2 minute read

Vælg glæden!

Jeg har altid været sådan et lidt ængsteligt gemyt. I slut-firserne, da jeg var en 7-8 år, var det AIDS jeg frygtede. Der var simpelthen AIDS overalt; i TV og kampagner og aviser. Og da en veninde så fortalte mig, at man kunne blive smittet af at sidde i bussen til Lemvig – ja, så gik jeg helt i baglås! Og så var det slut med busture og offentlig transport i det hele taget.

Sidenhen – ja, så kom der flere bekymringer til; mere angst. Fx så sætter jeg mig ikke i et fly uden at være halv-bedøvet; jeg holder heller ikke så gerne taler til familiefester –det får også mit system til at gå i baglås – og sidst men ikke mindst er der jo også klimakrisen. Planetens fremtid; mine børn – og hvad skal der ske og blive af dem?

Advertisement

”Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv –ved at bekymre sig?” spørger Han, Jesus, et sted. Kunne man dét – lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig – ja, så ville man have glæden af mig i RIGTIG mange år. Men, men, men. Ingen lægger en dag til sit liv ved at bekymre sig. Ingen! Nej, man går til gengæld glip af en masse. Lidt ligesom dengang mor og far holdt fest – og det eneste det gjaldt om, var at være længst muligt oppe og ikke gå glip af noget. Og dér sad man så med kusinen bag sofaen med udsigt til imiteret læder hele aftenen; i håb om at forældrene ikke skulle opdage én og sendte én i seng. Men. Det gjorde de som regel alligevel; opdagede én. Og hvad havde man så fået ud af at sidde dér musestille en hel aften? Ja, da i hvert fald ikke festen. Men kun bagsiden af en sofa. Gud hjælpe mig!

Ingen kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig. Tværtimod suger det glæden ud af én; fuldstændig! Du kan simpelthen ikke glæde dig og være ængstelig på samme tid. Det har jeg i hvert fald endnu til gode at opleve.

Så – med råd fra min gode ven Søren Kierkegaard – så begyndte jeg for nogle år siden at vælge mine bekymringer med omhu. For det var nemlig Kierkegaard, der gjorde mig opmærksom på, at glæden er et valg; en livsindstilling simpelthen.

Sagt med andre ord: du kan se glasset som halvtomt eller halvfyldt. Du kan deltage i festen; danse og grine INDEN du skal i seng… - eller du kan sidde ængstelig bag sofaen –gå glip af det hele – og alligevel blive opdaget.

På de gode dage vælger jeg glæden; det halvfyldte glas og festen. Sådan en dag: skal det være i dag. Også selvom efteråret banker på døren. Også selvom mørket truer. Også selvom… Åh jo, ængsteligheden rører på sig. Men i dag vælger jeg glæden

This article is from: