Dorte Mikuta er i september 2022 flyttet til Fejø, hvor hun nu er sognepræst.

Det er specielt at være sognepræst på Fejø - af mange forskellige grunde. For eksempel rækker historien om Fejø kirke mange år tilbage. Kirken er fra år 1260, hvor den blev bygget afsides i forhold til de to hovedbyer på Øen; Vesterby og Østerby, ifølge et sagn, fordi man var bange for spøgeri på kirkegården. Kirken står ganske nær ved stranden, på Fejøs østkyst.

Beliggenheden betyder at folk fra de omkringliggende øer, Askø, Femø og Lolland kom sejlende til kirken, helt indtil middelalderens slutning. Kirken har altså i nær ved 800 år været søgt og betragtet fra vand og land. Den ligger smukt, rager op, som en stolthed for Øen, og vidner om historien, og om historiens flygtighed. Eller man kan sige – de evige vilkår i det flygtige menneskeliv.

Og stadig er kirken og området omkring kirken et yndet tilflugtssted. Både for besøgende turister og for øens egen befolkning. Det giver området en særlig stemning – at både turister og lokale tager et lille ophold ved kirken, enten for at bade, eller sejle ud i kajak, for at spise sin frokost, deltage i gudstjenesten, eller blot søge kirkerummets eller kirkegårdens afsides beliggenhed og rolige atmosfære.

På samme måde som kirken er for alle, både folkekirkemedlemmer, - og ikke medlemmer, kristne eller ej, er også sognepræsten præst for alle, der har behov og interesse for kirken eller for at lette sit hjerte, for at vende eksistentielle spørgsmål – eller bare har brug for en snak om løst og fast. Jeg oplever også at blive kontaktet af besøgende på Øen, der gerne vil stille spørgsmål om forskellige kirkelige og åndelige ting.

Men det der er mest særligt ved at være sognepræst på en ø som Fejø er, at man har mulighed for at blive en del af fællesskabet på lige fod med alle andre, som den man nu engang er.

Man kan nemlig ikke rigtig gemme sig, for ens særkende bliver simpelthen tydeligere aftegnet i et lille ø-samfund. Om man er den pensionerede mekaniker, medhjælpende hustru, købmand, landmand, skolelærer, læge, kunstner, fisker eller præst, så har man del i fællesskabet og ansvar på lige fod med alle andre i det store fællesskab. Jeg tror, at nærmest alle har et virke og et særkende på øen, i kraft af personlighed og historie. Og dermed er også alle med til at sætte sit aftryk på øens dna. Og her kommer kirken så til sin ret, som et fællesskab af det liv vi lever sammen. Fejøs folk er engagerede i livet – og her findes mange forskellige religiøse retninger – og også afvisninger af kristendommens livsforståelse. Den kristne kirkehistorie er fyldt med refleksioner over liv og tro – tvivl og eksistentielle kampe.

Og som præst er jeg naturligvis heller ikke i besiddelse af den store sandhed, men jeg er repræsentant for det kristne menneskesyn, og tolker menneskelivet i lyset af den større og bagvedliggende kraft, Gud. Og denne overbevisning kan man støde sig på, eller spille op imod – og vi kan sammen forsøge at nærme os det store livsmysterium. Det er jo fællesskabets præmis, at vi sammen engagerer os i, hvordan vi opnår det gode liv. Om det så er ved de forskellige sammenkomster i præstegården, eller i vores møder rundt omkring på Fejø, eller i det daglige livs trivialiteter, så er vi til stadighed afhængige og forbundne til hinanden. I gudstjenesten zoomer vi ud - og ind, omkring menneskelivets vilkår, og her findes de gamle ritualer som markerer livsovergange – og vilkår. Det minder den kirkens daglige klokkeringning os om, - ved solopgang som solnedgang. Den store gamle kirke står stadig levende – som en af Øens historiske mærker.