Pressemeddelelse Af Flemming Simonsen, bestyrelsesformand for Hjørring Varmeforsyning. Repræsentantskabsmøde den 30. oktober 2019.
Mindre prisstigning på varme i Hjørring i 2020. Hjørring Varmeforsyning har gennem årene haft en stabil og lav varmepris. Helt i overensstemmelse med vores budgetter bliver prisen nu forhøjet med 3,2%.
Hvorfor stiger prisen så? Vi fik for en del år siden pålæg om at samproducere el og varme. Samtidig blev vi lovet en fast pris for den producerede el. Efter ganske få år løb man fra prisaftalen på el og ville nu have el afregnet til markedspris. Den har gennem de seneste mange år været så lav, at vi stort set ikke har produceret el på vores kraftvarmeanlæg, og som kompensation fik vi så et beløb for at stå til rådighed for elmarkedet. Dette beløb – som vi fik sidste gang i 2018 - var årligt på omkring kr. 25 mio. Vi har så tilpasset økonomien til tiden uden rådighedsbeløb, og derfor kommer prisstigningen.
Bæredygtig! Ser man på vores produktion er den stort set 90% bæredygtig. Vi modtager varme fra AVV og to biogasproducenter. Til vores egenproduktion af varme anvendes i mindre grad træpiller samt dansk bæredygtig biomasse. Skulle der blive meget træk på vores varmeproduktion, kan vi i sidste ende anvende naturgas. I løbet af de seneste ca. 10 år er naturgasforbruget reduceret med godt 90%, en reduktion som primært er opnået via en øget leverance af affaldsvarme. Vi mener, det er muligt at kombinere en grøn profil med lave priser. I en statistik over prisdannelsen i ca. 400 danske fjernvarmeværker er vi 21. billigste, og i en oversigt over prisdannelsen i 37 nordjyske fjernvarmeværker er vi det billigste værk.