
2 minute read
Forord
Christian Dahl Pedersen
Arkitektur og håndværk har i de første knap 25 år af det 21. århundrede været i rivende udvikling. Murerfaget har indtaget en central rolle i denne forandringsproces, hvor især omstillingsparathed er et af tidens krav til virksomhederne, således at de kan bestå og fortsat agere i byggebranchen. Fremtiden kalder på nye byggeformer, og byggevirksomhederne gør klogt i at styrke bæredygtigheden og produktiviteten gennem øget brug af digitalisering og teknologi og i at arbejde meningsfyldt ud fra et klimamæssigt perspektiv.
Advertisement
For at murerfaget fortsat kan indtage en vigtig rolle, er det nødvendigt, at murermestrene er bevidste om tidens krav, og lige netop befinder sig der, hvor deres indflydelse kan gøre sig gældende. Renovering, restaurering og de gamle håndværksmæssige discipliner passer godt ind i denne bæredygtighedsdagsorden. Når det gælder nybyggeri, bør vi huske på, at murede huse kan bevares og restaureres, og at de samlet set og over et længere tidsspand giver et begrænset klimaaftryk, fordi murerarbejdet har så lang en levetid. Denne fortælling skal vi som murere blive bedre til at fortælle.
Murerfaget bygger på gamle håndværksmæssige teknikker, der skal gives videre til kommende generationer. Men faget skal samtidig være imødekommende over for nytænkning, nye teknikker og nye materialer for at kunne tiltrække nye generationer.
Københavns Murerlaug blev stiftet i 1623 og har alle dage haft til formål at fremme forståelsen for kvaliteten af det murede byggeri. Lauget har blandt andet til opgave at formidle viden til medlemmerne og at arbejde for den bedst mulige repræsentation i dansk byggeris besluttende og faglige organisationer. I 400året for stiftelsen er Københavns Murerlaug stadig en levende organisation, der forsøger at bevare og værne om de stolte og hæderkronede byggetraditioner.
Med denne bog ønsker laugets bestyrelse at sætte fokus på forskellige aspekter af murværk og murerfaget dengang, i dag og i fremtiden.
Bogen er den sjette i rækken af bøger om Københavns Murerlaugs hi storie. Den første udkom i begyndelsen af det 20. århundrede og handlede om laugets historie indtil 1907. De fire efterfølgende bøger er udkommet i forbindelse med laugets jubilæer hvert 25. år siden 1923.
Denne bogs bidrag er skrevet af professor Thomas Bo Jensen, museumsleder Søren Mentz, lektor Ida Juul, seniorrådgiver Jens Klarskov, journalist Anne Kathrine Spangsberg Rosener, adjunkt Pelle MunchPetersen og professor Anne Beim. Teksterne er blandt andet akkompagneret af arkitekturfotograf Jens Lindhes nyoptagelser af vigtige københavnske bygningsværker.
Første afsnit i bogen giver en forståelse af stofligheden i en mursten som et af de helt fundamentale råmaterialer for et murværk. Herefter følger en tour de force gennem 400 års eminent murstensbyggeri fortalt igennem murernes, mestrenes, fugernes, bygningskunstens og frem for alt murstenens perspektiv. I forlængelse heraf får vi beretningen om laugets historie og dets betydning som en mangeårig og stærk institution i byggebranchen samt en skildring af udviklingen af erhvervsuddannelserne ikke mindst set fra mureruddannelsernes perspektiv.
I anden del får vi et sjældent og unikt indblik i laugets dagligdag med aktiviteter, traditioner og opgaver, som tilsammen knytter laugsbrødrene til hinanden, til lauget og til murerfaget. Vi kommer også på besøg i tre forskellige murervirksomheder. Og til slut diskuteres det, hvordan murerhåndværk og det murede byggeri kan overvinde de aktuelle udfordringer og udvikle sig i fremtiden.
Det er bestyrelsens håb, at bogen vil kunne læses med udbytte af fagfolk såvel som af enhver, der interesserer sig for byggeri og arkitekturhistorie.
København, marts 2023
CHRISTIAN DAHL PEDERSEN Oldermand