GRUBLERIER FRA ”MØLLENAKKEN” Så fik vi ustabilt påskevejr denne gang. Det er sådan, jeg husker april med sol, regn og endda visse år med sne. I ugen før påske ønskede jeg dog især, det ville blive lunt og solrigt. Vi skulle have besøg fra Wales – en såkaldt penneveninde med datter og svigersøn. Shirley, som min veninde hedder, har jeg skrevet sammen med igennem 66 år. Nå, men pyt med vejret for vi havde alligevel fem hyggelige dage. Og noget helt særligt for vores gæster var, da vi tog dem med til fællesspisningen på skolen. Det var virkelig en oplevelse for dem. Hermed viderebringes en ”thank you very much” for al jeres venlighed. Sidst, jeg skrev her i bladet, nævnte jeg et kommende besøg fra fjern familie fra Texas og jeg skrev, at de ville komme i næste måned. Det var forkert, for det er i juli, det sker. Fejø Husholdningsforening (Fejø Kulturforening?) arrangerede for nylig en tur til Maribo domkirke samt spisning i Pilgrimshuset lige ved siden af. Det var en dejlig tur, selv om programmet blev ændret undervejs, idet vi på grund af færgesærplanen måtte vente to timer i Vester havn. Det var nogle trælse dage, hvis man skulle fra øen, så længe der var særplan. For mit eget vedkommende måtte jeg skrotte varmtvandstræning i Nakskov. Husbonden går p.t. rundt og ser ud som om han er vingeskudt. For et stykke tid siden fik han nemlig indopereret en skulderprotese. Vores hospitalssystem skal have ros, fordi der kun gik en måned fra henvisning var sendt til operationen var overstået. Selv kan han næsten ikke vente på at få grønt lys og komme op på fuld skrue igen! For mit vedkommende er det værste vinterstress overstået. Slut med teater og sæsonen for linedance og kor. Nu kan mit dovne gen få lov at tage over!!! Ses vi den 21. maj på ”Den blå planet”? Venlig forårshilsen BENTE BRUUN
Fællesspisningen. 11