Den elektroniske musiks forhistorie

TEkNOlOgISkE Og mUSIkalSkE aNER

Den elektroniske musiks forhistorie

Vi har lydhuse, hvor vi beskæftiger os med alle lyde og deres frembringelse. Vi har harmonier, som I ikke har, med kvarte toner og fine, små glidende overgange. Vi udvikler små lyde, som gøres kraftige og dybe, og på samme måde bliver kraftige lyde afsvækkede og skarpe. Vi laver skælvende og trillende lyde, som oprindeligt var udelte. Vi er i stand til at imitere og artikulere alle tænkelige lyde og ord, og stemmerne fra uhyrer og fugle. Desuden har vi mærkelige og kunstige ekkoer, som tilbagekaster stemmen mange gange, som om der bliver kastet med den – og nogle, som gør stemmen højere, mere skinger eller dyb (…) Vi har hjælpemidler der, når de sættes mod ørerne, forstærker alle lyde (…) Vi har endvidere midler til at transportere lyde i kufferter og rør ad ukendte veje og store afstande (…)9

Ovenstående citat stammer fra romanen The New Atlantis fra 1626 af Francis Bacon (1561-1626), der skildrer en mytisk ø, hvor indbyggerne besidder forskellige teknologier, der kan udvide de menneskelige sanser som syns- og høresansen. De utopiske og eventyrlige beskrivelser, der beskrives i romanen, bliver i varierende grader til virkelighed gennem de kommunikationsteknologiske fremskridt i 1800-tallet. At kunne ”gemme” lyde bliver f.eks. muligt med opfindelsen af Thomas Edisons mekaniske fonograf i 1877, og transport af lyde ”ad ukendte veje” og over store afstande bliver virkelighed med opfindelsen af telegrafen, telefonen og radioen. Det mest interessante ved Bacons utopi er imidlertid, at øens beboere beskæftiger sig med en slags lydlig alkymi, der anvender ”alle lyde” i sammenhæng med en musik, der indeholder harmonier ”som I ikke har”. Bacon kommer ikke nærmere ind på, at der skulle være et specifikt formål med denne lydlige praksis, så den må forstås som primært æstetisk begrundet.

Bacons beskrivelser af, hvordan beboerne kan ”imitere og artikulere alle tænkelige lyde”, er nærliggende at aflæse som en forudanelse om de teknologier til lydmanipulation, der bliver virkeliggjort i takt med den stigende beherskelse af elektriciteten, og langt senere kommer i anvendelse i elektronisk musik både i teknisk og æstetisk forstand. I den elektroniske musik er sammenhængen mellem teknologi og æstetik intimt forbundet, og de to felter influerer hinanden på mangfoldige måder – bl.a. på den måde at teknologien ikke blot anvendes som et neutralt middel til realisering af kompositoriske visioner, men i sig selv besidder æstetiske karakteristika.

27

En stor del af den elektroniske musik bliver således historisk set til en udforskning af, og et samspil med, den teknologiske og maskinelle æstetik, som ikke blot findes i specialiserede lydteknologiske apparater, men bredt præger de industrialiserede samfund og er en uadskillelig del af den moderne virkeligheds hele lydverden. I den følgende udfoldelse af historien om dansk elektronisk musik er det derfor naturligt at følge både de teknologiske og musikalsk-æstetiske spor – og disses utallige sammenvævninger og gensidige påvirkninger. I det følgende gives et kortfattet vue over tidlige danske opfindelser, der senere får betydning for udviklingen af elektronisk musik som sådan, og en række tidlige musikalske tendenser, der kan ses som teoretiske og kompositionsmetodiske forløbere for den elektroniske musik.

Mekanisk musik

I første omgang er det den mekaniske musik,10 der tydeligst toner frem som en både teknisk og æstetisk forløber for de elektronisk musik. Selvspillende mekaniske musikinstrumenter kendes fra før Kristi fødsel og meget tidligt i særdeles avancerede udgaver, hvor mekaniske/matematiske principper implementeredes med brug af f.eks. tandhjul og snoretræk.

Man kan generelt beskrive et mekanisk musikinstrument som en mekanisk indretning, hvor en eller flere akustiske lydgivere såsom klokker eller orgelpiber bringes til at spille ”af sig selv”, når mekanismen tilføres en eller anden form for ydre kraft som vind, vand eller håndkraft. I de mest enkle former kan der være tale om vindharpelignende konstruktioner, hvor lydgiverne bringes til at klinge mere eller mindre tilfældigt, mens de mere avancerede instrumenter kan forprogrammeres og således altid spiller samme musikstykke. Programmeringen kan implementeres på mange måder, hvoraf den mest udbredte anvender roterende cylindre eller skiver, hvorpå der er monteret stationære kroge eller ”pinde”, der anslår lydgivere direkte eller aktiverer andre interne mekanismer. Endnu mere avancerede instrumenter kan være udformet som valser med et meget stort antal huller, som der kan sættes små pinde i – de er med andre ord programmérbare.

De tekniske principper i mekanisk musik har således helt åbenlyse ligheder med den senere elektroniske musik – i første omgang som musik, der kan fremføres uden menneskelig indblanding, så snart den er programmeret. En anden lighed er, at den mekaniske musik kan programmeres på måder, der ville være

28