
1 minute read
Fandt sin rette hylde
- med støtte fra gode undervisere
Vejen til den rette uddannelse behøver ikke være lige ud ad landevejen. Man må godt tage nogle omveje undervejs. Dét er 26-årige Pernille Jensen et godt eksempel på.
Hun prøvede forskellige erhvervsuddannelser, inden hun i januar 2020 startede på lager- og transportuddannelsen på Processkolen i Kalundborg og fandt uddannelsen for hende:

”Jeg vidste ikke helt, hvad jeg ville. Bare at jeg skulle lave noget med hænderne, for jeg kan ikke sidde foran en computer en hel dag. Jeg har været i gang med uddannelserne til konditor, kok og maler, men af forskellige grunde færdiggjorde jeg dem ikke - og nu har jeg fundet mig til rette på lageruddannelsen.”
I den forbindelse peger Pernille især på én ting som afgørende for, at hun er tre måneder fra at få sit svendebrev og kunne kalde sig faglært: ”Det skyldes især super vejledning og undervisning. Lærerne har i høj grad bidraget til, at jeg er blevet glad for uddannelsen, og uden dem var jeg nok ikke kommet så langt. De sætter sig ind i, hvad vi skal lære, og forklarer det godt til os. Også når du ikke fatter det første eller anden gang. Samtidig står de til rådighed, og jeg kan altid skrive til dem, selv når jeg er ude i lære, hvis jeg har spørgsmål.”
På lager- og transportuddannelsen kan man vælge specialer, og her har Pernille valgt lagervejen, hvor hun både på skolen og i lære hos Frode Laursen arbejder med logistik og varieret lagerarbejde.
”Jeg kan selv bedst li' at være i plukafdelingerne, hvor man pakker paller. Det er arbejde, hvor man kommer rundt og har forskellige opgaver,” forklarer Pernille, som undervejs i uddannelsen har været med til DM for transportlærlinge to gange og blandt andet har hevet to 1. pladser hjem i kategorien varesalg.