
1 minute read
Boderne
Vi startede sæsonen med rigtig mange hjemmekampe, både superliga og europæiske kampe. Samtidig havde vi for første gang 4 salgsboder ved Brøndby Cup – i alt havde vi 26 af vores faste frivillige fra boderne i gang i de 5 dage, Cuppen varede. Vi fik også presset en 40-års fødselsdag ind, da Maria rundede og fejrede dagen på Brøndby Cup.
Sommeren bød også på 3 ture til europæiske kampe, hvor vi havde 4 frivillige af sted i alt på fantastiske ture.
Advertisement
I efteråret havde vi superliga, pokalkampe samt kvindernes kampe i Champions League. I starten af november holdt vi dyne-outlet i foyeren til Michael Laudrup lounge - det varede 4 dage og var en stor salgssucces.
December var kold og travl med 2 kampe og en god årsfest i Brøndby Hallen. Januar bød på et hyggeligt nytårstaffel, og i februar var vi klar til at starte sæsonen igen efter opstartsmøde. Men det blev kun til en enkelt superligakamp, inden Covid-19 lukkede ned for først tilskuere og derefter selve superligaen. Vi skulle have været på udebanetur til FC Nordsjælland med Arbejderne Landbank – vi håber på en snarlig revanche.
Efter corona-nedlukning fik vi endelig lov til at komme på stadion igen til derby med 3000 tilskuere. Kampen var en testkamp, som alle på stadion heldigvis bestod med bravur. Resten af sæsonens kampe kunne derfor afvikles med op mod 8000 tilskuere. Vi havde 4 boder åbne til de resterende kampe, og det var dejligt at være tilbage på stadion.
I juni afsluttede vi med lidt hygge med grillpølser og en øl ved Ebbe Skovdahl Lounge for at sige farvel og tak til den mærkeligste sæson i mands minde. Også i boderne glæder vi os til fodboldlivet bliver mere normalt igen.
Maria Schultz og Stine Buch Larsen