
1 minute read
Markedstal for kontorejendomme
Stærk efterspørgsel på moderne kontorer trods lav aktivitet
Kontorhandelsaktiviteten i første halvår 2025 er fortsat lav med en transaktionsvolumen på ca. 3,7 mia. kr., primært drevet af få større handler – herunder Calums køb af Stamholmen 147-161, Danmarks længste kontorejendom. Der ses også mere spekulative køb, bl.a. af to grunde i Nordhavn til kontorbyggeri.
Efterspørgslen efter attraktive kontorejendomme er intakt, men præget af danske aktører. Internationale investorer holder igen, da kontorsegmentet globalt er under pres. Det danske marked skiller sig dog ud med høj beskæftigelse og begrænset hjemmearbejde – bl.a. pga. korte pendlertider. Nogle virksomheder har dog undervurderet behovet for fysisk kontorkapacitet, mens andre indfører begrænsninger for hjemmearbejde.
Fleksible kontorløsninger som servicerede kontorer og kontorhoteller er eftertragtede, især i København, mens udbuddet i fx Aarhus er begrænset – særligt centralt. Derudover er der stigende fokus på moderne og certificerede kontorlokaler, drevet af øgede ESG-krav og kommende regulering. Det kan styrke værdien af certificerede ejendomme, men det er fortsat uklart, om det vil påvirke risikopræmien.
Tomgangen for kontor lå på 5,6% i andet kvartal 2025. Afkastkrav og markedslejen forventes at være stabile i den kommende tid.