
3 minute read
FONDEN SÆTTER FOKUS PÅ GRØNLAND
from Årsskrift 2022
Elsass Fondens hold i Grønland (fra venstre): ergoterapeut Christina Therese Andersen, psykolog Sofie Ejlersen, ergoterapeut og projektleder Line Zacho Greve og afdelingschef Patricia de Lipthay Behrend.
VIL STYRKE INDSATSEN
Et nyt samarbejdsprojekt skal sikre den bedst mulige indsats for mennesker med cerebral parese i Grønland.
En kold september morgen i 2021 lander fire af Elsass Fondens faglige medarbejdere i lufthavnen i Nuuk. Vintertøjet er fundet frem, da turen går til Dronning Ingrids Hospital. En stor gul bygning med udsigt til Ishavet danner rammen for tre temadage om cerebral parese (CP) og neuroplasticitet, der er planlagt for fagpersoner på handicapområdet i Grønland.
Det sker som led i et samarbejdsprojekt med hospitalet og kommunen i Nuuk. Formålet er at skabe større sammenhæng og kvalitet i indsatser – særligt for børn med cerebral parese i Grønland.
”Øget viden om CP og neuroplasticitet kan komme familierne til gavn ved, at kvaliteten i indsatsen bliver styrket. Dét at få nyeste viden om diagnosen og sætte fokus på indsatsområder er afgørende for ordentlig kvalitet i habiliteringsindsatsen,” siger fysioterapeut Patricia de Lipthay Behrend, der er chef for Praksis og Innovation i Elsass Fonden.
Hun er en del af teamet i Grønland og har sammen med ergoterapeut Christina Therese Andersen, psykolog Sofie Ejlersen og ergoterapeut og projektleder Line Zacho Greve taget det første spadestik til projektet.
”I Elsass Fonden arbejder vi for at øge livskvaliteten for mennesker med cerebral parese i Danmark. Men vi har en ambition om at nå ud til hele rigsfællesskabet. Så det indebærer også Grønland og Færøerne,”
siger Elsass Fondens administrerende direktør, Peter Lindegaard.
NY VIDEN OM CP OG INDSATSMULIGHEDER
Lokalet i den gule bygning er fyldt op af fagpersoner fra hele Grønland. På en af stolene sidder ergoterapeut Cecilie Balle Bærentsen, der er konstitueret ledende terapeut på hospitalet. Hun har været en del af planlægningen bag.
”Vi har valgt at samarbejde med Elsass Fonden, fordi cerebral parese er et relativt nyt område, som man er begyndt at have fokus på i Grønland. Vi ser det som en vigtig ting at sætte fokus på – både i det grønlandske sundhedsvæsen, men også i hele Grønland. Så personer på området får ny viden om cerebral parese og indsatsmuligheder,” siger hun.
Fælles for fagpersonerne er, at de ønsker at blive klædt bedst muligt på til at varetage den professionelle opgave omkring familien.
FORÆLDRESAMARBEJDE
I forlængelse af de faglige temadage fik forældre til børn med CP og støttepersoner mulighed for at tilmelde sig to temadage med fokus på vigtige temaer i relation til CP.
Kristine Nielsen, der er mor til 2-årige Mikisuluk med CP, var hurtig til at tilmelde sig. For hende har det været afgørende at få mere viden om diagnosen.
”Jeg har givet mig selv skylden for min søns CP i en længere periode. Jeg har gået og bebrejdet mig selv. Men ved at deltage i temadagene føler jeg ikke den samme skyld længere,” siger Kristine Nielsen.
På baggrund af temadagene har forældrene desuden fået skabt et fællesskab. Men de har også fået en større indsigt i vigtige fokusområder såsom krop, hjerne, ernæring, deltagelse og aktivitet.


Øverst: Ergoterapeut Cecilie Balle Bærentsen er en af initiativtagerne til samarbejdet med Elsass Fonden. Nederst: Forældre til børn med CP i Grønland er på temadag i Nuuk.
HVAD SÅ NU?
Elsass Fonden fortsætter samarbejdet med fagpersoner i Grønland om faglig sparring og etablering af tilbud for børn med CP og deres familier.