DE MANGE GRÆNSERS LAND

DE MANGE GRÆNSERS

LAND

En dagligdags scene i de fleste danske købstæder portrætteret af kunstneren Wilhelm Marstrand i 1831. Her afslører tolderen en kvinde med klæde under kappen ved en accisebod i København. Ofte havde tolderen en stok til at tjekke, at beholdere indeholdt det angivne – og at ingen skjulte noget under tøjet. I 1797 satte Christian 7. sit monogram under en ny, stor toldlov, toldloven af 1797. De følgende mange år var den grundloven for dansk handel. Inspireret af det gryende fokus på frihandel og sund konkurrence, som filosoffen Adam Smith argumenterede for, indskrænkede den over 300 sider lange lov ”de hidtil værende Forbude til saa lidet et Antal, som efter Tider og Omstændigheder endnu er fundet mueligt”. Samtidig gik toldsatserne fra tårnhøje til moderate. Handlen skulle være mere fri. ”Grundlovens” formål var at støtte Danmark-Norges handel. Men den skulle eksplicit også hindre smugleri, der var blevet et reelt problem. Som det hedder i introduktionen til toldloven, var ”Smughandel … jevnligen indtraadt i redelig Handels Sted, har berøvet Statskassen en Indtægt, som den kunde behøve, og saaledes … virket til Skade for det Almindelige”. Smugleri var yderst vanskeligt at forhindre, hed det i forarbejdet til loven, da Danmark bestod af øer, og Norge havde en meget lang kystlinje.

I århundredet frem mod vedtagelsen havde smugleriet været hverdag for beboerne i landets kystegne og en hovedpine for centraladministrationen. Og smuglerne havde da også mange grænser at krydse – og mange muligheder for profit.

Først og fremmest var der grænserne mellem Danmark-Norge og dets nabolande, men der var også en toldgrænse mellem kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig, selv om den danske konge var herre til begge dele. Ved Kongeåen betalte man kongens told, deraf navnet på åen. Det

Et udsnit af Det Sydfynske Øhav i 1889. Ærø og småøerne er med i fuld figur, mens Langeland er skåret over. Den lange kystlinje, de mange naturhavne, de rejselystne øboere og nærheden til stærke økonomiske centre i Tyskland gjorde Øhavet til et smuglereldorado.

På Det rybergske familiebillede fra 1797 har kunstneren Jens Juel malet storkøbmanden Niels Ryberg (1725-1804) siddende med Frederiksgave (nu Hagenskov) på Vestfyn i baggrunden. En del af Rybergs formue kom fra lyssky handel. I 1752 blev han anklaget for at have importeret indigo og kaffe uden at oplyse den korrekte vægt. Han slap dog med en bøde, da han klagede sin nød til Rentekammeret: ”min timelige velfærd staar nu i højeste fare, siden jeg ganske aldeles ingen tab taaler, formedelst min formuer er intet, uden hvad mig af godt folk er blevet betroet”. var den såkaldte mellemrigstold, der særligt ramte den jyske eksport af kvæg. For jyderne var smugleriet over Kongeåen en institution, eller som højskolemanden H. Feilberg beskrev det i 1910, ”denne lille Krig mod den borgerlige Lov og dens Haandhævere”. Især smuglede bønderne manufakturvarer og kvæg, og det var efter ”den almindelige Mening en stor Ære for en Mand at bedrage Toldvæsenet; jo dristigere hans Farter var, jo mere blev han beundret og omtalt”. Selv om smugleriet krævede, at man var ude om natten, når mørket var tættest, kunne man tjene store penge og drikke alt det brændevin, man lystede. Store hold bærere af 40-50 mand samledes på kroer, inden turen gik sydover mod Kongeåen for at hente de varer, der skulle smugles ind.

Samtidig var hver eneste købstad sin egen juridiske enhed, afgrænset fra omkringliggende landområder med volde, plankeværker eller hegn. For at komme ind i byen med handelsvarer skulle bønder og købmænd betale accise, en særlig afgift, der blev pålagt de varer, de ville sælge på byens torv. I byporten eller acciseboden stod konsumtionsbetjenten klar til at opkræve afgifter. Det var i øvrigt et krav, at bønderne skulle lægge deres handel i købstaden, så for dem var der i teorien tale om dobbelt tvang – tvungen handel og tvungne afgifter.

Bønderne havde dog andre muligheder end at følge lovens bogstav. Byportene var ikke de eneste indgange til byerne. Ofte brugte bønderne små gader i købstadens udkant til at snige sig ind efter mørkets frembrud. H.C. Andersen nævnte i sin dagbog 5. august 1830 under sit ophold i Svendborg ”Hulgaden, her Smuglerie og Stevnemøder”. Begge ting skulle helst gøres uset. I Aarhus havde Posthussmøgen samme funktion.

I stiftsrelationerne fra 1735 er omgåelsen af toldlovens bogstav evident. Her blev myndigheder over hele landet bedt om at svare på otte spørgsmål om deres egn og by – stiftsrelationerne var en art tidlig spørgeskemaundersøgelse. I Rødby klager magistraten i sin indberetning over smugleriet ved småhavnene og ved øerne. Både fra Ærø, som dengang hørte under Slesvig, lod om dagen, som om de fiskede, mens de om natten søgte i land for at afsætte indsmuglede varer og købe bøndernes produkter. I Rudkøbing på Langeland stod det virkelig grelt til. Her var tonen i magistratens indberetning direkte opgivende over for smugleriet: ”intet kand giøres Reede for”. De lokale købmænd kunne ikke konkurrere med smuglerpriserne, og byen tabte indtægter i en sådan grad, at købstaden beskrives som armodsramt og fyldt med forladte huse.