1 minute read

Rektor byder velkommen

Next Article
Fællesskab

Fællesskab

Gammel Hellerup er et stort gymnasium med 1000 elever og over 100 ansatte. Vores elever kommer især fra Gentofte, København og Nordsjælland. Vi tilbyder en bred vifte af studieretninger og valgfag. Det kan du læse mere om i dette hæfte, hvor du også kan få et indtryk af livet på GHG. Kig også på vores hjemmeside, Facebook, Instagram og YouTube.

Vi har i en del år arbejdet ud fra et værdigrundlag om faglighed, fællesskab og mangfoldighed. Disse værdier er blevet kendt og anerkendes af mange elever i forbindelse med GHG. Vi ønsker, at du som elev får mulighed for at udvikle dig og møde udfordringer i et miljø præget af faglighed og fordybelse og bliver rustet til videre uddannelse. Derfor har vi både en række særlige tilbud til elever med brug for ekstra støtte og mange forskellige talentaktiviteter til dem, som har kræfter og lyst til noget mere.

Advertisement

Evnen og lysten til at lære trives bedst i et godt socialt miljø med et stærkt fællesskab. Derfor har vi foruden fester og caféer mange andre frivillige aktiviteter inden for bl.a. sport, musik, drama og kultur. Alle disse aktiviteter bidrager til at skabe et fællesskab, der understøtter dannelse, samarbejde og trivsel.

Det tredje ben i vores værdigrundlag er mangfoldighed. For os betyder det en åbenhed, der fremmer nysgerrighed, tolerance og gensidig respekt. Det er vigtige egenskaber i en globaliseret verden. GHG er blandt mange kendt som et gymnasium, hvor der ikke er ét dominerende fællesskab, men mange forskellige fællesskaber og elevtyper.

GHG fremstår i dag som et gymnasium med meget fine fysiske rammer. De oprindelige bygninger er suppleret med tre nyere bygninger samt moderne indendørs og udendørs idrætsfaciliteter. Hermed har vi skabt gode rammer for den undervisning og det sociale fællesskab, der er skolens omdrejningspunkt. Alt samlet på én adresse.

Nu står du over for at skulle træffe et valg om gymnasium. Hvis du kan se dig selv i skolens værdier, er vi sikre på, du vil trives på Gammel Hellerup Gymnasium. Vi håber at se dig efter sommerferien.

Bjarne Edelskov, rektor

This article is from: