4 minute read

LANDET RUNDT. STORT OG SMÅT

Next Article
REJS UD. NETVÆRK

REJS UD. NETVÆRK

Mindeord for Lars Dahl

Søndag den 7. marts 2021 kom der en chokerende opringning med orientering om, at Lars Dahl pludselig var død. Uvirkeligt og uforståeligt. Lars blev 69 år. Lars Dahl har været FDFer hele sit liv og var omkring et år, da han første gang var med på sommerlejr. Hans far var ”fører” i FDF, som det hed dengang. Lars kom i sine drengeår med i Thisted FDF Orkester, hvor han spillede på tuba. Thisted FDF Orkester fik en ganske særlig oplevelse i 1970 med en tur til Grønland. Her var Lars Dahl med. En oplevelse for livet. Det lykkedes sidste år for en del af grønlandsdeltagerne at samles i anledning af 50-året for turen, hvor de mange oplevelser blev mindet.

Lars Dahl blev kredsleder i 1979 for landets største kreds. Det var før kredsen blev delt i Thisted 1 og Thisted 2. Det var en opgave, som Lars gik ind i med krop og sjæl. Siden da har Lars været i inderkredsen, hvor kredsens mange aktiviteter er udgået fra. Lars brændte for FDF og havde mange ”kasketter på” gennem årene, pilteleder, kredsleder, bestyrelse og de sidste år som formand. Kredshuset Zacho på Møllevej har næsten været hans andet hjem, men også dørene på Dragsbækvej har altid været åbne og ofte sammen med Kirsten været et samlingspunkt for møder og evalueringer.

Lars har beriget os alle utallige gange på lejre og ture, hvor han brændte især for de mange lejrbålsunderholdninger med sketch, råb, hurtige ud- og omklædninger. Når børnene var kommet i soveposerne, var der tradition for planlægning af næste dags program og lederhygge, som Lars krydrede med ”Lune jyder” sammen med fællessang og musik. Disse oplevelser har sat sig spor og givet minder hos os alle, små som store gennem flere generationer. Vi har alle i FDF Thisted 1. kreds meget at være taknemmelige for, hvad vi gennem Lars har fået givet. De mange væbneroptagelser i Thisted Kirke, hvor væbnerløfterne altid er med, har været et vigtigt ståsted i livet for Lars:

Som væbner vil jeg kæmpe for altid at være ren og sand. Som væbner vil jeg fri og villig gøre min pligt i mit hjem og min gerning i FDF og vort land. Som væbner vil jeg stræbe efter altid at have en god samvittighed overfor mennesker og overfor Gud.

FDF Thisted 1. kreds har mistet sin formand, ven, leder, kammerat. Vore tanker går til Kirsten, Rasmus, Mads og Anne med familie, som så brat har mistet deres kære Lars. Lars vil blive husket for sit store engagement i FDF og for mange skønne oplevelser i sin blå skjorte, som han bar med glæde og stolthed gennem hele livet.

Tak for alt. Ole Bendt Petersen er gået bort. Han sov stille ind i sin lejlighed på Islands Brygge, 81 år gammel.

Ole blev født på Nørrebro og flyttede med familien til Valby i 1950. I 1951 blev Ole medlem af FDF – et medlemskab, der kom til at sætte afgørende præg på Oles liv. Ole blev uddannet kemigraf, men under storkonflikten i 1973 greb han chancen og skiftede spor til arbejdet med børn og unge. Herefter var Ole i næsten 40 år leder af Bredegrund Byggelegeplads, indtil han gik på pension for 11 år siden. Legepladsen var en mønsterlegeplads – eller som Ole sagde i et interview til Politiken i 2006: ”Københavns næstbedste legeplads! Den bedste må folk selv finde”. Mange tusinde børn og unge har i årenes løb mødt Oles helt specielle engagement og omsorg – og tænker helt sikkert tilbage på det vidunderlige sørøverskib, den spændende svævebane og friheden i de små selvbyggerhuse.

Arbejdet med børn og unge stoppede ikke med pensioneringen, idet han lige til sin død forblev aktiv i FDF, siden 1972 i FDF F6 Flintholm på Frederiksberg. Utallige og kreative er de aktiver, som Ole igennem årene har haft i gang, fx indefodbold, gymnastik, spilleaftener, flittige sakse udover naturligvis de helt almindelige mødeaftener, weekend- og sommerlejre. Mange vil huske Oles fantasifulde løb med udklædning som fx Troldmanden fra OZ og Afrikas Stjerne. Og hvad er et lejrbål uden Karlssons frakke eller børn, som agerer træer i forskellige stillinger. Gennem årene har Ole konstrueret simple legeredskaber som fx karruseller og kastemaskiner, som var meget populære bl.a. på Legens Dag og på Børnehjælpsdagen. Ole var altid i gang. Men også i FDF havde omsorgen for det enkelte barn den højeste prioritet. Oles liv har altid handlet om børnene, og børnene elskede Ole.

Når Ole ikke var til FDF, nød han at være i sin kolonihave på Kløvermarksvej og besøgte ofte sin gamle arbejdsplads Bredegrund Byggelegeplads.

Ole efterlader sig søn, svigerdatter og to børnebørn. Æret være Oles minde.

"Du som har tændt" fylder 40 år

Den elskede FDF-aftensalme "Du som har tændt" fylder dette forår 40 år. Salmen, der blev skrevet af Johannes Johansen til Julsølejren i 1981 med melodi af Erik Sommer, opnåede på rekordtid stor folkelig popularitet, til trods for at flere teologer og præster i begyndelsen fandt den for banal og poppet. I 2003 blev salmen optaget i Den Danske Salmebog, og den anvendes fortsat flittigt både i og uden for kirkelige sammenhænge. I 2017 fik den tilmed status af "kongelig begravelsessalme", da Prins Henrik havde valgt, at den skulle synges ved hans bisættelse. I FDF vil aftensalmen utvivlsomt glæde kommende generationer på mange landslejre fremover.

This article is from: