Interview:
Om kunstnerisk udviklingsarbejde 2
Jeg mødte dig. Den form for værdi er måske ikke synlig på papir eller i en podcast, men den efterlader virkelige spor og levede erfaringer. Kai → Jeg tror, at det, du kommer ind på der, er, at den slags kunstneriske processer er skabt til hvide, ciskønnede heteromænd. Alle andre bliver nødt til at ud føre langt mere usynligt arbejde. Jeg er virkelig taknem melig for vores arbejde, fordi det er første gang, jeg arbejder i et fuldstændigt non-binært og ikke-kønskonformt miljø, og det går op for mig, hvor meget energi jeg normalt bruger på bare at være til stede i rummet. Jeg tror, den bevidsthed er værdifuld. Og alt det arbejde, der bliver gjort for at få os til at føle os godt tilpas i rummet og faktisk gøre os i stand til at arbejde, er, som Jules sagde, usynligt arbejde, og det bliver ikke værdsat under nogen som helst strukturelle forhold. Jules → Vi siger jo altid, at det handler om fællesskab; At scenekunst eller performance sætter fællesskabet på scenen, men er vi villige til at arbejde på, hvordan vi faktisk er sammen, også når vi laver scenekunsten? Der er da noget, der ikke stemmer, hvis man sætter en overfladisk ide om fællesskab op på scenen, men så er det super hierarkisk og underligt i pauserne mellem arbejdet. Vi er nødt til at være villige til at nedprioritere effektivitet for at komme med et forslag til en anden form for samarbejds relation og fællesskab, hvor der er plads til forskellighed og flere stemmer. Alternativt vil vi blive ved med at høre de samme historier igen og igen.
Jules Fischer er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2017 og har derudover studeret Dans og Koreografi på Den Danske Scenekunstskole samt Art and Social Practice på Portland State University. Fischer arbejder i et krydsfelt mellem koreografi og billedkunst og er optaget af worldmaking, forandringens følelser og queer og trans-identitetsskabelse.
118
