5 minute read

Bæredygtighed i ejendomsbranchen

Er bæredygtighed sat på pause i ejendomsbranchen?

Bæredygtighed, ESG og grønne ejendomsinitiativer fylder ikke så meget blandt investorer og andre ejendomsaktører – i hvert fald ikke, hvis man kigger i resultaterne fra EDC Erhverv Poul Erik Bechs årlige forventningsundersøgelse, som dykker ned i forventningerne til erhvervsejendomsmarkedet. Det er dog ikke et retvisende billede, påpeger to eksperter hos EDC Erhverv Poul Erik Bech.

ESG og bæredygtighed er for alvor kommet på dagsordenen hos private virksomheder, institutionelle investorer, offentlige myndigheder og andre aktører i ejendomsbranchen. Derfor er det også overraskende, at blot 19% af de adspurgte virksomheder i EDC Erhverv Poul Erik Bechs forventningsundersøgelse har en politik om, at bæredygtighed skal spille en rolle ved valg af lokaler, påpeger Joseph Alberti, Head of Research hos EDC Erhverv Poul Erik Bech:

”Vi har svært ved at tro på, at det er et retvisende billede af virkeligheden. Vores klare fornemmelse er, at ESG-compliance og ESG-kriterier allerede indgår i mange forretningsstrategiske beslutninger og samtidig er blevet et politisk fokus for virksomhederne. Flere og flere virksomheder bliver mødt af krav om ESG og bæredygtighed fra både samarbejdspartnere og finansieringskilder, og derfor overrasker det os også, at der blot er 19% i vores undersøgelse, der har svaret, at bæredygtighed spiller en rolle ved valg på lokaler.”

De sidste to års undersøgelser har vist en minimal fremgang ift. om virksomheden har en politik om bæredygtige valg af lokaler med en stigning på 2 procentpoint fra 2023 til 2024.

Resultaterne er stagneret

De sidste fem år er der blevet spurgt ind til ESG og bæredygtighed i EDC’s Forventningsundersøgelse, og de første fire år var det tydeligt, at det var et område i fremdrift, men fra 2023 til 2024 ser det ud til, at resultaterne er stagneret.

Joseph Alberti siger: ”Vores opfattelse er, at bæredygtighed er højere prioriteret i ejendomsbranchen. Men det er også værd at huske på, at branchen har været udfordret i slutningen af 2023, hvor målingen blev foretaget. Branchen var præget af en masse usikkerheder, bl.a. med krigen i Europa, høj inflation og rekordhøje renter, som højst sandsynligt har fyldt mere på dagsordenen hos virksomhederne, end ESG og bæredygtighed har.”

”Undersøgelsen viser, at det er de større virksomheder der trækker læsset og er mere villige til at betale mere for bæredygtige ejendomme. Det er egentlig ikke overraskende, da de har flere ressourcer til rådighed. Men det er alligevel markant, at der er så stor forskel. 44% af virksomhederne med mere end 100 ansatte er villige til at betale mere end 5% for en bæredygtig ejendom, mens det for virksomheder med 1-25 ansatte kun er 20%. Samtidig har knap halvdelen af virksomhederne med 1-25 ansatte svaret, at de ikke er villige til at betale mere for en bæredygtig ejendom.

Bl.a. er der sket en stigning på blot 1 procentpoint blandt dem, der har svaret, at de allerede har optimeret en eller flere af deres ejendomme. Det samme er tilfældet ift. dem, der har svaret, at de er villige til at betale mere for en bæredygtig ejendom, hvor beliggenhed, stand og cash flow er det samme. Her er der sket en stigning fra 42% i 2023 til 43% i 2024.

Stort tema internationalt

Helle Nielsen Ziersen, Head of EDC International Poul Erik Bech, som netop har gennemført en mini MBA som Sustainable Manager, siger: ”Uddannelse indenfor ESG er uundværligt. Vi skal vide hvad vi har med at gøre og klimaudfordringerne er kommet hurtigere end forventet. Det danske CO2 regnskab for 2024 gik i nul i marts – 12 dage tidligere end i 2023. Danmark ligger faktisk slet ikke så miljørigtigt som vi selv tror, når vi sammenligner os med andre lande. Det vil vi gerne være med til at påvirke i positiv retning.”

”Internationalt fylder bæredygtighed en del mere end vi endnu oplever det i danske virksomheder, bl.a. fordi globale virksomheder og investorer allerede er underlagt taksonomien/EU’s regler om rapportering. Internationale investorer og lejere spørger først til certificering og i stigende grad ønsker lejere ikke at committe sig til lejemål, der ikke har en certificering. Vi har også set, at nogle investorer opkøber ’grå ejendomme’, også flere og flere logistikbygninger, som de kan renovere og over tid omdanne til bæredygtige bygninger og måske opnå en certificering.”

”Vi køber ikke præmissen om, at bæredygtighed ikke er et tema for danske ejendomsaktører. I vores daglige kontakt med både danske og internationale virksomheder kan vi mærke, at det er et område, som virksomhederne tager meget seriøst. Som vores Forventningsundersøgelse også viser, er det særligt kontorejendomme, hvor grønne initiativer bliver tænkt ind, men også inden for lager- og logistikejendomme er der sket en grønnere udvikling. Her svarer knap halvdelen, at de mener, at lejere er villige til at betale mere for et bæredygtigt lejemål. Det tal var knap en tredjedel ved seneste undersøgelse.”

Som udløber af EU’s taksonomi bliver det gradvis lettere at få gunstige ”grønne lån” til ejendomme med lavt klimaaftryk og til fx at energioptimere bygninger. Det initiativ, hilser Helle Nielsen Ziersen velkommen:

”Vi er sikre på, at vi vil fortsætte med at se politiske initiativer, som skal fremme bæredygtighed og ESG i ejendomsbranchen, både nationalt og internationalt og uanset om det omhandler nybyg eller renovering af eksisterende ejendomme. Hos EDC International Poul Erik Bech står vi klar til at rådgive dig og din virksomhed ift., hvordan du bedst muligt fremtidssikrer din ejendom ift. bæredygtighed og ESG.”

Mere information

Joseph Alberti, Head of Research EDC Poul Erik Bech

+45 5858 8564 • joal@edc.dk

Helle Nielsen Ziersen,

Partner, Director, Head of International Relations, Sustainable Manager, MRICS, MDE

+45 5858 8563 • hni@edc.dk

This article is from: