Der er i følge kritikerne flere dystre scenarier. For det første kan man frygte, at hurtigtvoksende, gensplejsede fisk vil udkonkurrere naturligt forekommende fisk, idet de udnytter føde og gydesteder bedre. For det andet vil nogle typer gensplejsede fisk kunne overleve i nye farvande pga. deres forbedrede egenskaber. F.eks. er såkaldte “antifreeze” gener overført fra arktiske fisk til andre arter, hvorved disse kan overleve i kolde farvande. En fremmed gen-fisk kan let skabe ravage i et ellers stabilt akvatisk økosystem. For det tredje er hovedparten af de fisk, der gensplejses - f.eks. laks, ørred og tilapia - rovfisk, der kan gøre indhug i bestande af små fiskearter. For det fjerde har gen-fisk pga. deres størrelse en forøget parringssucces (jo større fisk des større chance for at finde en partner at parre sig med!), men paradoksalt nok er afkommets overlevelsesevne reduceret. Forskere ved Purdue University i USA har i et helt nyt studie vist, at selv et lille antal gensplejsede fisk kan overføre deres fremmede genetiske egenskaber til en langt større population af vilde fisk, hvilket i sidste ende efter mange generationer fører til, at den vilde population uddør. Såle-
des viste de, at 60 gen-fisk kunne føre til udryddelse af 60.000 vilde fisk i løbet af 40 generationer.
Risikoforskning De ovenstående - i nogle tilfælde lidt modstridende - scenarier for forurening af akvatiske økosystemer er kun ringe undersøgt. Antallet af relevante videnskabelige publikationer er under 10, mens der på andre områder normalt findes hundredvis af studier af potentielle miljørisici.
“Forureningsproblemer med gen-fisk er ringe undersøgt. Antallet af relevante videnskabelige publikationer er under 10.”
Der er altså et stort behov for yderligere risikoforskning. Indtil videre må man trække på den viden, som man generelt har erhvervet sig på akvakultur-området. Problemerne her er alvorlige og talrige. Årsagen er især den, at dam- og havbrug - i modsætning til de fleste andre typer dyrehold - ikke er 100% sikrede mod udslip. Ofte slipper enorme mængder tamfisk fri ved Boks 1: Fiskearter der er uheld, dårligt vejr eller blevet gensplejset ved bevidst udsætning af uegnede/syge fisk. I atlanterhavslaks regnbueørred følge en norsk undersøbrasen rejer gelse undslap hele 1,6 brasen (“bluntnose”) sandart (“walleye”) millioner tamlaks fra brasen (“gilthead”) smerling norske havbrug i perigedde stormundet bass oden 1988-92. Tallet guldfisk stribet bass skønnes endda at være havkat sølvlaks højere i dag. Til samkarpe søør menligning regner man killifisk tilapia med, at der findes medaka zebrafisk 100.000 vilde laks i hele mudderkarpe Norge. I vinterorkanen december 1999 undslap
et ukendt antal fisk - men antageligt hundredtusindvis - fra brug i Nordeuropa. Undslip af tamfisk er så almindelige, at man dårligt bemærker det. Dertil skal føjes det faktum, at tamfisk overlever fint i naturen i modsætning til de fleste andre husdyr. Chancerne for biologisk forurening er høje. Og der er god grund til bekymring - mange vilde fiskestammer er truede, f.eks. er der i dag højst 10% vildlaks tilbage i Østersøen - resten er udsatte og undslupne tamlaks. Kun 37 floder omkring Østersøen kan i dag prale med (næsten) rene bestande af vildlaks. For 50 år siden var tallet 120. Ligeledes måtte den amerikanske regering i november sidste år sætte atlanterhavslaksen på listen over truede dyrearter. Gensplejsede fisk har et langt større potentiale end gensplejsede planteafgrøder og husdyr for at forvolde skader på naturen. Vi står med en række miljøproblemer, som kun er ringe undersøgt. Alligevel er de amerikanske myndigheder ikke bekymrede.
Gen-fisk i Europa Men det er ikke kun i USA, der satses på gensplejsede fisk (boks 2). Canada, Japan og Kina er også godt med. Kinesiske forskere var tilbage i 1980’erne blandt de første til at fremstille gen-fisk. I dag opdrættes et ukendt antal gensplejsede karper på kinesiske fiskefarme.
Boks 2: Lande der er førende i udvikling af gen-fisk USA Canada Kina Japan England Skotland
Frankrig Italien Norge New Zealand Cuba Thailand
Global Økologi • Februar 2001
5