6 minute read

Fælles fodslag med Real ESG

”Mæglere har stor indflydelse på ESG-dagsordenen”

ESG er på alles læber i ejendomsbranchen. Men mange ved ikke, hvor man skal starte, og hvor man skal slutte. ESG er simpelthen for abstrakt. Den udfordring skal Real ESG være med til at løse. Det nye, gratis og open source ESG-rapporteringsværktøj skal medvirke til, at ESGrapporteringen i bygge- og ejendomsbranchen i fremtiden bliver transparent, konkret og sammenlignelig.

Bygge- og ejendomsbranchen står for 30% af Danmarks samlede CO2-udledning og Danmarks bygninger står for ca. 40% af det danske energiforbrug, så der er brug for handling. Selvstændig rådgiver Ali Simiab arbejder med at realisere ESG-potentialet i ejendomsbranchen og er for nylig udvalgt til Berlingske Talent 100 bl.a. for sit ihærdige arbejde med at udarbejde Real ESG – The Real Estate Reporting Framework. Det startede han sammen med Christian Haaber Westergaard Nielsen (Thylander), Christian Gjessing Bruun (AKF) og Jonathan Leonardsen (Balder) og projektet støttes økonomisk af Realdania.

Ali Simiab forklarer: ”Idéen opstod, fordi det var fuldstændigt umuligt at sammenligne ESG-nøgletal, da alle brugte forskellige forudsætninger, beregningsprincipper og datapunkter. Så jeg var lidt frisk og sagde: ”Kan vi ikke bare lave en branchestandard?” Jeg har erfaret, at man ikke bare kan lave en branchestandard, men hvis man gør sig umage, kan man måske udvikle et værktøj, som har potentialet til at blive en standard.”

”Der er historisk meget lovgivning på vej, så det er vigtigere end nogensinde før, at vi samarbejder om nye, fælles og gratis værktøjer. Ellers risikerer branchen at efterlade mindre aktører på perronen. ESG skal simpelthen blive både bedre og billigere – på samme tid.”

”Det kan kun lykkes, hvis man samler gode ejendomsfolk på tværs af værdikæden. Derfor har vi samarbejdet med rigtig mange eksperter med forskellige baggrunde, og det er også virkelig stort, at 80% af realkreditinstitutterne bakker op om projektet. Det er et kæmpe skulderklap til projektholdet, og det er afgørende for, at vi kan flytte branchen.”

ESG-rapportering er fremtiden

I ejendomsbranchen rapporterer flere og flere virksomheder på deres ESG-indsats, da de ønsker at give kunder, medarbejdere og omverdenen et transparent indblik i deres aktiviteter. Nogle virksomheder skal allerede rapportere ESG-data, og i fremtiden bliver endnu flere virksomheder underlagt lovkrav om rapportering.

Ali Simiab siger: ”For virksomheder, der ikke underlægges lovgivning den kommende tid, er det også vigtigt at opgøre transparente, konkrete og sammenlignelige ESG-data. Det forventes, at den finansielle sektor snart vil kræve ESGdata ved finansiering, og at flere større aktører, bl.a. pensionskasser, vil stille krav om ESG-data fra deres værdikæder. Så ønsker du at optage lån eller samarbejde med større aktører, er der fremover en forventning om, at du kan levere ESG-data. Derfor er det oplagt, at du begynder at arbejde med ESG-rapportering allerede nu, så du kan leve op til fremtidens krav.”

Gør det abstrakte håndgribeligt

Ali Simiab forklarer, at de er meget stolte af, hvor langt de er nået på lidt under et år og ikke mindst den store tilslutning, Real ESG har fået: ”Det er overvældende, at så mange dygtige, dedikerede og ambitiøse ejendomsfolk støtter op om og bidrager til projektet. Vi har udgivet tre versioner allerede i 2024 takket være en kæmpe holdindsats. De første to versioner var prototyper med versionsnumrene 0.9 og 0.9.1, og den nyeste version har fået versionsnummeret 1.0. Prototyperne var gode, og version 1.0 kan vi godt være stolte over – den er next level.”

”For mange er ESG stadig abstrakt, besværligt og ikke mindst dyrt. Vores værktøj skal medvirke til, at rapporteringen bliver bedre, hurtigere og billigere i bygge- og ejendomsbranchen. Og den store test er foran os. I takt med at flere og flere bruger værktøjet, bliver det mere tydeligt, om missionen lykkes. De første indikationer fra brugerne af værktøjet giver i hvert fald anledning til optimisme.”

”Derfor er vi også glade for, at stærke aktører som EDC Poul Erik Bech giver input til, hvordan værktøjet kan løftes til det næste niveau. Der er nemlig ingen tvivl om, at mæglerne har stor indflydelse på ESG-dagsordenen i forbindelse med både transaktioner, værdiansættelser og lejeforhold. Mæglerne sidder på første række og påvirker markedet i den rigtige retning, og vi ser frem til at fortsætte det gode samarbejde på denne dagsorden.”

Rådgivning og videndeling er centralt

Projektleder for ESG i EDC Poul Erik Bech, Axel Elliot Bernstorff Nyegaard, siger: ”Vi ønsker at tage del i de mange bæredygtige forbedringer, der kan og bør implementeres i branchen. Vi har alle et fælles ansvar, og vi er meget bevidste om, at det kræver en samlet indsats fra mange parter, når vi skal mindske ejendomsbranchens CO2-udledning. Som kontorvirksomhed har vi selv en mere begrænset direkte egenpåvirkning på miljøet. Ikke desto mindre arbejder vi kontinuerligt på at nedbringe vores aftryk og har en vision om, at vi skal blive CO2-neutrale inden for en rimelig kort årrække. Det kommer vi bl.a. til at gøre ved at købe og plante skov og købe vind- og solenergi.”

”Men der hvor vi kan gøre den væsentligste forskel er gennem rådgivning og videndeling i samarbejde med vores mange kunder. Vores største potentiale er knyttet til vores rådgivning overfor kunderne. Vi hilser derfor arbejdet med Real ESG meget velkomment i branchen og støtter op om det fælles initiativ, og vi kan bidrage med at få flere ejendomsmæglere og ejendomsaktører med. Vi er meget enige i, at det kræver fælles retning at få rykket branchen, så det er imponerende hvor langt de allerede er nået.”

”Det kræver naturligvis nye kompetencer med ESG og bæredygtighed. Som mæglere skal vi dog som altid fortsætte med at kunne sælge eller udleje vores kunders ejendomme på de bedst mulige vilkår for kunderne. Den bedste pris opnås ved at have ejendomme, der er tidssvarende og up-to-date – det er der som sådan ikke noget nyt i. Men fremover bliver der flere facetter i relation til ESG, energiforbrug, indeklima, CO2-aftryk m.m. Desuden skal vi kunne komme med anvisning på muligheder for at kunne forbedre den enkelte ejendom på disse nye parametre.”

ESG rådgiverudgave

På møder med Ali Simiab har vi hos EDC Poul Erik Bech kunnet bidrage med at skubbe på i forhold til at at få rullet rådgiverudgaven ud. Bl.a. ved at samle en række erhvervsrådgiverne i branchen for at tage en dialog om, hvordan værktøjet udvikles og bruges på sigt.

Axel Elliot Bernstorff Nyegaard siger: ”Det er ingen kunst at fortsætte med at lægge regel på regel og dermed øge udgiftsniveauet for ejendomsejerne og i sidste ende hos lejerne. Så hos os har vi særlig fokus på at bidrage til, at rapporteringen bliver så enkel for alle parter som muligt. Ikke mindst at det gerne skal ende med, at værktøjet får et omfang og udtryk, der gør, at den almindelige bruger af en ejendom vil og kan anvende det. Vi støtter i den grad op om ESG-initiativet, og det er kun med fælles fodslag, at vi rykker os i branchen. Når dokumentationen er på plads, vil det være et spørgsmål om tid, før vi på en ejendom, på samme måde som med et energimærke, vil kunne vise en ejendoms samlede CO2-udleding.”

Mere information

Axel Elliot Bernstorff Nyegaard

ESG-projektleder, EDC Erhverv Poul Erik Bech

+45 5858 8378 - axny@edc.dk

This article is from: