
2 minute read
Et netværk med virkelyst og diversitet
Kristian Sørensen fra IT ADVISORY er nyt medlem af Business100-netværket. Han oplever netværket, som et sted, der får ting til at ske.
Kristian Sørensen er Partner og CEO i virksomheden IT ADVISORY, en uafhængig IT-rådgivningsvirksomhed, der hjælper sine kunder med at træffe gode beslutninger om IT, facilitere IT- og digitale strategier, IT-due diligence og fleksibel IT-ledelseskapacitet til direktører og bestyrelser.
Advertisement
Frihed og fleksibilitet
Virksomheden er født online og består af ni konsulenter, der personligt og fagligt supplerer hinanden. Kristian Sørensen bor på en gård i Silkeborg; de andre er fordelt ud over hele landet. Når de en gang imellem mødes fysisk, foregår det på Vejlsøhus. Med Kristian Sørensens egne ord hjælper IT ADVISORY virksomheder, der har brug for de store konsulenthuse, men som foretrækker nærhed og få, erfarne konsulenter.
Hvad er jeres ambitioner?
”Vi er de seneste to år gået fra ”jeg” til ”vi”. Vores ambition er at udvikle vores netværksbaserede forretningsmodel, som er drevet af tillid, frihed og fleksibilitet og samtidigt et meget stort commitment til hinanden og vores kunder. Vi vil gerne vokse og eksperimentere med, hvor meget forretningsmodellen skalerer de næste par år,” fortæller Kristian Sørensen. Kunder tæller blandt andet Salling Group, Sydbank, Vækstfonden og Det Grønlandske Sundhedsvæsen.
Seriøs sparring
Kristian Sørensen har tidligere arbejdet for IBM i Tokyo, startet egen IT-konsulentvirksomhed i Grønland og stået for at etablere den jyske flanke af Devoteam. Han kender derfor til værdien af et godt netværk. Derfor meldte han sig for et år siden ind i Silkeborg Business’ ledernetværk Business100.
I netværket møder ambitiøse ledere hinanden. De kommer fra vidt forskellige brancher, men har ét til fælles. Nemlig at de gerne vil sparre med hinanden og udvikle sig selv og deres virksomhed. Ligeledes Kristian Sørensen, der ønskede at sparre med lokale virksomhedsejere. Indtil videre er han begejstret for han mærker, at der er plads til fortrolig sparring, og at det bliver taget seriøst. Han mærker også, at der er en tydelig virkelyst.
”Hvis man får en vild idé, oplever jeg, at det er et netværk, der kan få ting til at ske. Der er handlekraft, vilje og energi.”
I efteråret var han for første gang med på den årlige erhvervsrejse, der denne gang gik til Dublin. Som ny i netværket var Kristian Sørensen spændt på, hvordan han ville passe ind på en længere tur.
Omfavnende gruppe
”Selvom mange kender hinanden, oplevede jeg som ny en enorm varme og et fælles fokus på, at man vil hinanden. Det kræver en indsats som ny, fordi folk har en lang historie sammen. Men jeg oplever det som en omfavnende gruppe. Der er en enorm virkelyst og lokalpatriotisme. Og stor diversitet i forhold til brancher. På turen talte jeg fx både med en murer og en bankmand.”
”Alle i netværket driver virksomheder, og jeg mærker energi, vækst og store visioner for - og tro på - fremtiden.”
Hvis du skal sætte tre ord på Business100-netværket?
”Inspiration, energi, fortrolighed. Næste gang er Holland. Og jeg er meldt til,” slutter Kristian Sørensen.
HVEM? Kristian Sørensen, Partner & CEO, IT ADVISORY
HVAD? IT ADVISORY er en uvildig IT-rådgivningsvirksomhed med en netværksbaseret forretningsmodel, der pt. favner ni erfarne konsulenter. IT ADVISORY yder uvildig sparring og ledelsesstøtte, faciliterer udviklingen af strategier og transformationsprogrammer, IT-due diligence mm.
HJEMMESIDE: www.itadvisory.dk