Hvad er en mursten?

Thomas Bo Jensen

Herman Melville havde ret. Murstenene rummer hemmeligheder som ingen andre byggematerialer. En ophobning af historie, der lag på lag, ligesom Jordens aflejringer, kan aflæses i de vejrbidte murstensforbandter. Jo ældre de bliver, desto flere fortællinger rummer de, og desto mere mytiske fremstår de.

Murstenen er et universelt byggemateriale, udbredt overalt på kloden, hvor der er lerforekomster. Et præfabrikeret byggeelement med fast form, som igennem årtusinder nøje er tilpasset menneskets fysiognomi og håndens størrelse. Mursten er for mange civilisationer et eksistentielt grundvilkår. Arkæologiske fund gjort i Jericho tyder på, at murstenen fandt sin form allerede for omkring 10.000 år siden som håndæltede lersten bagt i solen, og igennem de seneste godt 5.000 år er den blevet formet i træforme, tørret og brændt i stabler på marken eller i ovne til omtrent samme størrelse, som den har i dag. Evolutionen har været nærmest stillestående, idet man mange steder på kloden stadig producerer mursten, præcis som man gjorde for flere tusinde år siden. Den industrielle revolution, som vi har vænnet os til, har dybest set ikke bidraget med andet, end at man i dag kan producere mange flere mursten pr. teglværksarbejder. Men det er murstenen ret ligeglad med. Den er stadig den samme simple byggeklods, den altid har været. I sig selv dum som en klods, men sammen med andre mursten klog nok til at holde sammen på årtusinders menneskelige kulturer.

Sammenlignet med Mellemøsten, Nordafrika, Indien, Kina og Sydeuropa er Danmark en relativt ung teglstensnation. De første danske mursten blev brændt i første halvdel af 1100­tallet, da lombar­ diske munke bragte teknologien med sig ind over grænsen. Herfra gik det stærkt med at brede ’murstensteknologien’ ud i hele landet, startende med kirker, klostre og slotte, hvorfra den flød ned til det mere profane byggeri. Udvinding, formning og brænding af leret foregik lokalt og efter behov, indtil de fastboende teglværker begyndte at vinde indpas fra begyndelsen af 1700­tallet. Fra da af kunne danskproducerede mursten stort set dække det danske marked.

Hvad er en mursten?

En simpel bageopskrift med dyb kulturel betydning

Opskriften på mursten er lige så simpel som opskriften på brød. Murstenene består af ler, sand og vand, der æltes og formes til kubiske dejklumper. Derpå tørres de, så noget af vandet når at fordampe inden de brændes ved typisk 950­1050 grader. Hvor brødets hemmelighed er gæret, er leret og dets mineralogiske pigmenter murstenenes hemmelighed. Ler består af mikroskopiske partikler, der stammer fra nedbrudte bjerge. Dvs. bittesmå sten, der hver måler godt en tusindedel millimeter eller mindre. Hvis man lader leret ligge, vil det i løbet af nogle millioner år forstene og blive til nye bjerge, der atter nedbrydes til små partikler. Leret indgår således i en evigt gentaget cyklus af nedbrydning, udvaskning, aflejring, kompression, foldning og forstening. Tørring og brænding af ler er en form for forceret, menneskeskabt forsteningsproces. Når de brændte teglsten en skønne dag er helt forvitrede, vil de indgå i samme kredsløb som bjergene og leret.

Men det er ikke blot det, geologerne kalder ”den dybe tid”, som murstenene skriver sig ind i. Murstenen og dens grundmateriale, le­ ret, spiller en central rolle i alle de store religioner og mytologier. Ofte spiller lerjorden en dobbeltrolle som byggemateriale og som skaber af liv. I Koranen former Jesus fugle af ler, som han puster liv i, og ligesom i Bibelen og utallige andre religioner og mytologier skabtes mennesket oprindeligt af ler. De indfødte nordamerikanere henførte deres oprindelse til ”Jord­mageren”, der foruden at have skabt dag og nat, land og vand, formede menneskefigurer af blødt ler, tørrede dem i solen og pustede liv i dem. Tilsvarende for malagasy­folket på Madagaskar opstod livet, da himmelguden Zanahary blæste liv i de lerdukker, som hans datter modellerede. Ifølge kinesisk mytologi formede gudinden Nüwa kvindefigurer af gul lerjord for derpå at give dem liv og evne til selv at videregive liv. Tilsvarende kendes fra egyptisk mytologi fortællingen om flodguden Khnum, som af den fertile lerjord langs Nilens bredder drejede børnekroppe på pottemagerens drejebænk, hvorefter han placerede dem i kvindernes livmodere. Ifølge græsk mytologi formede ildguden Prometheus en lerstatue af Minerva, visdommens gudinde, og bragte den til live ved hjælp af en stjålen solstråle. I Første Mosebog hører vi om de første mennesker, der i en dal i Sinear ”stryger teglsten og brænder dem hårde’ for derpå at bygge Babelstårnet, og i Siraks Bog hører vi om den dedikerede pottemager, der ælter leret med sine fødder, former det med sine hænder, ”lægger sin sjæl i at få gjort glasuren færdig” og bliver oppe hele natten for at rense ovnen.

Vægmaleri fra Rechmires grav i Luxor, Egypten, år 1450 fvt. Frisen viser murstenens fremstillingsproces, transport og byggeri, ikke ulig de teknikker man fortsat anvender i mange dele af verden i dag.

Det er således intet under, at den franske kemiker og filosof Gaston Bachelard omtalte leret som ”det fundamentale stof” og ”det primære forbillede for vores drømme”. I Richard Sennetts The Craftsman, hvor ler, mursten og murere spiller en vigtig rolle, kaldes leret ”det mest filosofiske af alle materialer”. Leret er ganske enkelt ”godt at tænke med”, siger han. Sennett bruger pottemagerfaget som billede på, hvordan håndværket har bygget bro mellem generationer af mennesker. Med drejebænkens opfindelse for omkring 6.000 år siden i det nuværende Irak fik pottemagerne mulighed for gradvis at forfine deres håndværk mod stadigt større raffinement. Generation efter generation er blevet forbundet via dette håndværk, hvis primære formål har været at forvandle lerjord til brugskunst. Allerede dengang kendte man til brændingsteknikker, der omdannede det bløde ler til en mere bestandig, fast form, og som på magisk vis, under brændingen, udviklede nuancer fra sort og gråblå til et væld af gullige og rødlige jordfarver.

Hvad er en mursten?

Murstenen er også en brobygger. Måske endog den vigtigste kulturelle brobygger af dem alle. Modsat pottemagerkunsten har murstenen som nævnt ikke udviklet sig nævneværdigt i al den tid. Derimod har det håndværk, hvormed den stables og forbindes, udviklet sig og forplantet sig fra generation til generation. Igennem håndværket er murstenen bærer af historiens aftryk, den fører minderne videre, den er både født af og med en historie, og den akkumulerer og formidler selv nye historier – den er skaber af kulturel sammenhæng. Murstenen kan med andre ord opfattes som materialiseret tid. I dens ru overflade lagres tiden og dermed erindringen om de foregående generationers liv og slid. Dertil kommer, at de små mursten nemt kan fjernes eller udskiftes med nye mursten ved reparationer og ombygninger. De nye sten vil typisk have andre nuancer eller formater, hvorved forskellige tidsperioder kan aflæses side om side. Murstenene tydeliggør dermed arkitekturens karakter af en fortløbende livsproces, der giver dybde i synet på tilværelsen.

Vi er alle murere

Man behøver ikke en længere uddannelse for at forstå en mursten. Alle har på sin vis en ’murstenserfaring’ med sig fra barndommen. Fra æltningen af det klæge ler, der får hænderne til at skrige efter vand, over de første forsøg med at brænde de små lerfigurer, til forståelsen af at murstenene i byens huse eller måske den skole, man går i, eller det hus, man selv bor i, har gennemgået samme proces før de blev til små stabelbare byggeklodser. De er så simple, disse mursten, at ethvert barn blot ved at se på dem kan forstå deres logik. De appellerer så at sige til det menneskelige ’stablingsinstinkt’, som til alle tider er blevet udforsket af børn over hele kloden. Mursten er konkrete, umiddelbare, de kræver ingen forudsætninger at forstå. De er der bare, parate til brug. Som en naturlig forlængelse af den menneskelige krop og tanke. Foruden de mange universelle kvaliteter er murstenene samtidig uhyre lokale. Stedets egne lertyper, brændingsteknikker, klima og

Københavns Murerlaug 1623-2023 byggetraditioner har typisk præget husenes udtryk i en grad, så man kan tale om vidt forskellige murstenstraditioner. Murstenshusene i Danmark ser f.eks. anderledes ud end i Holland, selv om begge nationer har en parallel arkitekturhistorie med masser af samhandel. Tager man til en anden stolt teglstenskultur som f.eks. Iran, finder man den samme kubiske mursten, men her er murværket både grovere og mere dekoreret end i det køligere nord. I Kina, hvor man har bygget med mursten i over 3.000 år – tænk bare på Den Kinesiske Mur – har de grå sten været dominerende, da kun kejserens huse og byer måtte udføres af farvede mursten. Kineserne kendte allerede dengang til, hvordan man, via ilttilførslen under brændingen, kunne styre stenenes farveudvikling. Jo mindre ilt i ovnen, jo mindre farve udviklede leret, og omvendt.

Murværk fra Holmens kasernebygninger i København, hvor unge rekrutter har indridset deres navne og numre.

Mørtlens alkymi

Mørtel er murstenens bedste ven. Uden mørtel ville murstenene være alene i verden, splittet til atomer. Det er mørtlen, der binder murstenene sammen. Og det er fugerne og deres utallige forarbejdnings­ og udtryksmuligheder, der giver murværket dets rytme og musikalitet. Skønt murstenen er industrielt fremstillet, er der ikke to sten, som er helt ens. Lerets beskaffenhed, karakteren af det tilførte grus, forskellige fremstillings­ og brændingsteknikker giver et uensartet præg, som også kan iagttages sten for sten i samme brænding. De medfødte ujævnheder har nødvendiggjort brugen af noget, der på én gang kan agere stødpude og bindemiddel, indlagt mellem stenene under stablingen. Den smidige mørtel sikrer, at de ujævne og porøse mursten ikke knækker under vægten fra de andre sten. Den sikrer samtidig, at murværket under opmuringen kan tilpasses faste modulsystemer, idet fugerne udligner stenenes tolerancer. Hvor murstenenes form er givet på forhånd, bestemmes fugens karakter først under selve murerarbejdet. Forholdet imellem den præfabrikerede form og den håndgjorte fuge er måske netop det, der gør, at murstenen, trods hård konkurrence fra andre byggematerialer, er så sejlivet en størrelse. Det håndgjorte er med til at sikre, at det menneskelige øje kan holde ud at se på murværket i længden.

Hvad er en mursten?

Til venstre: Povl Baumann, illustration til artiklen ’Murerarbejdets Æstetik’ fra 1944, viser et facadeudsnit af ’Linoleumshuset’ på Åboulevarden i København fra 1930. © Povl Baumann.

Povl Baumann, illustration til artiklen ’Murerarbejdets Æstetik’ fra 1944, viser et facadeudsnit af et forslag til en boligbebyggelse fra 1938. © Povl Baumann.

Hvad er en mursten?

Mørtel består af brændt kalk, sand og vand. Det er således blot en enkelt komponent, der er byttet ud, ler med kalk, så har man forskellen på mørtel og mursten. Ligesom teglstenen har sin egen indbyggede alkymi i form af de usynlige farver, der fremkaldes under brændingen, udgør den brændte kalk mørtlens alkymi. Det er den, der gør, at der ved tilsætning af vand frigives varme, hvorved mørtlen hurtigt størkner. Jo højere varme kalken er brændt ved, desto hurtigere virker den hydrauliske proces efter tilsætning af vand, dvs. mørtlen størkner hurtigere, og den bliver hårdere.Til sidst bliver det cement eller beton. Under brændingen frigives kalkens CO2­indhold. Jo mindre tilbageværende CO2 i kalken, desto hårdere hærder mørtlen. Det vidste antikkens romere, som kom vulkansk aske (det såkaldte pozzulana) i deres mørtel, hvorved det fik styrke som beton. At Pantheons kuppel stadig står intakt den dag i dag, kan vi takke pozzulanaen for.

Efter Anden Verdenskrig fik cement­ og betonindustrien for alvor vind i sejlene, også i Danmark. Nye murværksnormer foreskrev et stadigt højere cementindhold i mørtlen, idet beregninger viste, at jo højere indhold af cement, desto højere styrke fik murværkerne. Efter energikrisen i 1973 stak det helt af. Her blev ’kuldebroen’ gjort ulovlig, dvs. der måtte ikke længere være fysisk forbindelse imellem formuren og bagmuren. Et lag af isolering skulle konsekvent indføres, også i falsene omkring muråbningerne. Betonindustrien var kvik til at sætte sig på bagmuren, idet man kunne tilbyde dette hurtigere og billigere end det mere langsommelige murerfag. Betonelementerne kunne tilmed klare husets bærende konstruktion helt alene, hvad enten de var præfabrikerede eller støbt på stedet. Murstenene blev nu henvist til at være beklædning uden på betonen, uden nogen bærende funktion andet end at holde sammen på sig selv, fastgjort med ståltrådsbindere til bagmuren. Heraf navnet ’skalmur’, idet der i praksis blev tale om en tynd skal uden på et lag isolering og beton. En skal, som i princippet kan bestå af et hvilket som helst vejrbestandigt materiale. I Danmark har murstenen vist sig ret sejlivet, så her er det fortsat den, der dominerer ydermuren, eller klimaskærmen, som den også kaldes.

I ’skalmurs­æraen’, som vi fortsat befinder os i, er mørtlerne blevet mere og mere cementholdige og dermed hårdere og hårdere. De såkaldte funktionsmørtler har styrker, der nærmer sig beton. Det kan murstenene ikke lide. De vil helst arbejde sammen med en smidig mørtel, der ikke er stærkere end murstenene. Hvis det omvendte er tilfældet, er det nemlig ikke længere fugerne, der giver sig under sætningsskader, men murstenene, der knækker over. Og en knækket mursten er ikke længere en stærk mursten. Løsningen på problemet har været en ingeniørordineret symptombehandling med lodrette gummifuger, de såkaldte dilatationsfuger, typisk placeret ved hjørner og over muråbninger. Disse lodrette fuger, der skærer forbandternes fortandede mønstre over, bevirker, at skalmuren bliver inddelt i sektioner, der i praksis opfører sig som en art stive skiver, ikke ulig betonskiver. Vor tids mursten er dermed fanget i et stift netværk af cementmørtel, der gør, at den enkelte sten ikke flytter sig ud af stedet.

Kampagneplakat for Murerfagets Oplysningsråd (MURO).

I de senere år er der dog begyndt at komme fokus på de smidige kalkmørtler, som så småt er begyndt igen at vinde indpas. Beviserne på deres duelighed og lange holdbarhed findes i de mange bygninger, der helt fra middelalderkirkerne har klaret sig fint indtil i dag. Mørtlens smidighed har netop været en af hovedårsagerne til deres lange levetid. Når bevægelser med tiden opstår, bevæger murstenene sig med mørtlen. Revnedannelser sker altid igennem fugerne, som nemt lader sig reparere med ny mørtel. Men der er også andre fordelagtige egenskaber ved de ’svage’ kalkmørtler. En af dem er den hærdede kalkmørtels kapillarstruktur, der i modsætning til cementmørtler ikke holder fast på indtrængende vand, men altid vil transportere det ud mod overfladen igen. En anden vigtig egenskab er mørtlens selvhelende evne. Idet kalkkrystallerne ikke er brændt døde, vil de have tendens til at gendannes, når små huller og revner opstår. Det forhold, at kalkkrystallerne ikke er brændt døde, er desuden hovedårsagen til kalkmørtlernes æstetiske kvaliteter. Kendere vil på lang afstand nemt kunne skelne en cementfuge fra en fuge af kalkmørtel. Cementfugerne har som oftest en jævn gråblå overflade, omtrent som fladtrådt tyggegummi på fortovet. I en fuge udført af kalkmørtel er krystallerne fortsat i live. De reflekterer lyset på utallige måder og reagerer smukt på opfugtning og tørring efter regn. Det er interessant at tænke på, at det materiale murstenene har det bedst med at arbejde sammen med, også er æstetisk overlegent. Endelig skal det lille plus på CO 2 ­ regnskabet nævnes: Idet kalkmørtlerne hærder via luftpåvirkning og ikke via vandtilsætning (karbonatisering versus hydraulik), optages under hærdningsprocessen den samme mængde kuldioxid, som den brændte kalk afgav under brændingen. CO 2 ­ balancen udlignes med andre ord hurtigt.

Murstenens omtumlede ry

Et vellykket, smukt og langtidsholdbart murstenshus vil altid være resultat af et godt samspil mellem mursten og mørtel. Men selv om stort set alt byggeri i Danmark siden middelalderen er baseret på mursten og mørtel, har murstenen ikke altid været lige vellidt. I lange perioder har den været skjult bag et lag af puds og maling. Den har skiftevis været inde i varmen og ude i kulden, men den har vist sig