Jubilarsammenkomsten 2022

Næste Jubilarsammenkomst

Næste jubilarsammenkomst afholdes lørdag den 22. september 2022. Sæt allerede kryds i kalenderen nu og hold øje med vores Facebookside om tilmelding mm. På de følgende sider følger opfordringer og nyt fra nogle af de kommende jubilarer.

Årgang 1997

Af Henriette Larsen

Her kommer min fortælling om Høng HF 1997.

Hmm, hvad søren skal jeg lave, når jeg er færdig på Høng Gymnasium, tænkte jeg tit. Jeg syntes, der var mange pile i forskellige retninger, og egentligt havde jeg en drøm om at blive sælger. På den anden side var pædagogfaget også noget, der tændte mig. Og da jeg havde undersøgt hvad det krævede at blive pædagog, var jeg ikke i tvivl om, at det blev HF og ikke gymnasiet. Da jeg boede hjemme hos mine forældre i Nyrup ved Stenlille, var det meget nærliggende at vælge Høng Gymnasium. Desuden havde mine storesøster også gået der, og var lige gået ud. Så det passede jo fint og virkede trygt og godt for mig.

Så i august 1995 stod jeg for første gang ved indgangen til Høng HF. Jeg var både spændt

2.q

og nervøs, og jeg husker det stadig meget tydeligt. Jeg skulle gå i klasse med et par barndomsveninder Jannie og Jette, hvilket gjorde det hele lidt mere trygt.

Dengang var der mange rygere, og i rummet/indgangen man passerede for at komme ind på selve skolen, var det tilladt at ryge, så der startede jeg med at få styr på

nerverne.

Den første tid fløj afsted pga. alle de nye indtryk, nye mennesker, læring på en helt ny måde. Jeg var meget glad for den klasse jeg gik i. Jeg havde en oplevelse af, at vi havde det rigtig godt sammen. Jeg gik i 1. Q , som det hed, og vores parallelklasse hed 1.P. Vi havde flere undervisningshold, blandet med 1.P men også med 1. g’erne. Hvilket var helt ok for sådan en som jeg, da jeg var meget ekstrovert og social dengang.

Da det første år næsten var gået, fik jeg en stor lyst til at bo på kostafdelingen. Det der sammenhold, som jeg så, de andre havde, var virkelig noget for mig. Jeg havde aldrig gået på efterskole, selvom det havde været et stort ønske for mig som barn, så dette kunne måske minde lidt om det, tænkte jeg.

Så inden jeg fik set mig om, fik jeg aftalt det med både skolen og mine forældre. Jeg flyttede ind lige over køreskolen, som vist i dag er lukket grundet brandfare. Jeg boede der sammen med fire drenge. Den ene kendte jeg fra tidligere, den anden var fra

min parallelklasse, og de to andre var nye.

Sikke et år. 2. Q og P fandt hinanden på kryds og tværs. Det var nok vores studietur, der virkelig førte os sammen. Så vidt jeg husker, gik turen til Sønderjylland og Nordtyskland. Vi følte os som en samlet flok. Vi sov både i hø – kan jeg huske - og på værelser på et vandrehjem. Det hele står lidt utydeligt, pga. den mængde alkohol vi vist nok var kommet til at smugle med på turen.

Der var mange kliker, som efter min opfattelse fungerede godt. Min var sammen med drengene og enkelte piger. Jeg var meget drengepige dengang, hvorfor jeg passede godt ind der. Så det var helt perfekt for mig. Året fra 1996-1997 var en stor fest. Vi festede før, efter og under skoletiden. Vi var unge, udødelige og nysgerrige på livet. Dybe venskaber opstod på kryds og tværs.

Når jeg tænker tilbage, kan jeg blive helt melankolsk, for hold op hvor jeg savner HFtiden. Den har været med til at forme mig, skabe mig, forandre mig og udvikle mig i retning af den, jeg er i dag.

Enkelte venskaber fra dengang holdte i rigtig mange år efter. Desværre er næsten alle gledet ud i dag, da giftermål, børn og karriere satte sig som en kæp i hjulet på fritiden, og desuden måtte festerne skrues ned til et minimum, da vi simpelthen ikke kunne holde til niveauet længere.

Hvem er jeg i dag?

Jeg er fra februar 1977 – bosiddende i Dianalund med min mand. Jeg arbejder som patientvejleder på epilepsihospitalet Filadelfia i Dianalund, og jeg er uddannet som pædagog og socialrådgiver.

Afslutningen på dette skriv skal være en opfordring til DIG!

Hvis DU fra årgang 1997 læser dette, så ønsker jeg mig, at DU kommer til gammel elev fest den 10. sep. 2022. Da vil det være 25 år siden, vi var til dimissionsfest i hallen, og jeg sang med den værste, hæse stemme – pga. studenterfesten dagen før –”Hallo” af Lionel Richie - med skolens band, akkompagneret af musiklærer Inge Olsen Den dag fil vi vores velfortjente diplom for tro tjeneste.

Jeg håber at se DIG igen, snakke og grine sammen med DIG omkring de ting, vi har af fælles oplevelser. Jeg håber virkelig DU kommer.

Årgang 1997

Af Rikke Jensen, Grøn Linje Kære 3. x, årg. 1997

Så er det næsten 25 år siden vi blev studenter. Det er ikke til at forstå hvor tiden er blevet af.

Mange af minderne fra Høng er stadig friske i vores erindring. Hvem husker ikke førfesterne hjemme hos Dorte, vores studietur til Firenze med Kirsten Piil og Kjeld Laursen, Rasmus og Joakims flyvende entre i sidste sekund til første time, Claus og Tofts lommefilosofiske betragtninger, Anders og Johannes´ juleføljeton med ”Pedelnissen Tage -det–roligt”, ”Rektornissen Per Jaja-Jensen” og ”Turist- og matematiknissen præsten havde glemt hvad han skulle hedde – og det blev det så” - og endelig al den sjov og ballade, grin og latter som tiden på Høng Gymnasium også gav anledning til.

Lad os mødes igen i Høng d. 10. september 2022 og genopfriske gamle minder fra en fantastisk tid.

Kærlig hilsen

Christian Skou og Rikke

P.S Vi skal giftes d. 27. august 2022.

Årgang 1992

Af Morten Hylleberg, Grøn Linje 1992

Student og hvad så?

Nu er det snart 30 år siden vi fik den hvide hue. Utroligt som tiden dog går - og hvad går den så med? Ja det er der lige så mange svar på som der er studenter. Her kommer lidt om, hvad jeg har brugt årene på.

Jeg fulgte den grønne linie fra Høng og var i flere omgange i udlandet og rejse og opleve landbrug, kultur og andre folkeslag som en del af min (ud)dannelse.

I de år jeg uddannede mig til landmand, blev jeg mere og mere skeptisk over for den måde, vi driver landbrug på i den vestlige verden. Herunder små uddrag fra en lille bog, jeg brygger på.

Vækstparadigmet

Jeg har stærke rødder i det konventionelle landbrug og har oplevet den fremgang og vækst, der var i hele samfundet, hvor det vækstparadigme, som mange stadig sværger til, buldrede derudaf og skabte stor velstand i vores del af verden. En væksttanke der fordrer et stort forbrug og derfor udvikler en kæmpestor reklamebranche, som understøtter et vulgært forbrugsmønster idealiseret ved de rige og kendte, hvis livsstil fremstilles som forbilleder i ugentlige magasiner, som markedsføres kraftigt af den selvsamme reklamebranche!

Et paradigme der fordrer en kultur og understøtter en tradition om at materiel velstand er meget vigtig, ja nærmest helt uundværligt. Og en kultur der levner meget lidt eller ingen plads til anderledes tænkning eller måder at indrette sig på. Og det af den simple grund at det jo ikke er i paradigmets interesse, at vi mennesker skal være andet og mere end lønslaver og forbrugere. Det er i det perspektiv meningen med vores liv!

Kultur og tradition

Ovenstående er min helt personlige oplevelse af, hvordan de dårlige sider af den kultur og tradition som jeg er vokset op i har et fast greb i mig som menneske. Hvad gør den ved dig?

Der er naturligvis også mange positive ting at sige om vores kultur og tradition, og dem skal vi selvfølgelig glæde os over og holde fast i. Så det vil jeg gøre.

Men i denne bog vil jeg beskæftige mig med de negative sider, og den måde de har påvirket mig på og de udfordringer paradigmet har stillet mig overfor. Udfordringer, der var langt større og krævede meget mere fantasi og anderledes tænkning end jeg nogensinde selv ville være i stand til at mønstre. Og hvor kom den så fra og hvad betød den?

For at svare på ovenstående kommer lige et andet lille udpluk:

Min inspirator - Steen Møller

På den økologiske landbrugsskole dannede vi foreningen fri økologisk jord, hvis formål var at få staten til at afsætte minimum 100 millioner kr. til opkøb af gårde som skulle omlægges til økologi og så forpagtes ud til unge landmænd, der havde svært ved at skaffe kapital til at komme ind i erhvervet. Derudover fandt vi det formålsløst at jorden ved hvert generationsskifte skulle betales en gang til af den nye generation! Den fremgangsmåde er på mange måder medvirkende til at lægge alt for stort pres på både jord, dyr og mennesker.

Et af møderne i Fri Økologisk Jord blev afholdt i Vestjylland hos Steen Møller, som også var landmand, halmhusbygger, højskoleforstander og meget mere. Steen holdt et inspirationsoplæg på mødet, hvor han delte sine tanker om at leve et liv uden gæld, hvor man selv var centrum i ens eget liv og tog det fulde ansvar for alt fra husbyggeri til madproduktion mm.

Steen skitserede en måde at tænke og leve sit liv på som på nogle punkter lå meget fjernt fra alt hvad jeg nogensinde havde set og lært. Jeg var ud af traditionel bondekultur, hvor opsparing var en dyd og formålet var at skrabe så meget sammen, at billetten til at låne uhyrlige summer oveni var sikret. Det var den lyksaliggørende vej ind i landbruget.

Den vej beskrev Steen (som selv havde prøvet den) som bondefangeri og efterfølgende en lang årrække som slave af sine egne beslutninger om at stifte så stor en gæld!

I ord og handling

Lige der på 1. sal i et halmhus i Vestjylland blandt alternative håbefulde bonderøve blev min verdensforståelse og den kultur og tradition jeg var ud af vendt fuldstændig på hovedet! Det var på en gang frisættende og meget inspirerende, men i næste øjeblik var det også meget provokerende og angstfremkaldende.

Så sindsoprivende, at jeg for at få ro i mit indre var stærkt fristet til at affeje den slags snak som værende det rene sludder og vrøvl! – og havde det ikke været fordi der var fysiske beviser lige foran næsen på mig, så var det nok også lykkedes mig at ignorere og glemme alt hvad Steen havde sagt. Problemet var bare, at vi stod midt i det Steen talte om. Nemlig et flere hundrede m2 stort hus bygget af Steen selv af genbrugs- og naturmaterialer til en pris på ca. 1000 kr./m2! – og ikke nok med det. Huset var faktisk virkelig flot, funktionelt og tillokkende at flytte ind i til den laveste husleje jeg nogensinde havde hørt om!

Med ovenstående inspiration kan det undre, at jeg endte på politiskolen, men sådan gik det!

Samle mod og erfaring - Buresø Grønsager

I årene efter mit møde med Steen Møller

færdiggjorde jeg min landmandsuddannelse, arbejdede i det økologiske landbrug og havde sågar eget landbrug et par år sammen med en kollega. Buresø Grønsager hed virksomheden. Vi dyrkede grønsager og solgte via kasseabonnementer til vores kunder i lokalområdet. Vi startede samtidig med Årstiderne. Det var virkelig sjovt og meget lærerigt at dyrke så mange slags grønsager og have så mange kunder som vi handlede direkte med. Men det var også et meget stort arbejde og på et tidspunkt ville min kompagnon og jeg i lidt forskellige retninger, hvorfor jeg trak mig ud af firmaet, så han kunne drive det videre. Og det bliver drevet videre på fornemmeste vis, så tak for det.

Politiskole?

Så stod jeg der og havde pludselig masser af tid til at tænke over, hvad der så skulle ske! – og som altid er ens mor klar med gode råd og ideer. I dette tilfælde en opfordring til at blive politibetjent. Om det forslag kan jeg kun sige, at det aldrig var noget jeg selv ville være kommet i tanke om! Jeg søgte ind på politiskolen og blev optaget. Som en boomerang slog tankerne om gældfrihed og halmhusbyggeri mig i nakken og jeg blev meget i tvivl om hvorvidt det nu var klogt at blive politibetjent, når min store drøm jo dybest set var at blive herre i eget hus (ikke bankens).

Højskole for en uge

Der var lidt tid at løbe på, så jeg traf den bekvemme løsning at udsætte valget og tage en uge på højskole. Højskoleopholdet handlede om at projektere eget hus i alternative materialer og former. Steen var lærer og det var en fantastisk uge i selskab med ligesindede.

Tankegodset fra tidligere blev vakt til live og drømmene fik frit løb. Med fuld knald på fantasien og et stykke papir blev der tegnet, tænkt og regnet. Jeg havde ingen konkrete byggeplaner og heller ikke noget sted at bygge, men tanken om at bygge mit eget hus for min beskedne opsparing og være gældfri vandt mere og mere fodfæste i mit indre.

Det var allerede på tankeplanet en voldsom følelse af frihed. En følelse af at bestemme selv og ikke lade sig diktere af banker, kre-

ditforeninger og forsikringsselskaber som lynhurtigt kan overtage store dele af ens handlefrihed, hvis man forærer dem magten over ens liv ved helt frivilligt at gå ind i deres gældsfængsel! – et fængsel man godt kan betale sig fra at komme ud af, men det kun med renter og rentes rente.

Modet svigter

Jeg havde mulighed for at købe en andel på Friland, som var et økosamfund i opstartsfasen med Steen Møller og en DR-journalist som idemænd. Den mulighed trak meget i mig, men samtidig var jeg også i vildrede. Var det nu klogt at købe en grund i noget så mærkeligt som et økosamfund. Ville grunden være til at sælge igen? Kunne jeg overhovedet finde ud af at bygge min drømmebolig når det kom til stykket? Og hvis jeg kunne ville det så være klogt at gøre det med halmballer, muslingeskaller og hestemøg? Kunne dyrenes mad, strøelse og afføring virkelig blive til en menneskebolig?

Og hvad ville der ske den dag jeg måske ikke ville bo der længere. Ville huset så være til at sælge? – eller ville det være klar til kompostering og min opsparing dermed væk?

Alle disse spørgsmål og mange flere stod i kø i mit indre. Og hvis ikke jeg selv mestrede at blive i tvivl, så var der masser af hjælp at hente hos familie og venner som – i den bedste mening og ud af reel bekymring for min fremtid – var eksperter i at stille spørgsmål som dem ovenfor.

Der måtte være noget jeg helt havde misforstået. Og hvordan kunne jeg også finde på at ville noget så tosset som halmhusbyggeri og økosamfund, når nu jeg var blevet optaget på politiskolen? En skole som for mange var en drengedrøm der gik i opfyldelse når døren åbnede sig. Det var jo nærmest uforskammet ikke at tage imod den mulighed. For ikke at nævne uansvarligt. En politiuddannelse er dyr, jobsikkerheden i top, bedre pension findes ikke osv. Argumenterne for at starte på politiskolen stod i kø. Og valget var da uendelig nemt at tage når nu mit alternativ var så… ja svært at forholde sig til. Svært at forstå og mest af alt svært at tro på! Jamen Morten du kan jo ikke leve af at bygge halmhus! Og hvad

med din pension? Og dig som så gerne vil have familie. Dem kan du da ikke byde at bo i en jordhule eller en kompostbunke! Morten du bliver nødt til at opføre dig ansvarligt. Få dig en rigtig uddannelse og et ordentligt arbejde! Du må påtage dig dit ansvar i samfundet og udfylde en rolle, som der er brug for - og betale skat!

Diskussionen var heftig både i mit indre og til tider også ydre. Min fornuft og mine dybfølte længsler var alvorligt på kollisionskurs og fornuften var klart den der fik mest opbakning fra min familie og omgangskreds. Og fra samfundet og dets normer og og og.

Jeg havde i flere omgange alvorlig lyst til at smide al min fornuft overbord og kaste mig ud i det som jeg godt kunne mærke at jeg virkelig brændte for. Det der gav allermest mening inde i mig, og som jeg - når jeg snakkede med de mennesker der gjorde det og så de huse de byggede - havde vildt lyst til at prøve kræfter med selv. Give det ukendte en chance og virkelig føle at jeg levede og havde noget at bevise. Mest overfor mig selv men også i nogen grad omverdenen. Lige så stort, spændende og fristende som den alternative livsstil var i mit indre, lige så lille var mit mod til at springe ud i det! Jeg var ganske enkelt bange, utryg og fordomsfuld. Både overfor det ukendte, men også over omverdenens dom!

Beslutningen endte derfor med at blive en tur på politiskolen og prøve kræfter med den samfundsopgave. Det rationelle argument for beslutningen var naturligvis at jeg faldt for aldersgrænsen til politiet, hvis ikke jeg tog imod den mulighed nu. Halmhus kunne jeg jo altid bygge!

Og således nåede jeg frem til et nyt spændende kapitel i mit liv! Sammen med min hustru Hanne flyttede vi ind i økosamfundet Fri & Fro, hvor vi har bygget vores eget hus i natur og genbrugsmaterialer. Vi er glade for huset, som vi bor i med vores 3 børn på 12, 10 og 4 år. Vi har måttet gange både vores budget og tidsplan med pi, før vi nåede i mål efter 3 års byggeri og udgifter på ca. 350.000 kr. Herunder lidt om, hvad byggeprojektet har ført med sig.

Forbrug eller frihed.

At det lykkedes at realisere husbyggeriet

med egen arbejdskraft og opsparing betyder at vi er gældfri og har været det igennem hele processen.

Det betyder også, at vi på trods af deltidsarbejde fint kan få økonomien til at hænge sammen også selvom vi gennem en del år har haft årlige indtægter der svarer til fattigdomsgrænsen inden den blev afskaffet for år tilbage. Så teknisk set lever vi tæt på fattigdomsgrænsen, men jeg har aldrig haft oplevelsen af at vi har manglet noget vigtigt, ej heller noget at tage os til!

Med andre ord har gældfriheden udmøntet sig i en rigdom af tid som vi selv bestemmer over. Det føles som en stor frihed at kunne

vælge hvor meget lønarbejde vi f.eks. ønsker at lave og hvor mange timer vi kan bruge på ting, som vi måske finder meget vigtige, men som er ulønnede.

Man kan også beskrive en del af de valg vi har truffet som værende et valg om mindre forbrug (mindre behov for penge) og dermed mere frihed i form af tid vi selv råder

over.

Personligt har jeg været meget overrasket over, hvor glad jeg er for at kunne bruge rigtig meget af min tid på projekter i mit lokalområde som giver rigtig meget mening for mig og som har været med til at bevare vores lokale skole og dermed et velfungerende og levende lokalsamfund som en god ramme om vores liv.

Årgang 1972

Af Bjørn Bech Nielsen Efter studentereksamen fra Høng, slog jeg mig ned i København, hvor jeg læste medicin i nogle år. Fysioterapien trak dog noget i mig, og jeg fik autorisation som fysioterapeut i 1978 og arbejdede i 2 ½ år på Hvidovre Hospital som fysioterapeut. I 1980 førte skæbnen mig til Århusområdet, hvor jeg mødte Lene, som jeg i dag er gift med. Jeg fik arbejde på klinik i Viby, hvor Lene arbejde som sekretær og efter et par år, købte vi os ind i klinikken med 50 %. Her slog vi vores folder indtil 2013, hvor vi solgte og er nu livsnydere på fuld tid med bopæl halvdelen af året i vores lejlighed i Odder og i den anden halvdel af året i vores sommerhus ved Saksild Strand. Vi har i mellemtiden fået 2 børn - 1 af hver – som begge er godt i vej.

Mvh.

Bjørn Bech-Nielsen

Årgang 1972

Af Gertrud og Søren Pedersen

Vi vil gerne være kontakter for 1972 op til jubilæet. Ring eller skriv på 0509307, 22566735 eller gspedersen49@gmail.com