FORORD

De gamle vandfyldte graverender genspejler fouragerende skestorke og sølvhejrer. Kæmpestore elge gennembryder pludselig siv og buskads, mens kongeørnen får hundredvis af viber, ryler, bekkasiner og hvidklirer til at lette over Birkesø. En flok traner danser i aftensolen.

Lille Vildmose er alt det modsatte af den alarmerende biodiversitetskrise, som kloden og Danmark står midt i. Her i et hjørne af Jylland har naturen fået førsteret, og den har betalt mangfoldigt tilbage med en eksplosion af betagende liv og enestående naturoplevelser for os besøgende.

Men sådan har det ikke altid været. I 1700-tallet blev flere af Lille Vildmoses søer udtørret til landvindingsprojekter, og det fortsatte i mange år. I 1940’erne beskrev den daværende socialdemokratiske landbrugsminister Kristen Bording endnu et opdyrkningsprojekt som en triumf over de ”udyrkede, uudnyttede og værdiløse sumpe”.

Sammen med vandet blev mosen drænet for naturværdier, hvilket var helt i tråd med natursynet i midten af det forrige århundrede. Naturen havde ingen selvstændig værdi og skulle både bekæmpes og gøres nyttig.

Selv om alle opgørelser over den danske natur her knap hundrede år senere viser, at vores natur stort set er i frit fald, har vi uendeligt svært ved at fralægge os dette nyttesyn.

Derfor rammer denne bog direkte ind i den højaktuelle debat om naturens selvstændige berettigelse. Forfatterens store kærlighed til og dybe indsigt i den gamle moses hemmeligheder og dens lange og fantastiske historie, gør Lille Vildmose – Vildmosen der blev vildere til en stærk og vigtig fortælling om årsagerne til nutidens biodiversitetskrise.

Men samtidig giver bogen os også opskriften på løsningerne. For takket være Aage V. Jensen Naturfond er Lille Vildmose et lysende stærkt fyrtårn i den genforvildning af naturen, som nu debatteres. Mosen er et mønster-

Forrige side / Fredningen af Lille Vildmose satte en stopper for dræningen af de tidligere højmoseflader, hvor der blev gravet spagnum. I løbet af kort tid blev gravebanerne fyldt med vand, og på få år skød vegetation op, mens store flokke af vadefugle som viber indfandt sig.

Denne side / I årtier blev dette område brugt til industriel indvinding af spagnum til brug i gartnerier og haver. I dag er det et vådområde på vej mod sin oprindelige højmosenatur beriget med ynglende grågæs, rørhøge, rørdrummer og et væld af vandfugle.

eksempel på, hvordan vi stopper tabet af biodiversitet ved helhjertet at give naturen sin egen plads. Plads til at eksistere i sin egen ret – ryddet for vores evindelige kræmmermentalitet.

Det 76 kvadratkilometer store naturområde trækker besøgende til fra nær og fjern, men Lille Vildmose er ingen zoologisk have. Tværtimod er den så vild, at den igen rummer noget af landets ypperste natur.

Ikke alene er naturen vendt stærkt tilbage i Lille Vildmose. Ved at genoprette de naturlige vandstande i mosen bidrager den storslåede natur også til at tilbageholde enorme mængder CO2 og viser dermed, hvor ekstremt vigtig en forbundsfælle naturen kan være, når den får lov til at være vild og fri.

Den nordjyske højmose er udpeget som internationalt Ramsarområde og er den første på listen, hvor kriteriet for udpegningen tager afsæt i en positiv effekt på klimaet.

Lille Vildmose – Vildmosen der blev vildere er således et særdeles værdifuldt og tiltrængt bidrag til naturdebatten herhjemme, men også i sig selv en helt igennem fantastisk og dramatisk fortælling om vores natur gennem tiderne. Jeg håber inderligt, at bogen kommer til at ligge på natbordene hos alle dem, der skal træffe beslutninger om fremtidens naturforvaltning og hos alle dem, der elsker den danske natur.

Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening.

Modsatte side / Elge færdes jævnligt på balkerne, som de tørre aflange mellemrum, der deler de våde gravebaner, kaldes. Verdens største hjort æder blade, bark og kviste af buske og træer. På den måde er de store hjorte med til at forebygge, at mosen springer i skov.

Denne side / Birkesø er blevet de tusinde vandfugles hovedsæde i Lille Vildmose. I perioder fisker og raster flokke af skarver ved søen, mens der året rundt ses sølvhejrer nær søbredden. Havørnen jager dagligt, enten menuen står på gås, svømmeand, vadefugl eller måge.

DEN LANGE VEJ MOD HØJMOSE

Lærkerne sang, mens humlebierne brummede om kap med en helikopter i lav, målrettet flugt. Det var en tør og lun dag i april 2009. Fra Grønvej kunne man denne forårsdag se en gravko med appetit på mosen og to støvsugere fra Pindstrup Mosebrug suge af alle hestekræfter, mens skyer af brunt spagnumstøv hvirvlede op som tyk røg fra en bunke brændende halm.

Nogle hundrede meter længere mod vest fløj helikopteren i fast rutefart med træplader og spunsvægge, der snart skulle bankes ned i Portlandmosen langs Ny Høstemarkvej. En epoke var ved at rinde ud, mens en anden var ved at begynde. Tørvegravningens og spagnumproduktionens sidste kapitel blev skrevet langs Grønvej, mens der samtidig i nabolaget blev slået op på de første sider i den store bog om naturens genskabelse af højmoserne i Lille Vildmose.

Mens maskinerne fra Pindstrup Mosebrug gravede og støvsugede industriens sidste lag fra den drænede højmose, fløj helikopteren af sted for at forberede fastholdelsen af det vitale vand i området. Der var sat en dato på et stop for produktionen af spagnum i Lille Vildmose, der er Danmarks største højmose og en af de største i det nordvesteuropæiske lavland. Det skete, da Lille Vildmose efter næsten to årtier med forslag, diskussioner, forhandlinger og aftaler blev fredet i 2007. Der var tale om danmarkshistoriens største fredning af et landområde. Intet mindre. I runde tal 7700 hektar. Et område cirka på størrelse med Fanø.

Fredningen banede vejen for en genskabelse af den tabte våde natur. Eller rettere: fredningen banede adskillige naturvenlige veje, som denne bog vil lede sine læsere ud ad. For eksempel genskabelsen af Birkesø, fældning af skov, hegning og udsætning af elge. Alt sammen for at give mangfoldigheden og artsrigdommen et løft og for at forberede åbne vidder med højmose så langt øjet rækker.

Forrige side / Mens spagnumindustrien i det tørre terræn støvsugede tørvemateriale, blev der fløjet plader ud, der skulle få vandet til at blive i mosen, så nye tørvelag kunne bygges op.

Modsatte side / En levende højmose i pagt med sin sande natur skal ikke støve, den skal svuppe af vand. Fredningen banede vejen for et kursskifte fra produktion af spagnum til genopretning af tabt natur. For at nå målet blev hundredvis af spunser fløjet og sejlet ud til udvalgte steder, hvor de blev banket ned i grøfter og afløb som stopklodser for nedbøren. I samme omgang blev flere kilometer vandtætte membraner lagt ud i flere etaper, så vandet kunne blive i mosen. Der bliver i denne bog tale om en lang rejse ad flere veje mod en genskabt højmose. Resultaterne af indsatsen vil vise sig over generationer. Men de første skridt på vejen mod målet er taget. Fredningen medførte, at et industriområde fik en ny kurs mod natur. Den 1. april 2011 var det slut med at dræne, grave og støvsuge spagnum. Højmosens våde natur skulle derefter igen have førsteret.

Vand er liv. Dræning er undergang og død i en højmose. Så enkelt er det. Det gode er, at en højmose er i stand til at hele sig selv, hvis bare vandet fra nedbøren får lov til at blive i området.

I årtier havde Lille Vildmoses oprindelige natur lidt under tørvegravning og tidligere tiders målrettede forsøg på at lede vandet ud af mosen ved hjælp af dybe grøfter og kanaler. Nu skulle mange hundrede plader lavet af vandfast krydsfiner sætte en stopper for en del af tabet af det livgivende regnvand. Ved hjælp af helikopteren blev plader, der hver vejede 70 kilo, fløjet ud og kastet ned på GPS-afmærkede positioner i udkanten af de gyngende moseflader. Efterfølgende blev de miljøgodkendte træplader, der hver målte tre gange 1,5 meter, banket ned i grøfterne som barrierer for tilløbene af overfladens vand til grøfterne.

I 2008 var der sidst på året fløjet tilsvarende plader ud på samme vis i Høstemark Mose og Tofte Mose, hvor de blev banket ned som stopklodser for udsivende vand. I 2009 stod Portlandmosen for tur på en stille dag i april. Både træplader og særligt designede smalle spunsvægge blev transporteret ud til strategiske punkter på mosefladen, hvor de kort efter blev banket på plads, så mosen kunne komme til at svuppe i stedet for at knase.

Genopretningen af mosens våde natur bød på hårdt manuelt arbejde, for tunge maskiner går ikke an i det bløde, sårbare moselandskab. En tonstung traktor ville rive højmosens sarte plantetæppe i stykker og lave dybe spor, som måske i århundreder ville kunne ses som ar i terrænet. Derfor blev helikopteren valgt som transportmidlet over alle. Og den kom i bogstavelig forstand som sendt fra himlen for mosens natur.

Da helikopteren havde dumpet pladerne, rykkede et sjak af seje skovarbejdere ud for ved hjælp af motorsave og mukkerter at hjælpe dem gennem det øverste lag tørv og rodnet af birk eller dværgbuske. Derpå blev pladerne banket godt en meter ned i mosens grøfter.

I alt 250 vandfaste krydsfinerplader placeret på nøje udvalgte steder skulle få vandstanden til lokalt at stige med 20-25 centimeter. Derpå vil den højere vandstand give sphagnummosserne bedre mulighed for at vokse, så de lag for lag kan bygge mosen op igen. I løbet af nogle årtier vil pladerne gå i opløsning, men i mellemtiden vil grøfterne være groet så meget til, at vandet vil blive i højmosen i stedet for at løbe mod Limfjorden eller Kattegat.

En højmose er en kæmpemæssig levende svamp i landskabet, der udelukkende får sit vand fra nedbøren og ikke fra grundvandet, som det er tilfældet med mange andre våde typer af terræn. I Lille Vildmose er svampen bygget op af sphagnummossernes vokseværk gennem cirka 1500 år. I mosens storhedstid i begyndelsen af 1700-tallet – før de første dræninger begyndte – strakte landskabets dyngvåde svamp sig godt 15 kilometer fra nord til syd og 5 kilometer fra øst til vest. Da genopretningen af den tabte mosenatur begyndte i 2008 og 2009, var kun cirka 40 procent af den oprindelige højmose i Lille Vildmose

tilbage. Men denne rest af oprindelig dansk natur skulle nu have mulighed for at udfolde sig som i mosens storhedstid.

Da de første skridt på den lange rejse mod højmose blev taget, var der langs mosens yderkanter tydelige spor af dræninger, der var lavet af hensyn til landbrugsinteresser og tørveindvinding. Grøfterne bevirkede, at vandet langsomt og næsten umærkeligt sivede ud af højmosen, der i stigende grad var i risiko for at falde sammen og miste sin værdi. Alene fra Tofte Mose blev vandet i årtier ledt ud af højmosen via 80 grøfter, inden afvandingen blev stoppet i 2008.

Langs vestsiden af Tofte Mose er der mange steder en højdeforskel på totre meter fra overfladen af den bevarede højmose og ned til overfladen i Haslevgårde Å, der afvander landbrugsarealerne vest for mosen. Afgravning og dræning har gennem årtier skrællet så mange lag af den oprindelige højmose, at det vestlige nabolag af Tofte Mose ligger synligt lavere end den vidtstrakte moseflade mod øst.

Kun en høj vandstand kan sikre det åbne landskab, der er karakteristisk for en aktiv, sund og levedygtig højmose. Når en højmose bliver drænet og tør, vandrer birken ind og stjæler lyset. Mosen springer i skov. Når det sure vand i den næringsfattige mosenatur med vandstandshævningerne stiger og får frit spil, kan birken derimod ikke trives. Da vil Lille Vildmoses åbne vidder vinde kampen om landskabets fremtræden og de storladne udsigter. Og det er præcis, hvad hele øvelsen går ud på.

Denne side / Under stien, der ses som en lys streg til højre i billedet, ligger en vandtæt membran. Kort efter at membranen under stien, der fører ud til Rovfugletårnet, var etableret, begyndte vandet at træde frem i terrænet.

Modsatte side øverst / Takket være den vandtætte membran er der opstået vandområder, der tiltrækker ynglende hættemåger, lappedykkere og svømmeænder. Odderen har fået nye jagtmarker, og guldsmedene har kvitteret med fremgang.

Modsatte side nederst / Plader af vandfast krydsfiner er fløjet ud og banket ned i de grøfter, som set fra luften tegner lige streger på mosens flade. Med tiden vil vand og vokseværk udviske vidnesbyrdene om tidligere tiders hårdhændede behandling af mosens natur.

Næste opslag / Sådan så der ud en majdag i 2008 over Purker Fenner syd for Vildmosevej med udsigt til Kattegat i øst. Birkesø øverst til højre i billedet var drænede græsfenner og fortsat en drøm i det fjerne. Den blev genskabt i 2017.