3 minute read

ET HJERTEPROJEKT, DER SKAL UD I VERDEN

Akupunktør Lise Moeslund har opfundet en kasket, der kan hjælpe børn, unge og voksne af med blandt andet uro, angst og stress. Og ambitionerne rækker ud over Danmarks grænser.

Lise Moeslund vil gerne gøre en forskel for andre mennesker. Som akupunktør har hun i årevis behandlet børn og voksne i alle aldre, der døjer med fysiske og mentale udfordringer. Akupunktur er en anerkendt behand- ling, og patienterne falder til ro i både krop og sjæl. Problemet er bare, at behandlingen skal gentages ugentlig for at have en holdbar effekt. Noget der både er dyrt, tidskrævende og besværligt.

”Det er frustrerende at sende folk hjem og så vide, at det ikke er nok til at hjælpe dem, hvis behovet pludselig opstår” siger Lise Moeslund, leder af akupunkturklinikken Aku-One i Silkeborg.

Frustrationen bed sig fast, mens hun grublede over, hvordan hun kunne hjælpe. Og så kom det til hende under en løbetur for 3-4 år siden: En kasket, der ved hjælp af små plastikdupper, stimulerer fem velkendte akupunkturpunkter på kraniet. Helt ukompliceret og uafhængigt af, hvor man er.

Virksom og smart

Prototypen blev tegnet af en nabo, første kasket blev produceret i Kina og ”lignede en tehætte,” men Lise Moeslund var fast besluttet på, at det skulle lykkes. Hun fandt frem til en kasketproducent i København med gode kontakter i Vietnam og inden for 3-4 måneder stod hun med en færdig kasket i hånden. Vel at mærke en kasket, som virkede og var så smart, at børn og unge ville gå med den.

Men inden hun kunne trykke på produktionsknappen, krævede det en medicinsk godkendelse og registrering hos Lægemiddelstyrelsen, da kasketten klassificeres som et lægemiddel. Efter godt 18 måneder kunne hun endelig sælge sin første kasket.

”Det var et langt, sejt træk, men det var også sjovt. En lærerig proces, hvor jeg har lært, at der kun er en vej, og det er at bide tænderne sammen,” fortæller Lise Moeslund, som har postet 650.000 kroner af egen lomme i udviklingen af kasketten.

Hjælp til hjerteprojektet Som en, der opfinder med hjertet og er fuld af gode ideer, kender hun sine begrænsninger. For én ting er at opfinde og udvikle et produkt. Noget andet er at lave den handleplan, strategi og markedsføring, det kræver at få produktet ud ad døren.

Heldigvis hørte hun om muligheden for at få hjælp gennem Silkeborg Business og søgte puljen NextStep. Puljen dækker 75 procent af udgifterne til kompetenceudvikling og kompetencerne henter hun hos Annette Friese, der er selvstændig virksomhedsrådgiver og har arbejdet med markedsføring i mere end 30 år. Hun kommer én gang om ugen, og de to har en klar ansvarsfordeling:

”Lise kommer med ideerne, og jeg er hende, der griber boldene og får sparket nogle døre ind,” siger Annette Friese, der kan se, at blandt andet den øgede aktivitet på de sociale medier svarer igen med kunder og nye samarbejder.

”For mig er det et hjerteprojekt,” siger Lise Moeslund, mens Annette Friese tilføjer: ”Ja, men du er også nødt til at tjene nogle penge på det. Vi skal have snuden i sporet, for kasketterne har et potentiale, der rækker langt ud over Danmarks grænser.” Annette Friese bruger en ekstra dag om ugen med Cap On, fordi hun tror så meget på det.

”Det er et produkt, alle har råd til. Nu skal vi bare have hul de rigtige steder.”

Nogle af de steder, Cap On allerede har indgået aftaler med, er flere skoler til børn og unge med særlige behov. Derudover har Dansk Handicap Forbund, Socialrådgiverforeningen, Danmarks Veteraner og mange andre NGO’er vist interesse. Også tidligere borgmester i Silkeborg Kommune, Steen Vindum, investerede i kasketterne, som blev brugt på projekter på blandt andet Kjellerup Skole og Sølystskolen. Ligeledes bruger nogle af spillerne fra SIF og BSH kasketterne.

Markeder i Tyskland og USA

Men Lise Moeslund vil gerne hjælpe endnu flere og kigger lige nu mod Tyskland som et oplagt marked, da det ligner det danske. Ambitionen er, at Cap On inden for de næste fem år opnår god drift via agenter ude i verden, men især er godt repræsenteret i Europa.

I USA ligger en patentansøgning og venter på godkendelse og som den impulsive netværker Lise Moeslund er, har hun kontaktet en læge i US Army. Så hvem ved. Måske ser vi snart Præsident Biden med en Cap On?