Om støv, sprogets erfaringer og levende sten

Af JonAs JochuMsen, nyvAlgt præst i herning- og gJellerup vAlgMenigheder.

Kære medlemmer af Herning og Gjellerup Valgmenigheder!

Det er mig en stor glæde, at jeg hermed kan præsentere mig som menighedernes nye, fælles præst.

Til min prøveprædiken og dertilhørende foredrag på Hammerum Efterskole den 18. januar var det inspirerende at erfare den enestående stemning, der efter mine begreber er så karakteristisk for grundtvigske valgmenigheder. Set fra mit synspunkt foregik denne aften i den helt rette ånd, tydeligt kendetegnet ved munterhed og skarp lydhørhed. Til min store fornøjelse faldt jeg i venskabelig snak med flere af jer. Tiden tillod dog ikke, at jeg kunne nå at præsentere mig ordentligt. Derfor kan jeg passende introducere min person i nærværende kirkeblad.

Grundtvig-koldske impulser fra Haslev

Jeg er 27 år gammel og kommer fra stationsbyen Haslev, der ligger i grænselandet mellem Syd- og Midt- sjælland. Det har min dialekt muligvis allerede afsløret.

Taget Haslevs historie i betragtning kan jeg ikke andet end at trække på smilebåndet. Det er påfaldende pudsigt, at dette indremissionske arnested er fødebyen til jeres nye grundtvigske valgmenighedspræst. Dog ligger der næppe mere i det end tilfældighedens ironi. Som 22-årig købmand ankom min far til byen for at drive forretning. Her mødte han min mor. Familiens forretning forløb godt under datidens forhold, hvorfor min mor varetog rollen som travl, hjemmegående husmor. Det nød jeg og mine to søskende godt af. Siden hen har begge mine forældre uddannet sig til skolelærere og er blevet plejeforældre for et spædt tvillingepar.

Ligeså er det påfaldende, at jeg skulle ende med at blive så bogligt interesseret, som jeg er i dag. Det griner vi meget over i min familie. For intet tydede på det i min barndom. Min skolegang havde jeg på Druestrup ➤

Friskole, en grundtvig-koldsk landsbyskole, der dyrkede faglighed, salmesang og boglig dannelse i høj stil. Som barn var jeg dog ingen læsehest, men skulle mod min vilje tvinges til daglig frilæsning. Som ganske ung troede jeg, at min fremtid lå i at blive arvtager til familiens købmandsforretning. Godt nok har sproget, håndskriften og de grammatiske discipliner altid forekommet mig umiddelbart tiltalende, men det tog lang tid, før jeg selvstændigt lærte at gå på opdagelse i litteraturen. Heller ikke de teologiske studier lå mit barnesind nært. Som barn ville jeg hellere klatre i træer, spille tennis og træne skakåbninger.

Ophvirvlet støv og sprogets erfaringer

Det er ikke forkert at sige, at jeg dengang, hvad de boglige studier angik, var umoden og doven. Set i bagklogskabens uendeligt klare lys finder jeg det dog mere rigtigt at sige, at jeg ikke havde gjort mig den fornødne erfaring, der skulle til, før jeg fandt mig selv. Det tager tid at blive sig selv. Det lærte jeg på Midtsjællands Efterskole.

Mine barndomsinteresser vil jeg ikke være foruden, for de vidner om de af datidens erfaringer, der også i nutiden har noget væsentligt at meddele. Modet til at klatre i træer er lige så stort i dag som dengang. Og I kan bestemt regne med at finde mig stakåndet på de herningensiske tennisbaner, helt tildækket af rødt grus og ophvirvlet støv.

Erfaringer vækker bevidstheden som en ånd, der puster liv i støvet. Det er bemærkelsesværdigt, hvor ofte N.F.S. Grundtvig digter om støvet, der af Gud skal rejses og blive levende. Overalt i hans salmeteologi støder man på støvets billede. Det er en metaforik, jeg som teolog holder meget af. Ifølge Grundtvig kræver det en form for åndelighed, en udtalt begejstring (ty. “Geist”, ånd), hvis man ad erfaringens vej skal finde sig selv. Støvet skal rejses, men det magter ikke selv et fuldføre denne opgave. Støvet kan ikke realisere sig selv. magtpåliggende at være i nær kontakt med udenlandsk teologi. Foruden mine studier i København har jeg læst filosofi og teologi på universiteterne i Heidelberg, Bern og Zürich. Mine udlandsophold forbinder jeg med lysten til at se mig selv i nye, lokale omgivelser. I udlandet gik jeg på opdagelse i sproget, navnlig i det tyske sprog, men ligeledes i teologiens mangefacetterede genrer og discipliner.

Således forholder det sig også med litteraturen og kunsten, hvad jeg ikke vidste dengang, da min mor lærte mig vigtigheden af at læse. Litteraturen skal sige mennesket noget, før man kan blive ét med den. Ellers er det bare døde bogstaver. Man må føle sig nært beslægtet med litteraturen, nå frem til erfaringen, at det ikke er en selv, der gennem sine møjsommelige studier udlægger litteraturens visdom og opbyggelige fortællinger, men tværtimod litteraturen, der udlægger det liv, man lever. Det er litteraturen, legen og sproget, der puster liv i støvet.

Kimen til sådanne erfaringer blev lagt i mit tredje og sidste skoleår på Haslev Gymnasium. Vi taler stadig om det i min familie, for på mange måder opstod disse erfaringer ud af det blå. Pludselig sad jeg på mit kælderværelse og læste Platon og Kierkegaard.

Musikken, litteraturen og kunsten var nu noget, jeg kunne se mig selv i. Gymnasietidens formative år satte sine tydelige spor. Pludselig befandt jeg mig i den grundstemning, jeg senere ville tage med mig på det teologiske fakultet i København.

Jeg betragter det som min opgave, sådan som det også hedder i folkekirkens præsteløfte, at jeg fortsat beflitter mig på at dygtiggøre mig som teolog. Som teolog bliver man hyppigt anklaget for at være en akademisk kustode. Men hvad betyder dette ord, andet end at man er en støvets vogter? Iveren efter at holde mig opdateret i det teologiske landskab uden for landets grænser vil jeg tage med mig til Nørre Allé.

Levende sten og oversættelseskunsten

Som teologistuderende var det mig

Mine udlandsophold afstedkom en fortrolighed med det kirkelige sprog. Ja, navnlig indsigten, at det kirkelige sprog aldrig er skrevet i sten, kom i stand. Kirkens sten er bygget af levende sten, som Grundtvig skriver. Det vil sige, kirkens ritualer tager form efter sproget. De er levende, fordi menneskerne lever. Ritualerne skal således oversættes og vinde indpas i sproget. Sprogvariationer såvel som sproglige tvetydigheder i kirken gjorde mig i udlandet bevidst om det talte ords sammenknyttende kraft i de lutherske sakramenter. ➤

Der er et sprogligt overskud at finde i kirken, i ritualerne. Herfra vælder en uudtømmelig kilde, der kalder på at blive skænket.

En af de roller, som præsteembedet tilskikker mig, er, at jeg som præst skal varetage funktionen som menighedernes oversætter. Jeg skal pege på kildens væld og prædike, at et nyt menneske bliver formet ud af støvet, når vandet skylder hen over det. Den pastorale oversættelsesopgave kommer således til udtryk i den konkrete menighedsdannelse. Oversættelsens kunst vil jeg ikke forsøge at mestre, for det er en kunst, man som teolog aldrig bliver færdig med. Jeg tror ikke, at man i sit virke som præst er bedre stillet i fortolkningens kunst end andre. Jeg abonnerer ikke på tanken om en opbygget, gejstlig habitus. I stedet tror jeg, at der er værdi i at få øjnene op for de steder i ritualerne, hvor det ikke er præstens ord, der udlægger ritualernes indhold, men derimod ritualernes form og ydre ord, der udlægger menighederne som støvet, der er elsket af Gud.

Fra Haslev til Herning og

Hammerum

Tanken om at skulle slå rod i Herning og Hammerum giver mig samme mængde sommerfugle i maven, som de gange, jeg flyttede til Tyskland og Schweiz. Samtidig er det med en ny form for seriøsitet og nøgternhed, at jeg trækker vestpå til Midtjylland. I studiekammeret er man sig selv nærmest, men at danne menighed betyder, at man er noget for og sammen med andre. Her skal der bygges fællesskab med levende sten i form af salmesang, trosbekendelse og nadver.

Stillingen som valgmenighedspræst er mit første embede. Ikke alene jeg, men også I, menighedens medlemmer, går derfor en helt ny tid i møde. For mig er det en ledende tanke, at jeg ikke alene skal lære menighederne at kende, når jeg inden længe skifter den københavnske betonjungle ud med den midtjyske grus. Jeg skal også lære af menighederne, af jer. I har noget at lære fra jer, og jeg skal tage ved lære af den tradition, samhørighed og levende vekselvirkning, der kendetegner netop jeres menigheder. Hos jer hviler der et sprog, der som støvet skal vækkes og blive levende for mig. Og det anser jeg for et privilegium. Det er mig en ære at blive valgt som præsten fra jeres midte.

I princippet kan enhver blive valgt som præst til jeres valgmenigheder. Lægmanden er formelt set en lige så god ansøger som selv den mest lærde teolog. Det forhold fordrer en ansvarsbevidsthed fra min side og er værd at værne om, vil jeg mene. Jeg er sikker på, at det vil danne grobund for et nært samarbejde mellem mig, bestyrelserne og menighedens medlemmer.

Gennem flere år har mine nærmeste venner ihærdigt forsøgt at få mig til at indse brugsværdien af et kørekort.

Havde jeg dog bare taget dette råd til mig. Ud over min nært forestående bispeeksamen har jeg endnu en sidste eksamen, jeg helst gerne skulle bestå, nemlig en køreprøve. Med et forhåbentligt snart nyerhvervet kørekort i hånden ser jeg frem til at kunne bevæge mig problemfrit i det herningensiske opland. Så snart jeg flytter ind i præsteboligen på Nørre Allé, glæder jeg mig til at blive en del af jeres dagligdag. Jeg håber, I er lige så nysgerrige, som jeg er, og at I vil føle jer frie til at banke på min dør og invitere jer selv på kaffe eller the.

Det fordrer professionalisme og omhu at blive præst. Morten Kvist har velvilligt stillet sig til rådighed for mig og vil i den kommende tid indføre mig grundigt i valgmenighedernes præste-