Lad være med at tro, at de voksne kommer og fikser noget

Hvis du har set ”Centrum”, ”Grænser”, ”Salsa” eller andre af Jonas Risvigs serier har du måske bemærket det totale fravær af voksne karakterer. Du hører måske om dem i samtaler, men du ser dem aldrig –dét er ikke tilfældigt.

”Der er aldrig en mor og en far med. Alle serierne handler om unge mennesker, der på en eller anden måde prøver at finde ud af det sammen og selv løser tingene. Det er mit store udsagn og håb til de unge. Lad være med at tro, at de voksne kommer og fikser noget. Det er jer selv, der kommer til at løse det sammen”.

Når generationer misforstår hinanden Hvis du fornemmer en vis apati for den voksne generation, så er du ikke helt på afveje. Jonas Risvig har hverken de store tanker om sin egen eller sine forældres generation. Især ikke når det kommer til troen og forståelsen for nutidens ungdomsgeneration.

”Jeg ser tit voksne, der siger, at de unge ikke laver andet end at gå op i, hvordan de ser ud på Instagram. Det passer bare ikke. Det var min generation, der gjorde det. Vi blev oplært i, at vi var verdens navle. Alt var muligt. Facebook kom, YouTube kom. Alt var muligt, flyv på alle de rejser du vil, det er cool at være ude at se hele verden. Unge i dag er oplært med, at det er cool at tage hensyn til andre mennesker. Det er cool at overveje, om man skal flyve på ferie eller tage toget i stedet”.

På sine filmset oplever Jonas Risvig med andre ord en ungdom, der er anderledes end den, han selv var en del af i 00’erne og 10’erne. For selvom de eksistentielle temaer som venskab og forelskelse er genkendelige, er der en anden kompleksitet i samtaleemnerne i dag.

”De er vokset op med en iboende frygt: Hvordan er det, når jeg bliver ældre, hvordan vil det gå med kloden. Min generation var ret skærmet fra det. Der var lidt terrorfrygt på et tidspunkt, men ellers var der sgu ikke rigtig noget”.

Samtidig har Jonas Risvig en oplevelse af, at der bliver stillet meget høje krav til unge, samtidig med at deres hverdag og liv negligeres og undervurderes af voksne.

”Hvis weekenden ikke blev, som du håbede, eller din veninde ikke taler til dig. Det er små temaer, men de bliver enormt store. Og som voksen kommer man nemt til at negligere det. Det er det samme med politiske emner. Voksne og unge taler tit forbi hinanden. Voksne siger ”jaja det går nok, vi finder ud af det”, men det kan man ikke bruge til noget som ung”.

”Fuck de voksne, nu laver vi noget til de unge”

Men kan man overhovedet blive ved med at lave indhold til 13-24-årige, når man selv nærmer sig de 30 uden at blive den moraliserende voksne, der skal fortælle unge, hvordan de skal leve deres liv?

”Jeg ved det ikke. Men jeg har stadigvæk sindssygt meget lyst til at lave noget om de unge til de unge”.

Jonas Risvig er autodidakt instruktør og manuskriptforfatter. Det betyder, at han ikke har gået på nogen filmskole, men har lært håndværket fra bunden på egen hånd. Han startede med at udgive sine ting på YouTube uden om produktionsselskaber og tv-kanaler. Han har målgruppen for serierne så tæt inde i processen, som man overhovedet kan. Helt fra idé til manus, replikker, tøj og i klipperummet. Han håber på den måde, at han på trods af den uundgåeligt stigende alder alligevel kan ramme en nerve. Men selvfølgelig skal man også udvikle sig.

”Det handler om at turde afgive kontrollen. Og det er sindssygt angstprovokerende som voksen. Jeg har jo prøvet at finde den i 30 år. Men man skal turde at komme med de dumme ideer”.

Og hvis det i fremtiden ikke kun er de 13-24-årige, der vil se produktionerne, så gør det da heller ikke noget. Men fokus vil fortsat være at vise livets små mirakler frem for de vanvittige mirakelhistorier, som kun få kan relatere til.

”Min drøm er, at unge og forældre kan sidde sammen og se noget, jeg laver, hvor begge får noget ud af det. Men jeg tror aldrig, at jeg slipper min lyst til at sige fuck de voksne, nu laver vi noget for de unge”.