Oplysning sikrer rovfugles fremtid

Tre drab på totalfredede ørne i løbet af det seneste år er en national tragedie, som kalder på bedre forståelse for rovfuglenes natur. Desværre tager medier og myndigheder ikke emnet seriøst. Frank ser gerne mere opmærksomhed om emnet i fremtiden.

Udbredelsen af viden om rovfugle er mere nødvendig end nogensinde. For nogle mennesker ser rovfugle som kyniske dræbere.

- Der er mange myter og vandrehistorier om rovfugle. Selv i den nyeste litteratur om emnet beskrives de som lystmordere. Men i virkeligheden er rovfugle meget nøjeregnende. De tager kun det bytte, de har brug for.

Frank mener netop, at havørnene måtte lade livet, fordi nogle mennesker frygtede, at havørnene ville dominere og jage på deres terræn.

- Der findes åbenbart mennesker, der stadig mener, at alt, hvad der er i naturen, tilhører dem! Det er jo helt absurd. Mennesker har mulighed for bare at gå ned i supermarkedet efter mad. Rovfugle er helt afhængige af at kunne jage i naturen. De har tilpasset sig naturen og må jage året rundt, selv i den hårdeste vinter.

Medierne og myndighederne har ikke givet sagen opmærksomhed nok. I andre lande som Tyskland, USA og Sverige slår myndighederne for alvor alarm, når fredede dyr dræbes så kynisk. Det giver sagen en form for tyngde og autoritet, som igen smitter af på, hvor alvorligt befolkningen, politiet – og medierne – tager sagen.

- I medierne beskrives sagen som noget, der kun vedkommer en excentrisk gruppe af fugleelskere. Men det er vel afstedkommet af, at myndighederne ikke tager sagen alvorlig. At det for eksempel er private foreninger, der må udlove en dusør for opklaring, påpeger Frank med henvisning til Dansk Ornitologisk Forenings dusør til opklaring af sagen.

Han er aldeles rystet over, hvad han kalder ansvarsforflygtigelse fra myndighedernes side.

- Et så voldsomt overgreb på naturen skal tages langt mere alvorligt, mener han.

Frank begrunder også de grusomme drab med mangel på kvalificeret information om emnet.

- Jeg begyndte at læse om rovfugle som dreng. Og jeg forundres over, at moderne litteratur om emnet ikke har flyttet sig ret meget siden dengang: De samme forkerte informationer genfortælles – og det er ikke retfærdigt over for rovfuglene eller heldigt i forhold til at skabe respekt om dem, siger han.

For eksempel har opfattelsen af rovfugle ikke ændret sig synderligt siden Brehms store zoologiske værk fra 1907, der hed ”Dyrenes liv”. Her beskrives eksempelvis duehøgens rede fejlagtigt som en slagtebænk, hvor der er blod over alt. I virkeligheden er der intet så rent og uplettet som en duehøgerede.

- Og den mest sejlivede myte er, at ørne har et Kain-Abel-syndrom, hvor den stærkeste unge dræber den svage. I virkeligheden forekommer det sjældent – og når det sker, er det ikke et resultat af, at ørneungen har en ond og morderisk natur. Der er simpelthen intet biologisk grundlag for den antagelse. Det er et resultat af stress, som den menneskelige iagttager påfører ørnen ved sin indtrængen. Når vi ser billeddokumentation på den aggressive adfærd, er selve dramaet ofte skabt af mennesker, der bryder ind i naturens orden, forklarer Frank.

For ifølge ham kan mennesker ikke iagttage en ørnerede, uden beboerne bemærker det. Det er umuligt at skjule sig godt nok, for rovfugle opfanger selv de mindste ændringer i deres omgivelser. Det menneskelige nærvær forårsager, at forældreparret holder sig væk fra reden, at ungerne bliver meget sultne og utålmodige – og slutteligt kaster sig over hinanden. Under normale omstændigheder ligger ørnemoren nemlig på ungerne de første to-tre uger. Ikke blot for at varme dem, men det forhindrer, at de hakker efter hinanden.

- Menneskebørn laver også ulykker, når forældrene er længe væk, sammenligner han. En anden myte er, at ørnene æder ådsler.

- Kun meget svækkede ørne æder ådsler. De dykker måske ned til et ådsel for at finde ud af, om dyret lige er dødt, men de spiser ikke gammelt kød med deres gode vilje, fortæller han.

I forbindelse med ørnedrabene må der altså være tale om, at de store mængder gift var placeret i helt friskt kød eller levende lokkemad.

Frank håber inderligt på, at fremtiden vil byde på mere viden og bedre litteratur om rovfugle – så vi ikke ser lignende mord på rovfugle i fremtiden.

- Havørne er totalfredede i Danmark. De kom tilbage til landet, efter de havde været væk længe – og nu er det vores fælles opgave at passe på dem. Medierne fremlagde drabene på havørnene som noget, der kun vedkom en smal gruppe af fugleelskere, men det er en stor tragedie for os alle sammen, når mennesker kynisk dræber fredede dyr! Fri mig for dumsmarte bemærkninger om, at også dyr med næb og kløer skal forsvares. Det giver udtryk for en frygtelig nedladende holdning over for rovfugle, siger Frank.

Han vil fortsat kæmpe for et Danmark, hvor rovfuglene kan udfolde sig frit i naturen – og for at de mødes af påskønnelse og indsigt.