TRO. TREENIGHED

Gud er fællesskab – om Treenighed

Når Gud går op i en højere enhed, så er det treenighed. Gud er relation. Gud er forholdet mellem Faderen og Sønnen og Helligånden – altså det, der foregår imellem de tre. De er i en stadig bevægelse – i evig forandring – men er uforanderlig kærlighed.

Det er vigtigt at forstå Gud som dynamisk og bevægelig – som en relation og et kraftfelt – for når vi ved, hvad vi skal se efter, kan vi genkende Gud i verden.

GUNDER GUNDERSEN, TROSUDVALGET

Hvorfor er det vigtigt? Det er afgørende, at Gud er tre-enig. Det er vigtigt, at det er én Gud, som er Far OG Søn OG Helligånd. For når Jesus ER Gud, betyder det, at Gud er kommet til verden og ind i verden på vores vilkår. Når Jesus Kristus ER Gud, kan vi se, hvordan Gud er – og møde Gud igen og igen som den opstandne Kristus. Det er vigtigt, at Helligånden ER Gud, for sådan er Gud stadig på spil i verden som et åndedræt, der pulserer og bevæger mennesker til kærlighed. Det er vigtigt, at det er én og samme Gud, for kun sådan kan vi vide, at Gud er en gavmild, kærlig og tilgivende Gud.

Det er vigtigt, at forstå Gud som dynamisk og bevægelig – som en relation og et kraftfelt – for når vi ved, hvad vi skal se efter, kan vi genkende Gud i verden.

Gud er dynamisk ligesom kærlighed Gud og kærlighed er IKKE en ting eller et begreb, men et kraftfelt eller et energifelt. Kærligheden er dynamisk, fordi den hele tiden er i bevægelse og hele tiden forandrer sig, så den passer til nu og her. Sådan er Gud også dynamisk og ustandselig i bevægelse, så Gud passer til nu og her. Gud er et kraftfelt eller energifelt, som er udspændt mellem Faderen og Sønnen og Helligånden og som ustandseligt gennemstrømmer de tre.

Fader, Søn og Helligånd danner et felt af kærlighed og gavmildhed. Faderen elsker og giver til Sønnen, Ånden elsker og giver til Faderen, Sønnen elsker og giver til Ånden. De tre er forskellige sider af den samme Guddom. Udadtil kan vi se Faderen som den evigt gavmilde skaber- og livskraft; Sønnen som den, der giver sig selv kompromisløst til menneskelivet og menneskerne; og Ånden som den guddommelige kraft (kærlighed og gavmildhed) som kan ånde ud og ind i mennesker.

De kristne afdækker treenighedslæren I begyndelsen fortalte de kristne om deres oplevelser og deres møder med den opstandne Kristus – og dem, der var med, da Jesus fra Nazaret levede, fortalte om det Jesus havde sagt og gjort. Paulus og andre begyndte at skrive breve, så blev evangelierne skrevet og til sidst kom Apostlenes Gerninger og Johannes Åbenbaringen.

Når de kristne fortalte og skrev om det, som var sket og om det, som de oplevede, dukkede der tre størrelser op: 1. Gud, som Jesus havde kaldt Far. 2. Jesus den opstandne Kristus, der er

Søn. 3. og endelig Ånden eller Helligånden.

De kristne fortsatte de næste århundreder med at tænke over, opleve og erfare Gud som Far, Søn og Ånd. De læste bibelen forfra og bagfra, de mediterede over de svære steder, som er uforståelige, hvis man forsøger at læse det med en matematisk og bogstavelig alvor. I denne udforskning af Gud nåede de gennem bøn, fordybelse og diskussioner frem til det paradoksale og forunderlige, at Gud må være en tre-enighed. Én Gud med tre sider: Faderen er Gud. Sønnen er Gud. Helligånden er Gud. Gud er én.

Gud er kærlighed, og den, der bliver i kærligheden, bliver i Gud, og Gud bliver i ham. 1. Johs. 4,16

b Gud kan opstå i det nærværende møde med andre, ja, med naturen.

Treenighed som kærlighed Kirkefaderen Augustin var en af de første, der beskrev treenigheden. Fra sætningen i 1. Johannesbrev: ”Gud er kærlighed” indså han, at kærlighed forudsætter tre dele: 1) Den, som elsker. 2) Den, som elskes. 3) Det at elske. Gud er kærlighed derved, at Faderen elsker Sønnen, som elskes af Faderen, og Helligånden er det, at elske. Ligesom kærlighed netop er enheden af de tre, sådan er Gud enheden af Far, Søn og Helligånd.

Han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald (ordret: udtømte sig selv) på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; Fil. 2,6-7

Gud giver sig selv hen – i kærlighed Fra Filipperbrevshymnen kom billedet af den kærlige bevægelse i Gud som en selvudtømning. I kærlighed udtømmer Faderen sig selv helt i Sønnen. Så udtømmer Sønnen i kærlighed sig selv helt til verden og menneskene. Sådan efterligner han Faderen, som derved fyldes af Sønnens kærlighed, som Faderen derefter udtømmer i Helligånden. I kærlighed udtømmer Helligånden sig så i menneskene, med en invitation til at vi udtømmer vores kærlighed og elsker Far, Søn, Helligånd og menneskene. Denne selvhengivende selvudtømning gentages i en evig bevægelse mellem Far, Søn og Helligånd – og hele tiden omsluttes mennesker af den kærlighed og inviteres med.

Gud er en hvirvlende runddans for tre Et andet gammelt billede til at beskrive forholdet i treenigheden på er en hvirvlende runddans, hvor de dansende ustandselig skifter plads og giver plads for

b Øverst Særligt på sommerlejren er der god tid til at opbygge relationer mellem børnene og mellem børn og ledere. Nederst I nogle lege bliver forbundetheden ekstra tydelig. Her på 7.-8. klassekursus.

hinanden. Dansen er billede på Gud – med tre dansende: Fader, Søn og Helligånd. Det er en runddans, hvor de hvirvler rundt og rundt i en gensidig udveksling, mens de ustandselig skifter plads. I dansen bliver de dansende ét med dansen, så man ikke kan skille det ad. Når en dans lykkes, går den – ligesom holdsport, der lykkes – op i en højere enhed.

Gud er at kysse Det sidste billede – for denne gang – til at beskrive treenigheden er fra middelalderen. Bernhard fra Clairvaux skriver i en kommentar til Højsangen: "Det er ret forstået, at hvis det er Faderen, som kysser, Sønnen er ham, der kysses, så vil det ikke være forkert at betragte kysset som Helligånden. For Helligånden er Faderenes og Sønnens uforstyrrede fred, deres urokkelige bånd, deres uddelte kærlighed, deres usynlige enhed."

Ifølge Bernard er Gud som det at kysse. Et kys er noget som foregår imellem to. Så kysset forudsætter en, der kysser, og en, der kysses, - eller bare: to forskellige, der kysser hinanden - og endelig selve kysset.

Gud sker i verden Hvis Gud er et forhold mellem Far og Søn og Ånd, som skaber et guddommeligt energifelt eller kraftfelt, så er Gud også noget, der kan opstå og udspille sig imellem os mennesker - og mellem os og verden. Så kan Gud opstå i det nærværende møde med andre, ja, med naturen – et møde, som er kendetegnet ved, at det udtrykker og vækker kærlighed.