FORORD

FORORD

Emil Reesen var dansk musiks populære altmuligmand i første halvdel af 1900-tallet. En utrættelig musiker, der arbejdede i alle genrer fra det letteste til det meget forfinede. Om stilen var høj eller lav, var ikke det vigtigste for ham. Som han selv sagde: ”Jeg har altid haft en praktisk Indstilling til Tingene; dermed mener jeg, at jeg altid har taget, hvad der faldt for. Selv lettere Musik kan jo gøres baade godt og daarligt.”1

Den indstilling gjorde, at Reesen var den komponist i Danmark, der havde det bredeste arbejdsområde – fra fjantede revyviser, filmmusik og operetter til raffinerede orkesterværker og balletter på Det Kongelige Teater. Som dirigent var hans spændvidde lige så stor. Emil Reesen optrådte med danseorkestre og indspillede juleplader, samtidig med at han promoverede nye klassiske værker af Debussy, Prokofjev og Richard Strauss. Dertil kom jazzen, som Reesen flirtede med, uden at man kan kalde ham en egentlig jazzmusiker.

Han var en slank og ranglet mand, let genkendelig på sin store næse, store ører, runde briller, butterfly og det blonde, tilbagestrøgne pomadehår. Publikum og pressen hæftede sig meget ved hans udseende, og aviserne beskrev ham ofte som en flamingo eller en mærkelig papegøje. ”Jeg er glad for mit Ydre. Folk kan li’ det og Karikaturtegnerne holder af det”, sagde Reesen. ”Det er ofte, at man ude i Provinsen siger: Hvor De ligner Deres Karikaturer! Hvortil jeg altid svarer, at det smigrer mig!”2

Humor var, som man kan forstå, et fremtrædende træk ved Emil Reesen. Humoren går igennem utrolig meget af hans musik, og selv om det træk skaffede ham et stort publikum, gav det også bagslag, for inden for klassisk musik er man traditionelt på vagt, hvis musikken er vittig. Sjov musik bliver sjældent taget alvorligt, hvor god den end er. Men det er en særlig kunst, og absolut ikke en modsætning til kvalitet, at komponere god

FORORD ∙ 7

musik, der er kvik og vittig, og Reesen skelnede meget bevidst mellem det muntre og det pjankede.

Også på anden vis havde Emil Reesen en usædvanlig bredde. Han elskede nemlig at forklæde sig i musikken. I sine værker komponerer han i skiftende stilarter, efterligner hvem som helst, bearbejder andres melodier og indfletter musikalske citater i nye sammenhænge. Hvem var den egentlige Emil Reesen bag dette maskespil?

Spørgsmålet er egentlig forkert, for stilskiftene og udklædningerne var netop ham. Den jævnaldrende franske komponist Maurice Ravel blev engang kritiseret for at være kunstfærdig, og hans svar lød: ”Falder det ikke de mennesker ind, at jeg måske er kunstfærdig af natur?” Samme slags svar kunne Reesen have givet. Udklædning var en del af hans natur, og selv om forklædningslegen kunne belaste hans renommé, var legen med stilarter og citater central for hans musik.

Der har ikke før været skrevet en bog om Emil Reesen, og i forhold til hvor populær hans musik er – og især har været – kan man undre sig over, at det ikke er sket for længst. Forklaringen må være, at Reesen spredte sig over så mange områder, at han var umulig at sætte etiket på og derfor umulig at få ejerskab over. Hvem skulle tage sig af ham? Han var for populær til at være finkulturel og for klassisk til udelukkende at være folkelig.

Dertil kommer nogle mere vanskelige spørgsmål: Var der egentlig en fællesnævner bag al den musik, han skrev? Og hvad med mennesket Emil Reesen – hvem var han bag den berømte facade?

Emil Reesens liv og musik blev fulgt i detaljer af den danske presse. Han blev interviewet utallige gange og var meget dygtig til at pleje sin karriere gennem medierne. Den tilstedeværelse forsvandt i hans sidste ti år, hvor han var hårdt plaget af sygdom og næsten forsvandt fra offentligheden. Men glemt er han ikke: Hans operette Farinelli fra 1942 er stadig populær, og endnu lever der mennesker, som har kendt Emil Reesen per-

8 EMIL REESEN

sonligt eller hørt ham dirigere. På Det Kongelige Bibliotek kan man stadig lugte cigarrøgen i hans arbejdsværelse, når man bladrer i hans manuskripter.

Nu har Emil Reesen fået en bog i serien Danske Komponister, og her hører han helt klart hjemme og kan træde frem som den unikke, grænseoverskridende musikkunstner, han var. I bogen forsøger jeg at klarlægge, hvilken musik Reesen skrev, og hvordan han gennem livet passede sine mange opgaver som komponist, dirigent, arrangør, pianist og organisator. Han var en musiker, der kunne og ville alt, og med sit helt usædvanlige talent havde han mulighed for at realisere lige hvad han ønskede.

Tak til tonemesteren og pladehistorikeren Claus Byrith, seniorforsker ved Det Kongelige Bibliotek Claus Røllum-Larsen, kongelig ordenshistoriograf Jes Fabricius Møller, Mikkjal Olsen fra DR’s nodearkiv, musikforskeren Henrik Marstal, programmedarbejder ved DR Jørgen Hansen, forfatteren Henrik Engelbrecht og historikeren Niels Nyegaard, som alle har hjulpet mig med værdifulde oplysninger. En særlig tak til Augustinus Fonden for at støtte udgivelsen og bogserien Danske Komponister i det hele taget.

Jens Cornelius

FORORD ∙ 9

Emil Reesen, ca. 1941. (Ukendt fotograf)

10 EMIL REESEN