Jødedommens tilblivelse

Når jeg alligevel er interesseret af disse to bibelskrifter, er det, fordi de er en uvurderlig kilde til viden om tilblivelsen af jødedommen. Ezra-Nehemias lægger sig i forlængelse af den gammeltestamentlige historiefortælling i Krønikebøgerne og skildrer jødernes historie, mens perserne havde magten over Mellemøsten (539331 f.Kr.).

Det er ikke en hvilken som helst periode. Tværtimod regner vi med, at det var på dette tidspunkt, at grundstenene blev lagt til jødedommen, som vi kender den i dag – grundsten som også er centrale for at forstå den ældste kristendom. Det gælder samlingen af Moseloven, studier i skriften og skærpelsen af en række omstændigheder, der hjælper til at skelne jøder fra ikkejøder. Det er omskærelsen, den ugentlige sabbat, en bestemt spisepraksis og modstanden mod ægteskaber med ikkejøder.

Den skriftlærde Ezra, som er en af de tre hovedpersoner, er i traditionen blevet opfattet som ”jødedommens fader” og sågar også som forfatter til Mosebøgerne. I portrættet af ham, som jeg vender tilbage til senere, er han en helteskikkelse, der belærer folket om Moseloven og formaner til streng lovoverholdelse. Han er arketypen på den lærde, der har indsigt i Guds vilje, og lægger interessant nok navn til en række senere jødiske skrifter om himmelsyn og dagenes ende.

Ezra er muligvis også nævnt i Koranen. Sura 9,30 taler nemlig med foragt om, at jøderne regner Ezra (Uzair på arabisk) for at være Guds søn, ligesom de kristne siger, at Messias er det. Det må dog bero på en misforståelse, men viser, hvor vigtig en figur Ezra er i jødedommen. I jødisk tradition bliver Ezras Bog og Nehemias’ Bog faktisk opfattet som ét skrift, der hos de jødiske lærde blot omtales som ”Ezra”.

Ezra-Nehemias er altså af stor betydning som kilde til jødedommens tidlige historie. Det er dog ikke altid let at afgøre, hvad der er historisk korrekte oplysninger, og hvad der er forfatternes frie digtning. Nogle af navnelisterne og brevene fra konger og embedsmænd kan være autentiske – og det er fascinerende at tænke på. Andet materiale kan være blevet skrevet til for at skabe en sammenhængende fortælling.

Jeg er optaget af, hvad Bibelen kan fortælle os om at leve uden for sit oprindelige hjemland eller i diasporaen, som det også hedder. Her er Ezra-Nehemias vigtig. For det er i denne periode, at jødiske samfund spirer frem uden for Palæstina.

Det begynder med Jerusalems ødelæggelse i 587 f.Kr., hvor jøder bliver spredt ud over hele Mellemøsten. De kommer navnlig til Egypten og Babylon i nutidens Irak. Disse samfund bliver med tiden til kulturelle kraftcentre, og vi regner med, at der allerede i år 300 f.Kr. levede flere jøder her end i det oprindelige kerneområde.

Ezra-Nehemias indeholder interessante glimt af jødernes tilværelse i Babylon for 2500 år siden. Samtidig møder vi stærke synspunkter på, hvordan livet i forfædrenes hjemland – Jerusalem og omegn – skal udfolde sig. Det er en genkendelig konflikt mellem mennesker, der er blevet boende, og mennesker, der er rejst ud – og nu vender tilbage for at bestemme, hvordan alting skal være.

Ezra-Nehemias er blandt de ældste skrifter i Bibelen, der utvetydigt fremhæver diasporaens rolle inden for jødedommen. Det er ligesom i dag, når den jødiske lobby i USA er med til at påvirke politikken i Mellemøsten. De tre hovedpersoner – Zerubbabel, Ezra og Nehemias – kommer alle rejsende fra steder omkring Babylon for at ordne forholdene i det oprindelige hjemland. Og i hvert fald Ezra og Nehemias rejser tilbage til de jødiske diasporasamfund, de kom fra, når de er færdige med deres opgaver i Jerusalem. Ifølge traditionen blev Ezra begravet i nærheden af Basra i Irak, hvor de danske styrker gjorde tjeneste under krigen mod Saddam Hussein.

Ezra-Nehemias er spændende, fordi livet i det fremmede er blevet et vilkår, som der ikke skal ændres på. Opholdet bliver dog ofte beskrevet som ”eksilet i Babylon” eller ”det babylonske fangenskab”. Og for nemheds skyld plejer vi at sige, at det slutter med Ezra-Nehemias, da jøderne vendte tilbage til Jerusalem; altså et afgrænset tidsrum på godt 50 år (587-539 f.Kr.). Men det er egentlig misvisende, for jøderne blev ved med at bo derovre, og Babylon udviklede sig som nævnt til et jødisk lærdomscenter.

Hvornår sluttede det babylonske eksil så? Min gamle lærer plejer at svare: omkring 1952 e.Kr.! Det var, da de sidste jøder i Irak – mere end 120.000 – ved