
3 minute read
FOR VOKSNE MED SVÆR CP NYTTER
from Årsskrift 2022
NY FORSKNING:
HVERDAGSAKTIVITETER FOR VOKSNE MED SVÆR CP NYTTER
Det er muligt at øge aktivitetsniveauet betydeligt hos voksne med svær CP. Det påviser et forskningsprojekt fra Elsass Fonden.
Voksne med en svær grad af cerebral parese (CP) kan øge deres aktivitetsniveau i hverdagen markant under de rigtige betingelser. Det konkluderer forskere fra Elsass Fonden og Københavns Universitet i et pilotstudie, som er publiceret i det internationale videnskabelige tidsskrift NeuroRehabilitation.
Studiet er baseret på et 3-måneders forløb i foråret 2019, hvor beboere på bo- og aktivitetstilbuddet Jonstrupvang i Værløse afprøvede en række udfordrende hverdagsaktiviteter. Et forløb som er gået over al forventning, fortæller Helle Hüche Larsen, fysioterapeut og ph.d.-studerende ved Institut for Neurovidenskab på Københavns Universitet, som har stået i spidsen for projektet.
”Alle deltagere nåede ét eller flere af deres mål. Og flere af dem nåede længere, end både forskerne og deltagerne selv havde gættet på. Eksempelvis oplevede en mandlig deltager, at personalet ikke længere behøvede at bruge vendelagen, fordi han nu var i stand til at vende sig selv under påklædning,” fremhæver projektlederen.
Tidligere studier viser, at voksne med svær CP typisk er stillesiddende størstedelen af deres hverdag, og at deres funktionsevne svækkes med alderen. Gruppen er ikke én, man regner med udvikler sig grovmotorisk i nævneværdig grad. Måske af samme årsag findes der kun lidt viden om aktivitetsbårne indsatser til målgruppen, forklarer Helle Hüche Larsen.
”Det er ikke nyt, at man kan påvirke sine grovmotoriske færdigheder ved at bevæge sig og være aktiv. Det nye ligger i målgruppen,” understreger hun.
MOTIVATION ER AFGØRENDE
Forløbet byggede på såkaldte neuroplastiske principper (viden om hjernens udviklingspotentiale, red.), fx intensitet, gentagelse og aktiv deltagelse. Det blev planlagt ud fra deltagernes egne målsætninger og foregik som holdtræning kombineret med individuelle aktiviteter og selvtræning – så vidt muligt inkorporeret i beboernes faste hverdagsaktiviteter.
Det hele foregik i godt og tæt samarbejde med det faste personale på Jonstrupvang.
”Når man skal ændre sin hverdag og sine vaner og være langt mere aktiv end sædvanligt, er det afgørende, at man er motiveret og kan fastholde motivationen. Præcis derfor skal målet med aktiviteten være meningsfuldt og tydeligt, og man skal løbende kunne følge sin udvikling,” forklarer Helle Hüche Larsen.

Tv.: Helle Hüche Larsen er ph.d.-studerende, fysioterapeut og står bag projektet på Jonstrupvang. Th.: En beboer på Jonstrupvang spiller ballonbadminton som én af aktiviteterne i forløbet.
Deltagerne fik derfor mulighed for at sætte 13 individuelle mål for træningen. De spændte bredt fra at kunne styre sin løbecykel selvstændigt til at kunne holde sin kæreste i hånden. Ifølge Helle Hüche Larsen var særligt de individuelle målsætninger og det sociale aspekt af holdtræning medvirkende til at holde motivationen oppe igennem hele forløbet.
For flere af deltagerne var målet at kunne vende sig selv uden hjælp.
”Vi kiggede på alle de steder i løbet af hverdagen, hvor der var uudnyttede muligheder for aktivitet ift. vending hos den enkelte. Det kunne eksempelvis være, når man skulle op om morgenen eller under påklædning. På den måde skabte vi en masse gentagelser i en meningsfuld kontekst,” fortæller Helle Hüche Larsen.
INDSATS NYTTER
Deltagernes aktivitetsniveau blev blandt andet evalueret ved hjælp af en skala, der viser den enkeltes grovmotoriske færdigheder. De aktive beboere viste en betydelig statisk fremgang, hvorimod deltagerne i kontrolgruppen ikke viste en reel ændring.
Ifølge forskningschef i Elsass Fonden Jens Bo Nielsen er projektet et klart fingerpeg til alle, der arbejder med neurorehabilitering om, at det nytter at sætte aktivt ind over for gruppen af voksne med svær CP.
”Vi håber, at dette studie kan være med til at vise, at der muligt at skabe fremskridt hos gruppen. Det er muligvis ikke kæmpe forandringer, men selv mindre fremskridt kan gøre en stor forskel for den enkelte,” siger Jens Bo Nielsen.
KORT OM PROJEKTET
Hvad: Et kontrolleret pilotstudie fra Elsass Fonden og Københavns Universitet
Hvornår: Foråret 2019 Hvordan: 12 ugers øget aktivitetsniveau med meningsfulde, individuelle aktiviteter i en blanding af hverdagsaktiviteter og holdtræning.
Hvem: 16 deltagere i hhv. aktivitetsgruppe og kontrolgruppe. Herudover terapeuter, plejepersonale, pædagoger osv. - alle fra bo- og aktivitetstilbud Jonstrupvang.