EN REJSEREPORTAGE Israel – landet der flyder med mælk og honning

- En rejsereportage fra sognerejsen til Israel

Det er noget dragende ved det land, Israel – landet, der flyder med mælk og honning. Det er også landet, der havde vores (præsternes) interesse allerede, da vi var helt unge. Vi har begge taget vores rygsæk på ryggen og taget til Israel, da vi skulle ud at udforske og opdage verden. Vores ophold har gjort, at Israel har en særlig plads i vores hjerter. Deri er også en længsel efter at komme tilbage og gense landet. Det har derfor meget længe været vigtigt for os at arrangere en sognerejse til Israel - så vi kunne opleve landet sammen og dele oplevelser fra landet med flere fra sognet...

På trods af uenigheder, konflikter og spændinger mellem en jødisk majoritetsbefolkning og et stort mindretal af palæstinensere, så er det et fantastisk land med dets lange historie og dets kontraster, store mangfoldighed og religiøse centrum for de 3 store verdensreligioner: Jødedom, Kristendom og Islam...

Spændingerne i landet tog til lige op til vores afrejsedato, og en deltager på sognerejsen siger om sine bekymringer før afrejsen...

men Corona og en hofteoperation gjorde, at vi gang på gang måtte udskyde den. Og nu hvor det endelig så ud til at lykkes, spidsede situationen i landet til med demonstrationer og anholdelser. Det blev længslen efter Israel ikke mindre af - tvært imod. Nu måtte vi bare afsted. Så det var en stor glæde, da gruppen på 20 mennesker endelig i april i år kunne drage til Israel.

Vi havde tilrettelagt en sognerejse, hvor vi kom godt rundt i landet med ophold både i Betlehem, Det Døde Hav, Masada, Geneseret Sø, Nasareth og Jerusalem.

Mange af deltagerne havde gjort sig forestillinger om stederne allerede, da de som børn sad i skolen og lyttede til bibelhistorierne. Fortællingerne har lagret sig i hukommelsen og billederne af de bibelske personer, byer og steder blev allerede dengang dannet på den indre nethinde. En af deltagerne på sognerejsen siger:

Vi havde længe talt om en tur til Israel, men mente at en tur med kompetente guider, ville give størst udbytte. For at opleve de steder man altid har hørt om...

I 4. Mosebog i Det Gamle Testamente kan vi læse om Moses vandring gennem ørkenen sammen med det folk, han havde fået til opgave af Gud at befri ud af Faraos undertrykkelse og føre tilbage til det forjættede land. Da de er tæt på målet, sender Moses et par spejdere ind i landet, og de vender ikke tomhændet tilbage til ham:

I en dal fandt de en vinranke fyldt med drueklaser, der var så store, at der skulle to mænd til at bære dem på en stang mellem skulderne, og de plukkede også granatæbler og figner. De kaldte dalen for Eshkol, fordi det betyder ’drueklase’. 40 dage efter vendte spionerne tilbage til teltlejren ved Kadesh i Paran-ørkenen og aflagde rapport. De viste de frugter, som de havde taget med hjem, og fortalte om det frugtbare land. »Det flyder med mælk og honning,« sagde de (4. Mosebog)

Vi havde planlagt turen over lang tid,

Der er noget eventyrligt eller forjættende over de bibelske fortællinger. De har skabt en længsel hos deltagerne på sognerejsen efter bare én gang i livet at opleve landet: Israel – landet, der flyder med mælk og honning?

Det var allerede særligt dengang at træde ind i det hellige land. Et land der flød med mælk og honning. Og hvorfor lige mælk og honning? Ja, vi hører også om granatæbler og kæmpe drueklaser. Landet der flyder med mælk og honning optræder flere steder i Det Gamle Testamente. Mælk fortæller om et succesfuldt landbrugsland, hvor dyrene leverer godt med mælk til folk. Honning var en luksus og elsket for sin sødme. Tilsammen fortæller mælk og honning om et land i overflod...

Vores deltagere på sognerejsen fortæller om en rejse med oplevelser i overflod. Til spørgsmålet: Hvad var den største oplevelse på sognerejsen til Israel, svarer en deltager:

Den

En anden deltager siger:

Jeg har ikke følelsen af, at en enkeltstående oplevelse gjorde størst indtryk. Hele turen var mættet med oplevelser, store og små, men ingen var vigtigere end andre.

Størstedelen af deltagerne nævner besøget på Masada, som den største oplevelse...

Mødet med Israel er et møde med et smukt land mellem Middelhavets kyst og flere arabiske lande. Landet er på størrelse med Jylland og rummer den tørre ørken i syd og et frodigt og frugtbart landskab i nord. Naturen er i blomst og markerne står frodigt grønne, da vi kører igennem landet. Vi oplever, hvordan historien er nærværende og rækker tusinder af år tilbage.

Og samtidig er det et ganske andet land i dag end dengang Moses sendte sine spejdere ind i landet. Århundreders udvikling har gjort Israel til en moderne velfærdsstat med en mangfoldig befolkning. Landet blev oprettet i 1948 af det nystiftede FN for at give det jødiske folk et sikkert hjemland efter nazisternes udryddelse af jøderne under 2. verdenskrig. I maj i år fejrede den jødiske stat 75 året for oprettelsen af staten Israel. Vi mærker en sitren i Jerusalem - måske et udtryk for den aktuelle politiske situation med alle de spændinger og konflikter mellem israelere og palæstinensere, vi tit hører om i nyhederne?

En sjov fortælling om et besøg af en gruppe historikere, der skulle til konference i Jerusalem, fortæller netop om historiens aktualitet og forbandelse...

Disse historikere tager en taxa foran et checkpoint foran Betlehem hen til Jerusalems gamle by. Mens de kører, spørger den arabiske taxachauffør efter deres arbejde. Og de svarer næsten alle, at de er historikere, og med det samme ryger det ud af munden på ham “Historie”, “historie er dårlig, historie er ondets rod”. De spørger ham, hvorfor han tænker sådan, og han svarede, at han tit forestillede sig, hvordan livet ville være i Israel, hvis alle vågnede op en morgen og slet ikke kunne huske noget som helst: “Vi ville alle se forundret på hinanden og ville prøve at finde ud af, hvorfor der løber så mange mure og pigtråde gennem landet. Vi ville lære hinanden at kende på en helt ny måde. Ville det ikke være fantastisk?” sluttede han.

Hvad var den største overraskelse på sognerejsen, spørger vi deltagerne:

IKKE er tvist mellem palæstinensere og israeler. Når man kun har de danske medier som kilde, så forventer man, at der KUN er høje mure, undertrykkelse, stenkast og raketter over grænserne. Og igen var det fantastisk velplanlagt at have arabiske chauffører og guider, som kunne medvirke til, at man kom hjem med et mere nuanceret billede, end hvis man kun havde haft jødiske eller kristne lokale hjælpere, svarer en af deltagerne

Flere kristne kirkeretninger under samme tag i fødselskirken i Betlehem, det havde jeg ikke forventet, svarer en anden af deltagerne ...

Israel er et land, der flyder med mælk og honning. Dets mangfoldighed og historiske, kulturelle og religiøse rigdom – er en sand velsignelse. Det er derfor, man kan blive ved med at have en længsel efter det. Hvad det er for en følelse, landet sætter én i, kan man få en fornemmelse af i en gammel beretning...

Biskop C. Henrik Sharling (18361920) tog i 1870 på pilgrimsrejse til Israel. Han skrev om sine oplevelser i en bog med titlen: En Pilgrimsfærd i Det Hellige Land. Han havde som så mange andre før og efter ham en længsel efter at komme til Israel.

Han blev særligt drevet mod Jerusalem, og hans beskrivelse af hans første møde med Jerusalem er en fin beskrivelse af, hvilket indtryk landet og byen gør ved en:

Vi var på højden af bjergryg. Pludseligt standsede araberdrengen min hest. Han så på mig med funklende øjne og råbte med skringrende stemme, idet han pegede ligeud: Jeruschalayim! Det gav et elektrisk stød i mig. Trætheden var på én gang glemt. Solen nærmede sig sin nedgang. Vi havde reddet i ti timer. Jeg var så træt og anstrengt, at jeg ikke kunne sanse andet end blot at komme af hesten og få hvile. Endelig så vi nogle grågule mure og kupler hæve sig over de stenede bjerge med par minareter og den tyrki- ske halvmåne vajende foran dem. Det var Jerusalem.

Hvad var den sjoveste oplevelse på sognerejsen, spørger i deltagerne? At bade i Det Døde Hav, at danse på Genesaret Sø og at deltage i en nadvergudstjeneste, som vores præster havde tilrettelagt i Gravhaven i Jerusalem. Bønnekald fra minareterne og salmesang fra andre kristne menigheder flettede sig ind i ritualet …

Det sjoveste er, at man kan samle en SÅ broget skare, på tværs af køn, religiøsitet, alder, indbyrdes relationer, hjemby osv. og gennemføre en tur, hvor jeg ikke oplevede noget der bare lignede uenighed eller dårlig stemning.

I det hele taget var det en meget spændende og veltilrettelagt rejse sammen med søde og rare medrejsende... Det er en rejse, der vil stå meget klart i min erindring...

Det var en fantastisk sognerejse, som vi præster nød meget. Det var dejligt at gense landet i al dets overflod og dele gode oplevelser med flere fra sognet. Det knytter bånd og styrker menighedens fællesskab. Der er flere, som gerne vil med på næste rejse, så vi er allerede i gang med at planlægge en ny sognerejse. Ideerne er mange: I Frans af Assisi´ fodspor, Rom eller hvad med Wittenberg? Vi glæder os allerede...

Tak til alle deltagere for en fantastisk og uforglemmelig sognerejse til Israel .

Kærlig hilsen fra præsterne