Det sker jo kun på film… eller? Dagligdagsdramatik for den ordinære ungdom

Jonas Risvig

• 29 år og fra Silkeborg

• Selvlært filminstruktør og manuskriptforfatter

• Står bag ungdomsserier som bl.a. Centrum, Grænser, Salsa og Drenge

• Udgiver både på sin YouTube-kanal og tv-kanaler. Arbejder i øjeblikket på en biograffilm.

Føler du, at dit liv er rimelig middelmådigt og ordinært? Så er det muligvis, fordi det passer. Men er det et problem? Ikke hvis du spørger Jonas Risvig, den 29-årige autodidakte filminstruktør og manuskriptforfatter.

For Jonas Risvig er det ordinære noget af det allermest menneskelige, vi har. Faktisk er det selve inspirationskilden til hans værker.

”Der er mange instruktører, der er gode til at lave den der helt unikke historie om en, der oplever noget, ingen andre har prøvet før. Men jeg kommer selv fra total villavej og kedelig. Jeg vil gerne tale til de unge, der også føler, at deres liv er lidt middelmådigt og ordinært”.

Jonas Risvig er opvokset på en villavej i Silkeborg. Til daglig laver han serier til unge i målgruppen 13-24-år. Han står bag ungdomsserier som Centrum, Grænser, Drenge, Salsa, Zusa og flere andre serier, der centrerer sig om unge menneskers hverdagsliv. Om forelskelsen, venskabet og relationerne til de andre. Hvem er jeg, og er jeg inde eller ude?

”Jeg vil gerne skildre de små dramaer i hverdagen og i livet, som vi alle sammen kommer igennem, og som vi alle sammen kan bruge til at spejle os i”.

Kan man favne alle?

Når man spørger Jonas Risvig, hvorfor det lige er de 13-24-årige, han arbejder med, er der to svar. Han er træt af moraliserende tv om, hvordan unge bør leve livet, og han synes, der mangler indhold, der skildrer et ”normalt” ungdomsliv, som mange kan genkende. Det behøver faktisk ikke at være så kompliceret at finde ud af, hvad der er interessant for unge.

”Når jeg taler med et ungt menneske på 15 år, så taler jeg meget hurtigt med vedkommende om det samme, som jeg ville tale med en 50-årig om. I stedet for at snakke om skole og lektier, så handler det om venner, hvor man skal hen i livet, hvad man er glad for og så videre. Jeg havde mange af de samme samtaler med min morfar på 102 år, som jeg har med unge på mit set”.

Men kan man overhovedet tale om ”unge” som én gruppe? Unge mennesker har jo også vidt forskellig baggrund og privilegier. Er det noget, du overvejer i dit arbejde?

”Den mest komplekse del af mit arbejde er at skildre forskelligheden i ungdommen. Hver gang jeg laver noget, får jeg en masse beskeder fra en masse mennesker, der føler sig set, og en masse mennesker, der ikke føler sig set”.

Jonas Risvig forklarer, at han har truffet et valg om at bruge sin egen baggrund til en begyndelse. Det ville være for svært at lave en serie om noget, han aldrig har oplevet eller haft tæt inde på livet. Desuden mener han, at der mangler indhold til dem, der –ligesom ham selv – har levet et rimelig udramatisk liv.

”I kunsten er der rigtig mange kunstnere, der repræsenterer dem, der føler sig overset. Folk, der selv er vokset op med stor modgang og som i dag er dygtige manusforfattere, fordi de har oplevet nogle ting. Jeg har bare oplevet så lidt. Jeg har svært ved at lave en historie om at have angst eller at være opvokset i en belastet familie, for jeg har aldrig været tæt på det”.

Selvom Jonas Risvig er begyndt at have roller, der kæmper med andre udfordringer end dem, han selv har oplevet, så oplever han også en kunstnerisk udfordring ved at skildre ting, der er langt væk fra ham selv.

Inde på værelset, uden for fællesskabet

”Hvis jeg lavede en serie om unge i Gellerupparken, der bare handlede om kærlighed, ville jeg både få beskeder, der sagde ”fuck, hvor er det fedt, at du vil det”, men også ”fuck, hvor er du privilegieblind, det ved du ikke noget om”. I kunsten er der en tendens til, at man skal være meget bevidst om sine privilegier, og jeg har bare mange af dem”, siger Jonas Risvig.

Han får mange reaktioner fra folk, der føler sig ensomme og som overhovedet ikke er en del af et venneliv, som dem vi møder på skærmen i serierne. Unge uden for uddannelse og arbejde og måske med en diagnose, der gør det svært. De skriver med et ønske om indhold, som også de kan spejle sig i. Det er en kunstnerisk udfordring, som Jonas Risvig agter at tage op:

”Hvordan laver man en serie fuld af kærlighed og eufori og fest og farver, hvis man sidder hjemme på sit værelse?

Hvordan følger man en karakter inde på sit værelse? Det gør det svært, ik’?

Mit svar er, at jeg bliver nødt til at blive bedre og blive ved med at lave serier, der spejler så mange unge som muligt”.

Ud med far, mor og moraliserende voksen-tv

Når Jonas Risvig fortæller om sine serier, får man ikke indtryk af, at hans projekt er at rykke hjørnesten i samfundet eller at få andre til at gøre det. Tværtimod mener han, at de unge, han arbejder med, allerede har en kæmpe indsigt og empati for den verden, de lever i. Det kan og vil han slet ikke lære dem. Til gengæld vil han gerne bidrage til at give dem indhold, der anerkender, at de ting, de går og tænker på eller tumler med, er helt reelle og nok også ret normale.

”Jeg har gjort det til mit livsprojekt at lave indhold, som danske unge kan spejle sig i. Alle mine serier handler om at tvivle og stille spørgsmål. I stor og lille grad. Er han forelsket i mig eller ej, hvad skal jeg gøre for at blive gladere, hvad skal jeg lave efter gym?”

Kan man se det som et myndiggørende projekt? At du gerne vil vise unge, at på trods af at man laver fejl på vejen, så kan man godt selv træffe sine beslutninger?

”Ja og det er fuldstændig det, der sker i alle serierne. De hjælper hinanden, samtidig med at de spænder ben for hinanden”.

Hvis det skal skinne igennem, og hvis det også skal virke autentisk på seeren, bliver man nødt til at lægge sin egen nostalgi og holdninger lidt på hylden, mener Jonas Risvig. Ellers bliver han bare endnu en voksen, der gerne vil vise sit syn på at være ung i dag.

”Du ser så meget tv, hvor en voksen har tænkt ”nu skal vi se mobning i sin yderste konsekvens”, og så skal vi se en, der bare bliver mobbet i otte episoder, og så får vi en lærestreg og tænker, at det må man ikke gøre”, siger han og fortsætter:

”Der er meget i mine serier, jeg slet ikke er enig i. Da vi for eksempel lavede ”Grænser”, røg de hele tiden smøger i alle scener. Jeg hader rygning og forstod ikke, hvorfor de skulle stå og ryge, men dem, der var med, sagde ”jamen det gør vi!”, så det gjorde vi. I sæson to fjernede vi det så og indgik et samarbejde med Kræftens Bekæmpelse. Det blev for svært at stå inde for, men jeg prøver hele tiden at lade mig selv blive presset”, griner han.