Indledning

Denne bog er en fortælling om den tidlige danske elektroniske musiks opståen og udbredelse – en del af den danske musikhistorie, der hidtil kun har været dokumenteret fragmenteret og ufuldstændigt. Bogens overordnede mål har været at drage periodens musik og lydeksperimenter frem i lyset og lade komponisterne og andre aktører komme til orde, både gennem datidige kilder og nutidige interviews, for at fortælle de mange parallelle og sammenvævede historier om den elektroniske musik. Særligt fokus har der været på de historier, der ikke før har været fortalt eller længe har henligget i glemsel, og som fortjener fornyet interesse. Mange af de tidligste – og mest interessante – eksempler på elektronisk musik i Danmark1 har vist sig at være skabt i periferien af eller helt uden for det etablerede musikmiljø, og derfor er musikkens og lydeksperimenternes aner ikke kun søgt inden for en snæver musikrelateret ramme, men også i høj grad inden for andre cirkler som f.eks. i underholdningsindustrien, filmen og billedkunsten.

I bogens beskrivelser af selve musikken er der lagt vægt på de rammer, hvorunder den er opstået, hvilke tekniske virkemidler der er anvendt, og hvordan det overordnede musikalske udtryk i de enkelte værker fremtræder. Værkerne behandles ikke konventionelt musikanalytisk, men beskrives med det sigte, at læseren i nogen udstrækning kan danne sig et indtryk af, hvordan musikken lyder, og hvordan den er skabt.

De enkelte komponister og aktører, der optræder i bogen, beskrives med fokus på deres lydlige og musikalske aktiviteter og biograferes derfor ikke som sådan. Biografiske detaljer udover basale oplysninger udfoldes derfor kun, i det omfang de er relevante for den øvrige beskrivelse, eller såfremt de ikke tidligere har været kendt. Ligeledes er det komponisternes arbejde med den elektroniske musik, der er i fokus – deres øvrige akustiske produktion m.v. inddrages kun, hvor det er relevant for beskrivelsen af deres elektroniske kompositionspraksis. Da bogen er tænkt som en ren musik- og lydhistorisk fremstilling, berøres kun i mindre grad de mere generelle vilkår for den elektroniske musik, som f.eks. socio-kulturelle, musikpolitiske, kønspolitiske eller musikfilosofiske aspekter.

Som det vil fremgå, er en betydelig del af den elektroniske musik, der blev komponeret i Danmark før 1980, påfaldende fraværende i den musikfaglige

13

litteratur, og de beskrivelser, der trods alt kan findes, har typisk været centreret omkring en meget lille personkreds af klassisk uddannede komponister. Disse forhold har efterladt et indtryk af, at aktivitetsniveauet i Danmark har været meget lavt – tæt på en ikke-historie. Bogen forsøger således at udgøre et foreløbigt korrektiv til denne ensidighed og fraværende formidling, for når der kastes et nærmere blik på historien, afsløres en stor mængde af ubeskrevne elektroniske værker og i det hele taget en myriade af aktivitet på området.

Pionerer og outsidere

Den elektroniske musik i Danmark udvikler sig i den beskrevne periode i en række parallelle spor. Foretages en grov opdeling i to hovedspor, kan det ene spor betragtes som den interesse for elektronisk musik, som klassisk uddannede komponister fatter i løbet af 1950’erne og 1960’erne. Det er komponister som Else Marie Pade, Jørgen Plaetner, Per Nørgård og Bent Lorentzen, og noget senere komponister som Gunner Møller Pedersen og Fuzzy. Det andet hovedspor kan betragtes som den musik og de lydeksperimenter, der kan findes uden for musiklivets traditionelle cirkler i bl.a. en række billedkunstneres lydkunstværker, i værker af teenagere, der komponerede med spolebåndoptagere, i eksperimentalfilm, litteratur, lydterapi og inden for underholdningsindustrien. Det er særligt i disse kategorier, man finder ”outsiderne” og mange fascinerende historier, der fortjener et dybere blik: om ”syngende hunde”, der kom til tops på de amerikanske hitlister, om festklædte ingeniører med fruer, der dansede til computermusik sidst i 1950’erne, og om syntetisk lydterapi, der skulle kunne kurere ordblindhed.

Den elektroniske musik opstår naturligvis ikke pludseligt som et isoleret fænomen, og derfor søger bogen også at belyse en række tidlige teknisk-æstetiske tendenser, der går forud for den egentlige klingende elektroniske musik, men på forskellige måder har fællestræk med denne. Det drejer sig bl.a. om tidlige eksempler på teknologitematisk underholdningsmusik, mekanisk musik og futuristiske spor i dansk musik. De tidlige aner til den elektroniske musik er i sagens natur også teknologihistoriske, og der fokuseres i bogen særligt på danske opfindelser og opdagelser som H.C. Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen og Valdemar Poulsens afledte opfindelse af magnetisk lydoptagelse – begge af monumental betydning for den elektroniske musiks opståen i det hele taget.

Da den første decideret elektronisk frembragte musik kom et dansk pub-

14

likum for øre, skete det ved en koncertrække i København i 1928, hvor det russisk opfundne elektroniske musikinstrument Thereminet blev præsenteret. Instrumentet blev på dette tidspunkt beskrevet i sensationelle vendinger som et instrument, der ”revolutionerer alle gængse Begreber om Musikkens Virkemidler”2 og ”aabner store Muligheder for Fremtiden”.3 Instrumentet blev taget i brug af flere af datidens populære danske kapelmestre og kunne i en årrække bl.a. høres på Restaurant Nimb i Tivoli i København, hvor det indgik i restaurantens orkester. Denne tidlige indoptagelse af elektroniske musikinstrumenter i underholdningsmusikken udgør endnu et parallelt spor i historien om dansk elektronisk musik, der ligger ved siden af den mere akademiske og institutionelt forankrede musik fra de klassisk uddannede komponister. Det populærmusikalske spor afsøges således fra 1950’ernes elorgelmusik og den gradvist intensiverede brug af studieteknologien, til 1970’ernes synthesizerbaserede disco og new age-musik. Endelig beskrives den gradvise institutionalisering af den elektroniske musik, herunder Danmarks Radios rolle i udbredelsen af musikken, den elektroniske musik, der udgik fra musikkonservatorierne, og etableringen af mere eller mindre offentligt tilgængelige elektronmusikstudier som Holstebro Elektronmusikstudie (HEMS) og det elektroniske studie på Musikvidenskabeligt Institut på Aarhus Universitet.

Den stadigt bredere anvendelse af elektronikken inden for næsten alle tænkelige musikalske genrer, der bliver dominerende i løbet af 1980’erne, gør det naturligt at vælge årstallet 1980 som denne bogs skæringspunkt. Dels gør den stadigt bredere anvendelse af elektroniske midler det sværere at afgrænse, hvad der meningsfuldt kan betegnes som egentlig elektronisk musik, og samtidig er musikken efter 1980 væsentligt bedre dokumenteret end før dette årstal. Skæringspunktet medfører dog uundgåeligt en afskæring af de omtalte komponisters karrierer, der kan fremstå unaturlig, i og med den selvfølgelig for hovedpartens vedkommende fortsætter efter 1980. Derfor vil den efterfølgende modtagelse af komponisternes værker i nogen grad blive beskrevet, ligesom der henvises til litteratur, hvor deres aktiviteter efter 1980 kan findes beskrevet.

Det elektroniske musikbegreb

I en tid hvor stort set alle former for indspillet musik i tilblivelsesprocessen har undergået en eller anden form for elektronisk bearbejdning, intentionelt tydelig eller utydelig, kan det være vanskeligt at give en klar definition af, hvad elek-

15

tronisk musik egentlig er. I bogen her anvendes begrebet først og fremmest om musik, der er produceret med elektroniske midler – altså at selve lyddannelsen i et givent værk er skabt ad elektronisk vej, eller at et optaget lydmateriale i væsentlig grad er hørbart elektronisk manipuleret. Det vil i praksis sige, at værker defineres som elektroniske, hvis det er de elektroniske lyde eller bearbejdninger i værket, der giver musikkens dens primære udtryk, eller, sagt på en anden måde, hvor der er en klar overvægt i udtrykket af elektronisk bearbejdet eller genereret lyd. Her tænkes primært på et givent værks rent klanglige4 udtryk og kun sekundært på andre formmæssige eller genremæssige træk, selvom de typisk smelter sammen i hovedparten af de omtalte værker. Når en teknisk orienteret definition i første omgang anvendes med forrang over en mere subjektiv æstetisk eller genreorienteret, er det bl.a., fordi definitionen kan dække alle former for elektronisk musik uanset genre eller ”stil”. Dernæst hjælper den også til at indsnævre det samlede musikalske felt, således at værker, hvor der er anvendt f.eks. synthesizere eller elektroniske produktionsmetoder i rent underordnede roller, kan frasorteres. Fra denne kategori er der dog i bogen medtaget værker, der kan være næsten rent akustiske, men samtidig anvender elektroniske elementer i en hovedrolle, typisk som en gimmick eller lydeffekt brugt som et værks fokuspunkt.

Elektronisk musik omtales med forskellige betegnelser i kilderne, afhængig af hvilken tidsperiode der er tale om. I dansk sammenhæng tales der i begyndelsen af 1900-tallet om ”elektrisk musik”, og i 1920’erne og 30’erne – specifikt i forhold til musik med Theremin-instrumenterne – om ”æterbølge-musik” og ”sfæremusik”. Komponisten Pierre Schaeffer (1910-1995) introducerer fra slutningen af 1940’erne begrebet musique concrète – på dansk ”konkret musik” – hvor musikkens lydmateriale er reallyde, dvs. lyde optaget med mikrofon og efterfølgende elektronisk behandlet.

Mens ”sfæremusik” og ”konkret musik” således anvendes som genrebetegnelser, kommer det mere overordnede begreb ”elektronmusik” til at blive det mest brugte i perioden. Begrebet anvendtes også i Sverige og Norge og skal ses i sammenhæng med lignende orddannelser i samtiden som f.eks. ”elektronhjerne” som betegnelse for en computer. De afledte betegnelser ”elektrofoni” og ”elektrofonisk musik” ses også anvendt, og ifølge musikkritikeren Frede Schandorf Petersen (1921-2011) var han den første til at anvende dem – angiveligt i kronikken ”Skønhed, fanatisme og elektron-musik” i Politiken i 1957.5

16

Om kronikken har givet en egentlig begrebsafklaring, er nok tvivlsomt, for Schandorf formår i kronikken at beskrive musikken som både ”elektron-musik”, ”elektronisk musik” og ”elektrofoni”.

Skævvridning i formidlingen

Den mest omfangsrige litteratur om den tidlige danske elektroniske musik har indtil nu været centreret om én enkelt komponist, nemlig Else Marie Pade (1924-2016), der omkring årtusindskiftet blev ”genopdaget” med en massiv medieinteresse til følge. Om Pade foreligger der til dato ikke mindre end fire biografier i bogform, en mængde andre bogudgivelser, et stort antal artikler samt interviews og dokumentarfilm. Mens interessen for Pade har været – og stadig er – stor, kan det konstateres, at den øvrige tidlige danske elektroniske musik ikke har været genstand for en lignende interesse, og dermed fremstår Pade massivt overrepræsenteret set i forhold til hele den øvrige danske elektroniske musikhistorie. En medvirkende faktor i interessen for Pade har også været hendes biografi, hvorfra der har været mange sidehistorier at fortælle: om hendes fortid som modstandskvinde under Anden Verdenskrig, om hendes rolle som kvindelig komponist i et mandsdomineret miljø og om hendes status som en komponist, der i årevis havde været ”glemt”. Den intensive interesse for Pades musik kom meget sent i hendes karriere, og tidligere havde hun måttet stå op imod både det diametralt modsatte, nemlig et totalt fravær af interesse, som, når den endelig var til stede, oftest var i form af negativ kritik.

Pades eksempel kan generelt bruges som pejlemærke for en række tendenser i modtagelsen af den tidlige elektroniske musik i Danmark, der prægedes af enten ligegyldighed eller egentlig modstand fra store dele af samtidens musikmiljø, som betegnede den som ”farlig”, ”klam”, ”dehumaniserende” og som musik, der lød som ”Skrigene fra Voldshandlinger eller Slagtebænke”.

En ikke-historie

Som et indledende eksempel på ignoreringen af dansk elektronisk musik i samtidens musikfaglige litteratur finder vi komponisten og musikforskeren Jan Maegaards (1926-2012) bog Musikalsk modernisme (1964, rev. udgave 1971), der omhandler en række internationale avantgardistiske strømninger, der på bogens forside benævnes som ”Fluxus, tolv-tone musikken, den seri-

17

elle musik, konkret- og elektronisk musik, elektronisk datamaskine, Dadaisme, Ikke-musik, Anti-musik o.m.m.”. I bogen gennemgår Maegaard en række udenlandske elektroniske værker og komponister og påpeger et enkelt sted, at ”i Danmark har man hørt båndmusik af blandt andre Jørgen Plaetner og Else Marie Pade.” Denne ene linje er simpelthen, hvad Maegaard har fundet det relevant at sige om dansk elektronisk musik på daværende tidspunkt. Umiddelbart kan udsagnet tolkes som en mindre note til beskrivelserne af internationale komponisters arbejde med den elektroniske musik, men ved nærmere overvejelse virker udsagnet dog påfaldende isoleret og uforståeligt kortfattet. Som bogen viser, så havde Maegaard, som en af de få daværende danske musikforskere, netop en dybere forståelse af den elektroniske musik, hvorfor den ensomt flagrende sætning om de danske komponister virker så meget desto mere påfaldende. Udsagnet kontrasteres yderligere af, at Pades og Plaetners elektroniske praksis beskrives, omend kort, i den samtidige svenske bog Vår tids musik i Norden: från 20-tal till 60-tal (1968) af Bo Wallner.6

Tendensen til, at elektronisk musik kort nævnes, men ikke beskrives yderligere i den danske musikfaglige litteratur, er undersøgt af forskeren Stine Kvist Jeppesen i universitetsspecialet På sporet af Else Marie Pades konkrete musik (2010). Jeppesen har her gennemgået en stor mængde nyere musikfaglig litteratur og nævner bl.a. Nils Schiørrings Musikkens historie i Danmark fra 1978, hvor der gives en meget sparsommelig beskrivelse af elektronisk musik, idet det blot konstateres, at: ”Pionererne på den elektroniske musiks område herhjemme var i 1950’erne og 1960’erne Else Marie Pade og Jørgen Plaetner.” Altså et rent ekko af Maegaard, hvor beskrivelsen ikke er meget mere end en indholdstom konstatering, der efterlader læseren med det indtryk, at elektronisk musik stort set ikke har haft nogen betydning eller udbredelse i dansk sammenhæng. Jeppesen har slået efter i flere lignende værker og kan konkludere, at hvis den elektroniske musik overhovedet nævnes i større værker om dansk musikhistorie, er det i samme konstaterende form. Eksempler herpå er f.eks. Karl Aage Rasmussens kapitel ”Ny musik i det 20. århundrede” i Gads musikhistorie fra 2001, og Erling Kullbergs Nye toner i Danmark – dansk musik og musikdebat i 1960’erne (2003), der kun behandler den elektroniske musik yderst perifert gennem kortfattede biografier af Pade og Plaetner. Det er ellers netop i bøger som disse, at det ville falde naturligt at tage den elektroniske musik under behandling, når de nu omhandler de ”nye toner i Danmark”, men det kan kon-

18

stateres, at behandlingen er fraværende, og således betegnende for den aura af ikke-historie, der er blevet den danske elektroniske musik til del.

Hvis blikket rettes mod den danske musikfaglige behandling af udenlandsk elektronisk musik, kan der derimod findes en betydeligt større mængde litteratur i bogform, der udover Musikalsk modernisme f.eks. tæller journalisten Børge Saltofts Tanker om musik – Fra sfæreharmoni til elektronmusik (1975), hvor forfatteren forholdsvis indgående behandler elektroniske værker af bl.a. Stockhausen, Ligeti og Schaeffer. Særligt Stockhausen og John Cage er også behandlet flere steder i forfatteren og kritikeren Hans-Jørgen Nielsens (1941-1991) forfatterskab gennem 1960’erne, eksempelvis i essaysamlingen Nielsen og den hvide verden (1968), hvor Nielsen overbevisende sammenkæder den elektroniske musiks formsprog og æstetik med lignende tendenser i andre kunstformer såsom den konkrete og visuelle poesi, ”datamaskinepoesi” og minimalistiske tendenser inden for malerkunsten og den moderne klassiske musik.

En række nyere bogudgivelser råder dog i nogen grad bod på den tidligere manglende formidling, begyndende med Henrik Marstals og Henriette Moos generelle introduktion til elektronisk musikhistorie i bogen Filtreringer (2001), der indeholder et kort afsnit om elektronisk musik i Danmark. Det var også Marstal og Moos, der omkring årtusindskiftet i en række artikler i Dansk Musik Tidsskrift formidlede både Pade og Plaetner til et nyt publikum, efter at de i årevis havde været glemt. Den nyere eksperimenterende kompositionsmusik og herunder den elektroniske musiks udbredelse gennem Danmarks Radio er behandlet i tidligere musikchef i Danmarks Radio Mogens Andersens bog Historien om vor tids musik (2009). Hertil kommer en længere række primært nyere biografier om danske komponister, der kaster lys over afgrænsede dele af den elektroniske musik, bl.a. Fuzzys erindringsbog Efterklang (2019), Ivan Hansens udgivelse af Per Nørgårds artikler i Tilbageblik – Undervejs (2009) og Lars Ole Bondes komponistportræt Bent Lorentzen (2021).

I 1960’erne og 1970’erne har det primært været fagbladet Dansk Musik Tidsskrift (DMT), der har beskæftiget sig forholdsvist indgående med især international elektronisk musik, i form af interviews med komponister, plade- og boganmeldelser og tekniske artikler. En række temanumre er i perioden dedikeret udelukkende til elektronisk musik, og en række danske komponister præsenterer deres eget arbejde med elektronisk musik her, ligesom musikken er genstand for debat i bladet i bred forstand. At det særligt er i DMT, man kan

19

spore en datidig interesse for elektronisk musik, har sin naturlige baggrund i, at flere af de mest aktive skribenter selv beskæftigede sig med den, som f.eks. Per Nørgård og Bent Lorentzen. I DMT kan der også findes enkelte senere forsøg på, i listeform, at oprulle den elektroniske musiks historie i Danmark: Søren Møller Sørensens ”Elektron- og computermusik – en historisk skitse” (1990) og ”Den elektro-akustiske musik og lydkunstens kronologi i Danmark” af Ivar Frounberg (1999). Den ovennævnte litteratur repræsenterer i hovedtræk den alment tilgængelige musikfaglige litteratur om emnet hidtil, og som det kan ses af årstallene for udgivelserne, er der primært tale om nyere udgivelser fra slutningen af 1990’erne og ind i 00’erne, hvor den almene interesse for elektronisk musik, og dens historiske baggrund, var vokset betydeligt, både nationalt og internationalt. Den eksisterende litteratur kan samlet set karakteriseres som meget begrænset, og store dele af den elektroniske musiks historie har indtil nu været fuldstændigt ubeskrevet, ligesom en samlet fremstilling af historien har manglet. Til sammenligning kan nævnes en række nyere bogudgivelser fra bl.a. Sverige, Finland, og Holland, der hver har afdækket de respektives landes tidlige elektroniske musikhistorie.7

Teknisk litteratur

Af dansk teknisk litteratur fra perioden er der i bogform opsporet så godt som intet, undtaget forskellige båndoptagerhåndbøger og leksika, der – oftest meget kort eller indirekte – beskriver teknisk udstyr i relation til elektronisk musikproduktion. En undtagelse er den grundige Bogen om el-orgler af Ebbe Dam Ravn (1976), der gennemgår oscillatorprincipper, filtre, effekter mv. og indeholder mange tekniske konstruktionstegninger. Bogen har dog ikke elektronisk musikproduktion som fokus, men er henvendt særligt til dem, der selv ville forsøge sig med at bygge elektroniske orgler. Den tekniske litteratur skal således primært findes i forskellige tidsskrifter fra perioden, særligt blade som Populær elektronik, Ny Elektronik og Populær Radio & TV-Teknik indeholder emner relateret til elektronisk musik, især fra midten af 1960’erne og frem. De nævnte blade var særligt henvendt til elektronikinteresserede, og man finder i dem et væld af konstruktionsbeskrivelser af alt fra ”Vi bygger rytmebox”, ”Sækkepipegenerator” og ”Vibrator til elektronmusik”. Mange af konstruktionerne er dog ikke særligt møntet på frembringelsen af elektronisk musik som sådan, men er ofte ”morsomme” lydeffektskonstruktioner, guitar-effektpedaler

20

og lignende. Bladene indeholder dog sporadiske anmeldelser af både elektroniske pladeudgivelser, synthesizere og andet teknisk udstyr, ligesom der i bladene også findes enkelte elektronkomponistportrætter af f.eks. Bent Lorentzen og Fuzzy.

Udgivelser af historisk dansk elektronisk musik

I perioden frem til 1980 kom der meget få danske udgivelser med elektronisk musik, af årsager der nok skyldes en blanding af økonomiske forhold og fravær af interesse fra etablerede pladeselskaber, men også kunne skyldes manglende interesse fra komponisterne selv, der måske snarere har følt sig repræsenteret ved koncerter eller ved at få spillet deres musik i radioen.

Det er først i løbet af 1970’erne, at en mere substantiel mængde udgivelser udkommer, men sammenlagt kan også de tælles på få hænder. Det økonomiske aspekt har formodentlig været en betydelig begrænsende faktor, også for ”amatørkomponister”, der selv ønskede at udgive deres musik. Der udgives således en forholdsmæssigt meget større mængde privatudgivelser på kassettebåndsformatet fra begyndelsen af 1980’erne, hvor kassettebåndoptageren for alvor bliver allemandseje. Kassettebåndet er meget billigere end vinylmediet og kan nemt kopieres, og dermed kan komponisterne fuldstændig omgå de traditionelle pladeselskaber. Det meget lave antal musikudgivelser fra pionerkomponisterne i Danmark har haft som resultat, at deres musik har nået en meget lille del af offentligheden og i det hele taget har haft en meget perifer udbredelse, også internationalt. Betydningen af dette kan være svær at belyse fuldt ud, men som minimum har det betydet, at både komponister og interesserede lyttere har haft vanskeligt ved helt lavpraktisk at erhverve sig musikken, og det har yderligere medvirket til, at de forskellige miljøer for elektronisk musik har haft meget lidt kendskab og kontakt til hinanden.

I de senere år har flere udgivelser haft ældre dansk elektronisk musik som fokus, mest fremtrædende er pladeselskabet LJUD’s dobbelt-CD Pioneers – The Beginning of Danish Electronic Music fra 2008, der indeholder værker fra centrale komponister som Else Marie Pade, Gunner Møller Pedersen, Bent Lorentzen og Jørgen Plaetner m.fl. CD’ens ældste værk er Plaetners Continio fra 1960, og det nyeste Svend Christiansens Pyramider fra 1978. Udgivelsen fokuserer snævert på de klassisk funderede komponisters værker fra perioden, men tjener som en udmærket og repræsentativ introduktion til de inkluderede

21

komponister og tendenser i periodens elektroniske musik som sådan. Foruden Pioneers – The Beginning of Danish Electronic Music er enkelte komponister dokumenteret på nyere udgivelser. Et udvalg af Else Marie Pades musik blev udgivet på CD’en Et Glasperlespil af pladeselskabet Dacapo i 2001, der siden er blevet efterfulgt af et stort antal danske og internationale udgivelser. Som på det litterære område er Pade også udgivelsesmæssigt overrepræsenteret – til sammenligning findes der eksempelvis kun en enkeltstående opsamlings-CD, Electronic Music (2004), med Jørgen Plaetners tidlige værker.

Fra den lidt yngre generation af komponister findes nyere genudgivelser af tidlige plader med bl.a. Klaus Schønning og Gunner Møller Pedersen8, og endelig har Institut for Dansk Lydarkæologi siden 2017 udgivet og genudgivet elektroniske værker af bl.a. Knud Viktor, Henning Christiansen, Per Nørgård, Else Marie Pade, Carl Bergstrøm-Nielsen og Bent Lorentzen.

 Til denne bog er der udarbejdet en online playliste, hvor et udvalg på 32 danske elektroniske værker kan høres i kronologisk orden. Udvalget af værkerne er foretaget, så de bredt afspejler de mange stilmæssige forskelligheder hos de i bogen beskrevne komponister, og en væsentlig del af værkerne har ikke tidligere været tilgængelige. Se listen sidst i bogen, efter sidste kapitel.

Enkelte afsnit i bogen er baseret på tidligere publicerede essays af forfatteren. Se: Olesen, Jonas: ”Sproget er musik, og musikken er konkret”, Seismograf 2020 (om Lily Greenham) og Olesen, Jonas: ”Danske Båndamatører / Danish Tape Amateurs 1959-1976”. Institut for Dansk Lydarkæologi IDL 05 LP 2018.

22