Hareposten 19, maj 2002
3
Ordforvirring Leder Af HC Molbech, hc@eidolon.dk Vi har et problem med ord. Vi bruger dem hele tiden, og uden dem ville det hele jo være noget besynderligt noget. Når man først begynder at tænke lidt over de forbistrede ord, ja så bruger man dem sgu også til at tænke med. Prøver man at holde op med at bruge ord til at tænke med, skal man vist helst sidde på en bjergtinde og opløse sig selv i Verdensaltet, før det kan lykkes. De onde sprogvæsner har altså kastet en mind control spell på os, men hvad værre er - man kan ikke engang være sikker på at de andre ofre tænker på samme måde, selvom de er ofre for den samme forbandelse. Der er på ingen måde nogen sikkerhed for at man forstår hinanden, især da ikke hvis man taler forskellige sprog eller bruger ord, som de andre ikke er vant til at bruge. Genkendelsen i brugen af ord er nemlig af enorm betydning. Men ikke nok med at man skal genkende det enkelte ord, man skal også helst have nogenlunde samme opfattelse af hvad ordet betyder. Ellers taler man forbi hinanden, som en populær metafor udtrykker det. Metaforer kan man endog ikke engang være helt sikker på giver nogen mening for ens samtalepartner. Ta-
ler man med et væsen af endimensional karakter, vil det ikke give nogen mening at tale forbi noget, da der ikke er noget „forbi“ i dette væsens verden. Nu har jeg godt nok aldrig selv haft fornøjelsen af at tale med et sådant væsen, og jeg må indrømme at jeg har lidt svært ved at forestille mig hvordan tale kan forekomme i kun en dimension. Pointen er dog god nok, for selv os tredimensionale væsner kan trods vores fælles forbandelse ikke bare gå ud fra at andre forstår os. Som regel klarer vi os dog, men hvis vi er uopmærksomme, kan vi meget nemt blive meningsløse for andre. Især hvis vi udtrykker os på skrift. Når først ordene har forladt os i form af de finurlige bogstaver, har vi totalt mistet herredømmet over dem. Nu er de ikke længere vores, og læseren skaber sin helt egen mening ud af dem, end hvis den samme person stod og lyttede til os og eksempelvis kunne bryde ind og bede om en afklaring. Man kan aldrig blive sikker på at læseren får det samme ud af ordene, som da man skrev dem ned, men man kan gøre en god indsats. Noget af det vigtigste i den proces er at man så vidt muligt bruger ord, som læseren kender og er vant til at bruge, samt at man ikke bruger mange for-
Foto: HC til Eidolons 5-års fødselsdagsfest på Cyklebanen i Århus skellige ord for noget, man mener er det samme. Hvis man eksempelvis skriver en artikel om liverollespil, vil det være godt hvis man konsekvent bruger det samme ord for det, man mener. Det er dybt forvirrende for læseren hvis han i den samme tekst eksempelvis både støder på, for ham, fremmede begreber som laiv og levende rollespil uden nærmere præsentation, samt at han i samme tekst møder sætninger som „der var spændende rollespil på programmet“ eller „jeg deltog i et udfor-
drende spil.“ Er der i disse eksempler så tale om liverollespil, bordrollespil eller noget helt andet? Meget få personer kan læse skribentens tanker, og jo mere ordforvirring, læseren udsættes for, jo mere af meningen går tabt. Jeg skal nok lade være med at kaste mig ud i debatten om hvilke ord, der er bedst egnet til at beskrive vores fælles interesse, men til alle jer, der kaster jer ud i sprogeksperimenterne: vil I ikke nok for vores og jeres egen skyld tænke på læseren og mindske ordforvirringen?