
2 minute read
Nyt fra Fejøforeningen, lægen
from Fejøbladet nr.8 2021
by Fejø
Valg til Ø-kontaktudvalget Ved kommunal- og regionsvalget den 16. november 2021 var der også valg til Ø-kontaktudvalget. Udvalget består af tre medlemmer fra Fejø, to medlemmer fra Femø, to medlemmer fra Askø og to byrådspolitikere. Ø-kontaktudvalget sidder i en 4-årig periode fra 1.1.2022 til 31.12.2025.
Følgende tre kandidater blev valgt med dette antal stemmer: 197 til Christina Berkowitz, 185 til Torben Løvenstein (th) og 183 til Finn Iversen. Vi ønsker til lykke til de valgte kandidater. Yderligere to kandidater stillede op og fik dette antal stemmer: 56 til Henriette Spandet Jensen og 24 til Jørgen Møller.
Advertisement
Gratis færge for privattransport incl. biler i hverdagene i efterårsferien Der var gratis færger for personer, cykler, biler på de 5 hverdage i efterårsferien. Ifølge opgørelse fra Lolland Færgefart medførte de gratis billetter godt en tredjedel flere biler og lidt færre passagerer end året før.
Rabat på færgepriserne i 2022 Ø-kontaktudvalget har vedtaget gratis billetter til gående og cyklister resten af året 2021, efter at Folketingets sommerpakke har betalt for dette i juli og august. Dette er muligt, fordi der var overskud på Landevejsprincippet (Den blå landevej) og Godstransportstøtten i 2020 – i alt 863.000 kr.
Det har i de senere år vist sig, at der er midler til overs på de to ordninger ved en rabat på 20% på biler og trailere. For at tilstræbe stabile priser hen over hele året anbefaler vi fra Fejøforeningens side at øge rabatten til 25%.
I tillæg hertil vil rabatten på periodekort blive forhøjet fra 10 til 15% fra den 1. januar 2022. Legepladsen ved Dybvig Projektet kommer langsomt fremad. Drøftelserne om placeringen er afsluttet. Vi er i gang med ansøgning om de nødvendige tilladelser.
Juletræstænding Vi tændte juletræet ved havnefogedens kontor på Dybvig havn lørdag den 27. november kl. 16.00. Vi sang et par julesange, fik fortalt et juleeventyr, og hyggede os med gløgg og ølkage et par timer i det gule pakhus.
Jule- og nytårshilsen Vi kan se tilbage på et år, hvor der igen er sket meget på og for vores ø. Corona er et kapitel for sig. Med stor glæde så vi, at Lolland kommune erhvervede en afløserfærge. M/F Smålandshavet fik sit navn den 26. april og har siden løst flere opgaver som bonusfærge. Vi har rakt ud til Femø og Askø, og sammen har vi taget afsæt til større synlighed som turismeattraktion ved et nærmere samarbejde med hinanden, Visit Lolland-Falster og Lolland kommune. Fejøforeningens bestyrelsen ønsker alle en glædelig jul og et godt nytår. Fejøforeningens bestyrelse
Lægekonsultationen er efter forudgående aftale åben
mandag, onsdag, torsdag og fredag 9-11 og tirsdag 16-18.
Aftale træffes daglig i telefontiden 8-9 på
tlf. 54 71 31 25
Ved akutbrug for lægehjælp udenfor klinikkens åbningstid skal man ringe til Region Sjællands Lægevagt. Lægevagten har
tlf. 70 15 07 00
Hvis lægevagten vurderer, at du har brug for at blive tilset af en læge, vil de give øens læge besked om, at du skal tilses ved akut konsultation eller ved sygebesøg i hjemmet. Det vil altså fortsat være egen læge eller dennes vikar, der tilser dig.
Ved livstruende sygdom eller ulykke ringes 1 1 2.
LÆGEN PÅ FEJØ
