2 minute read

Den internationale linje på studietur....................................... s

Den internationale linje på studietur

Af: Emma Marie Kvitzau og Isabella Rebo Mejlstrup

Advertisement

Vi er blevet tættere på linjen og har opbygget en " ny form for fællesskab og relation til hinanden.

Så kom tiden endelig. Solen stod højt på himlen, da bussen rullede ind i gården og vi begyndte at læsse bagagen. Knap 40 elever og tre lærere skulle bruge seks dage på at rejse til Cambridge, England, og lære hinanden og den engelske kultur bedre at kende. Turen startede godt ud med en bustur på lige under et døgn. Vi havde fået blandede siddepladser, så vi kunne skabe nye relationer på tværs af de to klasser - hvilket bidrog til det samlede fællesskab.

Da vi ankom til Cambridge, blev vi i makkerpar hentet med taxa og kørt ud til vores tildelte værtsfamilier. Vi havde nok alle sommerfugle i maven, og man glemmer sjældent følelsen af at banke på værtsfamiliens dør for første gang. Det første døgn med familierne var en spændende og nervepirrende oplevelse, hvor vi skulle lære deres hverdag og værdier at kende. Alle dage gik vi i skole om formiddagen og havde fælles aktiviteter om eftermiddagen. Skolen, LSI, er en international sprogskole i Cambridge, hvor elever fra hele verden kan lære det engelske sprog. På skolen var vi inddelt i klasser og havde fået tildelt en lærer, som stod for undervisning hele ugen. Undervisningen bestod blandt andet af grammatik, engelsk kultur og traditioner og sociale aktiviteter. I løbet af ugen fik vi blandt andet prøvet kræfter med traditionelle engelske aktiviteter som Rugby og Punting. Derudover var vi på rundtur på Kings College, hvilket er hjem for studerende på Universiteterne i Cambridge, hvor vi også så deres kirke og hørte om historien bag. Onsdag eftermiddag besøgte vi en æbleplantage, hvor vi fik serveret traditionel ”English Tea”. Det var en hyggelig oplevelse fyldt med godt selskab, lækre scones og en smule regn… Når vi kigger tilbage, har vi fået mange lærerige oplevelser med i bagagen. Det var en anderledes oplevelse at bo hos en fremmed familie i et andet land, og opleve hvordan deres hverdag og liv hænger sammen. Vi er blevet tættere på linjen og har opbygget en ny form for fællesskab og relation til hinanden.

This article is from: