Første del OS

I det fjerne lyder en torden. Det er bomber, der falder et sted længere sydpå, end hvor vi er. Der er borgerkrig, men her hvor vi er, er der trygt. Og vi har det for os selv. Vi har lejet et lille hus på en hemmelig ø i min fars land Kroatien. Jeg er kommet her hele mit liv. Et sted, hvor sjæle hviler og tanker flyver. Ingen bananbåde med skrigende turister, der skal opleve og konsumere som græshopper. Til dette sted vender jeg altid tilbage. Det er mit sted. Til låns. Til jeg dør. Den, som skal følge mig hele vejen, må være indstillet på, at vejen hver sommer går her forbi, og hvis ikke må vi holde sommer hver for sig. Her martres jeg af kedsomhed, økuller og depression i nævnte rækkefølge, før jeg transformeres ind i glæde, energi og lyst til at fortsætte livet. At bringe Ida til dette hellige sted er noget helt specielt. Det er 1993. Vores sidste sommer sammen som gymnasiekærester, inden hun skal flytte til Italien. Vi har været sammen i snart to år, men det sidste år har været meget bedre end det første, hvor vi slog op on and off, indtil vi forstod, at det for alvor skulle være os. Hun er færdig med gymnasiet og skal være au pair i Rom efter ferien. Jeg vil også ud at rejse, når jeg er færdig om et år. Jeg vil her til Kroatien og i krig. Det er min plan. Det er ikke noget, jeg siger til nogen, men jeg er 17 år og har påtaget mig min fars sorg og vrede og vil slås for landet på trods af, at jeg dårligt taler kroatisk og er født i Danmark af en mor fra Ålborg. Vi tager til Kroatien hver sommer, og min far forsvinder mentalt ind i den kultur, han engang forlod, og det starter som oftest allere- de, når vi pakker bilen. En ulmende irritation og stress ligger i luften, og man skal helst agere en kuffert, der blot sidder tavs på bagsædet, indtil vi ruller over grænsen og er sikkert fremme. Mit hjemland er Danmark. Med mine mors blå øjne, blonde hår og runde kinder havde jeg som lille ikke meget fysisk at spejle mig i hos min far. En far, som talte kroatisk det meste af sommerferien i Kroatien og halvdelen af året i telefonen med sine venner i Zagreb, så jeg reelt ikke forstod, hvad han sagde i halvdelen af hans levetid. Jeg forestillede mig, hvad han mon snakkede om med sine venner og lærte mig på ferierne at se ud, som om jeg forstod, men jeg var ikke andet end en turist, der legede indfødt. Spillede en rolle. Men jeg er stolt af min far, og tanken om at drage i krig som frivillig soldat og slås for hans land, som jeg føler også er mit, lokker mit umodne sind. Ønsket om at blive set af sin far kan føre til mange afveje. At bringe et offer og gå i krig for hans sag er en af dem.

Men i år – i 1993 – er Ida med på bagsædet! Hun er den eneste, der ved det med krigen. Ja, faktisk den eneste, jeg kan tale med. Hun er den, som sætter ord på det hele, for jeg har svært ved at udtrykke mig. Svært ved at sætte ord på noget som helst. Det er, som om der sker for meget til, at jeg kan følge med. For meget kaos i mit liv. For selvom vi bor 2.000 km væk fra krigen, udkæmpes noget af den fra mit hjem i Holbæk. Min far arbejder tæt sammen med et netværk af eksilkroatere sammen med den kroatiske præsident, og han rejser konstant frem og tilbage mellem Kroatien og Danmark, hvor han organiserer forsendelser af medicinsk udstyr til Kroatien og etablerer kontakter til dit og dat. Imens forsøger min mor at manøvrere rundt mellem storpolitik og frikadeller, når hun kommer hjem fra sit job som tandtekniker. Telefaxen ruller, og livet i hjemmet i Holbæk er intenst. Der er meget på spil. Der kører store, fancy biler til vores hus, og efterretningstjenesten er også forbi, da vores hjem pludselig bliver til konsulat for Kroatien. Post skal hver dag scannes for bomber og attentater med en lille håndscanner, der ligner en tennisketcher, fordi min far udover at være læge nu også er konsul on the side og sågar senere bliver ambassadør for Kroatien flere steder i verden. Der bliver også sat en flagstang i baghaven, som loven foreskriver, så konsulatet kan flage med det kroatiske flag på helligdage. I mit hjem. Hvor jeg bor. Her fylder krigen alt, og det smitter af på hele familien. Men Ida går med mig. Holder mig i hånden på bagsædet og er min lomme af klarsyn. En pause fra det hele. Den, der kan aflede mig fra både mit ubevidste og bevidste jeg. Hende, som viser mig en anden side af verden.

For det er komplekst at bevæge sig mellem skole og hjem, og jeg har ikke modenheden til at finde ordene. At tale om følelser er ikke min stærkeste side. Ofte bryder jeg sammen uden at forstå hvorfor. Tårerne kommer bare. Ved et lille stykke musik. Ved et enkelt ord. Og når det sker, må jeg lyve, for alt skal jo have en årsag, og den kan jeg ikke altid finde. Så jeg lyver. Spiller skuespil. Jeg har en ven på Balkan, der er blevet skudt, kan jeg finde på at sige, hvis jeg bliver overvældet af følelser. Som en gang på cyklen, hvor jeg med en ven var på vej hen til en klassekammerat for at se EM-Finalen i 92. Pedalerne kunne ikke længere dreje. Mine ben ville ikke. Jeg stoppede op, og en ukontrolleret gråd eksploderede ud over Blomsterhaven, hvor jeg havde boet det meste af mit korte liv. Min ven holdt nogle meter foran mig. Han sagde intet af mangel på ord og modenhed ligesom jeg. Jeg græd færdig, og vi kørte videre og talte aldrig om det igen. Jeg forstod ikke, hvad der skete. Ida sagde, at det, jeg havde oplevet på cyklen, var noget, der hed et sammenbrud. At jeg havde fået et angstanfald. Jeg forstod det ikke.

Et angstanfald?! Nej, jeg er tværtimod rasende. En tikkende bombe. Jeg har lyst til at tæske alle mine venner sønder og sam- men. Smadre dem mellem to af Holbæks bedste pølsevogne. Gider ikke at høre på deres dumme trivielle intriger, når min verden bogstaveligt talt er i krig. Og alligevel labber jeg det hele i mig som den usikre teenager, jeg er. Jeg er en krudttønde og et kludetæppe af mørke farver fuld af kaos, og ligegyldigt hvor meget jeg råber, kan jeg ikke formulere mig ordentligt, og ingen forstår, hvad fanden mit problem egentlig er. At jeg er eksistentielt angst og ikke kan manøvrere mellem hjem og skole og samtidig er en “følsom dreng”, som min mor siger så tit. Jeg er bange. Bange for det hele uden at vide det – og uden at vide hvorfor. Det er de andre, der har et problem, fortæller min selvopholdelsesdrift mig, og jeg pansrer mig ind i en fortælling om, at jeg er anderledes, fordi jeg er halv kroat. Ja, har endda en hel plads i centrum af hovedstaden Zagreb opkaldt efter familien, Iblers Plads, hvorved jeg i min teenagehjerne ubevidst enfoldigt bilder mig ind, at jeg er bedre end andre. Til det hele! Bedre og klogere på alle planer uden indblik i mig selv. Hør mig! Se mig! Jeg er ikke til at få ned med nakken, og vil andre ikke dreje projektøren hen på mig, så skal jeg fandme nok selv gøre det!

Men alt, hvad jeg egentlig vil, er som alle teenagere blot at være som de andre. Ikke at skille mig ud. Ikke ses, men alligevel ses. Ikke høres, men alligevel høres. Blot være et med gruppen som den, jeg er. Som med Ida. Vi er et. Hos hende kan jeg få luft. Hos hende behøver jeg ingen selvopholdelse. Behøver ikke at gøre mig hård. Jeg, den indestængt rasende. Ensom i min forvirring over mig selv. I den ensomhed møder hun mig og er min eneste redning fra kaos. Jeg har mere brug for hende, end hun har for mig. Som et spejl, som jeg kan se ind i og spørge: Hvem er jeg?

Nu er vi os. Her i varmen på min ø. På sommerferie. Vi er lykkelige. Jeg vil ikke længere i krig. Jeg behøver ikke at kæmpe. For hun ser mig. Jeg er hos hende. Jeg slipper mig selv. Slipper kaos. Slipper min fortælling om den, jeg er. Vi sætter os på terrassen. Hun i gul bikini. Jeg i blå badebukser. Hun sætter sig på mit skød. Vi sætter kameraet op. Tager et foto. Stadig børn. Lever i nuet og i følelsen af at have fundet hjem i hinanden. Snart skal vi splittes op. Hun til Italien, jeg i 3.g, men vi aftaler, at ligegyldigt, hvad der sker, må vi holde sammen. Den sommer giftes vores sjæle. På indersiden af låget på et spil Ludo skriver hun med store bogstaver:

Jeg elsker dig!