Vatz ud med at kritisere Bitzer for først og fremmest at bruge udtrykket ’situation’ forkert.

Vatz påpeger, at de situationer Bitzer nævner for eksemplets skyld, slet ingen situationelle karakteristika indeholder22.

Herefter fortsætter Vatz med at påpege, at en situation, i modsætning til Bitzers opfattelse, aldrig er uafhængig eller upåvirket af iagttagerens egen opfattelse af den eller af den retorik, iagttageren vælger at karakterisere situationen med 23. Vatz pointerer, at mening ikke er en indre kvalitet, som findes i begivenheder eller situationer, idet vi alle får vores informationer fra andre, som kommunikerer dem til

19 Ibid., 16.

20 Ibid., side 17.

21 Ibid., side 17.

22 Vatz, 2000, side 7.

23 Ibid., side 7.

14

os og i forløbet vælger, hvordan de kommunikerer dem til os24. Det betyder, at al information, vi modtager, har været igennem en andens vurdering og afvejning, en udvælgelse af, hvad der overhovedet skal formidles videre, samt hvordan det skal formidles25.

Bitzer forholder sig ikke til en sådan udvælgelse i sin tekst, men Vatz slår fast, at den er ganske arbitrær, og han underbygger det med hjælp fra Perelmans anvendte begreb ‘nærvær’ eller ‘signifikans’. Perelman mener, ifølge Vatz, at en retor udvælger, hvad han vil sige, og hvordan han vil sige det, og derved skaber han en signifikans eller et nærvær omkring pågældende situation26. Det vil sige, at Vatz mener, at når vi hører om en given situation, har selve situationen været genstand for en afvejning af vigtighed og relevans, før den formidles, og selve formidlingen har også været genstand for en afvejning denne gang omkring ordvalg, syntaks og generel sprogbrug af den, som formidler situationen til os.

Endvidere fastholder Vatz, at man udover udvælgelsen af stof også skal omsætte stoffet til mening ved hjælp af sproget, og han pointerer, at dette er en fortolkende og kreativ handling i mennesket27. Det vil sige, at det ikke er en neutral handling, men en handling, der er præget og ladet af retors eget, personlige udgangspunkt i verden, og Vatz understreger sin pointe, da han påpeger, at Bitzer selv netop anvender et ladet udtryk som ‘attentat’ omkring mordet på præsident Kennedy i 196328.

Vatz mener videre, at retorikken får en parasitær rolle i forhold til filosofi eller politisk videnskab, der har med ‘det virkelige’ at gøre, når man antager, at mening er noget, der findes i alting. Derimod finder Vatz det mere interessant at se mening som noget, der er skabt af retorikken, fordi det centrale i så fald bliver, hvordan symboler skaber vores virkelighed29. Vatz mener, det sætter retorikkens rolle i centrum, fordi retor i kraft af sin retoriske viden og tilgang bliver den, der er bedst til at redegøre for formidlende valg og handlinger. Det er endnu en central pointe for Vatz, at denne udvælgelse af formidlede emner og måderne, de formidles på, udmønter sig i et

24 Ibid., side 9.

25 Ibid., side 7.

26 Ibid., side 9.

27 Ibid., side 9.

28 Ibid., side 12.

29 Ibid., side 10.

15

enormt ansvar for retor, som han eller hun må tage på sig, fordi vedkommende har valgt at skabe én bestemt signifikans frem for nogle andre30.

Vatz nævner i sin artikel en række punkter, som Bitzer satte op i The Rhetorical Situation, hvorefter han punkt for punkt erklærer sig lodret uenig i det hele, og han klandrer endvidere Bitzers idé om, at situationen nødvendigvis må være retorisk, idet man kan forudse ytringer som følge af en given hændelse. Vatz afviser det ved at kommentere, at den givne hændelse vil blive kommunikeret så ensidigt symbolsk, at reaktionerne er ligeså entydige og derfor nemme at forudse. Han understreger pointen ved at påpege, at ingen havde haft brug for at anvende retorik til at gøre offentligheden rolig og tryg igen efter Cubakrisen eller Kennedys død, hvis ikke nogen i første omgang havde skabt en stemning af angst og utryghed ved hjælp af netop retorik31.

Vatz hævder altså, at retorik ikke er en virkning af noget, men årsag til noget, nemlig mening, og det er netop, fordi retor ud- og fravælger at gøre noget signifikant frem for noget andet ved hjælp af sprog eller symboler32. Det betyder, at retorikken går forud for resten, altså at før vi italesætter en mening, er meningen der ikke.

Hausers retoriske situation Hauser er endnu en kritiker af Bitzers retoriske situation, men i modsætning til Vatz, mener han dog ikke, at Bitzer tager helt fejl. Hauser forklarer i Rhetorical opportunities, at han mener, at Bitzers teori omkring den retoriske situation er for simpel. Ifølge Hauser er den retoriske situation andet og mere, end Bitzer forklarer i The Rhetorical Situation. Hauser tager fat i selve definitionen af en situation, idet han mener, at situationer er kombinationer af mennesker, ting og hændelser, og at situationer kalder på handling33. Hauser uddyber, at situationen er et produkt af den mening, vi tilskriver en given hændelse, hvilket betyder, at hvis vi ændrer den mening, vi har omkring en situation, ændrer vi hele situationen34.

30 Ibid., side 10-­‐11.

31 Ibid., side 12.

32 Ibid., side 12.

33 Hauser, 2002, side 42.

34 Ibid., side 40.

16

Hauser slår endvidere fast, at situationer anses i lyset af kronologisk tid og psykisk rum35, men han forklarer, at han mener, situationer skal anses i lyset af psykologisk tid og socialt rum. Han forklarer det ved hjælp af termerne emergence og relativity36.

Begrebet emergence dækker over, at en situation udvikler sig i vores hukommelse.

Mennesker revurderer ofte tidligere oplevede situationer og bruger erfaringerne som base for mening omkring fremtidige situationer, og på den måde er vores mening omkring en given situation altid præget af denne psykologiske tid, fordi ny mening hele tiden emergerer eller fremkommer37.

Relativity, eller relativitet, drejer sig ifølge Hauser om det enkelte individs opfattelse af en situation. Hvis 500 mennesker oplever den samme situation, kan man givetvis få omtrent 500 forskellige beskrivelser af situationen, fordi individet opfatter en situation på sin egen, netop individuelle, facon. Ydermere udvikler hvert individ sig, hvilket til stadighed påvirker opfattelsen en situation og dermed meningen. Det vil altså sige, at mening fremkommer, den er relativ, hvilket er vigtigt at holde sig for øje, fordi mennesker handler ud fra deres opfattelse, altså mening, af en situation38.

Dermed hævder Hauser, at definitionen af en situation er basis for menneskets handling, vores handling kommer an på situationen, og hvis situationen ikke kan løses af vores egen konkrete handling, men af at nogen andre via sprog opfordres til og derefter skrider til handling, er situationen retorisk. Hauser er altså enig med Bitzer for så vidt, at retorikken opfattes funktionelt, og forudsætter, at diskurs ligeledes er funktionel, idet det er diskursen, som får folk til at overveje og følgelig handle39.

Diskursen dikteres ifølge Hauser, ligesom handlingen, også af situationen, for når vi definerer en situation ud fra meningen, skabes der en forventning om, at responsen er passende. Ud fra en situations definition forventer vi altså, at alle kender deres rolle, enten som den, der skal omtale et problem eller en situation, eller som dem, der skal lytte til det netop nævnte og derefter skride til handling40.

Ligesom Bitzer mener Hauser endvidere, at den retoriske situation består af de tre grundelementer: påtrængende problem, publikum og tvingende omstændigheder,

35 Min oversættelse.

36 Hauser, 2002, side 40.

37 Ibid., side 40.

38 Ibid., side 41.

39 Ibid., side 44-­‐46.

40 Ibid., 45.

17

men Hauser lægger vægt på, at der findes flere påtrængende problemer, hvoraf ét er det kontrollerende, som er definerende for den hele, samlede situation41.

I spørgsmålet omkring audience eller publikum, er Hauser enig med Bitzer, om end han udfolder begrebet en del mere end Bitzer. Hauser lægger blandt andet mere vægt på publikums mulighed for at være formidlere af forandring og diskursens rolle for netop dette.

Endvidere holder Hauser fast i, at publikum defineres af diskursen. Tilhørerne vil altså opfatte sig som publikum afhængig af, hvordan de tiltales i diskursen, hvilket igen er med til at definere publikums opfattelse af det påtrængende problem og deres interaktion med diskursen. Retorikken vil altså sætte os i forhold til vilkårene og vores fortolkning af dem ved at skabe urgency eller en følelse af vigtighed og dermed opfordre publikum til handling42.

Hauser har flere tanker omkring publikum, som han mener, Bitzer overser. Hauser inddeler publikum i fire typer, afhængig af, om de er interesserede og har mulighed for at formidle forandring eller ej43. Han anvender denne sondring som værktøj i vurderingen af, hvorvidt responsen er passende. Er retorikken henvendt til et publikum, som er interesseret og kan formidle forandring, er responsen passende.

Men henvender retorikken sig til et publikum, der ikke er interesseret og heller ikke kan formidle forandring, er responsen ikke passende. Imellem disse to yderpunkter findes der to grupper af publikum, som enten mangler interesse, selvom de kan formidle forandring eller har interesse, men ikke kan formidle forandring. Henvendes retorikken til førstnævnte, må den handle om at vække interesse, for at være passende, og henvendes retorikken til sidstnævnte, må den handle om andre situationer, hvor der ér mulighed for, at det tiltalte publikum kan blive formidler af forandring44.

Hauser mener også, at der findes visse tvingende omstændigheder eller vilkår, som han ligesom Bitzer kalder constraints, og som retor må tage højde for forud for en diskurs, og også dette punkt udfolder han en del mere end Bitzer. Blandt andet mener Hauser, at der både er fysiske og psykologiske constraints, hvilket Bitzer ikke er inde på. De fysiske constraints kan ifølge Hauser være ting som tidspunktet på dagen,

41 Ibid., 48.

42 Ibid., side 50.

43 Ibid., side 57-­‐58.

44 Ibid., side 58.

18

stedet eller anledningen, hvorimod de psykologiske constraints kan være ting som sagens involverede, retors egen person, publikums opfattelse af retor og så videre.

(2002, 50) Det er ifølge Hauser de psykologiske constraints, som er sværest at komme om ved, fordi det for eksempel har indflydelse på publikums syn på diskursen og på, hvor involverede publikum selv er eller er tilbøjelige til at blive45.

Hauser ser påtrængende problem, publikum og tvingende omstændigheder som dynamiske størrelser. Han erkender, at de tre har en vis grad af omskiftelighed, hvilket kan gøre det svært at identificere for eksempel tvingende omstændigheder, hvilket endvidere gør det svært at vurdere, hvorvidt disse er gavnlige eller skadende46.

Bitzer berører i The Rhetorical Situation kort spørgsmålet omkring modenhed i en situation. Han mener, at en given situation har en udvikling og derefter en afvikling, og Hauser videreudvikler dette og kalder det en situations life cycle eller livscyklus47.

Hauser opdeler cyklussen i fire faser; origin, maturity, deterioration og disintegration, hvilket betyder, at en situation opstår, modnes, forringes og opløses48.

Hauser definerer, at en situation er i opståelsesfasen, når den som sådan eksisterer, men endnu ikke har konstitueret hverken publikum eller tvingende omstændigheder.

Det betyder altså, at det i denne fase af livscyklussen er retors rolle at definere situationen som retorisk og vigtig for det rette publikum. Hauser pointerer, at det langt fra er alle situationer, der kommer videre fra denne opståen49.

Situationen opnår modenhed, når der sker en udvikling og de tvingende omstændigheder samt publikum defineres. Her er der stadig mulighed for at ændre eller afhjælpe situationen ved hjælp af retorik. I næste fase, forringelsen, bliver situationen sværere at redde ved hjælp af retorik, og i sidste fase, opløsningen, er det helt for sent at ændre noget ved hjælp af en diskurs eller at finde et publikum, der kan være formidlere af forandring50.

Situationens livscyklus er bestemmende for den passende respons, fordi den passende respons skal stræbe efter at løse den komplekse situation, hvad enten den

45 Ibid., side 50.

46 Ibid., side 50.

47 Ibid., side 52.

48 Min oversættelse.

49 Hauser, 2002, 54.

50 Ibid., side 57.

19

når målet eller ej51. Men omvendt er den passende respons også bestemmende for livscyklussen, fordi den påvirker situationen ved sin blotte tilstedeværelse52. Det vil sige, at livscyklus og situation bestandigt påvirker hinanden, og det betyder altså, at når den ene ændres, sker der en ændring i den anden, hvilket har den betydning, at retor må være ekstra opmærksom på begge dele, når han udarbejder sin diskurs.

Opsamling: Jeg har nu gennemgået de vigtigste pointer omkring den retoriske situation, som den ser ud fra tre af de store teoretikere på dette område, og det efterlader os med nogle forskellige anskuelser.

Bitzer hævder, at situationen skaber retorikken, Vatz mener omvendt, det er retorikken, der skaber situationen, mens Hauser fokuserer på udviklingen af retoriske situationer.

Diskussionen omkring forholdet mellem retorik og situation argumenteres fint af både Bitzer og Vatz. Vatz nævner som eksempel mordet på præsident Kennedy, og han forklarer, hvordan selve mordet ikke var det, der skabte en utryg stemning i befolkningen, men at det derimod var den retorik, der anvendtes efter hændelsen. Det virker sandsynligt, at det hænger sådan sammen, når Vatz understreger, at et mord på præsidenten af USA ikke i sig selv medfører utryghed eller fare for den befolkning, der efterfølgende blev usikker og præget af angst.

Omvendt virker det dog også sandsynligt, at myndighederne, som Bitzer antageligt ville forklare det, har taget udgangspunkt i netop hændelsen, at præsidenten blev skudt, før de over for befolkningen har forholdt sig diskursivt til hændelsen og dens betydning for både landet og befolkningen.

Både Bitzer og Vatz kommer ind på emnet omkring situationers udvikling og eventuelle afvikling, men det er Hauser, der fokuserer på emnet og inddeler udviklingen i livscyklus med fire dele. Netop situationens livscyklus finder jeg vigtig og interessant i spørgsmålet omkring retorik på Twitter, idet Twitter er en form for medie, der hastigt ændrer fokus, fordi brugerne skriver og sender tweets i en stadig større strøm.

51 Ibid., side 57.

52 Ibid., side 58.

20

Nye medier Introduktion: Mediebilledet er i en voldsom udvikling, og traditionelle medier som avis, radio og tv presses af nyere medietyper baseret på internettets egenskaber. Hvor gamle medier er præget af linearitet og statik, er nye medier præget af dynamik, brugervenlighed og fleksibilitet.

Jeg har valgt hovedsageligt at tage udgangspunkt i to forskere, som har udgivet materiale omkring nye medier; Martin Lister et al., der i bogen “New Media - a critical introduction” (2009) giver en historisk og idéhistorisk gennemgang af mediers udvikling og betydning ud fra en bred forståelse af medier i det hele taget, samt forskeren danah boyd53, der har en mere antropologisk og etnografisk tilgang til medier og primært beskæftiger sig med den del af nye medier, der kaldes sociale medier eller social network sites, SNS. Nye medier kan deles i forskellige typer; aviser er stadigvæk aviser, selvom online udgaver indeholder andre muligheder end den gamle papirudgave, men facebook, blogs og andre sociale medier indebærer muligheder for gensidig og asynkron kommunikation, som åbner for helt nye forskningsområder.

Det er interessant i denne sammenhæng at undersøge nye medier sammenholdt med retorik, så vi kan se, hvilken betydning det har og vil få, at nye medier fungerer, som de gør, samt hvilken betydning det har for brugerne af de forskellige medier. Især er netop

microbloggingtjenesten

Twitter

spændende,

idet

Twitter

indeholder

karakteristika som gør, at det både ligner og adskiller sig fra andre nye medier, hvilket jeg vil se nærmere på herefter.

Nye medier: Martin Lister et al. gennemgår i bogen “New Media - a critical introduction” (2009) mediers udvikling og kommer blandt andet frem til, at en af de største forskelle mellem de såkaldt gamle medier og de nye er spørgsmålet om linearitet, om stadig bevægelse og om modtagerens rolle.

53 Hun forklarer på sin hjemmeside, hvorfor hun ønsker sit navn stavet med små bogstaver. www.danah.org/name.html

21

Lister slår fast, at gamle medier er lineære, og han eksemplificerer med, at vi førhen alle sad samlet og så en film i biografen, hvilket var og er en helt lineær begivenhed, hvorimod nye medier er non-lineære eller endda multilineære i udformning og brug, og dette eksemplificeres med tv-on-demand, hvor enhver kan sammensætte sin egen tv-sendeflade54. Det betyder, at nye medier indeholder en mulighed for, at publikum selv påvirker og aktivt udvælger deres personlige mediebrug.

Disse nye muligheder fører ifølge Lister til, som antydet ovenfor, at publikums rolle ændres, idet publikum går fra blot at være mere eller mindre passiv modtager til at være decideret aktiv bruger55. På Twitter ser vi det, når followers og modtagere af tweets går ind og svarer på ytringerne og dermed bliver aktive deltagere i en dialog.

Det betyder, at afsender er nødt til at overveje publikum i sin ytring, fordi han/hun må prøve at ramme det, han/hun mener, publikum vil have, ellers rammer ytringen ved siden af.

Endvidere er nye medier kendetegnet ved digitalitet, som jeg senere kommer ind på, hvilket blandt andet betyder, at de kan ændres igen og igen. Dette har en betydning for både indhold og form, idet nye medier som følge af digitaliseringens muligheder befinder sig i en tilstand af bevægelse eller flux56, som stiller dem klart i modsætning til gamle mediers færdigt printede avis, udgivne musikalbum eller radioprogram, der for eksempel optages mandag og sendes onsdag kl. 14.

Lister lægger også op til en liste af seks egenskaber ved nye medier, som differentierer dem fra gamle medier, og som jeg netop har været inde på, spiller digitalisering en stor rolle. Digitalisering betyder kort og godt, at en række data tilskrives en numerisk værdi, som oftest (men dog ikke altid) 1 eller 0 i det binære system, hvilket muliggør computerbearbejdning af dataene57. Digitalisering er med andre ord afgørende for muligheden for computermediering, og det er netop det, der muliggør social network sites og Twitter.

En anden egenskab, som følger af digitalitet, og som Lister fokuserer på, er muligheden for at redigere i teksten, det interaktive aspekt. Hvis man vurderer hele Twitterstrømmen som en overordnet og samlet tekst, er det muligt at forholde sig til

54 Lister, 2009, side 9.

55 Ibid., side 22.

56 Ibid., side 33.

57 Ibid., side 18.

22

den med den form for interaktivitet, som Lister kalder registrational58, det vil sige, at man kan gå ind og skrive et tweet, og derved føjer man sit bidrag til den samlede tekst. Går man derimod bort fra den overordnede størrelse og ned i detaljen med hvert tweet, bliver det klart, at man ikke kan ændre i det enkelte tweet, når først det er sendt af sted, hvilket ikke giver anledning til interaktivitet. Men den samlede tekst i Twitters strøm ændrer sig hele tiden og tilføjes kontinuerligt elementer fra mange brugere, der responderer og skaber samtale i noget, jeg vurderer som Listers immersive 59 type af interaktivitet, forstået sådan, at Twitter er en digitalt skabt ramme, som brugerne så at sige påvirker, og dermed er Twitter alligevel et interaktivt medie.

Hypertekstualitet er endnu en egenskab, Lister mener karakteriserer nye medier, og det forstås her som den egenskab, at én tekst kan henvise eller linke til en anden, som igen henviser til andre og så videre, hvilket i praksis betyder, at brugeren aldrig er mere end et klik med musen fra mere information eller andre typer tekst60. Det klassiske eksempel på hypertekstualitet finder vi i det interaktive opslagsværk Wikipedia, hvor hver artikel indeholder links og henvisninger til andre artikler med uddybende og forklarende information om de anvendte ord, navne og begreber, og danah boyd nævner, som vi skal se senere, også hypertekstualitet som en udbredt praksis på netop Twitter i forbindelse med retweet, der ofte er videresending af links61.

Lister beskriver gamle medier som centrum i en cirkel, hvortil et samlet publikum rettede deres opmærksomhed, men understreger, at nye medier fungerer på en anden måde, da de hænger sammen i netværk. Det vil sige, at hvert medie er et punkt i netværket, som et mindre publikum retter deres opmærksomhed imod i et begrænset tidsrum62. Twitter er et godt eksempel på dette, fordi det hænger sammen i et netværk med andre hjemmesider og SNS via internettet, og dermed udgør et af Listers punkter. Twitter er endvidere interessant, fordi det også i sig selv er et netværk, forstået sådan, at brugerne er punkter i et netværk af den samlede bestand af Twitterbrugere. Det betyder, at hver bruger på Twitter hænger sammen med de andre

58 Ibid., side 23.

59 Ibid., side 22.

60 Ibid., side 26.

61 boyd, Golder, Lotan, 2010, side 6.

62 Lister, 2009, 32.

23

både i form af deres indbyrdes forhold som followers og brugere og i form af deres samlede forhold til Twitter, som skaber det overordnede brugernetværk.

Foruden disse egenskaber mener Lister, at nye medier er virtuelle, forstået på den måde, at de skaber en form for rum eller sted, hvor brugerne så at sige er til stede63.

Lister beskriver med et citat fra Rucker, at det er det sted, man er, når man taler i telefon. Lister forklarer det selv sådan: “...a space where participants of online communications feel themselves to be.”64 Det kan overføres til at forstås som det sted, hvor man er, når man tweeter, hvilket betyder, at brugerne af Twitter kan få oplevelsen af at befinde sig i et virtuelt rum sammen med andre brugere, når de kommunikerer med hinanden på Twitter.

Virtuel ligger tæt op ad simuleret, der er den sidste egenskab, Lister gennemgår som karakter ved nye medier 65 . Lister understreger, at selvom mange opfatter simulationer som falske, så er de ganske virkelige, og han forklarer, at simulationer ikke tager noget fra vores virkelighed, men forstærker den, fordi det simulerede stiller sig i forhold til virkeligheden og lader mennesket anskue virkeligheden via simulationens perspektiv66. Det vil sige, at Twitters univers er simuleret, men ganske virkeligt, idet Twitter bliver en slags model eller med nogen tilsnigelse en afbildning af det omkringliggende samfund, hvilket Lister også nævner, når han forklarer, hvordan computerspillets simulerede verdener blot er matematiske modeller af det, vi kalder den virkelige verden67.

Social network sites: danah boyd er ph.d. med speciale i nye medier, og hun skriver oftest op imod teori omkring psykologi og antropologi ud fra spørgsmål om, hvordan identitet former sig på forskellige online flader.

I artiklen “Social Network Sites: Definition, History, and Scholarship” (2007) definerer danah boyd sammen med Nicole Ellison social network sites som følger:

63 Ibid., side 36.

64 Ibid., side 36.

65 Ibid., side 38.

66 Ibid., side 44.

67 Ibid., side 41.

24

“...web-based services that allow individuals to (1) construct a public or semipublic profile within a bounded system, (2) articulate a list of other users with whom they share a connection, and (3) view and traverse their list of connections and those made by others within the system.”68 Det betyder altså, at et social network site ifølge danah boyd og Nicole Ellison består af et lukket system, hvori brugere kan oprette profiler, kan vise deres relationer til andre brugere i systemet, og endelig kan brugerne se andre brugeres relationer i samme system. Det vil altså sige, at vi har at gøre med et system, hvor man både viser, hvem man er, og hvem, man kender.

Ifølge danah boyd danner sociale medier grobund for nye former for kommunikation, som både består af kommunikation fra en-til-en, en-til-mange og mange-til-mange69. Det vil sige, at brugerne af SNS både kommunikerer enkeltvis med hinanden, enkeltvis til større grupper og fra gruppe til gruppe.

Brugerne af SNS kalder boyd networked publics, hvilket betyder at brugerne ses som en mere eller mindre abstrakt samling af mennesker i en form for fællesskab. boyd erkender i artiklen “Social Network Sites as Networked Publics” (2010), at brugen af udtrykket ’public’/’publics’ kan være problematisk, siden der ikke er diskursiv enighed i videnskaben om, hvordan en public defineres. Hun fastholder dog, at selvom der er en del uenighed om begrebets definition blandt forskere, er en public en slags forsamling af mennesker i et mere eller mindre abstrakt fællesskab. boyd siger videre, at networked publics, som følge heraf, er forsamlinger af mennesker, som er strukturerede i kraft af netværksteknologi70. Det vil altså sige, at brugerne af SNS er forsamlinger af mennesker, som har noget til fælles, der defineres af netværksteknologi og dens iboende egenskaber.

En af de egenskaber er ifølge boyd muligheden for asynkron samtale, hvilket vil sige, at netværksteknologi blandt andet har den egenskab at den forbinder mennesker på tværs af tid og rum71. Den asynkrone samtale er det, der sker, når nogen skriver

68 boyd, 2007, læst online den 13. 6. 2012

.

69 boyd, 2008, side 31.

70 boyd, 2010, side 2.

71 Ibid., side 8.

25

noget på for eksempel LinkedIn eller facebook, og andre svarer på det måske en time senere, hvorefter den oprindelige skribent kan svare på det for eksempel et kvarter senere igen. Det vil sige, at brugerne af SNS kan sende ytringer ud, som andre svarer på, når de kan, eller når de ser det, selvom der er flere timer imellem, og sådan kan en samtale strække sig over længere tid, selvom deltagerne i samtalen ikke fysisk befinder sig samme sted eller deltager i samtalen på samme tid.

Brugernes kommunikative relationer er kernen ved sociale medier, forklarer boyd.

Hun understreger i afhandlingen “Taken out of context” (2008), at sociale medier og SNS i høj grad handler om at have relationer og helst de rette. boyd siger direkte, at: “you are who you know,”72 Og boyd uddyber, at for eksempel vennelisten på facebook eller MySpace bliver et objekt til fremvisning73. Det betyder, at SNS ifølge boyd er en måde, hvorpå man viser, hvem man kender, underforstået viser, at man kender de rette personer. På netop facebook og MySpace spiller det en helt særlig rolle, idet ens facebookvenner er medvirkende i dannelse og udvikling af ens profil, hver gang de kommenterer på en status, lægger links på ens såkaldte væg eller for eksempel tagger én på et billede, så andre kan se det, forklarer boyd74. Det vil sige, at det bliver vigtigt at kende de rigtige personer, som vil deltage på ens profil med de rigtige ting, og som ikke vil gøre ting på profilen, som man vil opfatte som pinligt eller dumt i forhold til sine andre relationer.

På SNS af typen som facebook, LinkedIn og MySpace er relationerne gensidige, og boyd forklarer, at gensidigheden spiller en væsentlig rolle75, idet man tilføjer nogen, som så at sige godkender ‘venskabet’, som det hedder på facebook eller ‘forbindelsen’, som det kaldes på LinkedIn, og dette venskab eller forbindelse fremgår efterfølgende af begges profiler. Det vil altså sige, at der kan være prestige i at ‘få lov til’ at være venner med eksempelvis kendte mennesker eller de personer, som inden for ens egen sfære er kendte eller populære og tilskrives en større værdi end andre. På denne måde bliver vennelisten ifølge boyd en offentlig måde at

72 boyd, 2008, side 135.

73 Ibid., side 148.

74 Ibid., side 149.

75 Ibid., side 235.

26

validere hinanden på og vise, at man kender den og den, og at man som følge af dette bekendtskab ér noget76.

Relationer, der bruges til fremvisning, underbygger en anden af boyds pointer, nemlig at SNS drejer sig om mennesker, ikke interesser. Modsat tidligere internettiders nyhedsgrupper, hvor brugerne tilmeldte sig grupper alt efter hvilke hobbyer, de havde, eller hvad de interesserede sig for, er SNS bygget op omkring personlige profiler, som dækker over et menneske, der for så vidt kan have et utal af interesser. Det handler i højere grad om at vise sine relationer som en del af ens identitet, end det gør om at dele interesser77. Derfor er SNS afhængig af det, som boyd kalder ‘high network density’78, hvilket betyder, at SNS kun har en egentlig værdi, når netværket er tæt, altså når der er mange med i det. Helt kort betyder det, at det kun er sjovt at deltage i et SNS, hvis der er tilstrækkeligt med andre, som også deltager.

Som bruger af SNS ved man, at ens venner kan se, hvad man eksempelvis skriver på sin væg på facebook. Men boyd pointerer, at man netop kun ved, hvem der kan se, ikke hvem der rent faktisk ser. Som hun understreger i “Social Network Sites as networked publics” skaber internettet - og SNS i forlængelse deraf - rammer for og plads til nogle ytringer, men det giver ingen garanti for publikum79. Det betyder altså, at vi strengt taget ikke ved, hvem - om nogen - der ser vores ytringer på facebook, MySpace og Twitter. Denne mangel på defineret publikum har konsekvenser for brugen af SNS, mener boyd.

Den første, og største, konsekvens af et ikke nærmere defineret publikum er ifølge boyd, at brugerne på grund af det konkrete, synlige publikums fravær forestiller sig et publikum, som de ytrer sig imod. boyd forklarer det i artiklen “I Tweet Honestly” således: “We need a more specific conception of audience than ‘anyone’ to choose the language, cultural referents, style, and so on that comprise online identity presentation”80

76 Ibid., side 247.

77 boyd, 2007, læst online den 13. 6. 2012.

78 boyd, 2008, side 195.

79 boyd, 2010, side 8.

80 boyd, 2011, side 3.

27

Det betyder, at for at kunne skrive eller udtrykke vores identitet online, så dette forstås af og giver mening for andre, må vi vide, hvem disse andre er. Det vil sige, at brugerne forestiller sig, hvem der følger med og læser deres tweets, statusopdateringer og så videre, og målretter ytringerne til dette publikum, så godt de nu kan. Men boyd pointerer også, at det forestillede publikum sagtens kan være ganske forskelligt fra det faktiske publikum81.

Pointen er her, at man netop kan skrive til et forestillet publikum og alligevel ikke ramme rigtigt, fordi det forestillede publikum kan være langt fra det faktiske, idet det forestillede publikum udelukkende findes i det skrevne, i ordvalg, formulering, stil og så videre82. boyd citerer Berkenkotter for teorien, at professionelle forfattere og skribenter indtænker deres publikum i skrivningen og på grund af dette forestillede publikum er i stand til at vælge ordbrug, sprog og så videre, og boyd finder heri hjemmel til at mene, at bloggere gør det samme 83 . Det betyder altså, at både skrivefagets professionelle og amatører, i dette tilfælde bloggere, lader deres viden og formodning omkring publikum få indflydelse på det, de producerer, og det virker derfor sandsynligt, at brugerne af Twitter gør det samme.

Formodningen omkring publikums beskaffenhed påvirker altså ytringen, men dette stiller spørgsmålstegn ved ytringens autenticitet. boyd forklarer med udgangspunkt i Twitter, at ytringer, der er målrettet bestemte publikummer, ses som værende mindre autentiske, og endda beregnende, end de ytringer, der ‘bare’ skrives og sendes ud til det ukendte publikum84. Det betyder, at modtagerne af online ytringer i et SNS vurderer andres ytringer ud fra et krav om, at det skal være ærligt, ægte og dermed autentisk, ellers er det ikke godt nok, og afsenderen vurderes som beregnende og uautentisk af de andre brugere. danah boyd lægger vægt på dette problem i forhold til brugen af netop Twitter, idet hun siger: “...personal authenticity and audience expectations must be balanced.”85

81 Ibid, side 3.

82 Scheidt, 2006, i boyd, 2011, side 3.

83 boyd, 2011, side 3.

84 Ibid., side 6.

85 Ibid., side 13.

28

Dermed fortæller boyd, at brugen af Twitter er afhængig af en stadig balancegang mellem brugerens personlige integritet og modtagernes forventninger til ikke alene interessant og spændende kommunikation, men også ærlig og ikke-beregnende kommunikation fra andre brugere.

Twitter: Twitter er en type SNS, som på flere måder adskiller sig fra for eksempel LinkedIn, MySpace og andre mere profilbårne typer af SNS. Som før nævnt er venskaber og forbindelser på de netop nævnte typer SNS gensidige, hvilket vil sige, at hvis jeg tilføjer dig, og du godkender, går relationen begge veje og vi vil fremgå som forbindelser i hinandens synlige vennelister. På Twitter er der ikke noget teknisk krav om gensidighed, og ifølge danah boyd er der heller ingen sociale konventioner om det 86 . danah boyd har tidligere undersøgt teenageres brug af MySpace og facebook, og af undersøgelsen fremgik det, at brugerne kunne godkende andre brugeres anmodninger om venskab ud fra et ønske om ikke at støde anmoderen med en afvisning87. Denne praksis forekommer altså ikke på Twitter, fordi brugerne følger dem, de har lyst til at følge, og ikke forventer, at disse nødvendigvis gengælder interessen og følger dem tilbage.

Til gengæld er der en anden række af konventioner i brugen af Twitter, som ikke nødvendigvis findes i de andre typer SNS. Det er konventioner, som brugerne selv har været med til at udvikle og bestemme i takt med, at Twitter blev mere og mere udbredt88. Der er i store træk tale om praktiske tiltag, som øger overskueligheden i Twitters dialogiske natur, hvor folk ofte samtaler eller videresender ytringer fra andre brugere.

Eksempelvis er det i en dialog midt i en strøm af mange andre tweets praktisk at kunne angive hvem, man skriver til, og det gøres med et såkaldt @-reply. Det vil sige, at man skriver ‘@brugernavn’ i sit tweet, hvilket gør, at tweetet optræder i vedkommendes Twitterstrøm og dermed bliver nemmere at få øje på og endvidere gør, at andre også kan se, at tweetet har en intenderet modtager, selvom det kan ses

86 Ibid., side 4.

87 boyd, 2008, side 213.

88 boyd, 2010, side 2.

29

af andre brugere. Et andet tiltag er det såkaldte hashtag, en slags emneangivelse, der bruges således, at man skriver # i sit tweet efterfulgt af et nøgleord, der angiver tweetets emne. Det gør det nemt at søge på tweets om pågældende emne og gør det overskueligt for modtagerne at se, hvad man tweeter om, og det har den effekt, at Twitter kan bruges til deciderede samtaler89.

Honeycutt og Herring lægger i artiklen ’Beyond Microblogging: Conversation and Collaboration via Twitter’ (2009) vægt på, at platformen for så vidt ikke er skabt til samtale, men alligevel anvendes til det i så høj grad, at de mener, den vil overtage de såkaldte IM-tjenester90 som eksempelvis Microsofts Messenger eller Googles Talk.

På Twitter er det almindeligt at dele links, altså at videreformidle avisartikler, YouTube-film, blogindlæg og så videre til sine followers. Men da et tweet maksimalt kan indeholde 140 tegn, og links til hjemmesider ofte kan være lange, er det blevet almindelig praksis at anvende en URL-shortener, som er en tjeneste, der forkorter selve linket, så det får færre tegn og dermed ikke optager for megen plads i det korte tweet91.

En sidste almindelig anvendelse af Twitter, som har relevans her, og som er blevet udbredt praksis er RT eller retweet. Som navnet antyder, betyder retweet, at man gen-tweeter noget, som en anden har skrevet, og det kan gøres på flere måder. Enten skriver man RT og kopierer hele den andens ytring inklusive brugernavnet ind i sit eget tweet, eller også formulerer man selv, hvad man synes, originaltweetet udtrykker og skriver “via @brugernavn” for at tilkendegive, at man ikke selv har fundet på det 92 . Denne praksis rejser endnu en facet af spørgsmålet omkring autenticitet, idet RT kan være nøjagtig kopi af det originale tweet eller være redigeret af retweeteren, og det er ikke altid muligt at se, hvad der er hvad93. Det betyder, at brugere kan risikere at blive taget til indtægt for noget, de måske ikke har ment, fordi en anden bruger fortolker og gengiver ordene i deres navn. Ergo må Twitterbrugere vurdere hver enkelt retweet og selv prøve at finde ud af, om det er RT-afsenderen eller den originale afsender, der kommer til udtryk.

89 Ibid., side 2.

90 Honeycutt/Herring, 2009, side 9.

91 boyd, 2010, side 2.

92 Ibid., side 3.

93 Ibid., side 14.

30

Samtidig viser retweet en del af afsenderens identitet, idet han eller hun først og fremmest vælger, hvad der overhovedet skal retweetes, og dermed giver udtryk for sit eget fokus og sine tanker eller holdninger 94 . En anden side af retweetets identitetsskabende muligheder er det, at man ved et retweet angiver en form for fællesskab. Som boyd et al. formulerer det i artiklen “Tweet, tweet, retweet”, skaber praksissen med retweet en “emotional sense of shared conversational context”, hvilket betyder, at man med sit retweet fastslår en slags samhørighed med den originale afsender eller flere andre, der har retweetet det samme95.

Retweet som praksis betyder, at et tweet kan møde et helt andet publikum end det intenderede og som udgangspunkt reelle publikum for den oprindelige afsender. Som udgangspunkt er en Twitterprofil åben og offentlig, så alle kan se, hvad man skriver96, hvilket muliggør et næsten uendeligt publikum, som afsenderen kan vælge at tage højde for eller ej, men som jeg før har været inde på, er det faktiske publikum langt mindre97. Når nogen retweeter, viser de et givent tweet til deres eget publikum og deres egne followers, og de kan være helt andre mennesker end de followers, den oprindelige afsender har, hvilket betyder, at afsenderen kan nå et helt andet publikum, end han eller hun havde tænkt sig98.bDet vil altså sige, at et retweet kan sende et tweet, som er formuleret til et specifikt publikum, til et ganske andet publikum, som måske vil opfatte tweetet helt anderledes, eller endda forkert, hvilket kan påvirke kommunikationens udfald, modtagernes syn på afsender og en række andre ting.

Denne gennemgang af nye medier generelt og Twitter i særdeleshed viser et billede af Twitter som et nyt medie, der i kraft af netværksteknologi med muligheden for interaktion, kopiering og dialog, samt dets eget, iboende form og vilkår giver brugeren mulighed for at deltage aktivt i samtale med andre samt mulighed for at vise egen identitet ved selv at tweete, retweete andre og ved at følge dem, de mener, er vedkommende. Det viser også, at der er visse problemer forbundet med disse muligheder, som for eksempel det forestillede publikum, problematikken med

94 Ibid., side 6.

95 Ibid., side 1, side 7.

96 Ibid., side 2.

97 boyd, 2011, side 3.

98 boyd, 2010, side 7.

31

autenticitet i forhold til retweets og tweets, der formuleres til bestemte publikummer og så videre.

Retorisk situation og nye medier: Introduktion: I afsnittet om den retoriske situation gennemgik jeg tre teorier, som alle har det til fælles, at de er udtænkt i og til en verden, med et mediebillede, der er endog meget anderledes fra det, vi kender i dag. Bitzer udgav sin tekst i 1968, Vatz kom med sin kritik af Bitzer i 1973, og Hauser udgav sin artikel om retorisk teori i 1986, og de er alle påvirket af deres samtid. Det betyder, at der i de tre tekster er en del underforståelser omkring både genre, modtager og afsender, som ikke nødvendigvis ekspliciteres, men som findes, og som bør undersøges nærmere for at se, hvilke forhold teorierne har i dag. Jeg vil her sammenligne nogle af hovedpointerne fra afsnittet om retorisk situation med nogle af de pointer omkring blandt andet publikum og genrer, som jeg belyste i afsnittet omkring nye medier generelt og om Twitter i særdeleshed.

Genre: Det første, jeg vil undersøge, er genrebegrebet, idet genren ofte er afhængig af hvilke kanaler, der findes, hvilket igen kommer an på de for retor tilgængelige medier. Ingen af de tre tekster ekspliciterer en bestemt genre, hvilket kan betyde, at teoriernes afsendere antager, at der er frit genrevalg, og at teorien kan applikeres på alle genrer, eller tager det for givet, at der er tale om bestemte genrer, som ikke behøver omtales direkte, og dermed er det så meget desto vigtigere at granske teksten for at finde ud af, hvilke(n) genre(r), der er tale om.

Bitzer lader forstå i sin tekst om retorisk situation, at den genre, som han meget bredt kalder diskurs, er talen. Det ser vi blandt andet, når Bitzer nævner ytringens modtagere, hvor han helt specifikt nævner ’tilhørere’ og ’tilskuere’99. Det viser, at Bitzer ser publikum som en reelt tilstedeværende gruppe af mennesker, som ser og

99 Bitzer, 1997, side 13.

32

hører taleren fremføre den genre, Bitzer tilsyneladende anser for indlysende i spørgsmålet om retorisk situation, nemlig talen.

Hauser derimod bruger som eksempel på life cycles i sin teori om den retoriske situation en historie om en lille dreng fra Cuba, som mistede sin mor under en flugt til Amerika og nu fylder nyheds- og andre udsendelser i fjernsynet100. Det vil sige, at Hauser er opmærksom på tv-mediet som en mulig kanal for ytring og ikke blot talen eller en skreven ytring. Det betyder videre, at Hauser har et bredere genrebegreb end Bitzer, og det viser, at Hauser har et genrebegreb, der minder om Vatz’, idet også Vatz nævner tv.

Vatz bruger nemlig Kennedys død og Cubakrisen som eksempler i forbindelse med sin udlægning af den retoriske situation, hvilket viser, at han ligeledes anser fjernsynet for en helt aktuel og anvendelig kanal til ytring af diskurs101. Det viser altså, at genrebegrebet kan afhænge af såvel teoretikeren som af de omgivelser, han befinder sig i. Der er blot fem år mellem Bitzers og Vatz’ arbejder, men alligevel ser deres genrebegreb forskelligt ud. Da Hauser kom til i midten af 1980’erne, havde mediebilledet ændret sig yderligere, og i dag er det atter anderledes.

Nye medier har et væld af genrer som blogindlæg, statusopdateringer på facebook, debatindlæg med kommentarfelter, YouTube-videoer, podcast og så videre. Det er genrer, som Bitzer, Vatz og Hauser ikke har haft en chance for at forudse og indtænke i deres teorier omkring retorisk situation, og derfor skal vi tage højde for dette i arbejdet med situationsanalyse af ytringer i de nye medier.

På Twitter er der en helt specifik tilgang til ytring, idet tjenestens opfindere har udviklet mediet med henblik på, at brugerne til enhver tid skulle ytre sig som svar på spørgsmålet ”Hvad laver du?”102 Dette er en genre, som adskiller sig fra både tale, avisartikel og tv-optræden, blandt andet via mediets iboende vilkår som for eksempel karakterbegrænsning, strøm og interaktivitet. Det vil sige, at Twitter som genre rummer andre muligheder og har andre begrænsninger end de genrer, der var basen for teorierne omkring den retoriske situation, som må indtænkes i en situationel analyse af Twitter som tekst.

100 Hauser, 2002, side 52.

101 Vatz, 2000, side 12.

102 Honeycutt/Herring, 2009, side 1.

33

Digitalitet og hypertekst Ét af hovedpunkterne for Lister, når gamle og nye medier sammenlignes, er spørgsmålet om linearitet og dynamik103. Lister mener, at gamle medier som film og også i udgangspunktet tv, er lineære og statiske, forstået sådan, at når først filmen er lavet, ændrer den sig ikke104. På fjernsynet er det lidt anderledes, idet vi kan vælge mellem flere kanaler, men programlægningen står den enkelte tv-kanal stadig for, uden at modtagerne har mulighed for at ændre den. Ligeledes kan læserne bladre forbi de kedelige artikler i avisen, men de er nødt til at skimme en overskrift og eventuelt en underrubrik for at vide, om artiklen skal dømmes læsbar eller ej, og de kan ikke selv vælge, hvilke artikler, der findes i den trykte avis, der er et statisk medie.

I nye medier sørger blandt andet digitalitet og hypertekstualitet for de af internettets egenskaber, der videre muliggør multilineær brug af medierne, når modtagerne selv udvælger, hvad de vil se eller læse, og hvornår de vil se eller læse det105. Avislæseren skal for så vidt stadig skimme overskrifter og vurdere interesse på en online udgave af avisen, men vælger man en bestemt artikel, vil den indeholde links til artikler med emnemæssigt lignende indhold om eksempelvis kultur eller sport, som læseren herefter kan gøre brug af, hvorved læseren eller modtageren skaber sin egen avisoplevelse, som ikke blot går fra forside til bagside i et lineært forløb, men påvirkes i forløbet af modtagers egen interesse og nysgerrighed i forhold til hvilke overskrifter, han vælger at klikke på.

Det vil sige, at internetbrugere besøger bestemte hjemmesider, klikker på bestemte links og kommer videre til nye sider, og således danner de hver især deres eget mediebillede efter egne præferencer og uafhængigt af aviser eller magasiner.

Ligesådan gør modtagerne af moderne fjernsyn, når de bruger on-demand-tjenester til så at sige at sammensætte deres egen tv-kanal, hvor de selv tilrettelægger programmerne, fordi det er blevet muligt at se, hvad man vil, når man vil. På samme måde kan webbrugere abonnere på udvalgte websites og udelukkende få historier og artikler som omhandler de emner, de faktisk ønsker at vide mere om106.

103 Lister, 2009, side 9.

104 Ibid., side 9.

105 Ibid., side 9, side 22.

106 Ibid., side 9, side 22.

34

Endvidere muliggør digitalitet, som nævnt, at man kan ændre i sin ytring, selvom den for så vidt ér afsendt til modtager107. Det er en væsentlig forskel fra den retoriske situations udgangspunkt med talen, eller for eksempel avisen, som medie for en diskurs. Det gamle medie er statisk, forstået sådan, at når talen er afholdt, er det slut, publikum har hørt den, og der er ikke mere at gøre. Det er netop denne statiske situationstype, der er udgangspunktet for både Bitzer, Vatz og Hauser. Det vil sige, at ytringen på grund af nye medier får chancen for at udvikle sig sammen med situationen, fordi en afsender kan gå ind og ændre sin artikel, efterhånden som situationen forandres. Hauser er den eneste af de tre nævnte teoretikere, der forholder sig til denne mulighed, da han med life cycles beskriver tilfældet med den cubanske dreng, hvor situation og respons netop har en gensidig påvirkning og udvikler sig sammen via tv108.

Afsender og modtager: En anden egenskab ved nye medier er muligheden for interaktivitet og dialog, som både Lister 109 og boyd 110 lægger vægt på, nemlig det, at modtageren ikke blot modtager, men også reagerer og sender svar tilbage til den oprindelige afsender. Da Bitzer skrev om den retoriske situation, var det med talen som genre, og det er ikke meningen, at publikum som sådan skal reagere på en tale ved at svare direkte. Ej heller er det praktisk muligt at reagere på et avisens artikler, med mindre man skriver et læserbrev, som så kan bringes dagen efter eller dagen efter igen. Men på nye medier med avisartikler, der har kommentarfelter, facebook, hvor folk kan ’like’ eller tilføje kommentar og i særdeleshed Twitter, hvor mediets iboende muligheder opfordrer til interaktivitet, idet der er en indbygget svarfunktion, ser vi altså en modtager, som ikke blot sidder og klapper efter endt ytring, men som tager faklen op og svarer, når en afsender siger noget, de har en kommentar til. Det betyder, at afsender skal tilrettelægge sin kommunikation ud fra dette, han kan forvente, at publikum vil skrive til ham og gå i dialog omkring hans ytring, og han kan forvente, at det kommer med det samme, frem for læserbrevet, der er et par dage på vej.

Derved kommer afsender meget tættere på sin modtager, idet dialog mindsker

107 Ibid., side 23.

108 Hauser, 2002, side 52.

109 Lister, 2009, side 21.

110 boyd, 2010, side 2.

35

afstand, og det har den virkning, at afsenderen virker mere i øjenhøjde med modtageren, hvilket påvirker modtagers opfattelse af afsender i en positiv retning, da afsender ikke længere blot er politiker på Christiansborg eller journalist i en stor og fremmedgjort mediekoncern, men et menneske, man kan skrive til og forvente et svar fra. Og det stiller krav til afsender om at være én, som publikum også får svar fra. Det betyder altså, at afsender- og modtagerforhold ændres og bliver mere dynamisk i sine muligheder, men også mere krævende i sin funktion, da dialog er så simpelt og ligetil, at et manglende svar ender med at blive dårlig stil.

På netop Twitter er der først og fremmest det forhold, at modtager selv vælger, hvem de vil modtage ytringer fra ved aktivt at følge en given profil111. Det betyder, at modtager har muligheden for at fravælge en given afsender, hvorved afsender simpelthen mister (noget af) sit publikum.

I både Bitzers, Vatz og Hausers retoriske situationer ser vi, at publikum og retor er adskilt, idet ingen af dem omtaler publikums indflydelse på situation eller kommunikation. Det er atter noget, som ikke ekspliciteres, men må trækkes ud af teksten. Bitzer kalder publikum ’mediators of change’, hvilket i sig selv er fremmedgørende og viser publikum som en fast størrelse, som blot skal nås med retorikken. Ej heller ’tilhørere’ eller ’tilskuere’112 er udtryk som giver anledning til at tro, han mener, publikum reagerer og deltager aktivt, det er altså en passiv gruppe, Bitzer har som publikum.

Hauser forklarer, at publikum opstår i diskursen afhængig af, hvordan den er udformet, publikum anser sig som publikum, hvis de føler, de tiltales113. Det er tegn på, at han ser publikum som andet og mere end en passiv gruppe. Vatz berører ikke publikum meget, men han italesætter retors ansvar over, hvad vedkommende vælger at give signifikans114. Dette antyder et publikum, der er fjernt fra retor og ganske passivt i sin beskaffenhed. Det er næppe Vatz’ intention at afbilde publikum som en homogen og uselvstændig gruppe, men hans fokus på retors ansvar viser i hvert fald et publikum, som ikke er aktivt eller tæt på retor.

Som netop nævnt er publikum i den retoriske situation i udgangspunktet en fast størrelse, fordi kommunikationsform og især Bitzers definition af publikum viser et

111 Lister, 2009, side 2.

112 Bitzer, 1997, side 13.

113 Hauser, 2002, side 50.

114 Vatz, 2000, side 12.

36

publikum, som ikke ændrer sig i løbet af en enkeltstående situation. Men nye mediers publikum er en flygtigere størrelse, og det gør sig især gældende på Twitter, hvor publikum modtager mange tweets fra mange afsendere, der hver især kæmper om opmærksomhed, hvilket stiller krav til afsender om at kende sin modtager og om at ramme rigtigt med sin kommunikation for ikke at tabe publikum. Dette understreges af boyd, der forklarer, at sociale netværk, som netop Twitter, er dannet omkring mennesker og ikke omkring menneskers interesser115. Diskurs ifølge den retoriske situation handler om situationer, subsidiært nogens særlige interesse, mens kommunikation i de nye medier simultant handler om mennesket såvel som interesser og aktualitet. Det betyder altså, at der er krav til ytringerne om at være både interessante og relevante, for at modtager ikke blot filtrerer dem fra, hvilket stiller krav til afsenders formulering og emnevalg.

Muligheden for interaktion giver en nærmere og nemmere kontakt mellem afsender og modtager, men nye medier er også lig med afstand. Når Bitzer og Vatz indtænker talen som medie for den retoriske situation, viser de en situation, hvor retor og publikum står over for hinanden og kan se hinanden an og vurdere fremtræden og opførsel. Denne mulighed findes ikke i nye medier, idet mange digitale medier fungerer som en slags mellemstadie, hvortil afsender sender sin ytring, og hvorfra modtager henter ytringen, hvad enten der er tale om en netavis, en radio-podcast eller et tweet.

Dette adskiller sig i udgangspunktet en del fra den retoriske situation, som er udgangspunktet for teorierne, og det betyder for modtager, at han må gøre noget aktivt, hvis han vil vise afsender, at han er tilfreds eller utilfreds med ytringen. Hvad enten det drejer sig om en avisartikel, der kan afføde en kommentar eller et tweet, der får et svar, kræver det en mere aktiv handling fra modtager end eksempelvis at råbe ”Buh” op mod en taler. For afsender betyder det, at han må forlade sig på erfaring med tidligere ytringer for at nå sit publikum, idet han ikke i løbet af selve ytringens fremførelse har mulighed for at interagere med publikum og reagere på deres bifald, yderligere opførsel, gestik og mimik, som han ellers ville have i forbindelse med en tale til et publikum foran sig.

115 boyd, 2007, læst online 13. 6. 2012.

37

danah boyd gør klart, at sociale netværk er en ny type kommunikation, som indeholder kommunikation både fra en-til-en, fra en-til-mange og fra mange-tilmange116. Også dette er anderledes end den kommunikation, som Bitzer, Vatz og Hauser omtaler. En tale er, såvel som en tv-optræden, fra én enkelt afsender til mange modtagere. Selvom afsender måske blot er en enkelt repræsentant for et større hele med mange mennesker, så er afsender en enkelt person, som står over for et publikum af mange. En blog eller en tv-optræden er også en enkeltperson, som ytrer sig til et publikum af flere. Det kan godt være, en given blog i teorien kun har én eller måske slet ingen læser(e), men ytringen som sådan er udsendt til hvem som helst, der ser bloggen, og i kraft af dette er kommunikationen i kategorien en-tilmange. På Twitter kan man synes, at der er tale om kommunikation i mange-tilmange-kategorien, men det er kun for så vidt, man ser Twitter som et større hele, idet Twitter basalt set er kommunikation fra en-til-mange, idet en enkelt afsender skriver og sender sin ytring til en stribe af followers.

Et andet aspekt af modtager- og afsenderforhold er det, som boyd kalder det forestillede publikum 117 . Skribenten i en avis kender avisens kernelæsere og målgruppe, fordi avisen kontinuerligt undersøger sit publikum, og hvorvidt publikum er tilfreds med produktet, og en taler vil vide, hvem, han kan forvente, dukker op som publikum til talen ud fra en almindelig antagelse om, at folk deltager som publikum, når talens emne er dem vedkommende, og ydermere kan taleren se sit publikum, imens han fremfører sin ytring. Online avisartikler og tv-programmer har samme udgangspunkt om en kendt modtager, idet deres medier stadig undersøger publikum og tilfredshed, men på Twitter er det svært at kende sin modtager, og endvidere er mediet ikke i udgangspunktet bygget op på en sådan måde, at det giver mening at tale om målgrupper, idet de respektive publikumsgrupper kan være endog meget sammensatte og forskelligartede, og idet brugerne kun i udgangspunktet følger de profiler, de formoder, tweeter om noget, der vedkommer dem selv. Brugerne kan sagtens følge en profil af andre årsager, for eksempel for at vise nogen, at de er intellektuelle eller smarte, som jeg gennemgik med udgangspunkt i boyds teori omkring det, at sociale netværk drejer sig om relationer og fremvisning af

116 boyd, 2008, side 31.

117 boyd, 2011, side 3.

38

identitet118. Det vil altså sige, at afsender har et meget blandet publikum at forholde sig til, hvilket gør det svært at målrette kommunikationen, samt det faktum, at ikke alle i publikum faktisk er publikum på grund af en interesse for vedkommendes ytringer. Det betyder, at afsender selv må afveje, hvordan kommunikationen tilrettes, om den rettes til en bestemt gruppe, om han vil forsøge sig med at nå flere grupper på en gang, eller om han blot vil ytre sig, som han nu gør og lade publikum tage, hvad de selv vil. Det har altså en betydning for kommunikationen, fordi publikum ikke kan vide, i hvor høj grad og efter hvilke krav, ytringen er formuleret, og det giver videre en udfordring for en retorisk analyse af ytringen, som vi ser i de følgende cases.

Case - @amnestydk: Introduktion: Amnesty er den danske afdeling af organisationen Amnesty International, der arbejder for overholdelse af menneskerettigheder verden over. Amnesty har både facere på gaden, telefonsælgere og en hjemmeside med information omkring organisationens arbejde og mærkesager. Amnesty er altså en professionel aktør, som er vant til at udforme informationsmateriale, mundtlig og skriftlig kommunikation, og som dermed er vant til at være afsender af forskellige budskaber, som udsendes til både medlemmer og personer uden for organisationen. Profilen @amnestydk blev oprettet i juli måned 2010119 og har siden udsendt 2646 tweets. Profilen følges af 1251 profiler og følger selv 905120. I det følgende vil jeg undersøge et enkelt tweet fra @amnestydk indgående samt en stribe tweets mere overfladisk i forsøget på at finde ud af, hvordan Amnestys Twitter-kommunikation ser ud i forhold til den retoriske situation.

118 boyd, 2008, side 135.

119 Ifølge howlongontwitter.com og lignende tjenester.

120 Pr. 18. 7. 2012.

39

Tweetanalyse: 3. 7. Vær med i Amnestys kampagne for #ytringsfrihed. Tilmeld dig på http://ow.ly/bSIQ1 #freespeech2012 Dette tweet består af to ganske korte helsætninger, to hashtags, hvoraf det ene indgår som substantiv i første sætning, samt et link.

Brugen af to helsætninger i forlængelse af hinanden, betyder at tweetet bliver staccato i rytmen, hvilket kan forstyrre helhedsopfattelsen. Omvendt kan de korte sætninger læses hurtigt og nemt i et medie, hvor der hele tiden kommer nye tweets, som stræber efter publikums opmærksomhed, hvorfor de korte sætninger kan være udtryk for afsenders bevidste måde at anvende det hurtigt skiftende medie på.

Sætningerne ligner hinanden, idet de hver især begynder med et verbum i imperativ. Ingen af de valgte ord i ytringen bærer særligt negative eller positive konnotationer, de er ganske neutrale, hvilket kan være udtryk for en afsender, der er opmærksom på ikke at virke dømmende eller fordømmende i forhold til tweetets emne, men forsøger at fremstå neutral ved at anvende neutralt sprog.

Afsender har valgt ikke at nævne modtageren med personlige pronomener eller et subjekt som udfører af verbet, men at lade modtagerens rolle i kommunikationen skinne igennem ved anvendelse af imperativ, idet imperativ har den betydning, at modtageren føler sig direkte talt til, hvilket i dette tilfælde betyder en opfordring til handling. Det vil sige, at afsender ved at tale direkte til modtageren sender vedkommende en kraftig opfordring til om at handle.

Første sætning ender med et substantiv, der samtidig fungerer som hashtag i tweetet, og det betyder, at ordet har en dobbelt funktion. Ordet hører i sig selv med i sætningen, da vi som modtagere ellers ville mangle sætningens objekt og afslutning og ikke vide, hvilken kampagne, Amnesty søger tilslutning til, og endvidere angiver Amnesty med brugen af ’#’, at ordet dækker over et begreb, der er så centralt for dem, at de vil anvende det som hashtag, idet tagget giver mulighed for at finde andre tweets med samme tag og dermed om samme emne.

Anden sætning afsluttes ikke med et punktum, men med et link til Amnestys hjemmeside omkring tilmelding til omtalte kampagne, og man kan se, at Amnesty

40

har anvendt en URL-shortener121 til deres link, der ellers ville have set således ud: http://www.amnesty.dk/mena/form/deltag-i-efterarets-kampagne-ytringsfrihed-imellemosten-og-nordafrika, og dermed havde været alt for langt i forhold til karakterbegrænsningen på Twitter. Linket er endvidere eksempel på aktiv brug af den hypertekstualitet, som Lister karakteriserer som et grundtræk ved nye medier, hvilket vil sige, at Amnesty søger at skabe tilslutning til en kampagne ved hjælp af aktiv sprogbrug og en nem adgang til kampagnetilmeldingen122.

Sidst i tweetet ser vi det engelske ord for ytringsfrihed sammen med årstallet 2012 anvendt som hashtag uden for sætningsstrukturen. At hashtagget er på engelsk kan skyldes, at dette er en ytring fra den danske afdeling af Amnesty, der med brugen af det engelske udtryk skriver sig ind i den større sammenhæng, der er det internationale fællesskab af nationale afdelinger af Amnesty. Brugen af årstallet kan virke som en markør, der viser modtager, at emnet ytringsfrihed er helt aktuelt. Det vil altså sige, at Amnesty her anvender sproget på en sådan måde, at modtager nemt kan følge med og med det samme kan se, at den omtalte sag om ytringsfrihed er helt aktuel.

Amnesty griber her fat i den allerede eksisterende situation, at ytringsfriheden har trange kår i mange dele af verden, og de bruger denne situation som afsæt for skabelsen af deres egen situation omkring en kampagne, som deres publikum og modtagere kan tilmelde sig.

Ser vi på dette tweet som diskurs i Bitzers forstand, hvor en retorisk situation består af et påtrængende problem af en sådan karakter, at det kan afhjælpes eller ændres ved hjælp af retorik, har vi at gøre med det påtrængende problem, at menneskets ytringsfrihed knægtes. Amnestys langsigtede plan for at ændre dette er en kampagne med mange frivillige, og det er den plan, de søger tilslutning til med tweetet her.

Selve tweetet kan ses udtryk for en mere kortsigtet plan, som ser ud til at være at skabe en diskurs, der skal ramme publikum og få dem til at handle, altså tilmelde sig kampagnen på Amnestys hjemmeside, og det er netop denne kortere sigtede plan, som lægger sig i Bitzers model for en retorisk situation, fordi den går ud på via en ytring (dette tweet) vedrørende en grundsituation (manglende ytringsfrihed) at ramme og motivere et publikum, således at publikum efterfølgende vil gå ind og

121 boyd, 2010, side 2.

122 Lister, 2009, side 26.

41

handle (tilmelde sig kampagnen) og derved sammen med Amnesty skabe en forandring af grundsituationen (at ytringsfriheden knægtes).

Vatz’ situationelle ramme ser anderledes ud, idet Vatz mener, situationen opstår ud fra diskursen123. Det vil sige, at Amnesty ifølge Vatz’ teori skaber en diskurs ud fra det, de selv tilskriver mening, hvilket i dette tilfælde er ytringsfrihedens dårlige vilkår. Det betyder, at Amnesty udvælger knægtet ytringsfrihed som emne, hvilket giver emnet signifikans efter Perelmans opfattelse 124 . Og det vil sige, at den knægtede ytringsfrihed, ligesom i Bitzers situation, stadig ligger til grund for situationen, men i denne optik udelukkende gør det, i kraft af at Amnesty omtaler den for deres publikum.

Publikum i Bitzers retoriske situation er dem, der kan være mediators of change, men publikumsbegrebet på Twitter er, som jeg fastslog i gennemgangen af teori omkring nye medier, mere flydende. Først og fremmest er der dét, at Bitzers udgangspunkt var en mundtligt leveret tale foran et reelt og synligt publikum, og udgangspunktet på Twitter er en kort, skriftlig ytring til et publikum, man ikke kan se, men nødvendigvis må skabe sig en forestilling om, i fald man gerne vil ytre sig formålstjenligt, som danah boyd har forklaret125. Men det forestillede publikum kan sagtens vise sig at være forskelligt fra det reelle publikum, hvilket boyd også pointerer126, hvorfor Amnesty som retorisk afsender i dette tilfælde alligevel risikerer at ramme ved siden af, selvom de har en forestilling om publikum.

I dette tilfælde er det umiddelbare publikum de personer, som følger @amnestydk, og det virker rimeligt at gå ud fra, at det er personer, som interesserer sig for organisationens arbejde, som gerne vil følge med, og som gerne vil reagere på de udmeldinger, organisationen kommer med på Twitter eller i andre medier. Vi ser, at sprogbrugen er neutral, hvilket vil sige, at Amnesty ikke bruger særlige ord eller udtryk for at konstituere en bestemt målgruppe, som alene vil kende disse udtryk, men anvender almindeligt sprog, hvilket bør ramme så mange som muligt, idet det er nemt at forstå og ikke forudsætter viden hos modtageren.

I dette tweet ser vi, at Amnesty ikke fokuserer på detaljer i indholdet. De opfordrer publikum til at være med i en kampagne for ytringsfrihed, men de skriver ikke til

123 Vatz, 2000, side 7.

124 Ibid., side 9.

125 boyd, 2011, side 3.

126 Ibid., side 3.

42

publikum specifikt, hvad kampagnen går ud på, hvad tilmeldingen indebærer, hvor i verden de vil være aktive og så videre. Det vil sige, at abstraktionsniveauet er relativt højt, hvilket kan tolkes på flere måder. Det kan betyde, at Amnesty som afsender forudsætter specifik viden hos modtager, der betyder, at deres publikum er klar over, hvor i verden der er størst problemer omkring opretholdelse af ytringsfriheden og derfor ikke behøver få det at vide i et tweet. Det kan også betyde, at Amnesty er forsigtige og erkender, at publikum ikke er inde i sager om ytringsfrihed på samme niveau som Amnesty selv og derfor ikke kan forventes at vide noget specifikt om enkelte sager, og derfor holder Amnesty som afsender tweetet generelt, så publikum ikke hægtes af ved, at man skriver noget, som kun de bedst orienterede kan forstå og følge med i.

Samtidig kan den valgte, anonyme stil være udtryk for, at Amnesty regner med, at deres followers har interesse i, og formentlig intentioner om, at sende tweetet videre til deres egne followers, hvorfor de vælger en stil, som kunne være skrevet af enhver med netop dette påtrængende problem for øje. Stilen kan være udtryk for, at det for Amnesty handler om budskabet mere end om afsenderen, samt at Amnesty som afsender formoder, at publikum er dem, som gerne vil tilmelde sig, og samtidig gerne vil hjælpe sagen ved at retweete budskabet og skaffe endnu flere tilmeldinger, hvorfor de formulerer tweetet neutralt og faktuelt, så tweetet er nemt for deres followers at sende videre og selv blive afsender på.

Det ukendte, forestillede publikum er et generelt vilkår ved brugen af Twitter og går dermed ind og bliver en del af de tvingende omstændigheder, der findes i den retoriske

situation.

Amnesty

har

udformet

tweetet,

så

det

passer

til

karakterbegrænsningen med både korte sætninger og forkortet link, og stilen kan være udtryk for, at de har overvejet det publikum, de forventer læser med. Endnu en tvingende omstændighed på Twitter, er den stadige strøm af tweets, som igen og igen søger publikums opmærksomhed, og vi ser, at Amnesty prøver at imødegå denne tvingende omstændighed ved at skabe et tweet med to korte og klare sætninger, der kan forstås ganske hurtigt, før de næste tweets kommer strømmende.

I forhold til Hausers life cycles127 ser vi at situationen endnu ikke har nået sin modenhed, idet den ikke har et defineret publikum eller definerede tvingende

127 Hauser, 2002, side 52.

43

omstændigheder. Disse konstitueres først, idet Amnesty omtaler kampagnen og bringer situationen til modenhed ved at vælge publikum og forholde sig til situationens tvingende omstændigheder. I denne situation er publikum de interesserede, som gerne vil handle for at ændre grundsituationen, at ytringsfriheden er under pres, og dette publikum tiltales først og fremmest med anvendelsen af verber i imperativ og dernæst ved ordvalg og sprogbrug, der, som jeg har været inde på, er præget af neutralt sprog, og derved skaber et billede af en neutral afsenders om blot formidler fakta uden at dømme og via sin neutralitet virker troværdig.

2. 7. Domstole i #Irak sender kvinder til jomfrutjek, og de bliver i værste fald dræbt af mandens familie http://bit.ly/LKNIpe 29. 6. Det danske firma Filcotech involveret i handel med stødbælter på 50.000 volt i strid med EU-regler http://bit.ly/MbHlwG 27. 6. Amnesty afleverede i dag 27.236 underskrifter til Villy Søvndal med krav om en stærk våbentraktat i FN http://bit.ly/OxYMJo 26. 6. #Indien forsøger igen at få Niels #Holck udleveret trods landsrettens afvisning pga risiko for tortur http://bit.ly/MUDChn 21. 6. EU-Parlamentet tæt på at lægge #ACTA i graven http://bit.ly/KPrm7Z 7. 6. Folketinget vedtager lov, der tillader kirkelige vielser af homoseksuelle http://bit.ly/LF80xz #LGBT 5. 6. Forsvarsministeriet overdrog navne på torturerede irakiske fanger til myndigheder i #Irak http://bit.ly/NCyd1o Denne stribe tweets fra @amnestydk er udvalgt i løbet af en periode på en måned, og de syv tweets omhandler meget forskellige emner, men har en del ligheder. Først og fremmest har de det til fælles, at deres fokuspunkter er Amnestys mærkesager som menneskerettigheder, tortur og våben, men også rent sprogligt ligner de syv tweets hinanden. Hvert af dem begynder med et forfelt, som indeholder et subjekt, og efterfølges af et finit verbum, der viser en handling, der er genstand for tweetets fokus. Dette betyder, at tweetet er formuleret som en helt almindelig sætning og dermed nemt at afkode for en modtager, fordi syntaksen er simpel og tilgængelig.

44

Der anvendes blot fem adjektiver i de syv tweets; ‘værste’, ‘danske’, ‘stærk’, ‘kirkelige’

og

‘torturerede’,

og

de

anvendes

enten

som

objekts-

eller

subjektsprædikater. To af dem, ’værste’ og stærk’, er ladede, idet de i deres betydning viser objektet enten positivt eller negativt i forhold til dets omgivelser, og det ene er endvidere et superlativ, der sætter adjektivets betydning og vigtighed i yderligere relief i forhold til omgivelserne. Det er ord, som normalt vil påvirke modtager empatisk og kan bruges til at gøre ham eller hende positivt stemt over for en given sag. De øvrige adjektiver er primært neutrale og anvendes som prædikat i beskrivelser af fakta og som uddybning af oplysninger omkring objekt eller subjekt.

Denne brug af adjektiver sammenholdt med det lave antal og deres relativt neutrale betydning kan ses som et udtryk for en afsender, der med sin sprogbrug ønsker selv at fremstå neutral og ikke dømmende. Neutral sproganvendelse kan nemlig, som før nævnt, bruges til at skabe et billede af en afsender, der formidler en historie uden at forholde sig mere til dens indhold end selve udvælgelsen af hvilke emner, der vurderes relevante og vigtige nok til omtale.

Sprogbrugen viser endvidere, at afsender forudsætter en vis viden hos sin modtager, det ser vi blandt andet, når et udtryk som ’jomfrutjek’ anvendes uden forklaring, når ’våbentraktat’ nævnes uden specificering, og når Amnesty blot skriver ’Holck’, og endda anvender det som hashtag og angivelse af det samlede emne for ytringen, i tweetet fra 26. 6. Disse tre eksempler viser, at afsender formoder, at publikum enten allerede véd, hvad sagen drejer sig om ud fra de enkelte udtryk, eller regner med, at publikum vil reagere på det ukendte med nysgerrighed og benytte linket til at få mere information.

Fælles for alle disse tweets er, at de hver især indeholder forkortede links, sådan at modtageren kan få mere information omkring det enkelte tweets emne. Det vil sige, at tweetet i sig selv bruges som en slags overskrift for en historie med langt mere indhold end de tilladte 140 tegn kan beskrive. Et enkelt link henviser til Amnestys egen hjemmeside, og et andet henviser til en rapport udfærdiget af Amnesty International, mens alle øvrige links henviser til nyhedsartikler fra forskellige eksterne kilder som dr.dk, information.dk og eb.dk. Det vil sige, at Amnesty anvender disse tweets som en slags overordnede beskrivelser af situationer eller hændelser, som skal vække modtagerens interesse og få vedkommende til at finde

45

mere information omkring den via de respektive links til kilder med yderligere information. Alle daterede artikler er fra enten dagen før eller samme dag som de respektive tweets, og det viser, at Amnesty tager fat i helt aktuelle sager, som omtales i dagspressen, og at organisationen omtaler situationer, som offentligheden allerede er opmærksom på, hvilket jeg kommer ind på nedenfor.

Det er nemt at se disse ytringer som diskursive reaktioner på en Bitzersk type retorisk situation, idet de tager udgangspunkt i allerede eksisterende situationer, som de følgelig italesætter via mediet og stræber efter at skabe opmærksomhed omkring.

Det påtrængende problem kan eksempelvis være, at Indien bruger tortur mod kriminelle, hvorfor Amnesty søger tilslutning og handling fra publikum om at modsætte sig udleveringen af en dansk kriminel til Indien. Det publikum, @amnestydk i dette tilfælde henvender sig til, kan være de followers og øvrige Twitter-brugere, som vil lave underskriftsindsamlinger, protester eller andet, hvilket hænger godt sammen med det publikum, som jeg har nævnt tidligere, som er dem, som følger profilen, er interesserede i at engagere sig i organisatonens mærkesager, og som gerne vil gøre en forskel.

Der er visse tvingende omstændigheder i Bitzers retoriske situation, som @amnestydk må forholde sig til. For eksempel er publikums beskaffenhed og deres villighed til at handle en tvingende omstændighed. Yderligere tvingende omstændigheder, som ikke er indeholdt i mediet, består eksempelvis i, at det ikke er op til publikum eller den offentlige mening at afgøre, om en kriminel dansker skal udleveres. Det vil sige, at Amnesty henvender sig til et publikum, som reelt ikke kan gøre en forskel, idet de ikke bestemmer, hvordan de danske myndigheder skal handle i forhold til en udleveringssag.

Ser man derimod serien af tweets fra Vatz’ synspunkt, kan vi se, at Amnesty ikke udelukkende forholder sig til situationer, som allerede findes. Med Vatz’ synspunkt som basis, ser vi at organisationen selv søger at skabe situationer, efterhånden som de italesætter og gør opmærksom på særlige emner, som for eksempel at en dansk virksomhed er involveret i handel, der strider mod EU-regler. Dette faktum er formentlig ikke kendt i den brede offentlighed eller af ret mange andre end de mennesker, som arbejder med det, det være sig EU-embedsmænd, ansatte i omtalte virksomhed eller personer i Amnestys eget regi. Men idet Amnesty omtaler emnet og

46

skaber signifikans omkring netop dette frem for andre emner, skaber organisationen i Vatz’ forstand en retorisk situation omhandlende dette emne samtidig med, at de skaber et forestillet publikum via sprogbrug og netop emnevalg, som skal få tilhørere til at engagere sig, idet de føler sig truffet af kommunikationen.

Lægger vi serien af tweets i en skabelon af Hausers life cycles ser vi, at de forskellige tweets omhandler situationer på forskellige stadier. Tweetet fra 2. 7. omkring jomfrutjek i Irak fortæller eksempelvis om en situation bestående af mange enkelte hændelser, som er stadigt forekommende, hvilket betyder, at situationen er moden og formentlig vil være det en rum tid endnu, hvis ingen gør noget ved den. I modsætning hertil finder vi tweetet fra 27. 6. omkring aflevering af underskrifter til udenrigsministeren. Her er situationen opløst, idet publikum på Twitter ikke kan gøre noget for at ændre den. Twitters publikum kunne gøre en forskel, da underskrifterne blev samlet ind, men da underskrifterne på dette tidspunkt både er samlet og overleveret til ministeren, er handling og forandring af situationen op til ham og altså ikke Amnestys publikum på Twitter. Situationerne i tweets fra 5. 6. om overdragelsen af navne og fra 7. 6. omkring vielse af homoseksuelle er lignende situationer, der som sådan er opløst, idet der ikke længere kan findes et publikum, som kan gøre en forskel.

Som nævnt ovenfor ser vi, at Amnesty tager udgangspunkt i situationer og hændelser, som nævnes andre steder, blot to af de syv tweets henviser til kilder fra Amnesty selv. Det vil sige, at denne samling af tweets viser, at Amnesty både omtaler de situationer, som deres publikum og tweetets modtagere kan engagere sig i og ændre på, og de situationer, som publikum ikke har nogen mulighed for at få indflydelse på længere. Dette kan ses som et udtryk for, at Amnesty bruger Twitter til at omtale en sag for blot at oplyse modtagerne om en sagens status her og nu, men det kan også være et udtryk for, at Amnesty tweeter om en given situation fra den opstår, til den er opløst, om end denne lille samling tweets ikke er grundlag nok for at fastslå en sådan tendens.

47

Case - @gyldendal: Introduktion: Forlaget Gyldendal har haft en konto på Twitter siden marts 2009128, og siden da har profilen udsendt 7085 tweets, fået 7606 followers og følger selv 4651 profiler129.

En virksomhed som Gyldendal er blandt andet interessant i denne undersøgelse, fordi kommercielt brug af sociale medier som Twitter kan hæmmes eller besværliggøres af brugernes opfattelse af begrebet autenticitet, som det forklares af danah boyd130.

Yderligere er Gyldendal en spændende case, fordi de har en årelang tradition for en bestemt type kommunikation, der har et produktsalg for øje. Dette gør analyse i forhold til retorisk situation interessant, idet en sådan analyse kan medvirke til at undersøge selve den retoriske situation for at se, om den finder berettigelse på et medie som netop Twitter. Ligesom i forrige tilfælde lægger jeg ud med sproglig og situationel analyse af et enkelt tweet fulgt af analyse af en serie tweets, som kan vise et bredere billede af Gyldendals samlede kommunikation på Twitter.

Tweetanalyse: 11. 5. Blev du påvirket af Zornig-dokumentaren i går? Bogen er lige så rørende. På en gang mere grusom og skånsom, fordi det er barnet, der ser.

I dette tweet ser vi, at afsender lægger ud med et spørgsmål til modtageren omkring tweetets emne, hvilket viser, at afsender ønsker og opfordrer til en dialog med modtager, hvilket lægger sig godt op ad Listers beskrivelse af interaktiviteten som en grundlæggende del af nye medier. Dette understreges endvidere i brugen af det personlige pronomen ’du’, som viser, at afsender taler direkte til sin modtager, så der altså er en dobbelt opfordring til interaktivitet både ved hjælp af formuleringen af et spørgsmål, der beder om svar, og ved hjælp af sproget. Vi ser endvidere, at afsender forudsætter

en

bestemt

viden

om

tweetets

omdrejningspunkt,

’Zornig-

dokumentaren’, idet denne ikke ekspliciteres, men forventes forstået af modtager.

Den eneste form for uddybning er præfikset Zornig, der er et proprium, som viser,

128 Ifølge

howlongontwitter.com og lignende tjenester.

29. 7. 2012.

130 boyd, 2011, side 6.

129 Pr.

48

hvad eller hvem dokumentaren handler om, men som ikke siger noget om, hvad det ellers er for en sag. Det viser, at afsender har en formodning om, at modtager eksempelvis husker andre tweets om samme emne eller antager, at modtager har set omtalte dokumentar og derfor kender til den. Dette kan være udtryk for en afsender, som søger at skabe en større sammenhæng i sine tweets ved at omtale samme emne flere gange og ved at henvise til tidligere tweets, det kan dog også være udtryk for en afsender, som ikke er opmærksom på, at tweetets emne kan være svært tilgængeligt for én, som ikke har set eller hørt om omtalte dokumentar.

Næste sætning starter med et substantiv i bestemt ental, og det er en form, der normalt kun anvendes om emner, som tidligere er blevet introduceret i teksten. Her ser vi, at den bestemte form tages i brug allerede ved substantivets første nævnelse, og det kan vise forventningen til modtagers viden om, at der udover førstnævnte dokumentar også findes en bog om emnet. Endvidere er sætningen en sammenligning mellem bog og dokumentar, hvilket anskueliggøres af ordene ’lige så’, der viser et forhold mellem én ting og en anden, og det kan igen være udtryk for, at afsender forventer, at modtager kender til begge emner, så vedkommende ikke har brug for nærmere forklaring, men at afsender roligt kan skrive om begge dele uden videre.

Sætningen viser ikke blot afsenders forventning om viden hos modtager, den viser også afsenders subjektive holdning til emnet, hvilket vi kan se i adjektivet ’rørende’.

Det er et udtryk for afsenders egen følelsesmæssige reaktion på bogen og dokumentaren, og denne type sprogbrug kan være med til at påvirke modtager.

Adjektivet ’rørende’ i beskrivelsen af en bog eller en film som i dette tilfælde siger noget om, at bogens og filmens emne er af en sådan karakter, at det kan ramme læsere og seere følelsesmæssigt. I dette tilfælde bruges det konkret til at vise afsenders reaktion og efterfølgende mening, hvilket kan være gjort for at skabe identifikation mellem modtager og afsender. Denne type føleoplevelser kan nemlig anvendes til at vise modtager, at der bag Twitter-kontoen sidder hele mennesker, som føler og tænker, og det kan medvirke til at mindske afstanden mellem afsender og modtager, fordi det kan få modtager til at føle, at vedkommende ligner afsender, og

49

derved kan der skabes en samlet følelse af autenticitet i afsender, som boyd netop nævnte131.

Vi ser i næste sætning en fortsættelse af sammenligningen, der kommer til udtryk i brugen af adjektiverne ’grusom’ og ’skånsom’, der begge vises som komparativer ved hjælp af ’mere’, der forstærker deres betydning og understreger det sammenlignende forhold. Subjekt og verbal er udeladt fra denne del, og viser, at dette er en fortsættelse af foregående sætning, og det betyder, at afsender stiller krav til modtagers forståelse, idet subjekt og verbal er helt basale sætningsdele, der udelades, fordi afsender mener, at det fremgår af sammenligningen, at det er subjektet fra den forrige sætning, der er tale om.

Tweetets sidste del er en uddybning af afsenders holdning til bogen, hvori afsender kommer med sit bud på, hvorfor den følelsesmæssige reaktion på bogen er, som den er. Det viser altså en helt subjektiv udtalelse om bogens indhold og effekt, og kan igen være udtryk for en afsender, som ønsker at mindske afstanden til og skabe identifikation hos sin modtager.

Tweetet har to fokuspunkter, en dokumentar og en bog, og afsender adskiller blandt andet de to ved at bruge hver sin tid i omtalen af dem. De to er ligeledes adskilt af spørgsmålstegnet og sætningsstrukturen i det hele taget, som har én spørgende sætning om dokumentaren og to konstaterende sætninger om bogen. Dokumentaren er blevet vist i fjernsynet og omtales derfor i datidsform, mens bogen, som kan læses når som helst, omtales i nutid. Det vil sige, at dokumentaren omtales som noget, der for så vidt er overstået, hvilket kan være udtryk for en afsender, der fastslår, at hvis modtager ikke fik set dokumentaren, er chancen forpasset, hvorimod chancen for at læse bogen stadig er aktuel, idet bogen altid er tilgængelig.

Brugen af spørgsmål viser, at afsender er opmærksom på at anvende direkte tiltale for at inddrage sit publikum, idet spørgsmålet er en opfordring til svar fra modtageren og dermed lægger op til interaktivitet132. Spørgsmålet er ikke som sådan ladet positivt eller negativt, men selve spørgesætningen er formuleret ledende, og det viser, at afsender enten forventer et bestemt svar fra modtageren eller blot anvender spørgsmålet som et retorisk virkemiddel, der ikke skal besvares, men blot sørge for, at modtageren bliver interesseret ved at blive tiltalt direkte og derfor vil få lyst til at

131 boyd, 2011, side 6.

132 Lister, 2009, side 22-­‐23.

50

læse resten. Endvidere anvender afsender i spørgsmålet det personlige pronomen ’du’, hvilket både understreger spørgsmålets direkte tiltale og underbygger den personlige kommunikation fra afsender til modtager og eventuelt tilbage igen, i fald modtager reagerer og sender et @-reply med egne betragtninger om dokumentaren eller om bogen.

Der anvendes blot tre adjektiver i hele tweetet, og ingen af dem anvendes alene til beskrivelse af dokumentaren fra fjernsynet, selvom ordet ‘rørende’ omhandler både bog og dokumentar. De to sidstnævnte adjektiver bruges udelukkende til beskrivelse af bogen. Det vil sige, at fokus for tweetet er bogen, der beskrives mere detaljeret end dokumentaren, og det kan være udtryk for afsenders ønske om at fremhæve bog frem for dokumentar, som det også antydes med brug af tid i forhold til de to emner, bogen og filmen.

Adjektivet ‘rørende’ er ikke i udgangspunktet ladet, om end dets betydning, at noget kan have en effekt på følelserne hos nogen, har en positiv ladning, fordi empati og evnen til at blive rørt primært anses som noget positivt. Anvendelsen af ordet i forbindelse med dokumentar og bog viser, at afsender gerne vil formidle en særlig stemning omkring emnerne og gøre begge dele vedkommende for tweetets modtager.

De to næste adjektiver ‘grusom’ og ‘skånsom’ er nærmest modsætninger til hinanden, og bruges i tweetet til at beskrive bogens indhold og synsvinkel som noget, der i sig selv indeholder modstridende følelser eller stemninger.

Vi ser, at @Gyldendal i tweetet tager afsæt i en konkret situation, nemlig visningen af en dokumentarudsendelse, og @Gyldendal herefter kæder denne udsendelse sammen med en bog, som forlaget selv udgav i slutningen af 2011133, og som omhandler samme emne. Det hænger godt sammen med Bitzers retoriske situation, hvor diskursen udspringer af situationen. Ser man sådan på ytringen, er et muligt påtrængende problem, at forlaget Gyldendal ønsker at øge sine salgstal ved at italesætte deres egen bogudgivelse med basis i en aktuel visning af dokumentaren i fjernsynet. Det retoriske publikum i forhold til Bitzers teori er, dem, som kan og vil ændre bogens salgstal ved hjælp af den handling, som ønskes motiveret hos modtager via afsenderens diskurs.

133 http://presseservice.gyldendal.dk/BookDetail.aspx?ISBN=9788702111613&mode=comende

51

Det reelle publikum til tweetet er alle de personer, der følger @Gyldendals profil, og i dette tilfælde vil der være et overlap mellem det reelle og det retoriske publikum, idet dem, som følger forlaget på Twitter, givetvis er interesseret i læsning og bøger som sådan og derfor i udgangspunktet vil være modtagelige for påvirkning om at købe en bestemt bog, hvilket er målet med denne ytring fra @Gyldendal. Det vil sige, at @Gyldendals forestillede publikum formentlig ligger tæt op ad det reelle publikum, idet det må være rimeligt at antage, at de fleste af @Gyldendals followers kan påvirkes til at købe en given omtalt bog, hvis den omtales på rette måde og publikum i øvrigt tiltales rigtigt i pågældende tweet, hvilket jeg vender tilbage til.

I dette tilfælde er de tvingende omstændigheder ikke blot mediets egne vilkår, som @Gyldendal må forholde sig til, det er eksempelvis også et spørgsmål om aktualitet.

Bogen udkom i november 2011, og tweetet sendes dermed et halvt år efter udgivelsen, hvilket betyder at bogen som sådan ikke længere er aktuel, idet der vil være kommet en større mængde bøger i den mellemliggende tid, som derfor har mere aktualitet, simpelthen fordi de er nyere udgivelser. Men dokumentarudsendelsen er derimod helt aktuel, og @Gyldendal benytter sig af dokumentarens aktualitet til at skabe en fornyet aktualitet omkring deres bog. Det vil sige, at afsender, for at få størst mulig effekt af deres egen diskurs, i dette tilfælde må handle hurtigt og være aktive på Twitter omkring dette emne, netop som dokumentaren vises på tv og omtales i øvrige medier.

Dette hænger umiddelbart bedre sammen med en diskurs, som forsøger at skabe en situation, sådan som Vatz definerer den retoriske situation, og ser vi på det i forhold til Hausers life cycles, kan vi se, at der faktisk er tale om to næsten parallelle situationer; bogens situation er for så vidt nået til opløsning, fordi det er et halvt år siden bogen udkom, hvorfor den ikke kan kaldes aktuel længere. Men situationen omkring dokumentaren er endnu i sin modenhed, hvor publikum har mulighed for at ændre på den, selvom den nu, dagen efter visningen, bevæger sig mod forringelsen.

Det betyder, at situationen har et publikum og nogle vilkår, som tweetets afsender kan forholde sig til, samt at den endnu kan påvirkes ved hjælp af retorik.

Publikummet, mener Hauser, konstitueres efter, hvordan det tiltales; tilhørere bliver til publikum, idet de føler sig truffet. I dette tilfælde forsøger @Gyldendal at konstituere et publikum, som har set dokumentaren, hvilket vises med det indledende

52

spørgsmål; som er interesseret i bøger; hvilket vises med nævnelse af bogen i bestemt form; og som reagerer på de patosappeller, afsender benytter sig af med følelsespåvirkende adjektiver og beskrivelsen af hovedpersonen som barn i modsætning til voksen.

Ser vi på tweetet som en del af en retorisk situation ifølge Vatz, er det andre ting, der gør sig gældende. Vatz hævder, at situationen skabes, fordi mennesket skaber en retorik omkring den, og det vil i dette tilfælde sige, at selvom @Gyldendal nævner og tager udgangspunkt i dokumentaren, er den egentlige situation den, at forlaget gerne vil sælge bøger, hvorfor de tager dokumentaren op som emne og bruger den til at skabe en situation omkring bogens eksistens og endvidere understreger den med perspektivet og forholdet til dokumentaren, der vises ved sammenligningen og brugen af de ladede adjektiver. Det vil sige, at @Gyldendal skaber signifikans omkring dokumentaren blot for at anvende den som basis for deres egentlige påtrængende problem, som er at få solgt deres bog omkring dokumentarens hovedperson.

På denne måde kan vi se, at forlaget Gyldendal skaber deres egen situation ved hjælp af en ytring, der først har fokus på dokumentaren og siden på bogen. Endvidere ser vi, at afsender her, som før nævnt, forsøger at gøre det vedkommende og give det mening ved at anvende et sprogbrug, der for det første taler direkte til publikum, og for det andet forsøger at ramme modtagerens følelser ved anvendelsen af en type adjektiver, der kan skabe affekt og har til mål at bevæge publikum og derved påvirke til handling, som i dette tilfælde er at købe bogen.

15. 6. Godmorgen i Gyldendals altfavnende læsegruppe, #fredagsbog. Hvad læser du, og hvorfor er det et hit?

8. 6. #fredagsbog takker af for i aften. Er I blevet inspirerede til at læse noget nyt?

God weekend!

8. 6. Det et regner i København. Læsevejr. Hvad skal du læse i weekenden? #fredagsbog [sic] 1. 6. Der blev læst masser af retro-litteratur i dagens #fredagsbog. Tranen takker af, strækker vinger. God weekend.

53

1. 6. Er der nogle i #fredagsbog, der kunne tænke sig at bytte: Anne-Marie Vedsø Olesens Gudestorm for en anmeldelse?

Vi ser her fem enkelte tweets, som hver især omhandler ’fredagsbog’, der er et emne med medfølgende hashtag, som Gyldendal selv har introduceret på Twitter med inspiration fra det amerikanske hashtag ’#fridayreads’ 134 . Det går i al sin enkelhed ud på, at man omtaler, hvad man er i gang med at læse, man gør det om fredagen, og man anvender hashtagget ’#fredagsbog’, sådan at andre kan søge på det og se, hvad de forskellige Twittebrugere er ved at læse. Ofte spørger @Gyldendal, hvad folk læser, og andre gange skriver folk om fredagsbog, før forlaget melder sig med spørgsmålet. Jeg har her valgt at medtage tweets fra forlaget, som viser forskellige typer ytringer omkring fredagsbog, idet det giver et bredere billede af den samlede kommunikation.

Vi ser først og fremmest det samme hashtag i hvert af disse tweets, som angiver, at ytringerne handler om fredagsbog, hvilket praktisk betyder, at modtager hurtigt kan identificere tweetets emne og vurdere, om det er interessant eller roligt kan overses.

Ydermere gør hashtaggets intertekstuelle egenskaber, at et klik på tagget viser alle andre tweets med samme tag, hvorved modtager kan se, hvad @Gyldendal eller andre har skrevet om dette emne i øvrigt. Derudover ser vi i fire af de fem tweets et spørgsmål, der er en opfordring til modtager om aktiv deltagelse i en dialog omkring bøger og læsning. Brugen af hashtagget er endvidere i tråd med Listers grundlæggende egenskaber ved nye medier, idet tagget ’fredagsbog’, når det italesættes igen og igen af både denne afsender og de mange followers, skaber et rum i stil med det af Lister nævnte ’der, hvor vi er, når vi taler i telefon’135. I dette tilfælde bliver det ’der, hvor vi er, når vi læser fredagsbog’, og det kan være med til at skabe en forbindelse mellem modtager og afsender, idet de to kommer i samme øjenhøjde, fordi de som sådan befinder sig i det samme, virtuelle rum, som er skabt af afsender til begge parter, frem for at afsender er et stort og upersonligt forlag som konkret befinder sig i København, og som blot producerer bøger og udelukkende ønsker salg og ikke samtale med læserne.

134 http://fridayreads.com/ 135 Lister, 2009, side 36.

54

I tweetet fra den 15. 6. spørges der direkte til modtagernes aktuelle læsning og deres holdning omkring pågældende læsestof, hvorimod spørgsmålet i tweetet fra den 8. 6. forholder sig til noget ganske andet, idet dette spørgsmål ikke blot handler om, hvad brugerne læser netop nu, men om, hvad mange andre brugere læser, og hvad den i dette tweet tiltalte bruger tænker om det. Det vil sige, at vi ser forskellig anvendelse af spørgekonstruktioner alt efter, hvad afsender ønsker at fokusere på.

I første tweet er fokus på emnet for læsningen, og spørgeordet ’hvad’ angiver her, at der er tale om en genstand, hvilket vil sige, at der spørges efter en titel.

Spørgeordet ’hvorfor’, der anvendes undersøgende omkring en årsag, henviser til en vurdering af bogens indhold og en holdning til det samlede værks kvalitet. Det sidste tweet spørger til noget ganske andet, idet modtager her får chancen for at modtage noget fra afsender, i fald de giver noget igen. Det er en kraftigere opfordring om interaktivitet, end vi ser i de andre spørgsmål, selvom formuleringen er mindre direkte, idet der eksempelvis ikke er nogen personlige pronomener, der kan vise modtager, at det er netop ham, der menes i spørgsmålet. Her anvendes det bredere pronomen ’nogle’, der er meget lidt specifikt, men til gengæld er der en form for gevinst, hvilket kan anvendes i stedet for den specifikke direkte tiltale til at motivere et svar fra modtager.

Afsender nævnes kort i det første tweet som den, der styrer den såkaldte ’læsegruppe’, men nævnes ellers ikke før i sidste tweet, fra den 1. 6., hvor afsender omtales som en trane. Tranen er Gyldendals bomærke, og bruges her til at personificere en afsender, der ellers kan opfattes som et stort og upersonligt firma.

Her anvendes en aktiv beskrivelse af, hvordan afsender opfører sig, ’takker af’, ’strækker vinger’, og denne type beskrivelse kan virke afvæbnende på en modtager, som måske synes, et forlag som Gyldendal er meget fjernt. Det vil sige, at beskrivelsen her ganske aktivt kan være medvirkende til at give modtager et forhold til en afsender, der fremstår nær og personlig.

Vi ser at to af de fem tweets kommer som svar på noget, der er foregået og altså er reaktioner på situationer, sådan som Bitzer karakteriserer den retoriske situation.

Tweetene fra 8. 6. og 1. 6. omhandler begge to den i løbet af dagen nævnte læsning med udgangspunkt i situationen ’fredagsbog’, som den har udspillet sig i løbet af en dag. Det vil sige, at de to tweets reagerer på situationen. I udgangspunktet antager vi,

55

at det påtrængende problem stadig er ønsket om at sælge flere bøger, men undersøger man de pågældende ytringer nærmere, kan vi se, at der ikke er et påtrængende problem, som publikum kan være med til at forandre idet begge tweets omhandler noget, som modtagerne allerede er i gang med. Det er altså ikke en opfordring om at læse dette eller hint, men en omtale af, hvad publikum allerede beskæftiger sig selv med, hvilket vil sige at afsender ikke søger at ændre noget ved hjælp af retorik, men blot konstaterer noget, som foregår hos og med modtager.

Ser vi på situationen i forhold til Hausers life cycles, bliver det endvidere klart, at situationen er overstået, den er opløst ifølge Hausers gennemgang, hvilket betyder, at publikum ikke har mulighed for at løse situationen.

De resterende tre tweets er spørgsmål, der beder om svar, og virker derfor umiddelbart mere situationsskabende, idet de ikke reagerer på noget, der findes allerede, men i stedet søger at få andre til at reagere og deltage i skabelse af situationen. Det vil sige, at vi ser Vatz’ retoriske situation, hvor situationen skabes af den diskurs, der findes. Kigger vi på de tre tweets med Hausers life cycles for øje, ser vi, at situationen ikke er moden endnu, det er dét, de tre tweets søger at gøre den, og vi ser endvidere, at publikum endnu ikke er konstitueret. Det betyder, at afsender skal søge at danne publikum med selve ytringen, og vi kan se, at afsender bruger direkte tiltale og spørgsmål til at italesætte et publikum, som ikke specificeres nærmere for eksempel ved brug af bestemte typer ord, der forudsætter en bestemt beskaffenhed hos publikum. Gyldendal ytrer diskursen spørgende, og opfordrer dermed direkte til at andre hjælper med at skabe denne situation, hvilket viser Twitter-mediets interaktive muligheder, og det viser, at det påtrængende problem kan være bare dét at få situationen skabt, om end det ikke er en et påtrængende problem i Bitzers definition af ordet, hvorfor dette ikke kan ses som en retorisk situation.

Ser man de fem tweets som en samlet situation, ser vi at de alle søger at italesætte bøger og læseoplevelser. Det kan endnu en gang være udtryk for et påtrængende problem omkring øget bogsalg, idet italesættelsen af læsning og inddragelsen af modtageren kan være med til at påvirke modtageren til at købe flere bøger. Denne italesættelse er et udtryk for den retoriske situation, som Vatz definerer den, idet der ikke er tale om en reaktion på en situation, men om, at forlaget skaber en situation, som de ønsker publikums hjælp til at ændre. Det vil sige, at vi med disse tweets ser

56

en afsender, som via publikumsinddragelse og den følgende nærmere forbindelse søger at skabe en situation, der kan gøre en forskel for deres produktsalg. Det vil sige, at Gyldendal anvender skabelsen af det virtuelle sted, hvor brugerne læser deres fredagsbog, til et forsøg på at påvirke modtager til at synes om dem og til at købe flere bøger. En af de tvingende omstændigheder i denne situation er publikums beskaffenhed, idet mere end 7000 profiler på Twitter følger @gyldendal, og det kan være svært at gennemskue, hvor mange af dem, der faktisk er rigtige mennesker, hvor mange, der følger @gyldendal, fordi de er glade for bøger og så videre. Der er altså mange ubekendte, og Gyldendal må derfor benytte sig af boyds forestillede publikum, når de konstruerer deres ytringer.

Vi ser her i analysen, at Gyldendal gør brug af forskellige virkemidler for at nå deres publikum, blandt andet den subjektive beskrivelse af Zornig-dokumentarens følelsesmæssige effekt, skabelsen af det virtuelle sted, hvor deres publikum kan læse deres #fredagsbog, og de interaktivitetsopfordrende formuleringer, som hver især og tilsammen skal bruges til at konstituere et publikum med læseglæde, og til at påvirke publikum til at føle en forbindelse med afsender, hvilket i sidste ende skal få dem til at investere i afsenders produkt.

Case - @vestager: Introduktion: Den radikale folketingspolitiker og nuværende økonomi- og indenrigsminister, Margrethe Vestager, er i kraft af sit årelange virke som folketingspolitiker vant til at færdes i medier og til at kommunikere målrettet til forskellige målgrupper alt efter behov. Margrethe Vestager har været bruger af Twitter siden januar 2009136, og siden da har hun udsendt 2505 tweets, hun har fået 21943 followers, og hun følger selv 95 profiler 137 . En politiker som Margrethe Vestager har, som jeg forklarede indledningsvist, relevans i en undersøgelse som denne, idet politisk kommunikation ofte vil være præget af aktualitet og et forhold til retorisk situation, og denne analyse

136 Ifølge howlongontwitter.com og lignende tjenester.

137 Pr. 19. 7. 2012.

57

vil hjælpe til at belyse, hvorvidt brugen af Twitter forholder sig på samme måde, hvis overhovedet, til den retoriske situation, hvilket er specialets kerne.

Tweetanalyse: 9. 7. Orange er cool. På vej til Ecofin i Brx: Styrket samarbejde mellem eurolande, mere tid til Spanien mv. pic.twitter.com/kgQZ7v7o Dette tweet består af fire dele, og første del er en sætning, der syntaktisk set er ganske simpelt opbygget af subjekt, verbal og subjektsprædikat. Ordet ’orange’ kan være substantiv eller adjektiv, og det ses i sammenhæng med billedet, at der her er tale om substantivet, farven orange, idet billedet viser en lufthavn, hvor asfalten og flyets motor er malet med orange striber. Endvidere viser udsagnet, at afsender har en formodning om, at modtager husker de senest sendte tweets, da ’orange’ også kan være en henvisning til tidligere tweets fra afsenders deltagelse i Roskilde Festival138, der netop er kendt for sin orange scene. Udtrykket ‘cool’ er et ladet adjektiv, der indeholder konnotationer om ung og smart sprogbrug, hvilket viser, at afsender er opmærksom på signalværdien i slang og fyndord og på den afsmitning, sproget kan have på afsender. Det viser endvidere, at afsender henvender sig til en bestemt gruppe af modtagere, der i forvejen selv anvender ord som ‘cool’, og det kan, sammenlagt med henvisningen til Roskilde Festival, medvirke til at give modtager et billede af en afsender, der er netop ’cool’.

Bortset fra dette adjektiv er der ingen egentlig ladede udtryk i tweetet, der blot indeholder to andre adjektiver, ’mere’ og ’styrket’. Udtrykkene ’styrket samarbejde’ og ’mere tid’ er som sådan neutrale beskrivelser, men indeholder positive konnotationer, idet ’mere’ og ’styrket’ har et modsætningsforhold til ordene ’mindre’ og ’svækket’ eller direkte ’svag’, der kan opfattes som negative udtryk. Denne anvendelse af adjektiver viser modtager, at afsenders ønsker til det møde, der er tweetets emne, er af en positiv karakter, og dette kan være med til at styrke modtagerens billede af afsender som en person eller politiker med en positiv indstilling.

138 http://bit.ly/P2Z8FL, http://bit.ly/QREgo7 og http://bit.ly/P2ZmMU.

58

Næste led i tweetet har ikke noget subjekt og er derfor formelt set ikke en sætning, men består af tre præpositioner, et substantiv og to proprier, hvoraf det ene er en forkortelse samt et afsluttende kolon. De tre præpositioner udgør halvdelen af de seks ord i denne del, og det er derfor dem, der har fokus. Præpositionerne viser modtager, at afsender er i bevægelse, idet de ikke fortæller, at afsender eksempelvis befinder sig i en lufthavn, men fortæller, at hun er imellem et sted, hun kommer fra og et sted, hun skal hen. Det kan bruges til at vise modtager, at afsender er aktiv og handlende, idet ’på vej’ kan udtrykke en vis målrettethed, som her kan tillægges afsenders person og gøre modtager positivt stemt over for en afsender med initiativ.

I samme del af ytringen ser vi ’Brx’, som er et forkortet proprium, hvilket kan betyde flere ting. Det kan eksempelvis være udtryk for en nødvendig begrænsning af antal tegn i tweetet, men det kan også vise, at afsender enten forudsætter, at modtager i forvejen ved, at Brx er en forkortelse for Bruxelles, eller ud fra eksempelvis nævnelsen af ’Ecofin’ eller ’eurolande’ eller blot afsenders generelle virke som minister slutter sig til, at der er tale om denne by. Nævnelsen af ’Ecofin’ uden uddybende forklaring viser ligeledes, at afsender forudsætter viden hos sin modtager eller forventer, at modtager selv vil tage initiativ til at sætte sig ind i, hvad Ecofin er.

Også i tweetets sidste sproglige del ser vi afsenders forudsætning af modtagers viden, når et udsagn som ’mere tid til Spanien’ nævnes uden forklaring.

Afsender har valgt kun at benytte sig af Twitters iboende hypertekstualitet139 i forhold til fremvisning af billedet fra lufthavnen, men derudover anvendes ingen links eller hashtags, som via deres funktion som links kan sætte dette tweet i forbindelse med andre tweets om samme emne og dermed sætte ytringen i et større perspektiv omkring emner som ’Ecofin’, ’Bruxelles’ eller ’eurolande’.

Brugen af billedet i sig selv kan være med til at skabe en følelse af nærvær og af den autenticitet, som boyd understregede140, idet et fotografi giver modtageren et indblik i den travle politikers ellers lukkede hverdag, og idet billedet formentlig er taget af afsender selv. Det kan være med til at underbygge billedet af den engagerede politiker som en person, der ikke blot går aktivt op i sit embede, men også går op i at delagtiggøre sine followers, der måske kan være vælgere, i sin færden. Dette kan være med til at vise afsender som en hel person frem for blot et ansigt på politiske

139 Lister, 2009, side 26.

140 boyd, 2011, side 6.

59

plakater eller i fjernsynet, hvilket kan mindske afstanden fra afsender til modtager og dermed skabe en fornemmelse af at afsender er i øjenhøjde med og tilgængelig for modtager, hvilket muligheden for interaktivitet er med til at underbygge.

Vi ser i tweetet her, at afsender både omtaler politiske emner og kommer med en personlig kommentar. Det politisk professionelle afspejles i tweetets anden og tredje del, som omhandler ministerens arbejde og forpligtelser, mens første del samt billedet ikke omhandler politik, men er afsenders egen holdning til ‘orange’, samt et fotografi, der viser en for afsender aktuel situation fra en lufthavn.

Vi ser her, at Margrethe Vestager omtaler flere emner, hvilket kan betyde, at der er flere påtrængende problemer i forhold til Bitzers retoriske situation. Det påtrængende problem kan være et bestemt ønske til publikums opfattelse af afsenders personlige fremtræden med hjælp fra en retorik, der henviser til populærkultur og et billede af en aktivt rejsende og arbejdende minister. Det påtrængende problem kan endvidere være, at afsender har bestemte, politiske ønsker til Ecofin-mødets udfald samt at gøre opmærksom på, at mødet findes. Da Ecofin optager mest plads i tweetet, vælger jeg at tage udgangspunkt i dette som bevæggrund for at sende tweetet. Men mødet er ikke en situation der eksisterer nu og her, den eksisterer i fremtiden, hvilket betyder, at Margrethe Vestager i dette tilfælde ikke reagerer på en situation, men søger at skabe den, sådan som Vatz definerer retorisk situation. Ser vi på publikum via Bitzers definition, ser vi, at modtagerne af tweetet, @vestagers followers, ikke er dem, som kan formidle forandring. Dem, som kan formidle en forandring i situationen er ikke dem, som følger Margrethe Vestager på Twitter, men derimod de andre deltagere i mødet, som formentlig ikke ser dette tweet. Dette forhold kan ses som en af de tvingende omstændigheder, situationen indeholder, nemlig at afsender ikke har mulighed for, via denne kanal, at kommunikere sit påtrængende problem til dem, som kan reagere på det og gøre en forskel.

Vestager omtaler her selve mødet samt sine egne ønsker til mødets udfald, og både ønskerne og mødet selv rummer muligheden for at udvikle sig til situationer, hvilket vil sige, at Vestager her forsøger at skabe en retorisk situation efter Vatz’ definition.

Det lægger sig endvidere fint i linjen med Hausers life cycles, hvor denne situation vil være at finde i sin opståen, hvor den endnu ikke har defineret et klart publikum og

60

nogle tvingende omstændigheder, hvilket er det, Margrethe Vestager søger at gøre med dette tweet.

Vi ser forskellige tegn på et forestillet publikum, som det boyd nævner, og som kan være udtryk for det publikum, Margrethe Vestager prøver at definere med det situationsskabende tweet. Anvendelsen af slang som ’cool’ og henvisningen til Roskilde Festival kan, som nævnt ovenfor, være udtryk for et forestillet publikum, som er yngre, er interesseret i populærkultur som Roskilde Festival samt anvender slang. Samtidig omtaler hun et seriøst politisk møde og opstiller nogle ønsker omkring det, som viser et publikum, som er politisk interesseret og ved, hvad Ecofin er. De to typer publikum behøver ikke være modsætninger, men er heller ikke nødvendigvis særligt overlappende. Det kan altså være et udtryk for, at Margrethe Vestager med denne ytring forsøger at ramme mere end én målgruppe.

Vi ser altså her et tweet, hvor Margrethe Vestager henviser til flere andre tweets og dermed omtaler flere emner i samme ytring. Hun bruger sproget til aktivt at tiltale flere typer publikum, og hun anvender et billede til at skabe forbindelse med sit publikum.

Og

vi

ser

endvidere

et

tweet,

der

er

præget

af

mediets

karakterbegrænsning, hvilket viser sig ved udeladte verber og brug af forkortelser; et tweet, der indeholder både professionelle og personlige dele fra afsender; og et tweet der med sine udsagn uden forklaringer stiller krav til sin modtager.

6. 7. Forbereder Ecofin i Bruxelles på mandag/tirsdag med samråd i Europaudvalget. Spanien, two-pack, landespecifikle henstillinger - EU arbejder. [sic] 24. 6. Historisk skatteaftale. Ikke siden 1985 så bred aftale hen over midten om skat. Flere i arbejde, færre på overførsler.pic.twitter.com/x4E0UziX 18. 6. Så er Liberal Alliance på vej ind i Finansen ...pic.twitter.com/qoKPKWxp 17. 6. Fmst. har regnet på V's forslag. Det er markant underfinansieret. Og hvor reg.'s giver +3 mia i råderum, giver V's -3 mia. Uansvarligt.

15. 6. Kinesisk-dansk erhvervskonference. Der skal underskrives eksportkontrakter for 18 mia. pic.twitter.com/m69toc2u 13. 6. Folketinget justerer kommunale udligning: kommuner hvor borgerne har behov får lidt mere. V imod. Vil de lave det om?pic.twitter.com/BONE5vmF

61

10. 6. Vi har en kommuneaftale. Hårde forhandlinger, god aftale: Økonomisk ansvarlig, sundhed, klima og bedre dagtilbud. Gladpic.twitter.com/a59z8ZnI 10. 6. Så er der smørrebrød og forhandlinger igen. I dag med Kommunernes Landsforening. Håber vi kan lave en aftale i dag.pic.twitter.com/Dmn124nL Vi ser her en stribe tweets, der hver især har et politisk omdrejningspunkt, og de otte tweets har udover det fælles emne en række ligheder og forskelle. En af lighederne er endvidere sammenfaldende med casens første tweet og viser igen en afsender, der med billeder af hverdagsprægede situationer fra det politiske arbejde forsøger at skabe nærhed til modtager, idet seks af disse otte tweets indeholder link til fotografier, som formodentlig er taget af afsender selv, og som viser eksempelvis smørrebrød og mødeborde med andre politikere.

Rent sprogligt minder de otte tweets om det første i casen, idet de udelader sætningsled, gør brug af forkortelser og forudsætter viden hos modtageren.

Indholdsmæssigt minder de også om det første tweet, idet denne lille samling både afspejler det professionelle, politiske arbejde med møder og forhandlinger, og den personlige afsenders holdning til eksempelvis skatteforslag og kommuneaftale, der hver især beskrives med et enkelt, subjektivt adjektiv.

Vi ser blandt andet, at tweetet fra 17. 6. er præget af forkortelser, hvoraf nogle er officielle og korrekte, mens andre ikke er. ’Fmst.’ er således ikke en officiel forkortelse, ligesom ’reg.’ er en forkortelse for ’register’, hvilket det ikke ser ud til at være anvendt som i denne sætning. Det vil sige, at afsender her stiller krav til modtagers forståelse af tweetet, hvilket kan indebære en risiko for, at publikum misforstår ytringen. I modsætning hertil ser vi i tweetet fra 6. 7., at afsender vælger at skrive ‘mandag/tirsdag’ helt ud, ligesom vi ser i tweetet fra 10. 6., at afsender medtager adverbialet ‘i dag’ to gange i samme tweet. Det vil sige, at afsender ikke er konsekvent i sin sprogbrug fra ét tweet til et andet, men veksler mellem forskellige typer af sprog. En sådan vekslen vil normalt resultere i et levende og dynamisk sprog, om end redundans og svære forkortelser kan virke irriterende for visse publikummer.

Tweetet fra den 18. 6. adskiller sig fra de andre ved kun at have en enkelt sætning samt et billede. Samtlige andre tweets i denne serie har flere fokuspunkter og nævner

62

både et overordnet emne samt et eller flere underpunkter, eksempelvis tweetet fra 24.

6., hvor afsender både slår fast, at der er tale om en ‘historisk skatteaftale’; uddybende forklarer, at der ikke har været et så bredt forlig siden 1985 og slutter af med at nævne et par af punkterne fra aftalen.

Endvidere adskiller tweetet fra 18. 6. sig ved, at det omhandler nogle andre end afsender selv. Fokus i de andre tweets har været politisk arbejde set fra afsenders eget synspunkt og arbejde med sagerne, hvorimod dette tweet omhandler et andet parti, og billedet viser medlemmer af dette parti, som står på gaden og taler med DR. Det kan være udtryk for afsenders umiddelbare tilgang til et medie, drejer sig om at vise, hvad der sker nu og her, men det har en anden dimension, idet det også bliver udtryk for, at Margrethe Vestager og dem, hun sad i møde med den 18. 6., da dette skete, taler om de andre politikere og derved ligner modtageren. Tweetet kan altså bruges til at vise den autenticitet, som boyd nævner, og derved til at skabe nærhed til modtager.

Bortset fra det netop nævnte tweet, er de viste eksempler bygget op omkring en indledende rammesætning, efterfulgt af en eller flere nærmere beskrivelser omkring det overordnede. Det viser os en afsender, som fører sin modtager gennem oplysningerne til en forståelse, og det fortæller, at afsender er bevidst om sin egen rolle i kommunikationssituationen og dermed også modtagers. Denne bevidsthed kontrasteres dog af de mange eksempler på afsenders forudsætning til modtagers viden, som vi også ser i denne analyse.

Fokus for de pågældende tweets er primært det professionelle, politiske arbejde, men der er flere tweets, der også viser afsenders egen holdning og forventning til emnet. Eksempelvis i eksemplet fra 10. 6., hvor afsender ‘håber’, dagen vil ende med en aftale, eller den 17. 6., hvor afsender giver udtryk for en personlig såvel som politisk holdning til skatteudspillet fra Venstre og kalder det ‘uansvarligt’. De fleste adjektiver, som anvendes i de viste tweets, er ladede enten positivt eller negativt, hvilket viser, at afsender er klar over betydningen af sprogbrug og forsøger at skabe en bestemt stemning eller endda holdning hos modtager.

Situationelt placerer de otte tweets sig i forskellige kategorier, idet nogle er forløbere for situationer, mens andre følger efter den situation, de omtaler. Tweetet omkring Ecofin fra den 6. 7. går forud for det møde, tweetet omtaler, og beskriver,

63

hvad afsenders forberedelser går ud på. Det vil sige, at man kan se det som Vatz’ retoriske situation, idet afsender udvælger et emne og skaber en situation. Det placerer tweetet som beskrivelse af en opstående situation set i forhold til Hausers ramme om situationers udvikling, og det betyder, at omtalte situation endnu ikke har konstitueret publikum eller tvingende omstændigheder, men har muligheden for at udvikle sig til modenhed, idet den omtales af afsender. Det publikum, som Margrethe Vestager tiltaler og forsøger at konstituere, er et publikum, som er politisk orienteret, hvilket vises med den forudsatte viden som

nævnelsen af ’two-pack’,

’landespecifikke henstillinger’ og ’samråd’ er udtryk for.

De tvingende

omstændigheder, afsender har at arbejde med i dette tilfælde er først og fremmest, at tweetets emne er et EU-politisk emne, som besværligt lader sig forklare på 140 tegn, hvilket kan være årsagen til, at der ingen forklaring kommer, hvorimod der opstilles en forventning til modtager om at være i stand til at afkode beskeden alligevel.

I modsætning hertil er tweetet fra den 24. 6. sendt efter den omtalte situation, hvilket betyder, at vi i udgangspunktet kan se det som en retorisk situation, som Bitzer beskrev den, hvor situationen kommer forud for diskursen. Dog er denne situation overstået, på det tidspunkt, hvor tweetet sendes, og derfor eksisterer der ikke et påtrængende problem, og intet publikum har mulighed for at formidle forandring omkring situationen, fordi den er afsluttet. Det placerer situationen som opløst på Hausers skala, hvilket betyder, at det er for sent at gøre en forskel ved hjælp af retorik.

Dette, at situationen er overstået, kan være en forklaring på, hvorfor det nævnes, at aftalen er historisk og ikke set lige siden 1985. Det viser, at en anden tvingende omstændighed, om at skrive relevant og vedkommende for modtager, tolkes i et større perspektiv end blot det nye ved, at en aftale er indgået, men derimod fokuserer på det historiske, at aftalens beskaffenhed er noget særligt.

Som en tredje variant ser vi eksempelvis tweets fra 13. 6. og 17. 6., som er udsendt midt i situationens udvikling med henholdsvis kommunal udligning og skatteforhandling. Begge situationer omtales, når de befinder sig i modenhed ifølge Hauser, hvilket betyder, at publikum og tvingende omstændigheder ér defineret, samt at diskursen derfor skal passe til disse for at passe til situationen. Det retoriske publikum, som kan formidle forandring i denne situation, er Folketingets politikere,

64

der i vælgernes sted kan være formidlere af forandring ved at stemme ja eller nej i den aktuelle afstemning eller sige ja eller nej til pågældende skatteaftale. Men det er usandsynligt, at det er netop dém, der er målet for tweetet, og det reelle publikum er de personer og muligvis vælgere, som følger Margrethe Vestager på Twitter, og de har ingen mulighed for at formidle forandring i denne situation, hvilket vil sige, at ytringen ikke henvender sig til et retorisk publikum, men blot til et alment publikum, som i dette tilfælde er @vestagers followers.

Analysen her viser os, at @vestager er en afsender, der tager sin kommunikationssituation alvorligt, og som har fokus på både egen rolle og på modtagers, om end der er lidt vaklen i forventningerne til denne modtager, når der skiftevis forklares og forudsættes viden, men det er tydeligt, at modtagers rolle er overvejet i sproglige valg og i valget af emner. Tilføjelsen af billeder fra en politisk hverdag viser endvidere en forståelse af mediets muligheder set i forhold til boyds teori omkring identitetsskabelse og autenticitet. Vi ser endvidere, at den situationelle analyse ikke uden videre lader sig definere i rigide kategoriseringer, ligesom de forskellige dele af den retoriske situation ikke lader sig indfange så enkelt.

Opsamling af analyse Jeg har nu analyseret et udvalg af tweets fra de tre cases, som har vist visse mønstre, ligheder og forskelle de tre imellem, og som jeg her kort vil gennemgå og samle op på, før jeg bevæger mig til specialets konklusion.

Igennem min sproglige analyse af tweets fra de tre cases har jeg vist, at de tre forskellige afsendere bruger forskellige metoder i deres kommunikation på Twitter.

Blandt andet kan vi se, at de tre profiler benytter sig af forskelligt sprogbrug i forhold til at nå deres publikum, idet vi eksempelvis ser, at @amnestydk anvender imperativformer af verberne ’at tilmelde’ og ’at være’ for at få deres publikum til at reagere og deltage i den kampagne, som tweetet omtaler. Samtidig ser vi, hvordan @gyldendal stiller direkte spørgsmål til deres followers, hvilket normalt vil anspore til publikums inddragelse i en dialogisk samtale med afsender.

I modsætning hertil ser vi, at @vestager blot en enkelt gang anvender et spørgsmål, der lader til at være rent retorisk, men ellers bruger heller ikke hun spørgsmål eller

65

særligt bøjede verber, idet hun ikke direkte i sine tweets beder publikum om dialog, men blot frembringer sin ytring uden et udtrykt ønske om reaktioner fra sit publikum .

Til gengæld har jeg vist, hvordan netop @vestager gør brug af billeder i næsten alle tweets, hvilket kan medvirke til at mindske afstanden til modtager. Det vil sige, at hun med tweetet sender et link til et billede, der formentlig er fotograferet af hende selv, og som viser en situation, som hun samtidig omtaler i tweetet. Hverken @amnestydk eller @gyldendal gør brug af fotografier i deres tweets.

Dog anvender både @gyldendal og @amnestydk hashtags i deres tweets, som gør det tydeligt for publikum, hvad det enkelte tweet drejer sig om. @gyldendal bruger, i de af mig udvalgte tweets, udelukkende hashtagget ’#fredagsbog’ som angiver for deres emne, hvor @amnestydk i stor udstrækning benytter sig af muligheden for at lade sætningsdele indgå i det samlede tweet som hashtags ud over blot at være eksempelvis subjekt eller objekt. I modsætning til dette anvender @vestager ingen hashtags som emneangiver, men vi kan konstatere, at @vestager omtaler flere emner i ét og samme tweet, hvilket hverken @gyldendal eller @amnestydk praktiserer.

Alle tre afsendere gør brug af korte og let læste sætningsstrukturer, som gør det nemt for modtager at afkode kommunikationen og vurdere interessen. Og vi ser, at @amnestydk endvidere anvender links i sine tweets for at give modtager en nem mulighed for at finde mere information omkring tweetets emne. Links bliver ikke benyttet af @gyldendal, idet de valgte tweets i dette tilfælde har fokus på ’#fredagsbog’ og dermed handler om publikums oplevelser med bøger og læsning. @vestager anvender heller ikke links, men har til gengæld tendens til at fylde meget information i hvert enkelt tweet, hvilket endvidere viser forudsætninger til modtagers viden. @gyldendal har kun sparsomt med information i de valgte tweets, mens @amnestydk i stil med @vestager ytrer sig i informationstunge tweets, som ligeledes stiller krav til modtagers viden og forståelse, fordi der nævnes meget, som ikke ekspliciteres, men enten må vides på forhånd eller eventuelt opdages, i @amnestydks tilfælde, ved at gøre brug af de viste links.

De situationelle træk undersøges i dette speciale ud fra den retoriske situation som den blev forklaret i første afsnit, det vil sige, at jeg analyserer ytringen for at finde dens årsag og udspring, dens publikum ud fra krav om det retoriske publikums

66

mulighed for at formidle forandring, de tvingende omstændigheder som Bitzer, Vatz og Hauser beskriver i deres respektive teorier omkring den retoriske situation samt life cycles, som de defineres af Hauser.

Vi ser flere eksempler på Bitzers definition af den retoriske situation, hvor emnet i tweetet er en situation, som giver anledning til retorikken. Det ser vi blandt andet, når Amnesty vælger at omtale knægtet ytringsfrihed i det først analyserede tweet, hvor organisationen vælger et emne, som ofte nævnes i dagspressen og de fleste medier, nemlig at ytringsfriheden er under pres i mange dele af verden. Ligeledes ser vi et eksempel på Bitzers retoriske situation, når Margrethe Vestager omtaler forhandlinger

med

Kommunernes

Landsforening

på

et

tidspunkt,

hvor

forhandlingerne er i deres begyndelse, eller når @gyldendal omtaler en dokumentar, som blev vist i fjernsynet den foregående dag.

Ligeså ser vi eksempler på Vatz’ retoriske situation, idet eksempelvis tweetet fra @amnestydk omkring ytringsfrihed behandler et emne, som den brede befolkning godt ved, er et problem. Men fordi problemet er så omfattende, og der kan være nyheder om det ustandseligt, er det ikke altid præsent, hvorfor man kan sige, at Amnesty gør det præsent, idet de giver det signifikans og gør det aktuelt. Det vil sige, at problemet til stadighed findes, men at det udvælges og omtales af @amnestydk, hvorved det bliver en retorisk situation, fordi retorikken har det som emne. På samme måde kan vi se et eksempel på en Vatzisk retorisk situation, når @gyldendal vælger at spørge deres followers, hvad de læser som ’#fredagsbog’. Her findes der givet en masse læsesituationer rundt om i landet, men de findes ikke som en samlet situation, som publikum kan forholde sig til, før @gyldendal vælger at omtale det som en samlet situation. Hermed opstår situationen som en retorisk situation, fordi @gyldendal giver emnet signifikans.

Analyserer vi disse eksempler nærmere, ser vi en problematisering af publikumsbegrebet, idet publikummet for de respektive tweets i udgangspunktet blot er de personer, som følger enten @amnestydk eller @vestager på Twitter, men at dette publikum ikke altid er i stand til at formidle forandring. I tilfældet med Amnesty opfordres publikum til at deltage i en kampagne og medvirke til en formidling af forandring på denne måde. Og i tilfældet med Margrethe Vestager har Twitter-publikummet ikke nogen reel mulighed for at formidle forandring, fordi de

67

ikke er til stede ved forhandlingerne, idet de er almindelige borgere, som blot følger indenrigsministeren tweets. Dog kan @vestagers followers godt være andre politikere, som for så vidt kan være til stede ved forhandlingen og dermed formidle forandring ved at stemme på en bestemt måde, men det er for det første tvivlsomt, at også de skulle holde øje med Twitter i en forhandlingssituation, og at de skulle lade et tweet fra en radikal politiker påvirke sig, i fald de er af en anden politisk overbevisning.

Der er flere aspekter omkring publikumsbegrebet, som problematiseres, idet i hvert fald Bitzers publikum ikke blot var det retoriske publikum, men et faktisk tilstedeværende publikum ved en tale, hvorimod dette publikum er usynligt og fjernt, hvorfor det må forestilles, når afsender konstruerer sin ytring til publikum. Det betyder, at formuleringen af retorikken er op til afsenders forestilling om et publikum, som er svært at gætte på og ramme rigtigt med, hvilket yderligere påvirker hele kommunikationen.

De tvingende omstændigheder, som Bitzer definerer dem, består her altså blandt andet af publikums beskaffenhed, som afsender må forholde sig til, hvilket jeg eksempelvis har vist i min omtale af den sproglige påvirkning af publikum.

Endvidere er der i Twitters egen form indeholdt bestemte vilkår, eksempelvis begrænsningen af karakterer og muligheden for links, som afsender må forsøge at arbejde med eller imod. Og vi ser flere eksempler på brug af hypertekstuelt linkede artikler eller rapporter og billeder, samt forkortede ord og udeladte sætningsdele, der vidner om et bevidst forhold til karakterbegrænsningen.

Undersøger vi de tre cases’ tweets ud fra Hausers retoriske situation med fokus på life cycles, ser vi, at der faktisk optræder situationer på ethvert af de fire stadier af situationsudvikling, som Hauser definerede. Eksempelvis befinder @amnestydks sag om ytringsfrihed sig på stadiet før modenhed, hvor det er op til afsender at definere publikum og omstændigheder for situationen, hvilket @amnestydk gør med helt kort og klart neutralt sprogbrug og en direkte opfordring til alle, der læser med, om at tilmelde sig kampagnen. Herimod ser vi @gyldendals tweet om, hvad der blev læst i løbet af en fredag, som er en situation, der er i sin opløsning, fordi selv ikke det mest interesserede publikum kan formidle en forandring, idet situationen handler om dagens læsning, og dagen er gået. Gyldendal har dog et andet påtrængende problem,

68

som forholder sig til en ønsket forandring omkring deres bogsalg, og her kan publikum endnu nå at forandre situationen ved at købe bøger, og set i denne optik, er situationen endnu moden og bliver ved at være det, så længe @gyldendal italesætter læsning og ’#fredagsbog’, og så længe publikum har interessen.

Det vil altså sige, at vi igennem analysen har fået vist, at der i de valgte tweets findes retoriske situationer af både Vatz’ og Bitzers definition, nogle gange endda i samme tweet, samt at tweets kan være på ethvert af de fire stadier i life cycles, hvilket samlet viser os et problem i forhold til en ganske klar opdeling af de forskellige typer af retorisk situation, sådan som de opdeles i teorien.

Konklusion I indledningen af specialet lagde jeg ud med at stille spørgsmålet omkring forholdet mellem ytring og retorisk situation på Twitter, og jeg har nu undersøgt dette forhold ud fra både teori og empirisk analyse. Jeg begyndte med at gennemgå teori omkring den retoriske situation, hvorefter jeg undersøgte teori om nye medier.

Teorien omkring retorisk situation viste, at den retoriske situation består af tre elementer; et påtrængende problem, der kan løses ved hjælp af retorik; et retorisk publikum, der kan formidle forandring; og en samling tvingende omstændigheder, som spiller ind på den samlede situation og stiller krav til retor.

I teorien omkring nye medier, så vi at disse indeholder andre muligheder omkring kommunikation end gamle medier, idet nye medier er baseret på andre forhold som digitalitet, der blandt andet muliggør interaktivitet og hypertekstualitet. Det interaktive aspekt kan påvirke den retoriske situation, idet eksempelvis Bitzers genre, talen, ikke indebar denne mulighed, som derfor slet ikke er tænkt ind i selve situationsdefinitionen. Det samme kan siges om hypertekstualitet, som heller ikke fandtes, da Vatz eller Hauser udtrykte deres teorier omkring retorisk situation ud fra Bitzers udgangspunkt.

Både interaktivitet og hypertekstualitet har mulighed for at påvirke den retoriske situation, idet interaktiviteten giver modtager mulighed for at gå i dialog med afsender, hvorved afsender pludselig kan stå i en situation, hvor han skal svare på spørgsmål omkring sin ytring eller bliver bedt om holdninger til andre sager end den

69

i ytringen nævnte. Dette ændrer forholdet mellem afsender og modtager, der bliver mere ligestillede, idet afsender ikke længere er svær at nå, men blot kræver anvendelsen af @ og vedkommendes brugernavn for at sætte gang i en dialog. Denne mulighed for interaktiv samtale kan endvidere betyde, at modtager er mindre opmærksom på den enkelte ytring, fordi han eller hun sidder og venter på svar omkring noget bestemt og derfor blot nøjes med at skimme andre tweets uopmærksomt.

Ligeledes kan hypertekstualitet påvirke den retoriske situation, idet et link i et tweet kan få publikum til at være uopmærksomme og ikke læse tweetet, før de benytter sig af linket og klikker videre til for eksempel en nyhedsartikel eller en video på YouTube. Sammen med disse to er også mængden af tweets, som bestandigt kommer strømmende, med til at spænde ben for modtagers opmærksomhed, idet det er praktisk umuligt at holde øje med samtlige tweets i strømmen, hvorfor en del tweets må gå upåagtet hen afhængig af, hvor mange profiler den enkelte har valgt at følge. Dette kan man som afsender imødekomme ved at anvende hashtags, som sætter tweetet i forbindelse med andre tweets med samme hashtag, hvilket igen er baseret på hypertekstualitet, idet tagget virker som et link til en søgning og publikum derfor vil få vist samtlige tweets med det pågældende hashtag, hvis de klikker på det ene tag i tweetet. Det vil altså sige, at publikums opmærksomhed i forhold til Bitzers, Vatz’ og Hausers genrebegreb bliver udfordret, og denne udfordring går ind og bliver en del af de tvingende omstændigheder i den retoriske situation på nye medier.

Sociale netværk anvendes, fortæller boyd os, til at skabe afsenders identitet, hvilket betyder, at man på Twitter viser, hvem man er primært ud fra de ting, man skriver og sekundært ud fra de personer, man følger. Det betyder, at mediet i sig selv opfordrer til ytringer omkring afsenders gøren og laden, som ikke har nogen anden årsag eller grund end den, at afsender vil fortælle, hvad der lige nu er vigtigt for ham.

Det vil sige, at nye medier og i særdeleshed Twitter er hjemsted for ytringer, der kun ytres for deres egen skyld, hvilket ikke var i brug, da den retoriske situation blev defineret i forhold til samtidens medier. En ytring for ytringens skyld er ingen retorisk situation, siger Bitzer, idet der ikke er tale om et påtrængende problem, som skal afhjælpes med retorik og publikums handling. Men afsenderne anvender retorik,

70

og der er tale om en situation, og ytringen sendes til et publikum, så der ér tale om en retorisk situation, blot ikke en, der er så skarpt defineret og afgrænset som Bitzers eller Vatz’. Netop disse to teoriers indbyrdes modsætningsforhold udfordres videre på Twitter, når vi i analysen ser visse tweets, som viser sig at reagere på en situation, mens andre skaber en situation, mens nogle tweets endda gør begge dele.

Det vil sige, at retorik på Twitter godt kan opstå uden et påtrængende problem, hvilket blandt andet sætter fokus på publikums rolle, idet et publikum dermed ikke behøver formidle forandring, fordi ytringen ikke altid vil opstå som følge af et behov for forandring. Ydermere er der her tale om det, boyd kalder et forestillet publikum, idet retor ikke kender publikum eller kan se det foran sig, men må forestille sig det, hvis han vil formulere sin ytring til at ramme det. Vi ser dette forestillede publikum i disse tweets, når @vestager bruger udtryk som ’cool’ eller henviser til Roskilde Festival, eller når @amnestydk anvender navnet og hashtagget ’#ACTA’, uden at forklare, hvad ACTA er. Det betyder, at publikums rolle ændrer sig fra at være et publikum, der skulle motiveres til at handle, til at være et publikum, der, jævnfør ovenstående omkring opmærksomhed og identitetsskabelse, følger en given afsenders tweets for at vise en slags tilhørsforhold og/eller for at få information og underholdning fra afsender. Det viser et relativt passivt publikum, som i udgangspunktet stemmer dårligt overens med Listers publikum, som er den aktive bruger, der selv sammensætter sin medieoplevelse. Men der er ingen modsigelse i det, fordi det tilsyneladende passive publikum på Twitter allerede aktivt har udvalgt deres mediebillede ved at udvælge en liste af profiler, som de følger.

Denne undersøgelse er ikke omfattende nok til at lede til en endelig konklusion omkring retorisk situation og Twitter, men den kan vise os en tendens, som vi kan arbejde videre fra. Og tendensen viser, at vi nu har at gøre med en retorisk situation, som ikke følger hverken Bitzers, Vatz’ eller Hausers definitioner, men primært forholder sig til mediets krav og muligheder. Det betyder, at teorierne om den retoriske situation er utidssvarende, fordi de blev udtænkt til et helt andet mediebillede end det, vi opererer med i dag. Det er på dette grundlag, jeg konkluderer, at den retoriske situation skal nytænkes ud fra de vilkår, nye medier stiller til rådighed og således, som jeg har beskrevet det ovenfor med en accept af retoriske ytringer uden et påtrængende problem, plasticitet i definitionerne af

71

situationens forskellige elementer, samt en forståelse for og accept af, at publikum kan være publikum alene for fornøjelsens skyld, og for at både mediet selv såvel som det ukendte, men forestillede, publikum er dele af de basale, tvingende omstændigheder, som defineres af mediet og ikke af situationen.

72

Litteratur Bøger og kompendietekster: Galberg Jacobsen, Henrik og Skyum-Nielsen, Peder (2003): “Dansk Sprog”, Schønberg.

Lister et al (2009): “New Media – a critical introduction”, Routledge.

Bitzer, Lloyd F. (1997): “Den retoriske situation”. Oversat af Jens E. Kjeldsen Rhetorica Scandinavica nr. 3, pp. 6-17.

Hauser, Gerald A. (2002): “Rhetorical Opportunities” i Introduction to Rhetorical Theory, Waveland Press, pp. 39-60.

Vatz, Richard E. (2000): “Myten om den retoriske situation”. Oversat af Jonas Gabrielsen og Christina Pontoppidan. Rhetorica Scandinavia nr. 15, pp. 7-13.

Hoff-Clausen, Elisabeth (2011): ”Online ethos, Webretorik i politiske kampagner, blogs og wikis”, Samfundslitteratur.

Friis Saxberg, Natasha og Friis Saxberg, Jacob (2009): ”Twitter – massekommunikation på 140 tegn”, Libris.

Lund Klujeff, Marie og Roer, Hanne (2006): ”Retorikkens aktualitet – Grundbog i retorisk analyse”, Hans Reitzels Forlag.

Jørgensen, Charlotte og Villadsen, Lisa (red.) (2011): ”Retorik – Teori og praksis”, Samfundslitteratur.

Svarre, Peter (2011): ”Den perfekte storm, Læg kursen for virksomhedens strategi i de sociale medier”, Gyldendal Warnick, Barbara og Heineman, David S. (2012): ”Rhetoric online, The Politics of New Media”, Peter Lang.

Online ressourcer: https://twitter.com/ https://twitter.com/amnestydk https://twitter.com/Gyldendal https://twitter.com/vestager http://overskrift.dk http://www.danah.org/ boyd, danah (2008): ”Taken Out of Context: American Teen Sociality in Networked Publics”. boyd, danah (2011): "Dear Voyeur, Meet Flâneur… Sincerely, Social Media." Surveillance and Society 8(4), pp. 505-507.

Marwick, Alice and boyd, danah (2011): "To See and Be Seen: Celebrity Practice on Twitter." Convergence, 17(2), pp. 139 - 158.

73

Marwick, Alice and boyd, danah (2011): "I Tweet Honestly, I Tweet Passionately: Twitter Users, Context Collapse, and the Imagined Audience." New Media and Society, 13, pp. 96-113. boyd, danah (2010): "Social Network Sites as Networked Publics: Affordances, Dynamics, and Implications." In Networked Self: Identity, Community, and Culture on Social Network Sites (ed. Zizi Papacharissi), pp. 39-58. boyd, danah; Golder, Scott and Lotan, Gilad (2010): "Tweet Tweet Retweet: Conversational Aspects of Retweeting on Twitter." Proceedings of HICSS42, Persistent Conversation Track. Kauai, HI: IEEE Computer Society. January 5-8, 2010. boyd, danah and Ellison, Nicole (2007): "Social Network Sites: Definition, History, and Scholarship." Journal of Computer-Mediated Communication, 13 (1), article 11.

Java, Akshay et al (2007): “Why We Twitter: Understanding Microblogging Usage and Communities” Joint 9th WEBKDD and 1st SNA-KDD Workshop ’07, August 12, 2007, San Jose, California , USA . boyd, danah and Marwick, Alice (2011): “Social Privacy in Networked Publics: Teens’ Attitudes, Practices, and Strategies”, Oxford Internet Institute’s “A Decade in Internet Time: Symposium on the Dynamics of the Internet and Society”, 2011.

Honeycutt/Herring (2009): “Beyond Microblogging: Conversation and Collaboration via Twitter” Proceedings of the 42nd Hawaii International Conference on System Sciences.

Huberman, Romero, Wu (2008): “Social networks that matter: Twitter under the microscope”.

74