1 minute read

Når nye ørne klækkes

Det er en ekstrem smuk, men også hård verden, Frank lukkes ind i, når der kommer en lille ny ørn til verden. Og han har gjort sig nogle nye, spændende observationer.

Frank har erfaring for, at Ørnereservatets ørnepar lægger æg i reden på stort set samme tidspunkt hvert år.

Advertisement

- Det starter omkring den 20. – 21. marts og fortsætter i tre uger. Herefter ruger havørnen i 38 døgn og kongeørnen i 44. Det kan naturligvis rykke en smule, når vi har hårde og lange vintre, forklarer Frank.

Et stort øjeblik

En ørn kan næsten blive lige så gammel som et menneske, og det er altid en fantastisk begivenhed, når den 100 gram lette dunklump får sig kæmpet ud ad ægget og sidder ved foden af sin mor. Og det er en slidsom start på tilværelsen for ungen: Det tager fire dage at kæmpe sig ud ad ægget, men moren følger dens mindste pip.

- Jeg har observeret, at lydene fra ægget intensiveres, og morens opmærksomhed på ægget bliver meget større de sidste dage op til klækningen. Hun kigger intenst på ægget og lægger sågar hovedet ned til det for at lytte. Ungen forbereder på den måde sine forældre på, at de skal finde føde til den. Engang oplevede jeg en ørnemor, der forsøgte at fodre sin unge gennem et lille hul i æggeskallen. Hun blev simpelthen utålmodig, fortæller Frank.

Lilleput og kæmpen

Specielt unge, uerfarne ørnemødre kan have problemer med at pleje den lille ny, der er uhyggelig skrøbelig. Der er risiko for, at de kommer til at træde på den med deres lange, skarpe kløer – én uforsigtig bevægelse er ganske enkelt nok til at tage livet af den lille. Med erfaringen udvikler ørnehunnerne heldigvis en meget forsigtig adfærd omkring ungen. Den lægger sig et godt stykke fra den lille dunede sag og skubber sig hen til den.

- Desuden foretrækker ørnemoren, at den lille ligger på dens fod, så hun hele tiden har overblikket over, hvor den er. Det ser ret kært og betagende ud, når der ligger 100 gram dun på sådan en kæmpeklo, fortæller Frank.

For at hjælpe ørnene til at bevæge sig forsigtigt omkring ungerne, prøver Frank at stabilisere deres reder yderligere. Det er vigtigt med et fast underlag i forhold til ikke at lave de farlige, uforsigtige bevægelser omkring ungen.

God kemi

En anden fascinerende opdagelse ved ørnens yngelpleje er, at den udskiller et særligt sekret fra næbbet på det kød, som den giver den lille.

- Det er ligesom menneskebørn og modermælk. Ørnemorens sekret giver ungen en uundværlig modstandsdygtighed over for sygdomme og hjælper dens fordøjelse, forklarer Frank.

This article is from: