Vender hele tiden ordet “Minder” op og ned. Gode minder og dårlige minder, men hvad nu hvis vi satte dem alle neutralt, hvilken betydning vil de så ha’. Minder er liv og når du en gang ikke er her længere er du et minde. vi spreder vores minder, og glædes ved historier der bliver genfortalt, som trækker os tilbage, til det der engang var. Men kan vi mennesker komme til at sidde fast i fortiden og glemme at være i kontakt med os selv. Eller tænke for meget på fremtiden?
En dybfryser af minder. Jeg tør op For ikke at glemme mig selv. Steger dem Som et forsøg på at få en bedre smag Men problemmet er at de er for gamle Og de keder mig at fortælle om dem Kommer ind til midten Min negativitet vender sig Til nu en glæde af liv For en taknemlighed I kroppen Af det saftige kød Kødet fra mig selv Bader I mine blodtårer En kanibalisme I mit ego Jeg aldrig er I kontakt med Tager kontrollen tilbage I nye oplevelser og erfaringer Fryser dem ned Som alt andet Så eksistensen omkring Mig ikke bemærker Det sande råvdyr jeg er.
Om to timer, tre minutter og i morgen… Når fremtiden står på forspring, og kalder på identifikationsbeviset fra fortiden, graver vi længere ned, fordybet i vores egne ideer, om faktuelle begivenheder, som sætter os i bås, og i typerækker, som siger os at det vi blev, var det vi kom af. Så mindes vi, sætter os til rette i en glamourøs tidsmaskine, den finpudser, og friserer, om modulerer og projekterer minderne op på et glanspapir i polaroid… -‐En uforglemmelig rutschebanetur, gennem dit tidligere liv. Dengang jeg var lille, fortæller vi, og smiler til os selv, fordi vi smigres af de søde, små legende individer, som vidner om de trykke rammer… -‐ Om mor og far, på cykeltur på landet, børnefødselsdage, med popcorn og champagnebrus, i haver lavet af lyserøde plastikblomster, ved den gamle lejlighed, i baggårde som mindes større, end de nogensinde har set ud. Bliver grebet i frygt for at vende tilbage, til nutiden, fordi det sikkert skuffer, og bliver forvandlet til et gråt betonsted, en baggård, der mest af alt, ender med at minde om en fodboldbane i grus, med gamle mølædte borde-‐bænke sæt… -‐ Hvorfor skal vi mindes, når alting kan glemmes, og gemmes? Skuffelsen ville nok være knap så stor, når vi træder ind i December, sneen falder som slud, kælketurende kilder knap så meget i maven, og nissebanden hopper rundt i dit fjernsyn, i den stue, der engang var pyntet med vat, og glædesnisser… Du skal acceptere, især respektere og analysere, dine traumer fra din barndom. Det er et most, før du kan kende dig selv, siger de gamle og de kloge, og der loves, du dermed bliver et lykkeligere menneske. Men hvis Carpe diem er blandt de populæreste trancer, hvorfor sidder vi så alle fast i den glamourøse tidsmaskine, og beder til gud om velsignelse for fortiden synder? Men hvis alt bare kunne glemmes, ville det så overhovedet kaldes for minder ? Vi mindes, når vi drømmer, nok mest i vores fordømmelser, men alligevel rør det mig at vide, at dengang, det var tider, og at fantasiens fantastiske manipuleringer af verden, gjorde os lykkelige… Gør os lykkelige