Jeg arbejder, ergo er jeg

Vi er de historier, vi fortæller om os selv, og den historie, som du skal til at gnave dig igennem, er historien om en pårørendes liv i opløsning. Ikke historien om et parforhold. Du sidder måske med bogen, fordi du vil høre om mit tab af min kone, Ida. Om at stå alene som enkemand med to små børn. Sammenstødet mellem eksistens og død. Det er trafikuheldet, som du ikke kan lade være at køre langsomt forbi, og jeg skal nok levere, for min kones død er en del af min historie, som jeg må have ud og ned i denne bog. Lukke og lægge væk.

Men så enkelt er det nu alligevel ikke. Historien klæber sig til mig og har ikke en afslutning, hvor det hele ender godt trods alt. Som hobbitten, der har været på eventyr og nu vender tilbage til Herredet. Det vante. En smule visere, mærket af livet, men alligevel tilbage i hverdagen. Det ved jeg ikke, om denne bog gør. Ender godt. Ender med erkendelse. Et liv kan jo hverken måles eller vejes, og der er ikke et entydigt resultat på livet. Blev det godt eller dårligt? Farverigt eller gråt? Who cares? Liv er liv. Død er død. Begge dele er formentlig ligeglade med, hvad vi synes om resultatet i vores sofistikerede erkendelser, der hele tiden ændrer sig. Om vi vender tilbage eller går frem. Livet fortsætter blot med at udvikle sig. Det har noget kørende med døden, og som sådan er liv og død dybt sammenflettede, som vi mennesker også er det.

Min ene halvdel gennem tyve år er død, og her fire år efter står såret stadig åbent. Men ikke som sorg. Ikke som savn. Ikke som chok. Såret er lidt af det hele, men i forvandling. Der er ved at vokse noget andet frem. Et andet liv. Måske et slebet menneske. Måske et bedre menneske. Hvis jeg er heldig.

At stå på sidelinjen og se min kone sygne hen og dø har ændret alt. Alt, hvad jeg troede, jeg var og skulle være. Alt, hvad jeg troede, mine børn skulle sættes i verden til. En verden, hvor det nu blot handler om at overleve. Måske blot for en tid, men dog imens denne bog skrives. Den er destilleret ud af mine tanker gennem mine sidste fire år som enkemand og før da som pårørende gennem syv år lænket til en kræftsyg kvinde, for hvem jeg ville gøre alt og ville gøre alt igen. Den vil være set gennem mine øjne som far og skabende, professionel kunstner, der forsøger at give mine børn det liv, som blev taget fra dem ved deres mors død. Give dem det, som alle andre børn har. En hverdag i Herredet. Uden mor, men med en far, der også kan.

Hvad der står i denne bog, er en beskrivelse af et knockout i slowmotion. Hvor jeg hen over en lang tidsperiode fra Idas første sygdomsperiode i 2012 til hendes terminale tilstand i 2018, død i 2019 og de første fire år efter forsøger at genfinde mig selv. Men den, jeg var, sidst jeg var alene, havde ikke små børn. Da var jeg ikke far. Da havde jeg ingen andre at tage hensyn til end mig selv. Ingen at værne om og beskytte. Det har jeg nu. Enhver mulighed for at finde mig selv igen og dyrke min sorg og svælge i min begyndende panikalder slutter klokken 15, når børnene kommer fra skole. Da kalder nogen mig far, og jeg må lægge mig selv til side.

Ja, jeg ligner sådan set også en Mr. Average, der renser tagrender i weekenden. Ser mild, venlig og harmløs ud. Men tag ikke fejl. Jeg er klichéen på manden, for hvem ambitioner betyder alt. Manden, der blot føler at være noget gennem sit arbejde. Jeg er stolt over at have kunnet klare mig i en branche som min, men at give slip på en drøm, som jeg troede var et kald, er ikke nemt. På den måde er rejsen i denne bog så idiotisk banal: “Mand skal lære, at det er kærlighed og ikke arbejde, der betyder alt”. Der findes lige så mange rejser, som der findes pårørende, og jeg ville ikke være tro mod min, hvis jeg ignorerede, at arbejdet fyldte alt for mig, indtil Idas sygdom og død skubbede til alle mine værdier, og jeg indså, at jeg havde spildt min tid i alt for mange år.

For da hun døde, forsvandt mit arbejde på uforklarlig vis med hende. Jeg blev arbejdsløs og stod uden en essentiel indtægt og blot med stumperne af mit konstruerede selvbillede som en relativt succesfuld skuespiller og med ansvar for mine to små børn. Og jeg er langt fra den eneste. Jeg ser det i den klub, jeg pludselig er blevet medlem af for tidligt. Klubben for yngre enker og enkemænd med børn. Jeg ser mennesker blive fyret efter orlov, smidt ud af deres boliger, med venskaber der forsvinder, og familieopgør der eksploderer. At miste sin kone eller mand for tidligt har enorme konsekvenser, som ikke blot handler om sorg. Det griber ind i dit syn på verden. Ændrer og rekonstruerer alt i dig. Måske i det stille, men alt omkring dig synes ikke rigtigt at kunne følge med. Eller du kan ikke selv følge med alt det, som var før. Måske kan du, men noget i dig er blevet hult og tomt. En følelse af ikke at være forstået, selvom du godt ved, at der egentlig intet er at forstå. En følelse af ensomhed, der ikke rigtigt vil gå væk. For med den døde tages alt fra dig. Også det, som du troede var dig. Og passer du ikke på, indtræder offerrollen, som er svær at slippe igen.

At lave kunst er et kald, der har snyltet sig ind på mig i de sidste 25 år, og jeg har troet, at hvis det blev taget fra mig, ville noget af mig blive væk. Min ild og mit drive ville forsvinde. Min livsgnist. Men den barnlige og tåkrummende historie, jeg fortalte mig selv om, at kunsten ligger så dybt i mig, at jeg ville visne og dø uden, er falsk. Jeg ville i stedet visne og dø, hvis ikke jeg var blevet hos Ida til det sidste. At sidde og holde hende i hånden, til hun forlod mig, var alt. Alt, hvad der er ægte. Alt, hvad der betyder noget. Alt andet er så ligegyldigt. Hendes død har sat en bevægelse i gang mod et andet liv. Jeg har levet godt af at lyve. Spillet roller og transformeret mig til en anden på film og tv og på en scene. Ladet, som om jeg var noget andet. Nu transformeres jeg mod min vilje til noget, jeg ikke ved, hvad er, og hvor jeg ingen kontrol har. Jeg prøver at kæmpe imod, men det nytter intet, og Idas død er ved at tage næsten alle aspekter af mit liv med sig. Min hverdag er blot en skygge af den hverdag, der var engang, og som betød så meget, men som nu er ved at smuldre.

Måske komplicerer jeg tingene, for i bund og grund er jeg en simpel mand. Jeg skal have hænderne i tingene som en håndværker. Jeg må have hver enkelt reservedel på bordet for at forstå, hvad der er sket. Jeg er ofte som en neandertaler, der skal lære om følelser. En mand, der stiller de dumme spørgsmål, svarer forkert og taler ivrigt om pik og patter. Jeg mansplainer, tolker og belærer. Træder forkert og måske hen over læserens tæer, forarger og ser alt fra kun min egoistiske pårørendenæsetip. Men jeg har alligevel brug for dig, læser. Brug for, at du holder min hånd på min rejse.

Så hold fast, og fordøm mig ikke, når jeg udstiller mig selv og falder ned i min offerrolle eller fornærmer til højre og venstre. Jeg er stadig i et ekko af sorg og er endnu ikke helt mig selv. Så læg dig selv til side. Du behøver ikke være enig. Lyt blot, for det er det eneste, du kan og skal. Det er ikke dit ansvar at løse mit problem. Eller at sammenligne. Eller at sige, at det nok bliver godt igen. Bare lyt, for alt, hvad jeg skriver i denne bog, kommer af sorg og mit behov for at dele den med dig. At finde mig selv på ny efter en hændelse, der bliver ved at farve mit liv.