ét sprog, ét land, et flag«. Derfor forbød Atatürk kurdisk sprog og kultur, inkl. musik, klædedragter og navne. Selv ordene kurder og Kurdistan var indbefattede af dette forbud. Kurdernes eksistens blev således benægtet. Med ’den tyrkiske nationalismes far Ziya Gökalps (1876-1924) ord var »der ikke noget kurdisk folk«, og de blev i stedet kaldt »bjergtyrkere«. Det hed, at disse menneskers støvler fremkaldte en lyd i sneen i retning af kart, kurt – derfor kaldte man dem kurdere. Kurdisk var et ikke-eksisterende sprog, og de såkaldte kurdere havde af historiske grunde mistet deres oprindelige sprog tyrkisk og derefter overtaget en accent, der var blandet med arabisk og persisk, hed det. Tyrkiets daværende justitsminister Mahmut Esat Bozkurt udtalte: »Tyrken er dette lands eneste herre, eneste ejer. Dem, der ikke er af rent tyrkisk race, har kun én ret: Retten til at tjene andre og være slaver«. Atatürk var påvirket af Gökalp, der regnes for den ’åndelige’ stifter af republikken Tyrkiet. Gökalp havde i sit værk Tyrkiskhedens principper argumenteret for, at en nation ikke var baseret på race eller etnicitet, men på »fællessprog […] hvilket vil sige folk, der har modtaget den samme undervisning«. Dette tolkedes af kræfter i den tyrkiske regering – uanset eksistensen af forskellige etniciteter i Anatolien – således, at man skulle få alle borgere til at tale samme sprog og på den måde skabe ét folk, tyrkerne. Skoleundervisningen var et vigtigt middel hertil.
Kurderne gør oprør 1920-1937 Kurderne gjorde i årene 1920-1938 oprør mod den tyrkiske stats kurderpolitik. Det første
kurdiske oprør, serhildan, i efter-osmannisk Anatolien/Tyrkiet, fandt sted i Koçgiri i 1920. Her krævede medlemmer af organisationen Kurdistan Teali Cemiyeti kurdisk autonomi. Opbakningen til oprøret blandt kurderne selv udeblev, hvorefter det ebbede ud. I DiyarbakIr, som er det kurdiske områdes hovedby, stod den religiøse leder sheik Said (1865-1925) bag et stort oprør mod Tyrkiets forbud mod alt kurdisk og krævede oprettelse af et uafhængigt Kurdistan. Oprøret var også delvist imod det nye sekulære Tyrkiets opgør med religion. Sheik Said krævede, at »kurderne må få politiske, kulturelle og sociale rettigheder«. Oprøret var begyndt var i begyndelsen succesfuldt, og flere byer faldt i oprørernes hænder. De tilkaldte tyrkiske tropper kunne ikke slå oprørerne og flygtede. Det lykkedes dog den tyrkiske hær at samle en hær på 52.000 soldater mod 15.000 kurdiske oprørere. En måned efter oprøret var begyndt var rebellerne omringet af den tyrkiske hær, og i april blev Sheik Said fanget af de tyrkiske soldater. Ifølge udenlandske diplomater i Tyrkiet var »hele landsbyer blevet brændt eller raseret til grunden og mænd, kvinder og børn dræbt«, og kurdere blev »i massevis hængt, massakreret og praktisk talt knust …«. Den britiske ambassade berettede om en deserteret soldat, der var »træt af at slagte mænd, kvinder og børn«. Imens skrev den britiske journalist H.C. Armstrong: »Mustafa Kemal [Atatürk] […] forvandlede Kurdistan til en ørken med ild og sværd. Mændene blev tortureret ihjel. Landsbyer blev brændt. Høsten blev destrueret. Kvinder og børn blev krænket og dræbt«. Sheik Said blev sammen med 52 tilhængere henrettet i september 1925.
Kurderne – Tyrkiets største problem · 69