Bidt af en gal Søren Kierkegaard

Jeg er bidt af en gal Søren Kierkegaard! Jo, det er jeg. Sådan er det, når man læser, noget man holder af – så kryber det ind under huden på én og farver tilværelsen. Og sådan har Kierkegaard altså efterhånden beriget og farvet mit liv i 20 år. ”Og hvordan går det så til?”, vil den vågne læser måske spørge. Og jo, det skal jeg sige dig:

Jeg læser Kierkegaard, fordi han som ingen anden formår at opelske en grund-glæde i os mennesker. Så til de af os, der endnu ikke har smidt de første strå af vinterpelsen; til de af os, der stadig er præget af mørket og kulden og har det med af og til at sidde fast i alt dét der ikke rigtigt vil lykkes for os; os, der hænger os i bagateller og nogle gange stirrer os blinde på fejltrin og mangler – til os skriver Kierkegaard opbyggelige taler. Han vil simpelthen opbygge os. Peger på glæden, livet, det hele – og siger noget i retning af, at ”det er alt sammen skænket dig. Grib det! Lev det!”.

I en tale, der hedder ”Liljen på marken og fuglen under himlen”, peger Kierkegaard på liljen og fuglen, og siger: ”Lær af dem!”. Lær af dem, der glæder sig over det mindste. Ja, glæd dig over, at du blev til f.eks.. At du kan se, at du kan høre, lugte, smage, føle. Ja, glæd dig over, at solen skinner for dig, og at når solen bliver træt, så rejser månen sig og stjernerne tændes. Alt sammen for at glæde dig. Ja, se på forårets komme. Se på fuglene, der kommer i talrig flok. De kommer for at glæde dig.

”Kierkegaard er en jubelidiot”, konstaterede en studiekammerat engang efter at vi havde travet adskillige af hans opbyggelige taler igennem. Og jo, det er han måske. Men en fin én af slagsen, synes jeg. Og hvem kan i øvrigt ikke også have brug for en klog og vis jubelidiot med sans for tilværelsens dybde? Du ved, sådan et menneske, der bliver ved med at insistere på alt dét, man ikke altid selv kan se, når opgivenheden og mismodet har fat i én. For det er netop det skønne ved Kierkegaard. At bedst som man tror, at nu er der ikke mere at håbe på og tro på – ja, så griber han fat i én. Lader ikke én synke en centimeter dybere, og trækker i stedet det krøllede liv frem mod lyset.

”Hvad er det at tro”, spørger Kierkegaard i én af sine taler, og giver dernæst selv svaret: Jo ”tro er bestandigt at vente det glade, det lykkelige, det gode”.

Og sådan lyder det altså. Opbyggeligt. Opelskende. Som et kærligt skub i bagen. Til de af os, der nogle gange famler lidt efter mening, retning og mål; os, der nogle gange synes at tilværelsen er mere skæv end ligetil. Vent altid det glade, det lykkelige, det gode, siger Kierkegaard. Øv dig på det. Og se, om lidt kommer foråret og fuglene. Og de kommer udelukkende for at… Ja, for at glæde netop dig.

/Heidi