Jeg er en, der kan sige sådan! ©Anita Furu og Gladiator 2019 1. udgave, 1. oplag Redigeret af Hans Otto Jørgensen Omslag: Thomas Joakim Winther Bogen er sat med Dante og trykt hos Specialtrykkeriet Arco Printed in Denmark ISBN: 978-87-93658-37-0
Denne bog er produceret efter Gladiator-modellen. Modellen sikrer forfatteren 50 % af overskuddet, efter produktionsomkostningerne er dækket. Ligeledes sikrer modellen, at forfatteren kan få sine rettigheder til bogen tilbage efter 2 år, altså en reel ophævelse af bogens stavnsbånd.
1 København, oktober 1973
Jeg er på vej til England for at besøge min søster, som jeg ikke har set, siden jeg var seks år, og hun var elleve. Det er 67 år siden. Lige nu går jeg ned ad en perron iklædt buksedragt og trenchcoat, året er 1973, det er oktober, og jeg ved ikke, hvad der føles mest uvirkeligt, fortiden eller nutiden. Tasken i den ene hånd, kufferten i den anden, foran mig Inges ryg i den ternede frakke, hun har købt til turen. Inge har vores billetter, og rejsen er hendes idé. Ud for tavlen med afgange gør hun holdt. – Lad os vente her, mor. Hun ser på tavlen og sit armbåndsur og smiler til mig på sin dattermåde, overbærende og skælmsk, og hun bliver ved med at se på mig, mens hun graver en cigaret frem fra den pakke North State, hun har i frakkelommen. Vi skal med toget til Esbjerg og derfra videre med færgen til Harwich. Inge tænder cigaretten med Sigurds guldlighter, som hun insisterede på at arve. Jeg synes, lighteren er maskulin. Røgen lader hun sive ud gennem næsen med det udtryk af nydelse, hun også har fra sin far. Jeg ville ønske, hun holdt op med at ryge. 7
Københavns Hovedbanegård er en scene for afsked og gensyn. Selvom den yderste del af perronen er i fri luft, og det trækker koldt, lugter her klamt som i en kælder. Jeg er altid nervøs før en rejse. Inge smider skoddet på jorden, tværer det ud med spidsen af sin Bally-sko og strammer bæltet om frakken. I toget finder jeg Politiken frem af tasken og bladrer i den med kolde fingre. Forfatningskrise i USA. Illum holder længe åbent fredag. Jeg gemmer mig bag avisens opslåede sider. Jeg kan ikke huske min søster, men hun kan huske mig. Inge viser vores billetter til konduktøren. Der er noget utålmodigt og handlekraftigt over hende, som når hun ekspederer i butikken; noget, der får selv garvede kunder til at købe 200 gram Darjeeling i stedet for de planlagte 100 gram. En station før Roskilde sætter en tyk mand sig på pladsen ved siden af Inge, og så snart toget kører, går han i gang med at spise den hotdog, han har købt på banegården. Lugten af pølse og løg. Da han krøller papiret sammen, tørrer sig om munden med bagsiden af hånden og med et undskyldende grynt læner sig ind over Inge og putter papiret i den lille metalskraldespand, der hænger under vinduet, vælter hans mave ud over livremmen. Med et prust lukker han metallåget igen og falder tilbage i sædet. – Este hombre come demasiado, siger Inge til min avis. Denne mand spiser for meget. I Danmark er spansk vores hemmelige sprog, der tillader os at bagtale andre, ligesom danske turister i udlandet ynder at kommentere alt og alle. Jeg nikker til Inge over avisen og undlader at se direkte på manden. Men han lyser op i et overrasket grin og vifter med armene. 8
– Er damerne spanske! udbryder han på spansk. At møde en spansktalende i toget over Sjælland er tæt på usandsynligt. Nu kan jeg godt se, at han er mørkere end en gennemsnitsdansker. Sort hår, mørke øjne, men lys i huden. – Mine forældre boede 30 år i Spanien, siger Inge. – Jeg er vokset op i San Sebastián. Manden præsenterer sig som Antonio Paz og kaster sig ud i en talestrøm, hvor r’erne ruller, og stemmen bølger op og ned med hele den spansksprogede ivrighed, jeg havde glemt, og som, trods mandens triste historie, muntrer mig op. Jeg lægger avisen fra mig. – Jeg er chilener, fortæller Antonio Paz. – Jeg er flygtet fra banditten Pinochet. Jeg sneg mig over Andesbjergene til Argentina med los militares lige i hælene. I fire dage og nætter skjulte jeg mig i en grotte og fik hverken vådt eller tørt. Han sidder med spredte ben og hænderne på lårene. – Danmark støtter chilenerne i den internationale solidaritets navn. Vi bliver taget imod med åbne arme af Danmarks socialistiske præsident, el señor Anker Jørgensen. Men det danske sprog er umuligt. Jeg lærer det aldrig. Han sukker. – Hvor skal De hen, señoras? – Vi skal til England og møde min mors søster og bror, som hun blev skilt fra, da hun var lille, siger Inge. Jeg tror ikke, jeg bryder mig om, at hun fortæller den slags, men kommer i tanke om, at vi taler spansk og dermed er i vores egen sprogboble, hvor ingen andre kan forstå os. – Min mor blev adopteret til Danmark, og hendes søskende kom til England, siger Inge. 9
Hun fortæller det, som om det er en dagligdags ting. En kop, man har tabt på gulvet og siden vil klinke. Inge tror, at livet kan rettes op, at man i nutiden kan reparere fortidens brud, tage det skete frem i lyset og gøre det usket, undvige sin skæbne. Selvom hun til enhver tid vil hævde, at det er mig, der undviger. Det sagde hun, da jeg ikke ville rejse. Fej kaldte hun mig også. Nu sidder jeg her. Følgagtig. På vej. – Mon Deres søskende kan genkende Dem? spørger Antonio Paz. Han skal af i Slagelse. Han står på perronen og vinker til os og ser ensom ud. Jeg har læst om Chile i Politiken. Hvordan vil min søster se ud, når jeg møder hende? Jeg forestiller mig, at jeg ankommer til min søsters hus og banker på døren, måske er der en dørhammer af form som en hestesko, og min søster rejser sig fra lænestolen inde i stuen og løber hen mod døren og åbner den. Jeg kan ikke forestille mig, hvad der skal ske efter det. Vil hun tale til mig på engelsk? Som om jeg kan forstå det. Vil hun tale jiddisch? Som om jeg kan huske det. En nat drømte jeg, at jeg var kommet til England og sad i et tog på vej til den by, hvor min søster og min bror boede. Da vi nærmede os byen, ville jeg trække kupévinduet ned for at se efter dem, men vinduet var sømmet fast. Vinduesglasset var snavset og dugget, det var som at se gennem vand. Jeg var nedsænket i et dybt kar. Mennesker stod rundt om karret og så ind på mig, men jeg kunne ikke se ud. Toget kører ombord på Storebæltsfærgen. Trappen op til cafeteriaet er stejl. Inge køber en danskvand til os hver. Vi sidder ved et bord med grå linoleum og spiser den mad10
pakke, jeg smurte i morges. Jeg deler ud til os, et hårdkogt æg, en klapsammenmad med smør, en ostemad. Salt til ægget har jeg med i en lille pakke sølvpapir, det behøvede jeg ikke, for der er salt og peber i cafeteriaet. Inge piller sit æg og får små stykker blomme på hagen, som hun straks tørrer væk med servietten. Da vi har spist, går vi op på dækket. Det blæser vildt, og en hær af måger følger efter færgen. De hænger som hvide bølger på den grå himmel og driver rastløse op og ned. En pige får en pose med franskbrødsterninger af sin far, med en ivrig bevægelse kaster hun et stykke brød op i luften, og en måge griber det. Inge stiller sig op ad rælingen med ansigtet mod havet. Hendes ryg, vinden i håret, røgen i vinden, det ligner frihed. Toget holder på sporet i en forblæst havn. På en betonmur er malet en rød knytnæve. Teksten over den er også skrevet med rødt, “Anarki” står der. Jeg synes ikke, at knytnæver signalerer anarki. Inge lægger bogmærket i sin bog og lukker den. Englandsbåden ligger ved kajen som en stor hvid hval i alt det grå. Jeg vil tro, at min søster og bror rejste med toget fra Kiev gennem Europa til Frankrig og sejlede til England fra Calais. Der har nok stået to sæt forældre og taget imod dem. Måske har mine søskende stået med hinanden i hånden, for selvom de var for store til at holde i hånd, 10 år og 11 år, så kan de have følt sig små på den fremmede kaj. En dreng og en pige med hinanden i hånden. Så har de nye forældre taget fat i hvert deres barn for at slæbe det med sig. Man har villet rive dem fra hinanden. Mine søskende har knebet øjnene hårdt i og strammet grebet, 11
ikke se, ikke høre, kun holde fast. Sikke en scene. Min søster har skreget, min bror har sparket. Man har sluppet dem, bestyrtet over den vildskab, der kommer af at være to. De er i det samme land, de vil mødes igen, måske kan der tillades en form for kontakt. Før de går væk med hver deres familie, vender min søster sig om og kalder på min bror. Jeg ser for mig hendes mund, der åbner sig, men jeg kan ikke høre ordene, og jeg tænker, at jeg selv bærer på en arv af lydløse ord, men når jeg hører min søsters stemme, vil jeg erindre, og min båndlagte arv gives fri. Det vil være som at lægge sig i en blød seng og sove længe og godt. Men det kan også være, at det ikke er sådan. Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro, jeg ved ikke, om alting vil samle sig eller falde fra hinanden. Nu, hvor jeg sidder i toget over for Inge, der trommer med fingrene på omslaget af den bog, hun har lagt i skødet med bagsiden opad og bogmærket stikkende ud som en lille tunge, tænker jeg på, hvad min søster hviskede til mig, da vi var børn, og jeg blev sendt bort. Biz shpeter! På gensyn! Det var hendes ord, som jeg har gemt på i 67 år, og med dem følelsen af hendes ånde mod mit øre. Inge lægger bogen i sin taske og tager vores kufferter ned fra bagagehylden.