Page 46

Læserbrev

Foto Fotolia / Fire Skoler

Læserbrev af Bolette Elvstrøm, friskoleforælder, foredragsholder og hverdagsturist.

J

eg har lige været med mine børn i skolen et par dage. Der er teateruge på friskolen. Jeg startede egentlig på syholdet. Da jeg ikke rigtig kan sy, blev jeg sat til at klippe blade ud af karton, og lime dem på en krans med en limpistol. Kransen blev ikke særlig pæn, nærmest grim, men man kan vel altid lyve lidt og sige, det var et af børnene, som havde lavet den. Jeg følte mig lidt malplaceret på syværkstedet. Det blev lidt bedre, da jeg kom over i teatersalen. Der blev der øvet scener. Her var jeg på hjemmebane. Jeg har instrueret teaterforestillinger igennem de sidste 20 år. Men alligevel er jeg på ukendt grund i denne proces. Jeg prøver at supplere instruktøren og undertrykker en lille angst for at være irriterende indblandende. Hun arbejder i et højt støjmiljø. Rundt omkring på gulvet bliver der lavet Lego, sat lys, malet kulisser, læst i læsebog, tegnet og meget mere. Ingen er sure, og man kan mærke omsorgen og glæden imellem eleverne. Jeg prøver at sige til nogle dansepiger, at de skal strække armene og være til stede i bevægelsen, når de svinger deres tørklæde. Det vil se flottere ud. Ikke alle piger hører efter. De er ved at aftale noget med at synge i mikrofon under en af sangene. Det kommer de til. De er lidt generte, men de træner deres modighedsmuskel og har en fest. Hvis det var mig, der var lydmand, så havde jeg muligvis skruet lidt ned for udvalgte mikrofoner. Men det gør skolens lydmand ikke, han synes bare det er megafedt, at eleverne har lyst. Pigerne, der nu har fået en mikrofon, synger derudaf om, hvor skønt det var, at Phytagoras ikke valgte ego, magt og penge, men fællesskabet og læring. Dannelsen driver ned ad væggene! I pausen på lærerværelset, hvor der er fredagsbrød, sidder lærerne og griner. På grund af dansepigerne – dem med tørklæ-

46

F R I E S KO L E R N R . 4 · 21. A P R I L 2 01 7

derne fra før. Pigerne kommer til at støde ind i hinanden, fordi jeg har sagt, at de skulle strække armene, og de har endnu ikke helt formået at sprede sig lidt. Der er mange, som gerne vil stå forrest. Det betyder, at dansepigen i midten ser helt forkert ud i ansigtet, for hun får hele tiden chiffon i næsen. De lærere, som ikke har fået lov til at stå forrest til diverse gymnastikopvisninger, da de var unge på grund af gule tænder, overvægt eller manglende rytme, sidder og laver kampråb om at sætte de tykkeste piger foran og lade dem ”shine”. Jeg selv stod aldrig forrest. Min tænder var vist fine nok, men jeg var simpelthen for pindet i mange år, og gymnastikdragten sad i poser. Jeg er dybt taknemmelig, fordi jeg kom med i skole og blev konfronteret med det, der er virkelig vigtigt. Det er, at vi alle bidrager med noget og respekterer hinandens bidrag. At vi har lyst til at sætte vores evner og ideer i spil og prøve noget nyt. Jeg mener, at vi skal lære noget, og at alt ikke er lige godt. Jeg mener også, at vilje er en livsdyd. Men hver ting til sin tid – og nu er der teateruge – i livets skole! Vores konkurrencestat ser sjældent ud som teaterugen på friskolen, men det burde den, for så modige unge, som står ved mikrofonerne, eller de tykke piger på forreste række – dem kommer vi til at tjene penge på. Eller også gør vi ikke, men det gør ikke noget, for denne teateruge kan noget helt særligt i sig selv. Skolerne: folkeskolen, friskolerne, efterskolerne og højskolerne – vi har et kæmpe ansvar. Vi skal altid have en utrættelig diskussion mellem faglighed og dannelse. En diskussion mellem målet og processen. Og når forestillingen er slut, så klapper vi forældre – endda stående, måske med en lille tåre i øjenkrogen. Helt rørte over, at vores børn lærer noget så vigtigt.

Frie Skoler 4, 2017  

Frie Skoler nummer 4, udgivet den 21.april 2017.

Frie Skoler 4, 2017  

Frie Skoler nummer 4, udgivet den 21.april 2017.