BEGYNDELSEN

FRA HAV OVER SUND TIL SUMP OG HØJMOSE

Målt med geologiske alen er Lille Vildmose et meget ungt landskab, og var det ikke for de seneste århundreders hårdhændede udnyttelse af områdets naturgivne råstoffer, ville man kalde terrænet for det rene jomfruland. Mosens nyere historie tager sin begyndelse for cirka 7000 år siden i Litorinahavet, stenalderens hav, der dækkede størstedelen af det Nordjylland, vi kender i dag. Hele den nordlige del af Jylland var et ørige, der på flere måder lignede nutidens Sydfynske Øhav i en mere vindpåvirket udgave.

Stenalderhavets brænding ramte kysten ved Mulbjerge, der lå som en af områdets største bakkeøer ud mod det havområde, som senere blev døbt Kattegat. Også Tofte Bakke, hvor bøgene i dag knejser med kroner ud mod højmosen, og havørnen har sin rede, var en ø i Litorinahavet, som skyllede ind i talrige bugter og vige. Kysten mod øst var dengang uregelmæssig og ikke den boulevard af sandstrande og revler, som i dag byder badegæster velkommen i en lige linje fra Als over Øster Hurup til Dokkedal.

Bølgerne skyllede forbi bakkeøerne og ramte de stejle skrænter ved Smidie og Kongerslev med de millioner år gamle hvide lag af kridt, der er aflejringer af skaller fra forhistoriske mikroorganismer i et tropisk hav. Som tiden gik, hævede landet sig millimeter for millimeter op af Litorinahavet. I årtusinder havde en kilometertyk kappe af is tynget Nordjylland i en grad, så landet lå under havets overflade. Da temperaturen steg, så isen smeltede og forsvandt fra Danmark for cirka 15.000 år siden, begyndte den landhævning, som fortsat finder sted under vores fødder, uden at det dog fører til rystelser og skælven.

Først udviklede et sund sig vest for Mulbjerge. Sundet strakte sig fra Als mod syd til det farvand, vi i dag kender som Mariager Fjord, og mod nordvest til Limfjorden. Men sundet eksisterede kun i kort tid. I takt med landhævningen blev det åbne salte vand med forbindelse til havet til en lukket lagune af

Da sphagnummosser indfandt sig i det rolige, ferske vandmiljø, overtog de søens flade og byggede gennem århundreder højmosen op.

brakvand, som igen gennem århundreder udviklede sig til en fersk sø, hvis bredder og vandflade for henved 2000 år siden gradvist begyndte at blive bevokset med tagrør og andre sumpplanter. Begunstiget af nedbøren udviklede hele søområdet sig til en rørsump, der efterhånden blev mere næringsfattig. Mosevandet blev også mere surt, og disse forhold stimulerede sphagnummossernes vækst. Kursen mod højmose var sat.

I perioden omkring 600-800 år efter vor tidsregning var området præget af en tæt sphagnumvegetation, der var begunstiget af en klimaperiode med store mængder nedbør. Mosen har da været meget våd, næsten som en hængesæk. Omkring 800 år efter vor tidsregning ændrede vegetationen sig, og hedelyng, klokkelyng, tue-kæruld, soldug og andre af højmosens karakteristiske blomsterplanter vandrede ind og klædte mosen i de farver, vi forbinder den med i dag. De seneste cirka 1200 år har højmosens vegetation været uden kontakt til grundvand. Kun regn, sne og slud har sørget for vand til mosens vækst.

Denne og modsatte side / I løbet af få år er vidtstrakte skove af tagrør vokset op, fordi vandet er kommet tilbage. Med tiden vil en permanent høj vandstand give sphagnummosser mulighed for at overtage større landskabsflader med højmose. Og frøer er med på rejsen.