Grønland - Dyrenes og Menneskenes Land

Page 1

Dyrenes og menneskenes land | Land of Animal and Man

269

Carsten Egevang



Denne bog er dedikeret til This book is dedicated to

Knud Falk som tog min hånd og førte mig til Grønland for første gang, for at udføre biologisk feltarbejde på vandrefalke og søkonger – med kamera over skulderen. who took my hand and brought me to Greenland for the first time to conduct biological fieldwork on peregrine falcons and little auks – with a camera over my shoulder.

publishing



Dyrenes og menneskenes land | Land of Animal and Man

Carsten Egevang Mar. | Disko Bay



Sep. | Ilulissat



Jun. | Upernavik


Forord | Preface Prolog | Prologue

Dyrenes land | Land of Animal

Indhold | Contents

Solens fugl | The Sun Bird Tonstunge kæmper | Heavy-duty Giants Grønlands nye fugleart | Greenland’s New Bird Horn & hår | Horns & Fur Konger i millionvis | Auk-mentation Overlevelses mester | A Master of Survival Grønlands ukendte måge | Greenland’s unknown Gull

Menneskenes land | Land of Man Verdensmesteren | The World Champion En isbjørns død | Death of a Polar Bear Hellefisk-brønden | The Halibut Well Den vigtige sæl | The important Seal Et lille rødt hus | A Little Red House Stilhed før stormen | Calm before the Storm Hundekræfter | Dog Power

Fotografiets land | Land of Photography En fotografs drøm | A Photographer’s Dream En biolog med kamera | A Biologist with a Camera Fotografering versus fangst | Photography versus Hunting Min ven søkongen | My Little Friend, the Little Auk Lidt for tæt på | A bit too Close Falken på klippen | The Falcon on the Mountain Udstyr | Equipment

Epilog | Epilogue Taksigelser | Acknowledgements



Jul. | Young Sund

10


Tilstedeværelse og nærvær

Presence and poise

Grønland er skabt til at blive fotograferet. Det står klart for enhver, der første gang retter kameraets objektiv mod landskabet. Landet er udlagt med stringente linier og grafiske elementer, som gør alle og enhver til en bedre fotograf. Derfor er der mange, som rejser hertil for at tage deres livs fotografier og udgive deres livs bog. Men der er forskel. Fotografi er en moderne udtryksform, som kalder på komposition, linier, kontrast. Det er det, Grønland giver som gave til alle, der fotograferer. Horisonten er synlig, fjeldene rejser sig op af havet og er runde eller stejle, isen og sneen er hvid mod de mørke toner og helt sorte dele af klipperne. Og lyset står lavt og kaster skygger og skaber rum af mørke og lys. Det hele er lige i nærheden af hinanden, så når du fotograferer, får du alt dette ind i samme motiv. Den lave sol lægger en fjeldside i mørke, mens solens stråler rammer andre områder som en lyskanon. Himmelhvælvingen lyser op i blåt og har sit eget lys – længe og insisterende. Den udligner kontrasterne, så skyggerne bliver kolde og rige på detaljer. Da jeg for nogle år siden første gang blev opmærksom på Carsten Egevangs fotografier, kiggede jeg – og måtte kigge igen. Først tænkte jeg, at det måtte være et heldigt skud, for der var mere, end der er givet fra naturens hånd. Det stod ret klart, efterhånden som jeg så flere af hans fotografier. Der lå et stort og seriøst arbejde bag. Carsten Egevangs fotografier er for hovedparten udsprunget af hans profession som biolog og forsker ved Grønlands Naturinstitut. Det er fugle, naturscenerier og andre dyr fra hans feltstudier. Men han har mere på hjerte. For han fotograferer også bygdernes indbyggere og viser de store forskelle, som er givet som levevilkår i dette mægtige land. Der er forskel på byen og naturen, de små og store bosteder, og indbyggerne er ikke blot statister i det store sceneri. De er en del af det store billede af Grønland. Det smukke og kontrastfulde, barske og livgivende Arktis. Velkommen i et stort univers af fotografier. Der er ingen grund til at tage mine ord for gode varer, se selv … Carsten Egevang er til stede i de fjerneste egne og nærværende i Dyrenes og Menneskenes Land

Greenland is made for photography. This is obvious to anybody who, for the first time, aims his or her camera at the landscape. The land is laid out with clear and distinct lines and graphical elements that make everybody better photographer. That is why many go here to take the photographs of a lifetime and to publish the book of a lifetime. But there is a difference. Photography is a modern idiom, inviting composition, lines, contrast. This is Greenland’s gift to every photographer. The horizon is visible, the mountains rise from the sea, rounded or jagged, and the ice and the snow are white against the backdrop of darker hues and deep black rock formations. The light slants and casts shadow and creates spaces made of brightness and darkness. Everything is adjacent, so that when you photograph, you are able encompass all this within a single image. The setting sun cloaks a mountain side in dimness, while its rays hit other areas like an explosion of light. The firmament radiates blue light and contains its own luminosity, lasting and adamant. It levels the contrasts so that the shadows become cold and rich in detail. When I, a few years ago, first became aware of Carsten Egevang’s photos, I looked – and looked again. My first thought was that this had to be an instance of pure photographic luck, as there was more than nature could possibly give. But as I looked at more of his photos it became clear to me that each snapshot was the result of diligent work and serious effort. Carsten Egevang’s photos are primarily based on his professional background as biologist and researcher at the Greenland Institute of Natural Resources. There are birds, natural sceneries, and other animals from his field studies. But Carsten Egevang wants more. He also photographs the villagers and exposes the vast differences that are a fact of life in this colossal country. There are dissimilarities between towns and nature, between small and larger settlements, and the inhabitants are not merely extras on the enormous natural stage. They are part of the overall portrait of Greenland. The beautiful, contrasted, rugged, and life-giving Arctic. Welcome to an expansive universe of photography. There is no need to take my words for gospel truth – look for yourselves. Carsten Egevang is present in the farthest reaches of the Land of Animals and Humans.

Jørgen Chemnitz Fotograf og forlægger

11

Jørgen Chemnitz Photographer and publisher

Forord | Preface


12


Kalaallit Nunaat – Grønland – betyder Menneskenes land. Det kan man læse i enhver turistbrochure eller bog, der omhandler Grønland. Men Grønland er ikke kun menneskenes land! Grønland er i høj grad menneskenes OG dyrenes land, og få andre steder i verden er netop samspillet og sameksistensen mellem dyr og mennesker af så stor vigtighed som i Grønland. Sådan har det været, lige siden de første folk indvandrede til landet fra arktisk Canada for omkring 4500 år siden. Men hvad der er endnu mere interessant og som gør Grønland til helt unik blandt andre lande, der er beboet af »oprindelige folk« er, at fangst den dag i dag stadig er et omdrejningspunkt. Denne afhængighed af de levende ressourcer kan man rent fagligt beskrive, ved at analysere Grønlands årlige indtægter fra eksempelvis rejefiskeriet eller ved at kigge på den statistik, der følger udviklingen i antallet af erhvervsfangere i Grønland.

Kalaallit Nunaat – Greenland – means The Land of Humans. This information is readily available in any tourist brochure or book about Greenland. But Greenland is not just the land of humans. Greenland is very much the land of humans AND animals, and there are few other places in the world where the interplay between and coexistence of humans and animals are as important as in Greenland. This has been the case ever since the first people immigrated here from arctic Canada some 4500 years ago. But what is even more interesting, and what makes Greenland unique among those regions of the world still populated by indigenous peoples, is that hunting, whaling, and sealing still are essential aspects of the day-to-day existence here. This dependence on living resources can be illustrated efficiently by analyzing Greenland’s annual income from, for example, shrimping or by examining the statistics that deal with the development of the number of professional hunters in Greenland.

Hvis jeg skal forsøge at pege på en enkelt ting, som mit arbejde som biolog og fotograf i Grønland har lært mig, er det, at betydningen af fangst og fiskeri netop IKKE udelukkende lader sig beskrive ved statistik og opgørelse af indtægter. Dette at kunne høste af årstidens fangstdyr, fiske, plukke bær og planter, er så indgroet et element, at det ikke er en overdrivelse at sige, at disse aktiviteter er, hvad der definerer den grønlandske identitet. At fangst i dagens Grønland stadig er utrolig vigtigt, er ikke overraskende, hvis man opholder sig i en én af landets små isolerede bygder, hvor forsyningen af importerede madvarer er begrænset. Interessant er det imidlertid, at i en moderne »storby« som Nuuk, hvor almindelige lønmodtagere er dominerende, er fangst stadig udbredt. Hvis man f.eks. bor i hovedstaden i en moderne lejlighed, tager sin 4-hjuls-trukne luksusbil til et 8-16-job og måske drikker en café latte på én af byens caféer før man henter børnene i en kommunal institution, er det ikke usædvanligt, at man, når weekenden kommer, og vejret tillader det, er på fjorden eller i fjeldet på jagt efter grønlandsk proviant. Når familiens drengebarn skyder sin første fugl, sæl eller rensdyr, bliver det fejret med en større kaffemik i Nuuk, præcis som det foregår i yderdistrikterne.

Should I attempt to point out one attribute that my work as a biologist in Greenland has taught me, it would be that the significance of hunting and fishing cannot be illustrated exclusively by statistics and computation of revenue. To be able to harvest from the animals in season, to fish, pick berries, and gather plants are such ingrained aspects of life that it would be no exaggeration to claim that these activities constitute the very definition of Greenland identity. That hunting still is of superior importance today comes as no surprise if you spend time in one of the country’s small, isolated settlements, where the supply of imported foodstuffs is limited. It is fascinating, however, that hunting is so prevalent even in a modern »metropolis« like Nuuk, in which ordinary wage workers comprise the majority. If you live in the capital, for instance, and drive your luxury 4X4 to your ordinary day job and perhaps have a café latte in one the city’s restaurants before picking your kids up from the day care centre, it is not unusual, weather permitting, to venture out into the mountains or sail the fiords on weekends in search of Greenland provisions. When the family’s boy bags his first bird, seal, or reindeer, it is celebrated with a kaffemik, a large social gathering with coffee as the central feature, no less vigorously in Nuuk than in any outlying district.

13

Prolog | Prologue


Det kan virke paradoksalt, at et land som Grønland med et kæmpemæssigt geografisk areal, men med en befolkning på kun 58.000 sjæle, skal døje med en overudnyttelse af landets levende ressourcer. Men naturens spisekammer er ikke uudtømmeligt, og flere af Grønlands bestande af fugle, pattedyr og fisk lider i dag under, at der igennem årtier har været en ikke-bæredygtig udnyttelse. Der findes ikke dyrearter i Grønland, som er direkte udryddelsestruede, men lokalt er pattedyr og fugle forsvundet fra områder, hvor de tidligere fandtes. For nogle arters vedkommende skal man således til de tyndest befolkede områder af Grønland for at samme antal som for få årtier tilbage. Overudnyttelsen af en række arter fandt først og fremmest sted i fortiden, men for nogle arter er det stadig situationen i dag. Forvaltningsmæssige tiltag i dagens Grønland er dog ved at vende negative udvikling, og hos visse arter ses i dag fremgang i bestandsudviklingen.

It may seem paradoxical that a country like Greenland, with its amazing geographical area and a population of only 56.000 souls, should be subject to an over-exploitation of the living resources. But nature’s larder is not inexhaustible, and several of Greenland’s populations of birds, mammals, and fish suffer from the results of non-sustainable exploitation in the course of the last few decades. There are no animal species in Greenland that faces immediate extinction, but locally some mammals and birds have disappeared from areas where they formerly thrived. In case of several species it is now necessary to go to the most sparsely populated regions in Greenland to encounter populations quantitatively equal to those of just a couple of decades ago. This regression mainly took places in the past, but for some species population declines still takes place today. Management actions in present-day Greenland are slowly changing these negative trends and some species are even showing population increases.

Debatten om udnyttelsen af de levende ressourcer blusser op med jævne mellemrum – både internt i Grønland og internationalt, hvor udenlandske organisationer kritiserer det grønlandske selvstyre for ikke at være restriktive nok i lovgivning omkring de jagtbare dyrearter. Problemet med denne debat er imidlertid, at den ofte kører fast i følelsesmæssige argumenter uden nødvendigvis at forholde sig til fakta. Således bliver debatten ofte polariseret med udenlandske miljøorganisationer i den ene ende og grønlandske fangerorganisationer i den anden ende. Som biolog, hvor min opgave er at rådgive det grønlandske selvstyre omkring en bæredygtig udnyttelse, står jeg med et ben i begge lejre. Jeg kan nemt forstå miljøorganisationernes kritik, når dyrenes bestandsudvikling får alarmklokkerne til at ringe. Min sympati ligger imidlertid også hos fangerne, der føler deres levebrød truet af restriktioner, der forringer eller ødelægger deres mulighed for at afsætte de produkter, som de har høstet i generationer, og hvor de dagligt gennemgår næsten umenneskelige strabadser på isen eller i jollen.

The debate on the exploitation of living resources flares up rather frequently, both domestically in Greenland and abroad, when international organizations accuse the Greenland Government of not being sufficiently restrictive in terms of legislation concerning the species in season. The problem with this debate, though, is that it often gets trapped in purely emotional arguments without necessarily addressing the facts. In this way the debate regularly gets highly polarized, with international environmental organizations at one end and Greenland hunters’ associations at the other. As a biologist in a position where my task is to advise the Greenland Government on sustainable exploitation, I am severely divided. I can easily comprehend the environmental organizations’ assessment and criticism when the deterioration of animal populations gives cause for alarm. I am also sympathetic to the hunters’ cause; these people feel that their livelihoods are threatened by restrictions diminishing or even ruining their opportunities for selling the products they have reaped through generations; restrictions not at all heedful to the almost inhuman hardships they endure each day on the ice or in the dinghy.

Som Jørgen Chemnitz skriver i denne bogs forord, er Grønland skabt til at blive fotograferet. Få steder i verden bliver en fotograf, amatør som professionel, beløn-

As Jørgen Chemnitz writes in the introduction to this book, Greenland is made for photography. There are only a very few places in the world where photographers, amateurs as

14


net med en åbenbaring af uspoleret, naturlig skønhed - toppet med en fantastisk lyssætning og klar arktisk luft med næsten uendelig sigtbarhed. Siden jeg begyndte min løbebane i Grønland, har jeg imidlertid syntes, at der var et kæmpe mis-match mellem landets skønhed og den særegne kultur og de fotos, der benyttes i publikationer, når Grønland skal beskrives. Det gør sig gældende internt i landet, hvor den tekniske kvalitet af benyttede fotos simpelthen er for ringe. Dette er dog, efter min mening, langsomt ved at ændre sig. Uden for landets grænser synes billedvalget stereotypt og fantasiforladt, og uden at jeg har den nødvendige statistik til at bevise denne påstand, virker det som om, at 98 % af de fotos udlandet præsenteres for, når Grønland skal beskrives i billeder, består af »isbjerge i aftenlys«, »smilende børn i nationaldragter« eller »royale personer på besøg med kongeskibet«.

well as professionals, are rewarded with such a revelation of unspoiled natural beauty, further enhanced by amazing light and clear, arctic air with almost unlimited visibility. Ever since I began my career in Greenland, however, I have felt that there is a massive mismatch between the beauty of the land and its unique, inimitable culture and the photos that are used to describe Greenland in publications. This is the case internally in the country, where the technical quality of the photos used quite simply is inferior. This seems, however, to be changing, as far as I can see. Outside Greenland’s borders the choice of pictures appears quite stereotypical and unimaginative, and it looks as if – though I must hasten to add that I do not have any statistical proof to back up my claim – 98 percent of the photos that other countries are presented with consist of »icebergs in evening light«, »smiling children in national dress«, or »royalty visiting on the royal yacht«.

Det at udgive sin egen fotobog er nok enhver fotografs drøm – det har i hvert fald været min i en længere årrække, og jeg tager opgaven med at sammensætte billeder til denne bog meget seriøst. Det er ikke min ambition at udgive en bog, der kopierer tidligere fotoudgivelser som omhandler Grønland. I stedet håber jeg, at læseren gennem billederne i denne bog vil få del i de fantastiske oplevelser, jeg har fået gennem mit arbejde som biolog, hvor jeg tilbringer lange perioder i felten, samt fra de ture, jeg har foretaget sammen med fangere, for at dokumentere den stolte grønlandske fangsttradition, som den eksistere i dag. Mit helt overordnede mål er, at du, der nu sidder med bogen i hånden, gennem mine fotos oplever den fantastiske natur og måske får en viden om de grønlandske dyr, som du ikke allerede besad. Jeg håber også, at mine fotos vil give et nuanceret billede af fangerlivet, som det ser ud i dag, uden at det bliver for romantisk.

To be publishing a photo book of one’s own is probably every photographer’s dream. It has been my dream, too, for several years, and I have taken the task of compiling, selecting, and composing the range of photos for this book very seriously indeed. My ambition is not to publish a book that duplicates previously published photo books from Greenland. Instead it is my hope that the reader, via the pictures included in this book, will feel able to partake in and share with me the amazing experiences I have had through my work as a biologist, where I spend prolonged periods in the field, and on the trips I have taken in the company of hunters in order to attempt to describe the proud Greenland hunting traditions as they manifest themselves today. My overall aim with this book is that you, dear reader, through the photographic evidence presented here, experiences the fantastic natural environment in Greenland and obtains new knowledge about the Greenland fauna. I also hope that my photos will provide you with a nuanced, and not excessively romantic, representation of the hunters’ life as it is today.

Sammen kan, skal og må vi arbejde for bevarelsen af det sårbare arktiske miljø og dyreliv, så Grønland kan forblive både dyrenes og menneskenes Land.

15

Together we can and must work for the preservation of the vulnerable arctic environment and fauna, so that Greenland may forever remain The Land of Animals and Humans.


16


Dyrenes land | Land of Animal

May | Scoresbysund

17


38


Tonstunge kĂŚmper | Heavy-duty Giants

39


Jul. | Young Sund

40


En gang for ikke så længe siden fandtes der landgangspladser for hvalros spredt langs kysterne i både Vest- og Østgrønland. Pladserne fungerede som hvileområder, hvor de 800-1400 kg store dyr kunne ligge på land og fordøje deres føde. Hvalrossen har ikke naturlige fjender – selv en isbjørn må give op overfor den tykke hud og de store stødtænder, og den udviser normalt ikke frygt for mennesker. Opholdet på landgangspladserne gjorde hvalrosserne særdeles sårbare over for fangst, og i løbet af et enkelt århundrede er landgangspladserne i Grønland forsvundet. Undtaget er dog et par enkelte lokaliteter indenfor grænserne af den store nationalpark i Nordøstgrønland. Én af disse lokaliteter er Sandøen i Young Sund, hvor op til 60 hvalrosser kan samles for at ligge i en tæt klump på stranden. Selve øen rager kun 3 meter op over havoverfladen og består udelukkende af sand og småsten. Den fremstår ugæstfri og er særdeles eksponeret for vind og vejr.

Not very long ago there were terrestrial haul-out sites for walrus all along the coasts of both western and eastern Greenland. These places served as rest areas, where the large animals, weighing 800-1400 kilos, were able to digest their food on firm land. The walrus has no natural enemies – even the polar bear is no match for its thick skin and long tusks, and it is normally not afraid of humans. The periods of rest at the terrestrial haul-out sites made the walrus very exposed to hunters, however, and in the course of a century almost all terrestrial haul-out sites in Greenland disappeared. There are a few exceptions, located in the great national park in north-eastern Greenland. One such is Sand Island in Young Sound, where up to 60 walruses gather to lie in a big pile on the beach. The island itself is only three meters above sea level at its highest point and is made exclusively of sand and pebbles. It appears inhospitable and very exposed to the fury of the elements.

Gruppestrukturen blandt hvalrosserne på Sandøen består næsten udelukkende af hanner, og som de fleste steder i dyreriget hvor mange hanner er samlet, er der basis for en god slåskamp. Når en hvalros ankommer fra havet til gruppen af artsfæller på land, prøver den som regel at lægge sig i midten af gruppen, hvilket giver anledning til brutale brøl og huk med de lange stødtænder. Men også i vandkanten prøver dyrene kræfter med hinanden. Det går voldsomt for sig, når et dyr på over et ton med fuld styrke planter stødtænderne i siden på sin modstander, men hvalrossen er godt beskyttet af sin 8 cm tykke hud samt et tykt fedtlag.

The social structure among the walruses on Sand Island is such that the population here is almost entirely male. And just like most other instances from the animal world where a lot of males are gathered in one place, fights are frequent. When a walrus arrives from the ocean in a place on land where fellow animals are assembled, it will most often attempt to find a spot in the centre of the group, which occasions fierce roars and vicious stabs of the long tusks of the others. The animals also joust at the water’s edge. It is a ferocious and fearsome sight when an animal weighing more than a ton hacks its tusks into the side of his opponent with full force, but the walrus is well protected by its eight centimetres thick skin and its layer of blubber.

41


Jul. | Young Sund

42


Om sommeren, hvor landgangspladserne benyttes, er de lange dage med konstant sollys delt skarpt op i perioder med hvile, og perioder hvor der skal findes føde. Således er dyrene borte fra Sandøen mellem 4 og 6 dage, hvor de udelukkende fouragerer for så at tilbringe mellem 1 og 3 dage, hvor der hviles. På trods af hvalrossens størrelse består hovedføden af små muslinger, begravet op til 50 cm under sedimentet. Det betyder, at der virkelig skal konsumeres store mængder muslinger dagligt, og her viser hvalrossens anatomi specielle tilpasningsevner. Den karakteristiske moustache, som består af stride børster, er ideel til at opdage muslinger, der er nedgravet i sandbunden, hvor sedimentet rodes op, selvom sigtbarheden ofte er meget dårlig. Også munddelene er tilpasset en føde bestående af muslinger. Når en musling er fundet, skaber hvalrossen et undertryk, der er kraftigt nok til, at de bløde dele af muslingen suges ud, hvorefter den hårde skal spyttes ud. Undersøgelser har vist, at en hvalros kan spise over 70 kg. (kun den bløde del) om dagen, hvilket betyder, at den under en fire dages lang fourageringstur skal opgrave og spise mere end 22.000 muslinger.

In the summertime, when the terrestrial haul-out sites are used, the long days of perpetual sunlight is rigorously divided into periods of rest and periods of foraging for food. The animals will be gone from Sand Island for four to six days for a bout of ceaseless scavenging; then they will return to Sand Island for a period of rest lasting one to three days. In spite of the walrus’ size, its primary source of nourishment is small clams buried up to 50 centimetres in the sediment. This means that exceedingly large numbers of clams must be devoured daily, and in this regard the walrus anatomy proves to be wonderfully adaptable. Its characteristic moustache with its wiry bristles is ideally suited for discovering clams buried in the sea floor, even when visibility is severely limited because of churned-up sediment. Its mouth parts are also adapted to a food intake consisting of clams. When the walrus has found a clam, it creates a vacuum forceful enough to suck out the soft parts of the clam. Then it spits out the hard shells. Studies have shown that a walrus may eat more than 70 kilos per day of soft clam meat. This means that a walrus, in the course of a four-day foraging expedition, must dig out and consume more than 22.000 clams.

Sandøen er måske det tætteste, man kommer på en højarktisk udgave af Galapagosøerne. Ikke fordi Sandøens artsrigdom kan måle sig med øerne ved Ækvator, men fordi dyrene i Nationalparken sjældent ser mennesker, udviser de ikke den samme frygt som andre steder i Grønland. Foruden hvalrosser yngler her knapt 1000 par havterner, omkring 70 par af den sjældne Sabinemåge samt op til 100 par ederfugle, hvilket gør den lille ø til et særdeles hektisk sted om sommeren.

Sand Island is perhaps the closest high-arctic equivalent to the Galapagos Islands there is. This is not to say that the diversity of species on Sand Island is in any way comparable to that of the equatorial islands, but because the animals in the national park rarely encounter human beings, they do not exhibit the same fear of humans as animals elsewhere in Greenland. In addition to the walruses, approximately 1000 pairs of arctic tern breed here, as well as 70 pairs of the rare Sabine’s gull and about 100 pairs of eiders; this makes the small island a very frantic place in the summer.

43


Aug. | Young Sund

44


45


Jul. | Young Sund

Forrige side: Kæmpende hvalrosser i Young Sund, Nordøstgrønland. Previous page: fighting walruses in Young Sound, north-eastern Greenland.

Hvalrosserne på Sandøen viser generelt ingen frygt for mennesker. Hvis man kommer for tæt på dyrene, vågner de fra deres søvn, åbner næseborene og kigger én an – for så at lægge sig til at sove igen. The walruses on Sand Island do not normally exhibit any fear of humans. If you get too close to the animals, they wake from their slumber, open their nostrils, take a quick look – and drift back to sleep.

46


47


Aug. | Young Sund

48


Aug. | Young Sund

Kampene mellem disse tunge dyr virker ekstremt voldelige. Tyrene bruger deres fulde kropsvægt til at tilføje deres modstander drøje huk med deres lange stødtænder. På trods af hvalrossens tykke hud gennemborer de hårde stød sommetider huden og efterlader dybe sår. The battles between these heavy animals look extremely violent. The bulls will use the full force of their body mass to stab their opponent with their large tusks. Although the walrus has thick skin, the hard blows sometimes penetrate the skin and leave open wounds.

Hvalrossen kan spile sit øje ud – muligvis for bedre at kunne opdage potentielle fjender – hvilket måske er grunden til, at den har fået ry for at have et hidsigt temperament. The walrus is able to open its eyes very wide – possibly to be better able to spot approaching predators – which may be the reason for its reputation of being ill-tempered.

49


Aug. | Young Sund

På land er hvalrossen langsom og ikke særlig bevægelig. Den korte distance mellem vandkanten og artsfællerne på standen må tages i flere etaper, hvor der pustes og stønnes i pauserne. Anderledes forholder det sig i vandet. Her er hvalrossen hurtig og kan udgøre en reel fare for mennesker i båd. On land the walrus is slow and not very agile. The short distance from the water’s edge to the fellow animals on the beach must be traversed in several stages, with a lot of huffing and puffing during the breaks. A swimming walrus is a different matter altogether. In the water a walrus moves swiftly and may pose a real danger to humans in boats.

Aug. | Young Sund

50


51


52


Aug. | Young Sund

53


126


Menneskenes land | Land of Man

May | Scoresbysund

127


178


Den vigtige sĂŚl | The important Seal

179


May | Scoresbysund

180


Intet fangstdyr i Grønland kan tillægges samme betydning som ringsælen! Blandt Grønlands fem sælarter er ringsælen den mest udbredte og findes fra det nordligste Grønland til de sydligste egne af landet. I modsætning til eksempelvis Grønlandssælen og remmesælen bliver ringsælen i grønlandsk farvand året rundt og foretager ikke decideret vandringer mellem sommer- og vinterområder. Det betyder, at ringsælen har været til rådighed som fangstdyr for de tidligste indvandringer af mennesker til Grønland og har udgjort en stabil og forudsigelig fødekilde. Det er således ikke en overdrivelse at sige, at ringsælen har udgjort selve eksistensgrundlaget for Inuit i Grønland. Ringsælen er i stand til at oprette åndehuller i op til 2 meter tyk is. Gennem aktivt brug af det samme hul forhindrer sælen vandet i at fryse til, og dyret har adgang til at ligge på isen og slappe af mellem dets dykketure. Ringsælen benytter sig, modsat de andre grønlandske sæler, af huler, når ungen fødes i marts/april. Her finder ungen ly for vind og vejr og beskyttelse mod rovdyr. Ringsælen er ikke kun vigtig føde for mennesker, men er også isbjørnens hovedføde. Isbjørnen er i stand til at lugte sig frem til ringsælens hule, hvor taget gennembrydes, og ungen, der endnu ikke har udviklet vandtæt pels, udgør et let bytte. I forårsmånederne fælder ringsælen sin pels og tilbringer ekstra lang tid på isen, og på dette tidspunkt foregår fangsten, hvor det er muligt at snige sig ind på sælen.

181

No other game animal in Greenland can be assigned greater importance than the ringed seal. Among Greenland’s five species of seal, the ringed seal is the most common; it is found from the northernmost regions to the southern tip of the country. In contrast to, for instance, the harp seal and the bearded seal, the ringed seal stays in Greenland waters all year and does not migrate between summer and winter quarters. This means that the ringed seal has been available as game for the very earliest immigrants to Greenland and has comprised a stable and predictable food source ever since. Thus, it would be no exaggeration to claim that the ringed seal has constituted the very foundation of Inuit subsistence in Greenland. The ringed seal is able to maintain breathing holes through ice two metres thick. By actively using the same hole, the seal prevents it from freezing over and maintains access to the ice surface, where it may rest between dives. In contrast to other species of seal, the ringed seal makes use of caves when it gives birth to its single pup in March/April. Here the pup is sheltered from the elements and protected from predators. The ringed seal is not just an important source of food for humans; it is also the primary food for polar bears. The polar bear is capable of sniffing its way to the ringed seal’s cave; the roof of the cave is then broken through, and the pup, which has not yet developed a water-proof coat of fur, is easy prey. In the spring the ringed seal sheds its fur and spends longer periods of time on the ice. This is when the seal is hunted, because it is possible to sneak up on the seal.


May | Scoresbysund

182


I dag er ringsælen stadig et særdeles vigtigt fangstdyr, og selv om der langt fra er den samme prestige eller økonomiske fordel ved at fange en sæl, sammenlignet med eksempelvis isbjørn eller narhval, er ringsælen stadig det bærende element i fangernes erhverv. Afsætningsmuligheder for sælskind på verdensmarkedet har imidlertid været stød faldende, og priserne på sælskind, der indhandles, er nedadgående. I dag får fangeren kun lidt over 200 kr. for et ringsælskind, der først skal behandles – dvs. spækket på indersiden af skindet skal skrabes af, og skindet skal efterfølgende hænges til tørre. Et temmelig tidskrævende arbejde. Det betyder, at fra en stigende andel af de sæler, der skydes i Grønland i dag, benyttes skindet ikke, men kasseres i stedet. Et faktum der rokker ved opfattelsen af en fangstform, hvor alt på dyret udnyttes.

Today the ringed seal is still a very important game animal, and even though the inherent prestige and the economic gain are far smaller in connection with a seal than, for example, a polar bear or a narwhal, the ringed seal still comprises the financial foundation of the hunting trade. The commercial possibilities on the world market have, however, been steadily declining, and the prizes of seal skins purchased are also decreasing. Today the hunter only gets slightly more than 200 Kroner for a ringed seal skin, which must be prepared first – this means that the blubber on the inside must be scraped off, and then the skin must be hung out to dry. A rather time-consuming process. This in turn means that the number of seals shot in Greenland today where the skin is not used, but merely discarded, is rising. A fact that upsets the general perception of Greenland hunting, where every part of the animal is used.

Der er ikke noget, der tyder på, at ringsælen er truet som følge af fangst. Dens udbredelsesområde er stort, og den samlede bestand tæller mange individer. På trods af at der ifølge den officielle fangststatistik fanges mellem 70.000 og 90.000 ringsæler årligt i Grønland, findes der store områder, som ikke er påvirket af fangst, og ringsælen ser i dag ud til at trives i Grønland. Alligevel udtrykker forskere bekymring. Ringsælen er stærkt afhængig af havis, og med forudsigelser om markant mindre havis i fremtiden som følge af klimatiske ændringer er det højst sandsynligt, at netop ringsælens levevilkår vil påvirkes i negativ retning – og dermed også vilkårene for rovdyr og mennesker, der er afhængige af ringsælen.

There is nothing that indicates that the ringed seal is an endangered species. It area of distribution is vast and the total population is great. Despite the fact that between 70.000 and 90.000 ringed seals are killed annually in Greenland, according to the official statistics, there are still huge tracts unaffected by hunting, and the ringed seal seems to be thriving in Greenland. Nevertheless researchers express some concern. The ringed seal is very much dependent on sea ice, and the predictions of significantly less sea ice in the future because of climatic changes make it quite likely that the ringed seal’s conditions of life will be negatively affected – which in turn will have a negative impact of the conditions of life of the predators and humans who depend on the ringed seal.

183


May | Scoresbysund

184


185

Den foretrukne riffel til sælfangst i Grønland er en .22 magnum. – gerne med kikkertsigte. Selve projektilet er lille, men krudtladningen er ekstra kraftig, og træfsikkerheden er stor. Sælen rammes i hovedet og dør normalt øjeblikkeligt.

The preferred rifle for hunting seals in Greenland is the .22 magnum, preferably with a telescopic sight. The bullet itself is small, but the powder charge is powerful and the accuracy is great. The seal is shot through the head and dies immediately.

Ringsælen kommer op for at få luft mellem dens dyk efter føde og orienterer sig efter potentielle fjender. Her er det med at være hurtig på aftrækkeren. Tidsrummet mellem de to billeder til ovenfor er 1/10 sekund!

The ringed seal surfaces for air in between dives for food and looks around for potential enemies. You need to react very quickly – the time lapse between the two pictures above is 1/10 second!


May | Scoresbysund

186


Ringsælen er tilpasset et liv i kolde områder med et tykt isolerende lag spæk. Spæklaget varierer dog gennem sæsonen, og sælerne vejer mindre om sommeren, hvor de taber 1/3 af deres vintervægt. The ringed seal is well-adapted to life in cold regions because of its thick layer of blubber. The layer of blubber varies according to season, and the seals weigh less in the summer; they lose 1/3 of their winter weight during the summer period.

187


May | Scoresbysund

188


189


Iført hvid heldragt er det muligt at snige sig ind på ringsælen, når den ligger på isen. Hundene foran slæden må stoppes og pacificeres et godt stykke fra sælen, da de ellers vil prøve at løbe hen til den. Så begynder en lang tur mod sælen, først oprejst, og senere krybende fladt på maven. Sælen løfter hovedet ca. hvert andet minut for at kigge efter farer, og her sænker fangeren hovedet, så den hvide hætte falder i med miljøet. Når man er 100-200 meter fra dyret, kan det afgørende skud sættes ind. Clad in a white one-piece suit it is possible to sneak up on the ringed seal when it rests on the ice. The dogs pulling the sled must be stopped and pacified well in advance; otherwise they will try to run towards the seal. Then a long trip towards the seal commen­ ces, first walking upright and later worming one’s way across the ice. The seal raises its head approximately every two minutes to look for danger, and then the hunter lowers his head, making the white hood practically invisible in the landscape. When the hunter is 100-200 metres from the animal, the killing shot is fired.

190


May | Scoresbysund

191


May | Scoresbysund

192


May | Scoresbysund

193


236


Fotografiets land | Land of Photography

Jul. | Thule

237


Jul. | Young Sund | Foto: Fernando Ugarte

May | Scoresbysund | Foto: Eskild Lund Sørensen

Jul. | Young Sund | Foto: Fernando Ugarte

May | Scoresbysund | Foto: Eskild Lund Sørensen

238


­En fotografs drøm

A Photographer’s Dream

Grønland er på alle måder en naturfotografs drøm, med scenerier man ikke finder magen til i resten af verden. Udstrækningen af den grønlandske vildmark, uberørt af mennesker, er næsten ubegribelig: langstrakte, lyngklædte fjeldområder og dybe fjorde med stejle klippesider. Alle steder, fra de sydligste til de nordligste områder i landet, dominerer isen landskabets udseende, hvor den mægtige indlandsis stikker tunger af glaciser ud. I havet flyder isbjerge i alle tænkelige former, i hvide og blå nuancer og i størrelser varierende fra små isklumper til gigantiske kæmper, der overgår selv de mest prægtige katedraler.

Greenland is, in every way, a natural photographer’s dream, with scenarios and settings that cannot be found anywhere else in the world. The wide expanses of wilderness, untouched by humans, are almost incomprehensible: sprawling, heathery, mountainous areas and deep fiords with steep, rocky banks. Everywhere you look, from the southernmost to the northernmost regions, the appearance of the landscape is dominated by ice; the mighty inland ice reaching out toward the coast with freezing revetments. On the sea icebergs of any conceivable shape float, in sparkling white and blue shades and of sizes ranging from tiny ice cubes to massive frost giants that outrival even the most magnificent cathedrals.

Ud over de landskabelige kvaliteter er lyset i Grønland helt specielt! Noget enhver fotograf der besøger landet må konstatere, er de optimale betingelser for at opnå særegne billeder. Om sommeren står midnatssolen som en lysende perle, der tillader fotografering døgnet rundt. Forår og efterår betyder som regel omskifteligt vejr og lysforhold med dramatiske skyformationer som baggrund. Vinteren betyder mørketid, men selv i denne periode gør refleksioner fra de store mængder sne fotografering mulig med fantastiske rosa og lyseblå toner til følge. Hver af de grønlandske årstider indeholder potentialet for fantastiske fotos! Min personlige favoritårstid på året er omkring september-oktober. Her varierer lyset konstant, og i løbet af få minutter kan et landskab fuldstændig ændre karakter foran øjnene på fotografen. De grønlandske fjeldområder står i denne periode i al sin pragt med en mosaik af røde og gule farver, så langt øjet rækker. Det er samtidig her, at den første nattefrost sætter ind, hvilket betyder et endeligt farvel til sommerens enerverende insekter. Der skal ikke herske tvivl om, at Grønland indeholder de optimale betingelser for smukke fotos af det bjergtagende landskab, men jeg har altid syntes, at rene landskabsfotos hurtigt går hen og bliver lidt trivielle og ensartede at se på! Min ambition som fotograf er altid at få et motiv, hvor en blomst, et dyr eller et menneske indgår i landskabet. Først der kan man for alvor se, hvor storslået den grønlandske natur er, og hvor forsvindende små alle andre elementer synes!

In addition to the wonders of the landscape, the light in Greenland is really unique. The conditions for getting some truly exceptional pictures are optimal, as any photographer visiting this country will ascertain. In the summer the midnight sun hovers as an incandescent pearl, allowing photography 24 hours a day. Springtime and autumn normally bring volatile weather conditions and unpredictable illumination with dramatic cloud formations as backdrop. Wintertime equals darkness, but even then reflections from the vast amounts of snow make photography possible, with fantastic rose-pink and light blue hues as a result. Each season in Greenland has a potential for amazing photos. My personal favourite time of year is September-October. At this time the light changes constantly, and in just a few minutes a landscape may be transformed completely before the photographer’s eyes. At this time the Greenland mountains loom majestically, arrayed in mosaics of red and yellow colours as far as the eye can see. And at this time the first night frost arrive in the land, which means a final goodbye to the bothersome insects of summer. There can be no doubt that Greenland possesses a superior potential for beautiful snapshots of the spellbinding landscape, but I have always felt that pure landscape photography becomes slightly tedious and uniform to look at. My ambition as a photographer is always to take pictures in which a flower, an animal, or a human being is present as part of the surrounding landscape. That is when it becomes evident how utterly glorious the nature in Greenland is and how absolutely small and insignificant other elements appear.

May | Scoresbysund | Foto: Eskild Lund Sørensen

239


Mar. | Disko Bay | Foto: Eskild Lund Sørensen

240


En biolog med kamera

A Biologist with a Camera

Jeg har fra barnsben været interesseret i natur og dyr, men med bopæl i én af Københavns forstæder (Tåstrup), som ikke just er præget af vildmark, var mine naturoplevelser mest begrænset til svensk TV, hvor der ofte var naturudsendelser fra det nordlige Skandinavien. Da jeg blev 16 år, og dermed gammel nok til at drage ud i verden på egen hånd, gik turen ikke til Sydeuropa, som hos mange af mine klassekammerater, men derimod til fjeldområderne i norsk og svensk Lapland. Her vandrede jeg hver sommer sammen med en fast gruppe bestående af tre andre unge fyre, hvor vi hvert år forsøgte at opsøge den mest uberørte og vilde natur i Skandinavien. Ved bålet om aftenen gik snakken tit om Grønland, for vi vidste alle, at hvis man ville finde den vildeste af den vildeste natur, så skulle man til Grønland. Det var i disse år, at Grønland fik status som en ledestjerne for mig – og jeg vidste, at jeg med sikkerhed ville komme til at besøge landet højt mod nord på et eller andet tidspunkt i mit liv. Det var også på disse vandreture i Lapland, at min interesse for fotografering blev vakt. Jeg brugte alle mine sparepenge til at købe Olympus kameraudstyr, som selvfølgelig i midten af 1980’erne var analogt med diasfilm og uden autofokus. Men så skete der noget mærkeligt! Fra at al min fritid drejede sig om fotografering, tabte jeg interessen og stoppede i en periode på næsten 15 år den hobby. Når jeg i dag ser tilbage, tror jeg simpelthen, at mit udstyr og min tekniske kunnen ikke levede op til mine egne forventninger om, hvordan jeg gerne ville have, at mine billeder skulle tage sig ud! Det sjove er, at jeg i denne periode uden fotografering stadig så fotomotiver for mit indre øje, og tit tog mig selv i at tænke: »Det kunne have været et flot foto« eller »det lys ville gøre sig godt på et foto«. Da jeg senere stod over for at skulle vælge min fremtidige uddannelse og karriere, på arbejdsmarkedet, var det min gamle interesse for naturen, der blev toneangivende, og jeg blev optaget på Københavns Universitet for at studere biologi. Det er ikke, fordi jeg vil beskrive mig selv som den mest flittige og arbejdsomme student, men ønsket om en dag at arbejde professionelt med vilde dyr og fugle, at gjorde at jeg fik bokset mig igennem biokemi, planteanatomi, statistik og andre fag, der ikke smagte særlig meget af vildmark. I 1995 skete der et vendepunkt i mit liv. Jeg havde på det tidspunkt fået kontakt til Knud Falk, der udførte bio-

From an early age I have been interested in the natural environment and animals, but as a resident of the Copenhagen suburb of Tåstrup my experiences of nature were mostly limited to Swedish television, which often broadcast nature shows from the northern regions of Scandinavia. When I turned 16, and thereby old enough to venture out into the world on my own, I did not go to southern Europe as many of my friends did, but rather to the mountainous regions in Norwegian and Swedish Lapland. I trekked through these areas each summer with a group of three other young guys, and every year we attempted to seek out the wildest and most pristine nature in Scandinavia. In the evenings by the campfire we often talked about Greenland, because we all knew that this was where the wildest among the wildest natural environments could be found. It was at this time that Greenland attained status as lodestar in my life – and I realized that I definitely would have to visit this far northern country at some point. It was also during these Lapland treks that my interest in photography was aroused. I spent all my savings on Olympus camera equipment, which in the mid-1980s, of course, was analog with diapositive film and without autofocus. But then something strange happened. After having spent virtually all my spare time on photography, I suddenly lost interest completely and turned my back on photography for almost 15 years. When I look back today, I think that my equipment and my technical knowhow simply failed to live up to my ambitions and my expectations of how I wanted my pictures to look. The funny thing is that during this period without photography, I still saw photographic subjects in my mind’s eye; I often caught myself thinking stuff like »This would have been a great photo« or »This light would make for an excellent photo«. When I later had to choose an education and aim at a future vocation on the labour market, my old interest in nature became the determining factor and I enrolled at the University of Copenhagen to study biology. I will not describe myself as the most diligent and industrious student, but my wish to work professionally, one day, with wild animals and birds made me hang in there and work my way through biochemistry, plant anatomy, statistics, and other classes that did not exactly reek of the great wild. A turning point in my life occurred in 1995. At that time I had become acquainted with Knud Falk, who carried out

241

Jun. | Upernavik


Jul. | Thule | Foto: Marie Frandsen

logiske undersøgelser på fugle i Grønland, og han ledte efter biologistuderende, der kunne assistere ham under feltarbejde med vandrefalke i Sydgrønland. Dette var min store chance, og jeg havde to fantastiske sæsoner, hvor vi vandrede, klatrede og sejlede i det storslåede, smukke område omkring Narsaq, Narsarsuaq og Qaqortoq. Da jeg senere skulle vælge mit afsluttende specialeemne på biologistudiet, var det igen Knud Falk, der sørgede for, at jeg i 1997/98 udførte feltarbejde i den anden ende af Grønland, nemlig på den lille Hakluyt Ø i Thule-området. Her manglede der en person til at foretage undersøgelser af søkongens fødevalg, hvilket betød, at jeg for første gang fik mit helt eget biologiske projekt. Det medførte både ansvar, men også muligheden for selv at kunne planlægge, hvordan undersøgelserne skulle udføres og dermed drage mine egne erfaringer. Jeg var i den syvende himmel, og på trods af lange perioder i felten under primitive forhold med barsk vejr, følte jeg, at jeg var havnet på den rette hylde, og jeg vidste, hvad jeg ville beskæftige mig med resten af mit liv. Knud er tillige en dygtig fotograf, og under feltarbejdet i Thule fik jeg til tider lov at låne hans udstyr, så jeg kunne tage mine første fotos af søkonger i de smukke arktiske omgivelser. Det var her, det gik det op for mig, hvor meget jeg egentlig savnede at fotografere!

biological research work on birds in Greenland. He was looking for students willing to assist him during field work on peregrine falcons in southern Greenland. This was my big chance, and I had two fantastic seasons of trekking, climbing, and sailing through the magnificent and beautiful areas around Narsaq, Narsarsuaq, and Qaqortoq. When I later had to choose the subject of my final dissertation at the Department of Biology, it was once again Knud Falk who ensured that I, in 1997/98, got the chance of undertaking field work at the other end of Greenland: on the small island of Hakluyt in the Thule area. A person was needed there to do research on the little auk’s choice of food, and this meant that I, for the first time, had my very own biology project. This entailed a great deal of responsibility, but also the opportunity of planning the execution of the research and thus learning for myself. I was on cloud nine, and in spite of long periods in the field under primitive conditions with rough weather, I felt that I had found my niche – I knew what I wanted to do for the rest of my life. Knud Falk is also an accomplished photographer, and during the Thule fieldwork I was sometimes allowed to borrow his equipment, which enabled me to take my very first pictures of little auks in their beautiful Arctic setting. This is when I realized how much I had missed photography.

242


Vi er nu nået frem til 2003. På dette tidspunkt er jeg blevet færdiguddannet som biolog, er blevet gift med Inge og har to sønner med hende, Emil på fire plus Peter, der er nyfødt, OG vi har skiftet postadresse til 3900 Nuuk. Efter et par år på Danmarks Miljøundersøgelser, hvor jeg om sommeren udfører feltarbejde i Grønland, har jeg taget konsekvensen af min »besættelse« af Grønland og fået ansættelse på Grønlands Naturinstitut. I forbindelse med feltarbejde på Kitsissunnguit i Disko Bugt har jeg fået købt mit første digitale spejlrefleks kamera, og så snart mit egentlige arbejde med de biologiske undersøgelser på øgruppen tillader det, er jeg i gang med at tage billeder af fugle og planter. De næste år bruger jeg rigtig meget tid på at fotografere, både når jeg er i felten, men også hjemme i Nuuk hvor motiverne næsten synes uudtømmelige. Efterhånden har jeg fået opbygget et pænt arkiv af naturbilleder og må konstatere, at kvaliteten af fotos, som benyttes i diverse grønlandske bøger og blade ikke står mål med den fantastiske grønlandske natur. Jeg starter derfor mit eget lille grønlandske billedbureau ARC-PIC.COM, hvor jeg og fem andre fotografer præsenterer og sælger fotos. I 2008 flytter jeg med min familie fra Nuuk til Danmark. Det sker noget modvilligt fra min side. Jeg har verdens bedste job på Naturinstituttet, hvor jeg er i gang med en Ph.d. og er samtidigt ansvarlig for overvågningen af de grønlandske havfugle. Jeg har fantastiske arktiske motiver lige udenfor min dør, og mine fotos er efterhånden ved at blive kendte i grønlandske medier. Min ældste dreng går nu i 3. klasse, men skolerne i Nuuk kører ikke optimalt på dette tidspunkt, så det er desværre tid til at rykke teltpælene op og flytte sydpå. Frem til i dag fortsætter min interesse for fotografering med uformindsket styrke, bliver gradvist mere seriøs og udvikler sig til at blive mere kommercielt orienteret. Ikke at mine fotos er mere kommercielle, men jeg bruger en betragtelig tid på, gennem artikler og web-aktiviteter, at gøre mine fotos synlige internt i Grønland. Drivkraften bag min fotografering kan og må aldrig koges ned til kun at handle om indtjening. Jeg oplever en stor tilfredsstillelse ved at fotografere dyr og mennesker, der optræder i den store grønlandske natur og en mindst ligeså stor tilfredsstillelse ved at dele mine oplevelser med læsere eller publikum; en tilfredsstillelse der rangerer langt højere end kroner og ører.

243

This brings us to the year 2003. It is now four years since I graduated from the Department of Biology, I have married Inge, my oldest son Emil is four years old, and my youngest, Peter, has just been born. Our address is in the 3900 Nuuk postal area. After a couple of years with the National Environmental Research Institute of Denmark, during which I have carried out field work in Greenland in the summertime, I have taken the consequences of my »obsession« with Greenland and have taken a job with the Greenland Institute of Natural Resources. In connection with field work at Kitsissunnguit in the Disko Bay I have purchased my first digital SLR camera, and as often as my actual work with the biological research on the islands permits me to do so, I take pictures of birds and plants. The following couple of years I spend a lot of time with my camera, both in the field and at home in Nuuk, and it seems as if I will never run out of subjects. Gradually I build up a respectable archive of natural photos; simultaneously I ascertain that the quality of the photos used in various books and magazines on Greenland do not in any way measure up to the reality of the fantastic Greenland nature. I decide to establish my own little picture agency, ARC-PIC.COM, where I, along with five other photographers present and sell photos. In 2008 I move from Nuuk to Denmark with my family. This happens rather reluctantly on my part. I have the best job in the world at the Greenland Institute of Natural Resources, I am in the process of completing my Ph.D. thesis, and I am responsible for monitoring the seabirds of Greenland. I have the most amazing display of Arctic photo subjects just outside my front door and my photos are getting positive recognition in the Greenland media. My oldest son is now in the third grade, but the schools in Nuuk are not functioning optimally at this point, so unfortunately the time has come to pull up stakes and move south. To this day my interest in photography continues unabated; it becomes increasingly serious and becomes more commercially oriented. This is not to say that my photos per se are commercial entities, but I spend a lot of time, through articles and web activities, on enhancing the visibility of my photos domestically in Greenland. The incentive behind my photos cannot and may never be reduced to a question of financial gain. I derive great satisfaction from photographing animals and people in the Greenland nature and an equal satisfaction from sharing my pictures with readers or an audience – and this satisfaction is far beyond any pleasure obtained from making money.

Mar. | Disko Bay | Foto: Eskild Lund Sørensen


262


Taksigelser

Acknowledgements

Først og fremmest tak til Inge, Emil og Peter for forståelse for mit fysiske fravær under de mange måneder jeg har tilbragt i et blæsende telt eller på en kold hundeslæde for at forfølge motiver af Grønlands dyr og fangere. Men også for mit åndelige fravær under tilblivelsen af denne bog, hvor tid foran computeren alt for ofte kom foran min rolle som familiefar. Dernæst tak til Eskim Lund Sørensen (i-photo.dk) for de mange fototure vi sammen har udført i både Vest- og Østgrønland. Også en stor tak til Eskim, Fernando Ugarte (ARC-PIC.COM) og Marie Michele Schou Frandsen for deres tilladelse til at benytte fotos forestillende mig i færd med en god gang combat-photography, som er brugt i afsnittet Fotografiets Land i denne bog. En speciel tak til Tina Egevang og Erik Stjernberg for deres hjælp med korrektur af den danske tekst i bogen. Også tak til: Peter Lynx for rådet »Kill your darlings«, Mikael MIFO Funch for evig inspiration, Klatre-Allan for at bære mine dyrebare objektiver på stejle fjeldsider, Finn Steffens for sikker sejlads og behagelige samtaler, Klaus Nygaard for at være en menneskevenlig direktør, Fernando Ugarte for hans rolle som både chef og ven, Stakkels Magnus for øl og døds-scooter-kørsel, Martin Munck og Karina Bernlow for uvurderlig hjælp i ITT, Kristian Josefsen for gæstfrihed, Hjelmer og Inuuta Hammeken for en fantastisk slædetur, Lars Holst Hansen for fotokritik og fotoslæde, Mikkel Willemoes for arbejdsomhed i felten og for at introducere mig for Rammstein, Morten Hilmer for hans gode drive, Gitte Lyngs for råd omkring udgivelsen af denne bog, Niels og Aase Thaulow for at være gode bedsteforældre, Ole Steen, Lene Therkildsen og Rasmus Hastrup for at være med på ideen omkring denne bog, David Boertmann for at være så flink, Grønlands søkonger for at være mine venner, Jeppe Ejvind Nielsen for et fantastisk måltid efter uger med tørkost, Jørgen Chemnitz for at inkludere mig i kogebogsprojektet og det pæne forord, Morten Bjerrum for hyggeligt selskab i Daneborg, Martin Kviesgaard og Carsten Th. Pedersen fra Grønlandsbanken for at de troede på projektet, Rasmus Espholm for at hjælpe mig i gang med at etablere hjemmesiden ARC-PIC.COM.

Above all, I must thank Inge, Emil, and Peter for their continual understanding of my physical absence during the many months spent in wind-swept tents or on ice cold dog sleds in pursuit of photo opportunities from the wonderful world of Greenland’s animals and hunters. But I also need to thank them for their acceptance of my mental absence in the course of the creation of this book, when computer time much too often has curtailed my role as family man. Thanks are also due to Eskim Lund Sørensen (i-photo.dk) for the many photo excursions we have undertaken together in both eastern and western Greenland. Thanks also to Eskim, Fernando Ugarte (ARC-PIC.COM), and Marie Michele Schou Frandsen for their permission to use photos of myself doing a fair bit of combat photography in the Land of Photography section of this book. Special thanks to Tina Egevang and Erik Stjernberg for proofreading assistance. The following people also deserve a big helping of thank yous: Peter Lynx for the advice »Kill your darlings«, Mikael MIFO Funch for unceasing inspiration, Klatre-Allan for carrying my expensive lenses up steep mountain sides, Finn Steffens for safe sailing and pleasant conversation, Klaus Nygaard for being a kind and humane manager, Fernando Ugarte for his role as both boss and friend, Stakkels Magnus for beer and snow scooter death rides, Martin Munck and Karina Berlow for invaluable help in ITT, Kristian Josefsen for kind hospitality, Hjelmer and Inuuta Hammeken for a fantastic sled ride, Lars Holst Hansen for photo advice and photo sled, Mikkel Willemoes for industriousness in the field and for introducing me to Rammstein, Morten Hilmer for his excellent determination, Gitte Lyngs for publishing advice, Niels and Aase Thaulow for being wonderful grandparents, Ole Steen, Lene Therkelsen and Rasmus Hastrup for supporting the idea of this book, David Boertmann for being such a nice guy, the little auks of Greenland for being my friends, Jeppe Eivind Nielsen for a fabulous meal after weeks of dry fare, Jørgen Chemnitz for involving me in the cook book project and for the lovely preface, Morten Bjerrum for pleasant company in Daneborg, Martin Kviesgaard and Carsten Th. Pedersen from The Bank of Greenland for believing in the project, and Rasmus Epsholm for helping me to launch the homepage ARC-PIC.COM.

263


Grønland – Dyrenes og Menneskes Land © Carsten Egevang/ARC-PIC.COM

Alle foto i denne bog er af Carsten Egevang, med mindre fotografnavn er oplyst. Fotografisk, mekanisk eller anden form for gengivelse eller mangfoldiggørelse af denne bog eller dele af denne heraf er ifølge gældende lov om ophavsret ikke tilladt uden forfatterens tilladelse. 1. oplag 2011

Engelsk oversættelse: Rasmus Hastrup Grafisk formgivning: Pedersen & Pedersen Forlag: Milik publishing Tryk: Narayana Press

ISBN: 978-87-91359-99-6

For at opnå rettighed for brug af foto I denne bog – eller andre kvalitetsfoto fra Greenland – besøg: www.arc-pic.com eller kontakt: kontakt@arc-pic.com

Greenland – Land of Animal and Man © Carsten Egevang/ARC-PIC.COM

All photographs in this book by Carsten Egevang unless otherwise noted. All rights reserved. Reproduction of the whole or parts or any parts of this book without written permission from the author is prohibited.

1st edition 2011

English translation: Rasmus Hastrup Graphical design: Pedersen & Pedersen Publisher: Milik publishing Print: Narayana Press

ISBN: 978-87-91359-99-6

To license images in this book – or other high quality images from Greenland – please visit: www.arc-pic.com or contact: kontakt@arc-pic.com

264



GRØNLAND – Dyrenes og Menneskenes Land præsenterer foto af Grønlands dyreliv og lokalbefolkning, som det aldrig tidligere er vist. Gennem fotograf Carsten Egevangs billeder er vi med helt tæt på fugle og pattedyr, i skildringen af organismernes tilpasninger til det barske arktiske miljø. Vi er med på isbjørnefangerens hundeslæde, vi er med bag kikkertsigtet på sælfangst og med i jollen efter hellefisk, når jagten på grønlandsk proviant går ind. Alt sammen med de fantastiske grønlandske scenerier sat som baggrund. GRØNLAND – Dyrenes og Menneskenes Land består af tre sektioner: Dyrenes Land, skildrer udvalgte fugle og pattedyr, Menneskenes Land, afbilleder traditionel fangst og fiskeri i dagens Grønland, samt Fotografens Land, hvor Carsten Egevang beretter om sine egne erfaringer bag kameraet, og levende beretter anekdoter som fotograf i Grønland.

GRØNLAND – Dyrenes og Menneskenes Land præsenterer foto af Grønlands dyreliv og lokalbefolkning, som det aldrig tidligere er vist. Gennem fotograf Carsten Egevangs billeder er vi med helt tæt på fugle og pattedyr, i skildringen af organismernes tilpasninger til det barske arktiske miljø. Vi er med på isbjørnefangerens hundeslæde, vi er med bag kikkertsigtet på sælfangst og med i jollen efter hellefisk, når jagten på grønlandsk proviant går ind. Alt sammen med de fantastiske grønlandske scenerier sat som baggrund. GRØNLAND – Dyrenes og Menneskenes Land består af tre sektioner: Dyrenes Land, skildrer udvalgte fugle og pattedyr, Menneskenes Land, afbilleder traditionel fangst og fiskeri i dagens Grønland, samt Fotografens Land, hvor Carsten Egevang beretter om sine egne erfaringer bag kameraet, og levende beretter anekdoter som fotograf i Grønland.

Carsten Egevang er biolog med speciale i arktiske havfugle, og ansat på Naturinstituttet i Nuuk. Gennem hans feltarbejde i fjerne egne af Grønland, har han oparbejdet et unikt udvalg af naturbilleder. Carsten er initiativtager til, og administrator af, Grønlands største billedbureau, ARC-PIC.COM. Carsten Egevang har desuden fået flere placeringer i internationale fotokonkurrencer, bl.a. blev hans foto ”Big fjord, Little auks“ i 2009 kåret som vinder i kategorien ”Wild places“ i BBCs Wildlife Photographer of the Year, hvilket udgør den højeste placering som en dansker har modtaget i den prestigefyldte konkurrence.

Carsten Egevang er biolog med speciale i arktiske havfugle, og ansat på Naturinstituttet i Nuuk. Gennem hans feltarbejde i fjerne egne af Grønland, har han oparbejdet et unikt udvalg af naturbilleder. Carsten er initiativtager til, og administrator af, Grønlands største billedbureau, ARC-PIC.COM. Carsten Egevang har desuden fået flere placeringer i internationale fotokonkurrencer, bl.a. blev hans foto ”Big fjord, Little auks“ i 2009 kåret som vinder i kategorien ”Wild places“ i BBCs Wildlife Photographer of the Year, hvilket udgør den højeste placering som en dansker har modtaget i den prestigefyldte konkurrence. 268


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.