4 minute read

“DE UNGE” VI HADER

Måske bemærkede du, at noget var anderledes på forsiden. Du har helt ret. Danmarks bedste politiske ungdomsmagasin har fået nyt navn, og du sidder nu med VISION i hånden.

Vores vision er at være en platform for unge stemmer. For hvem er de egentlig –de unge? Hvis man lytter til den politiske og offentlige debat, kan man hurtigt få indtrykket af, at det er én stor kategori. Af mennesker mellem 15 og 29 år. Med de samme interesser, samme udfordringer og samme privilegier.

Men virkeligheden er en anden. Tusindvis af unge lever vidt forskellige liv. Nogle drømmer, mens andre frygter. Nogle stræber, mens andre har mistet troen.

Hvis du ikke lærer at læse og skrive, så er du virkelig på røven. Hvis du hverken er i uddannelse eller arbejde, er der stor sandsynlighed for, at du bliver tabt af det, vi kalder fællesskabet. Tusindvis af unge lever de liv hver eneste dag. VISION melder krig mod ”de unge” –altså udtrykket. For det er simpelthen et rædselsfuldt begreb.

De (unge) mennesker, som kommer til orde i dag, er ofte nogle af de mere ressourcestærke. Der er brug for VISION – også i bogstavelig forstand. Så vi kan nuancere begrebet og forestillingen om ”de unge”. Der er brug for et politisk ungdomsmagasin, som – ikke kun i overført betydning, men sort på hvidt – også giver spalteplads til ”de unge”, som ikke er født på samfundets solside. Det er det fundament, vi står på.

Med VISION giver vi læseren et indblik. Et indblik i ”de unge” og hvem de unge er. Vores fællesskab repræsenterer et bredt udsnit af ungdommen – gymnasieelever, studerende, lærlinge og erhvervsskoleelever, folkeskoleelever og mange flere.

VISION giver dig perspektiv og nuancer. Om det, der er aktuelt her og nu. Men vi kigger også tilbage. For indimellem er man nødt til at se sig tilbage for at kunne se fremad. Kigge sig over skulderen og sikre, at vi ikke efterlader nogen på perronen. Det er en del af vores DNA. Og det er ikke alene et socialt kompas – det er også et politisk kompas.

Det kompas er der brug for i et samfund, der bliver stadigt mere opdelt. Hvor kløfterne vokser sig større, og uligheden fortsat stiger. Hvor forskellen mellem top og bund, rige og fattige, privilegerede og udsatte er for stor.

Derfor er vi en del af en ungdomsbevægelse, der kæmper for et mere frit, mere lige og mere socialt retfærdigt samfund. Derfor organiserer vi os i et forpligtende fællesskab.

Vi er aktivistiske og kæmper for forandring. Vi har udsyn – også internationalt. Vi tror på frihed, lighed og solidaritet. Det er vores VISION

Kvinder og piger fra Afghanistan får asyl i Danmark

Siden Taliban overtog styret i Afghanistan tilbage i sommeren 2021, er forholdene for kvinder kun blevet værre og værre. Kvinderne skal være tildækkede, når de går ud i offentligheden, og de må ikke gå i skole længere end til 5. klasse. Derfor giver Flygtningenævnet i Danmark nu asyl til afghanske kvinder og piger, alene pga. deres køn, så de ikke skal leve i undertrykkelse i deres hjemland. God stil!

Håndboldherrerne slår verdensrekord

Det danske herrelandshold i håndbold slog i januar verdensrekord, da de vand VM-guld for tredje gang i træk! Man bliver lige lidt ekstra stolt af at være dansker, når vores lille nation kan skabe så store sportspræstationer. Som Københavns overborgmester (og tidligere DSU’er) Sophie Hæstorp sagde i sin tale til guldfejringen på Københavns Rådhus, så er håndbolden kommet hjem, hvor den er opfundet. Og der er ingen tvivl om, hvilken nation der regerer håndboldverdenen lige nu!

Flere lære- og elevpladser

Nye tal viser, at der sidste år blev indgået næsten 50.000 uddannelsesaftaler (aftale om lære- eller elevplads) mellem elever på erhvervsuddannelserne og virksomheder. Det er en lille stigning i antallet af uddannelsesaftaler. Hvis flere unge skal søge en erhvervsuddannelse, er det helt afgørende, at man kan komme i lære under sit uddannelsesforløb. Vigtigt for at få flere faglærte og nå i mål med den grønne omstilling!

Ungdomshuset holdt fest for at fejre Ritt Bjerregaards død

Da den tidligere socialdemokratiske toppolitiker, Ritt Bjerregaard, i januar sov ind efter flere års kræftsygdom, valgte en (lille) gruppe unge autonome fra Ungdomshuset på Dortheavej i Nordvest (bydel i København) at holde fest og fejre hendes død med ordene ”Så er vi kvit, Ritt!”

En henvisning til 2006, hvor ”Ungeren” på Jagtvej 69 blev ryddet, mens Ritt Bjerregaard var overborgmester i Københavns Kommune. Selvsamme mennesker, der festede over hendes død, glemmer bare lige, at det var Ritt Bjerregaard, der sørgede for, at der godt halvandet år efter rydningen af Jagtvej 69 kom et nyt ungdomshus på Dortheavej – som vel og mærke også benyttes af den lille gruppe unge autonome fra den yderste venstrefløj, der fejrede hendes død. Historieløst – og i øvrigt helt og aldeles usmageligt!

Psykiske lidelser blandt kvindelige fodboldspillere

I en ny DR-dokumentar står en række nuværende og tidligere topspillere i dansk kvindefodbold frem med historier om alvorlige psykiske lidelser. Det er en usund kultur på det danske kvindelandshold med offentlige vejninger og opfordringer til at spise mindre, der har sat skub i stortalenternes udfordringer, og som i sidste ende spændte ben for nogle spilleres professionelle fodboldkarriere. Helt ærligt, er vi ikke kommet længere i 2023?

”Fodboldens usynlige syge: Kvindelandsholdets lidelser” havde premiere på DR1 i februar, og du kan se dokumentaren på DRTV her

Aftale om socialt retfærdig elevfordeling skrottes

Under den tidligere socialdemokratiske regering blev et flertal af Folketingets partier enige om en aftale om socialt retfærdig elevfordeling på gymnasierne. Desværre er en vigtig del af aftalen nu blevet afskaffet som en del af et kompromis i SVM-regeringen, fordi Venstre og Moderaterne er indædt imod. Som socialdemokrater mener vi, at vi skal møde hinanden på tværs af social, økonomisk og kulturel baggrund. Vi skal ikke opdeles i rige og fattige, sorte og hvide, privilegerede og udsatte. Den her tilbagerulning er et politisk svigt af dimensioner!

This article is from: