Noget om navne

invasion af Italien, og for Venedig det sidste bolværk mod invasionen. Sultan Mehmed belejrede Shkodra første gang 1474, men Venedig satte hær og flåde ind, og sultanen måtte luske hjem til Byzants, dybt frustreret. Da han kom igen fire år senere, valgte senatet i stedet for at satse på diplomati, og Shkodra måtte klare sig selv. Ikke desto mindre lykkedes det endnu en gang at slå tyrkerne; Mehmed vendte hjem, men efterlod en del af sin hær til at belejre byen. Da Venedig indgik våbenhvile med sultanen, fik Shkodras indbyggere valget mellem at blive og dele deres by med tyrkerne eller at emigrere til Venedig. Ifølge Barleti valgte de alle at rejse.

Barleti beskriver ikke dette Albanien, men det er det rum hans bøger udspiller sig i. Der er ikke grund til at tro at han nogensinde genså det.

Noget om navne

Barleti bruger betegnelserne Albania og Epirus for et geografisk område beboet mestendels af en befolkning han kalder albanere eller epiroter/epirensere. Så langt, så godt. Men de mange latinske person- og stednavne er svære for en nutidig læser. Nogle af dem er umiddelbart gennemskuelige, andre komplicerede. For mindre kendte albanske personer og steder gætter jeg på at det er Barleti selv der har udformet passende latiniseringer.

I min fremstilling gør jeg som følger: Hvor personer og steder allerede har et navn på dansk, bruger jeg det og kalder fx sultanerne Murad og Mehmed, ikke Amurathes og Meumethes. Hvis moderne albanske navne er gængse også på dansk, bruger jeg dem; fx Marin Barleti selv og byer som Shkodra og Lezha. Ellers fastholder jeg de latinske navne, men giver dem de albanske med i parentes første gang de bliver nævnt. Mange af de italienere jeg nævner, kendes også under både latinske og italienske navne; her bruger jeg de italienske. Men det er ikke lykkedes mig at være helt konsekvent.