Brylluppet i Kana

Af Morten Kvist

De fire evangelier er ganske særegne skrifter; de udgør deres egen genre. De er ikke romaner, ikke historiske beretninger, ikke juridiske dokumenter; de er hverken poesi eller drama og heller ikke moralske fortællinger som f.eks. et eventyr kan være det. Evangelierne indeholder det hele på én gang. At de udgør deres egen genre, er der sandsynligvis en grund til, nemlig at de fortæller en ganske særlig historie, som ikke kan rummes inden for de kendte genrer. En ny måtte opfindes; eller den opfandt sig selv, idet begivenheden, at Gud blev menneske, at Messias nu var kommet, skulle fortælles til de næste generationer. Denne begivenhed var altså så særegen, at den måtte udmønte sig i den helt ny genre, som blev kaldt et evangelium, og som heller ikke siden har kunnet eftergøres. Som litteratur betragtet er evangelierne enestående.

Johannesevangeliet er abstrakt, mystisk og uhyre konkret

Blandt evangelierne er Johannesevangeliet det mest særegne. Mattæus, Markus og Lukas overlapper hinan- den, og Mattæus og Lukas citerer Markus, som er det ældste. De har kort sagt en del stof fælles. Johannesevangeliet er skrevet senere og i et andet miljø og blandt mennesker, som var begyndt at reflektere over dybden og de omfattende konsekvenser af, at Gud var blevet menneske. Johannesevangeliet er skrevet i sin egen toneart, som er abstrakt og mystisk på én gang. Abstrakt fordi det har filosofiske anslag. Tænk blot på indledningen, hvor Guds skabende ord både er Gud og er hos Gud. Hvad vil det sige, vil tænkningen spørge? Mystisk fordi billedbrugen er omfattende og samtidig en påstand om, at billederne udtrykker en højere virkelighed, som evangeliet så giver adgang til f.eks., at Jesus er det sande vintræ.

Samtidig med det abstrakte og det mystiske er Johannesevangeliet imidlertid også uhyre konkret. Vi får en hel del detaljer at vide, f.eks. at der var meget græs et sted, hvor Jesus gør et under. Hvorfor skal vi vide det? Og ved brylluppet i Kana skal vi åbenbart vide, at der er optræk til en konflikt mellem Jesus og hans moder, at vandkarrene er af sten og hvor store de er, endelig at nogle af tjenerne ved, hvem der har gjort vandet til vin, men ikke skafferen. Hvorfor skal vi vide det? verden ikke kun er, hvad den giver sig ud for; den umiddelbare sansning har en plads, man kan stole på, hvad man ser og hører med egne øjne og øren. At vi ikke kan få filosofi, mystik og sansning til at passe sammen skyldes så, at vi endnu ikke er færdige med at udfolde konsekvenserne af Jesu Kristi historie.

Det skal vi, fordi Johannesevangeliet vil fortælle, at Jesu Kristi historie omfatter alt. Alt hvad der findes og vil kunne findes i den skabte verden, får vi adgang til gennem hans historie. Filosofien har en plads i denne historie, den kan lære os at forstå; mystikken har en plads, den kan lære os, at ➤

Virkelighed eller billede?

Samtidig med, at brylluppet i Kana er et billede på Jesu forvandlende kraft, er det således også en konkret begi- færre forhåbninger til, at fornuften eller filosofien kan forklare alt. Vi har åbnet for, at verden svæver i et mysterium, og at fornuften har sine klare begrænsninger. Det betyder ikke, at vi igen uden videre tror på, at Jesus faktisk forvandlede vand til vin. Det kan man godt, hvis man altså gør det, men man behøver ikke at gøre det. venhed. Sådan som Johannes beskriver det, foregik det. Det var en virkelig begivenhed i historien, som blev verdenshistorie, ifølge Johannes.

Det kræver en forklaring.

For os i den moderne verden har det åbnet for en lang diskussion om underets status, og den sejrende tolkning blev, at forvandlingen fra vand til vin ikke var en konkret begivenhed, men et billede på Jesu forvandlende kraft. Denne tolkning måtte imidlertid se bort fra Johannesevangeliets insisteren på konkretion, at vandet faktisk blev til vin. Man måtte så at sige springe de konkrete detaljer i Johannesevangeliet over.

I vores nutid udgør underne ikke på samme måde et problem. Vi har langt

Lad os sige, at vi alle uproblematisk tror på, at Jesus faktisk forvandlede vand til vin. Hvad betyder det så for os i dag? Kan nogen gøre det efter? Nej! Kan vi efterligne det, som en af de næstekærlige gerninger, Jesus kræver af os? Nej! Kan vi gøre rede for, hvorfor det er vigtigt, at vandet faktisk blev forvandlet til vin, hvis det var en engangsbegivenhed for mange år siden. Det er svært. Den er et tegn på Jesu skabende kraft, men i så fald et tegn med stadigt svindende styrke. Hvor er den kraft i dag og med hvilken betydning?

Lad os dernæst sige, at vi uproblematisk tror på, at brylluppet i Kana kun er et billede på Jesu forvandlende kraft. Kan vi så omsætte dette billede til konkret virkelighed og sige: Se, hvad dette billede betyder i dag?

Måske, men ikke fremfor så mange andre billeder. Hvis billedet kun er et billede, hvorfor så lige dette billede? Hvorfor har det en særlig autoritet?

Alt findes i Jesu Kristi historie Vores pointe (eller altså forklaring) er, at det ikke betyder noget for os, om der er tale om en konkret begivenhed, eller om vi kun kan forbinde os med begivenheden som et billede. Og Johannesevangeliet giver os lov til det, idet det som sagt hævder, at alt rummes i evangeliets historie om Jesus Kristus som Guds søn, og at vi jo endnu ikke hverken forstår alt eller kan udfolde alt i denne historie og slet ikke samtidigt. Alt fortidigt, nuværende og tilkommende er til stede i Jesu Kristi liv og historien om ham, men slet, slet ikke fuldt udfoldet endnu; opløsningen af alverdens modsætninger og paradokser ligger endnu skjult i hans historie og dens virkninger. Det betyder, at vores forståelse af verden, af vores egen tilværelse eller vores opfattelse af Kristus ikke går op som et regnestykke og giver os et klart, blankpudset resultat. Vores opfattelse af Kristus er derimod en vej at gå, som også Johannes selv lader Jesus sige i det berømte dictum længere fremme i evangeliet: “Jeg er vejen, sandheden og livet.”

Det betyder, at vi skal lade brylluppet i Kana stå, som det står, og tro hvad vi kan tro om det. Rækker troen til alene en billedlig forståelse, så er det i orden. Rækker den til en bogstavelig forståelse, som kan leve side om side med den moderne fornuft, så er det i orden. Begge dele er i orden, fordi vi som kristne mennesker lever i de ufærdige, uafsluttede konsekvenser af Kristi historie. Den bogstavelige forståelse af underet i Kana blev i løbet af den moderne oplysning afløst af en billedlig forståelse. Men hvad står til at afløse den billedlige forståelse, eller hvilken slags konkretion, dvs. hvilken fortsat historie vil der komme ud af forvandlingen af vand til vin i Kana? Vi ved det ikke.

Jesu forvandlende kraft

Hvad vi kan forlade os på, og lad os da kalde det en del af vores tro på Jesu forvandlende kraft, er at hans forvandlende kraft netop findes og virker i historien, den store såvel som den lille, og at vi bidrager til forvandlingen ved ikke at træde ud af histori- ➤ ens kilder eller fornægte dem. Vi tror på, at de stadig virker, at ånden fra dem gør deres gerning i blandt os, uden at vi kan gennemskue hvordan.

En af kilderne er altså brylluppet i Kana, en af de tydelige endda og med stor virkning i vores historie siden dengang. Det viser, at dette bryllup rummer – bemærk, at vi taler i nutid – mere end vi kan fortolke det til at være. Vores opgave er at fortolke, for at forstå så meget som vi kan, for det er nu engang et af vore vigtigste anliggender at forstå vores egen tid og os selv i den. Hertil hører ikke mindst fortolkning af de steder og begivenheder, der ikke lader os i fred, de udtryk og billeder, vi må vende tilbage til, for at kunne vende tilbage til os selv. Brylluppet i Kana er et af disse steder.

Lad os da vende tilbage – igen og igen indtil dette bryllup er udtømt også for den anden og bedre vin, som Jesus skabte. Hvad er da udkommet? For der er et udkomme. Johannes skriver, at Jesus åbenbarede “sin herlighed, og han disciple troede på ham.” Herlighed og tro er udkommet også for os, som i tillid og herlighedsfuldt skal udfolde konsekvenserne af Jesu Kristi historie i vores tid og så forståeligt, som vi nu kan. Hvordan? Det er op til os selv, og det er netop her et kristent menneskes frihed begynder. Amen